En lægeordning genoplives
Og tusinder af liv reddes derved
I 1967 blev ordet „paramedics“ (’hjælpelæger’ eller reddere) i USA som regel brugt om nogle der ikke var uddannede læger, men som var oplært til at yde udvidet førstehjælp uden for hospitalerne. De fleste af disse var brandfolk. Siden da har mere end 10 millioner mennesker i USA tilkaldt deres hjælp. Redderne — det er mennesker der hjælper andre mennesker.
Før ordningen med reddere opstod, formodedes lægehjælpen at begynde når patienten ankom til hospitalet. Ambulancerne fór af sted gennem byens gader med blinkende lys og hylende sirener, for at få lægehjælpen i gang så hurtigt som muligt. Tit var det alligevel ikke hurtigt nok. I USA havde mange ambulanceførere og deres ledsagere for år tilbage ikke engang lært den mest elementære førstehjælp. Mange forskellige rapporter fremhævede førstehjælpens sørgelige forfatning på det tidspunkt i USA.
Europa var hurtigere til at råde bod på den utilstrækkelige nødhjælp til ulykkesofre før hospitalsindlæggelsen. Allerede før 1960 afsendte man i Sovjetunionen ambulancer der medførte en læge, en sygeplejerske og en særlig lægeassistent. Vesttyskland og Frankrig har sendt læger med ambulancerne fra 1961. De første ambulancer hvori der kunne ydes førstehjælp ud over den mest elementære, var specielt beregnet på hjertetilfælde.
I Danmark åbnede Sophus Falck sin første redningsstation allerede i 1906, men det var først i begyndelsen af 1970erne at man indførte de såkaldte hjerteambulancer. Disse medfører apparatur til genoplivning ved hjertestop og overvågning af elektrokardiogram. Samtidig oplærtes ambulancepersonalet til at give førstebehandling, nemlig ventilation, hjertemassage, og — efter lægeordre pr. radio — elektrochok i ambulancen.
Den første udrykningsvogn af denne art i USA begyndte at køre i New York i 1966. Den var bemandet med lægeuddannede, ikke bare reddere. I Miami, Florida, blev brandmænd oplært til at virke som „lægens forlængede arm“, en stedfortræder der gennem radioen fik ordrer fra en læge på et hospital. I 1967 havde man i Miami udviklet et udstyr der gjorde det muligt for redderne, mens de var på vej til hospitalet, at overføre EKG-signaler (elektrokardiogrammer) til hospitalets læger og derefter få råd om hvilken medicin eller anden form for behandling de skulle give. Udstyret var primitivt dengang, sammenlignet med det der anvendes af reddere i dag.
Los Angeles-reddernes arbejde blev dramatiseret i en TV-serie med titlen Emergency (Udrykning), der begyndte i 1971 og fortsatte i seks år. Serien har med sin indvirkning på millioner af mennesker gjort meget til at give redderne ry for hurtigt at reagere på nødråb i livstruende situationer. Mange børn blev grebet af de spændende oplevelser og erklærede at de ville være reddere når de blev store.
Byen Seattles plan til forbedring af førstehjælpen blev kendt vidt og bredt af en anden grund: Foruden at gøre brug af reddere iværksatte man et program med det formål at oplære 100.000 borgere i at kunne give hjertemassage og kunstigt åndedræt. I 1973 blev 20 procent af reddernes genoplivningsforsøg påbegyndt af tililende før redderne ankom til ulykkesstedet. I 1978 havde 200.000 indbyggere i Seattle lært at give hjertemassage og kunstigt åndedræt — det svarer til 36 procent af befolkningen. Seattle blev verdensberømt som „det tryggeste sted at få et hjerteanfald“.
I løbet af 1970erne udvidede redderne deres virkefelt så at de nu, foruden at hjælpe ofre for hjerteanfald, også yder hjælp i næsten enhver anden livstruende situation. Deres udstyr er avanceret, deres uddannelse er grundig, og lægernes tillid til dem er vokset meget. Overalt i USA er der hospitaler der fungerer som base for redningsfolkene, og hvor der altid står læger parat på skadestuen. Reddere ude i marken taler med disse læger gennem transportable radioer, melder om den syge eller tilskadekomnes tilstand, og sender endda EKG-signaler til en skærm på hospitalet så lægen kan se dem. Lægen giver dernæst redderen besked om hvilken behandling der skal gives. Redderen må følge lægens ordrer. Han er ikke læge; han er lægens stedfortræder. Det er lægen der afgør hvilken behandling der skal gives.
I USA kan dette næsten sammenlignes med de husbesøg lægerne aflagde for omkring 50 år siden; blot benytter lægerne sig nu af radioer hvorigennem de kontakter redderne, der ude i marken giver løbende rapporter om patientens tilstand. Når lægen siger at det er på tide at køre patienten på hospitalet, følger redderen ordren.
På den måde har redderne været med til at genoplive en lægeordning — lægernes længst forsvundne husbesøg, og har derved reddet tusinder af liv. Du finder flere interessante enkeltheder i den næste artikel, der handler om de oplevelser en redder har haft i forbindelse med sit arbejde.
[Tekstcitat på side 4]
Byen Seattle blev verdensberømt som „det tryggeste sted at få et hjerteanfald“