Mit arbejde „redder“

EN SØNDAG morgen blev der ringet til redderne på brandstationen i Huntington Beach i Californien. En hysterisk stemme råbte i telefonen: „Skynd jer at komme! Min mand er ved at dø!“ Da min makker og jeg ankom var der blod i hvert eneste værelse i lejligheden, og en mand lå på gulvet og holdt sig om halsen. For hvert eneste hjerteslag sprøjtede der blod ud fra pulsåren. Der var sket følgende: Han havde været ude at drikke og var kommet hjem og havde gennembanket sin kone, og så havde hun stukket en tyve centimeter lang slagterkniv i halsen på ham. En af halspulsårerne der forsyner hjernen med blod, var blevet skåret over. I panik var han løbet igennem lejligheden.

Nu lå han og vred sig på gulvet. Han var sikker på at han var ved at dø. Jeg satte klemmer på såret i halsen og gav ham drop (dråbeinfusion) i en åre på hver arm for at erstatte den tabte blodmængde med et bloderstatningsmiddel der kaldes Ringer-laktat. Så skyndte vi os at køre ham på hospitalet. Da det var søndag, var der ikke ret mange til at assistere kirurgen på operationsstuen, så det blev mig der skulle assistere. En åre blev fjernet fra hans ben og splejset sammen med halspulsåren. Han overlevede.

I mine år som redder fandt jeg det meget tilfredsstillende at kunne redde et menneske fra døden. Langt mere tilfredsstillende var det imidlertid at disse dramatiske hændelser fik mig til at indse betydningen af et andet livredningsarbejde, et langt vigtigere arbejde, der omfatter millioner af liv, inklusive mit eget.

Det hele begyndte da jeg var fem år gammel. Min fader var blevet et af Jehovas vidner. Han gik i gang med at oplære mine to brødre og mig til at blive Jehovas vidner. Men da jeg var 16 blev jeg temmelig oprørsk. Jeg fandt at livet som et Jehovas vidne havde alt for mange begrænsninger. Lige før jeg fyldte 17 sagde jeg til min fader at jeg ikke ville komme til møderne mere og ikke længere gå ud at forkynde fra dør til dør.

Nå, han fik mig til at sætte mig ned, og forklarede mig så ud fra Bibelen at kærligheden til Jehova var det vigtigste i hans liv. Han sagde at hvis jeg ville bo under hans tag, måtte jeg komme til møderne og fortsætte med at forkynde. Jeg fattede ikke hvordan nogen kunne elske denne Gud, Jehova, mere end familien. Så jeg flyttede hjemmefra og ind hos en kammerat fra gymnasiet.

Da jeg var gået ud af gymnasiet, koncentrerede jeg mig om at erhverve mig noget af det jeg mente var virkelig væsentligt. Jeg fortsatte også med at komme sammen med en ung pige jeg havde mødt i gymnasiet. Da jeg var 19 mente jeg ikke alene at jeg vidste alt, men også at jeg var fuldt udrustet til at blive gift. Jeg giftede mig altså med Pam, min kæreste fra gymnasiet. Nu har vi været gift i 15 år og har to små piger. Da jeg blev mere moden, gik det op for mig at livet er andet og mere end nuet. Hvordan ville det se ud om 5 eller 10 år for de to unge damer jeg var blevet fader til? Hvad kunne denne tingenes ordning tilbyde dem? Og hvad kunne jeg tilbyde dem?

Jeg sagde mit arbejde i et maskinværksted op, for arbejdstiden var lang og udsigten til forfremmelse lille. I stedet blev jeg brandmand. Da jeg arbejdede i vagter på 24 timer havde jeg mange hele dage derhjemme. Nu faldt tiden mig pludselig lang!

Jeg tænkte: ’Jeg kan da bruge de ekstra dage til at tjene flere penge, så jeg kan købe nogle flere ting.’ Så fik jeg mig endnu et job, inden for byggebranchen. Jeg arbejdede et 24 timers skift som brandmand, og arbejdede derefter en hel dag på en byggeplads. Og så kom jeg hjem efter at have været væk i omkring 34 timer. Forståeligt nok blev familieforholdet temmelig anspændt.

Det var på dette tidspunkt at brandvæsenet i Huntington Beach startede et nyt kursus, et redderkursus. Jeg meldte mig frivilligt og tilbragte de næste otte måneder med intensiv undervisning på Irvine-hospitalet ved Californiens universitet. Alt hvad vi lærte på disse 16-timers dage var beregnet på lægebehandling i nødsituationer. Specialuddannede læger underviste os i at gribe ind i livstruende situationer, ikke i sterile operationsstuer på hospitaler, men i udbrændte huse, havarerede biler, beskidte stræder, røgfyldte barer, tomme byggegrunde eller et hvilket som helst andet sted. I utallige timer stod jeg sammen med kirurger i nødoperationsstuer, og så til mens de udførte operationer på åbent hjerte eller åben lunge, eller satte knuste kroppe sammen igen.

Under denne oplæring gik det op for mig hvor skrøbeligt livet er. Jeg tænkte på det min fader havde lært mig om Gud, Skaberen. Jeg tænkte også tit på de ord salmisten David sagde i ærefrygt: „Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt.“ (Salme 139:14) Jeg begyndte at fornemme den guddommelige indsigt og skabervisdom der kommer til udtryk i Guds værk, ikke blot i menneskelegemet men også i dyrene, planterne, jorden og i de milliarder af galakser med billioner af stjerner der er i universet.

Da jeg nu var blevet opmærksom på disse ting, kom jeg i tanker om meget af det min fader havde sagt. Jeg kunne huske tidspunkter, flere år efter at jeg var rejst hjemmefra, hvor jeg havde haft brug for ham. Han var altid parat, altid kærlig og venlig. Han opgav mig aldrig. Han sørgede for at jeg altid fik bladene Vagttårnet og Vågn op! hvor jeg end tog hen. Og fremfor alt huskede jeg denne lektie: Man skal aldrig nogen sinde opgive sine børn — aldrig! Man ved aldrig — et eller andet falder måske pludselig på plads inden i dem, som det gjorde i den fortabte søn i Jesu lignelse, og som det gjorde i mig; måske vender de tilbage og tjener Jehova. — Lukas 15:11-24.

Da jeg havde fuldført det otte måneder lange redderkursus, tog jeg på ferie i to måneder sammen med min familie. Det fjernede en del af de spændinger der var opstået i familien. Jeg forelskede mig bogstavelig talt i min kone igen. Jeg indså at jeg havde forsømt hende, at en mand ikke kan få en mere fornem belønning end en kærlig, loyal hustru. Jeg forstod også at man ikke kan give sine børn noget bedre end sig selv.

Da vi var kommet hjem, sagde jeg til min kone at jeg mente vi trængte til et familiebibelstudium. Jeg ville gerne have at det blev ledet af Jehovas vidner. Pam var opdraget til at hade Jehovas vidner, så jeg blev både overrasket og meget glad da hun beredvilligt gik med til det. Studiet blev påbegyndt, og et år senere, i 1974, blev vi døbt.

Jeg har fortalt om hvordan det på kursuset gik op for mig hvor skrøbeligt livet er, men da jeg begyndte at arbejde som redder gjorde det et stort indtryk på mig at iagttage hvor stædigt legemet alligevel klynger sig til livet og kæmper for at hele selv de mest forfærdende sår.

Et af de tilfælde der især gjorde indtryk på mig, var den episode der fortælles om i begyndelsen af denne beretning, hvor en mand var blevet stukket i halsen. Som nævnt overlevede han, men han mistede en del af taleevnen samt brugen af højre arm og ben. Det skyldtes den formindskede blodtilstrømning til hjernen. Da han var begyndt at komme sig, tog jeg hen for at se til ham. Det gjorde jeg tit med dem jeg havde hjulpet. Det gav mig lejlighed til at fortælle dem om vores tro på Guds rige. Jeg forklarede ham at den helbredelse han nu oplevede, kun var midlertidig, og at en varig helbredelse var mulig her på jorden under dette riges herredømme. Min kone og jeg studerede Bibelen med dette par i fire måneder. De blev til sidst skilt, men sidst vi hørte fra manden læste han stadig med Jehovas vidner.

Ved en anden lejlighed blev jeg tilkaldt til en drukneulykke. Da min makker og jeg ankom, havde en nabo lige hentet en syvårs pige op fra bunden af et svømmebassin. Hendes hjerte var holdt op med at slå, og hun åndede ikke. Det er det medicinere kalder at være klinisk død. Hun var endnu ikke biologisk død. Hun havde stadig en gnist af liv i sig. Vi gav hende drop, hjertestimulerende medicin og elektrochok for at få hendes hjerte til at slå igen.

På dette tidspunkt var hendes forældre kommet. De blev begge to hysteriske og måtte holdes tilbage. Vi arbejdede med pigen ved siden af svømmebassinet i 22 minutter, uden at hendes hjerte slog eller hun begyndte at ånde. Vi holder os altid i telefonisk kontakt med en læge på det hospital vi benytter som „base“, og denne læge gav os besked om at give op og køre pigen på hospitalet. Men vi mente at genoplivningen var nær ved at lykkes, og fik lægens samtykke til at forsøge lidt endnu.

Vi fortsatte genoplivningsforsøgene. Jeg gav hende en indsprøjtning direkte igennem brysthulen og ind i hjertet. Der kom et svagt hjerteslag! Vi blev ved med at give hende kunstigt åndedræt, men efterhånden som hjerteslagene blev kraftigere begyndte hun at ånde selvstændigt. Hun overlevede. Hun fik dog en hjerneskade der gjorde hendes ben svage, men fordi hun var så ung reagerede hun godt på genoptræningen, og nu, syv år senere, har hun det fint.

Da jeg en dag gik fra dør til dør med Rigets budskab, blev en kvinde meget vred på mig. Hun gav mig besked på at gå og fulgte efter mig helt ud på gaden, mens hun overfusede mig. Så vendte jeg mig om og spurgte hende: „Var det ikke her et lille barn for et halvt år siden var holdt op med at ånde og så ud til at være død?“ Kvinden blev fuldstændig målløs. Stille spurgte hun: „Hvordan kunne De vide det?“

„Jeg er den redder der frelste barnets liv.“

Jeg sagde det ikke for at give hende dårlig samvittighed, men for at lade hende forstå at Jehovas vidner er mennesker der gør nytte i samfundet, og ikke, som hun havde påstået, bare plageånder der generer folk i weekenden. Hun inviterede mig ind. Vi snakkede i omkring tyve minutter om Jehovas Vidners arbejde og hvorfor vi besøger folk. Hun fik Vagttårnet og Vågn op!

Noget lignende skete engang da min kone gik fra dør til dør med Rigets budskab. Hun henvendte sig til en gammel mand, og han snerrede ad hende: „Jeg vil ikke have det! Se at komme ud!“ På det tidspunkt stod jeg og snakkede ved et andet hus, men da Pam og jeg mødtes og vi sammen gik tilbage, fortalte hun mig om det der var sket. Vi gik forbi mandens hus. Han stod udenfor, og jeg genkendte ham. Hans kone havde haft et alvorligt slagtilfælde og havde været lige ved at dø. Det var mig der var blevet tilkaldt. Så gik jeg hen til ham sammen med min kone og spurgte: „Hvordan har Deres kone det?“ Jeg præsenterede også min kone for ham. Jeg syntes at han skulle vide at jeg var gift med den kvinde han havde været uforskammet over for, og at jeg også deltog i arbejdet med at undervise i Bibelen. Det fik ham til at tænke sig om. Og han gav Pam en undskyldning.

En anden gang ringede jeg på en dør og en kvinde kom ud. Jeg sagde hvad jeg hed og begyndte at snakke. „Lige et øjeblik!“ afbrød hun. „De er Larry Marshburn! Jeg kan godt huske Dem! Det var Dem der trak min mand ud af en brændende flyvemaskine!“ Hun fortsatte: „De var så venlig over for mig, forsikrede mig om at min mand nok skulle overleve, at han ville få det godt igen.“ Kvindens mand overlevede, men blev slemt forbrændt. Hun havde husket mit navn; vi fik en god samtale, og hun modtog noget bibelsk litteratur.

Noget lignende skete gentagne gange, og ikke kun ved dørene. På et marked eller på gaden kunne det ske at folk sagde til mig: „De hjalp min lille pige,“ eller: „De reddede min mor,“ eller hvad det nu havde drejet sig om. Det er en stor belønning at få.

Men det er ikke alle opgaver der er lige taknemmelige. Engang knugede en kvinde min arm og sagde: „Nu dør jeg.“ Det gjorde hun også, klinisk set. Min makker og jeg begyndte at give hende hjertemassage og kunstigt åndedræt. Flere gange kom hendes hjerteslag tilbage, men forsvandt så igen. I tre timer arbejdede vi med hende, og endelig kom hun til live. De første ord hun sagde til mig var: „I skulle have ladet mig dø.“ „Åh nej!“ stønnede jeg. Hun var gammel og syg og træt af at leve. Vi fik hende ind på hospitalet. Hendes hjerte var så beskadiget at de indopererede en pacemaker. Det sidste jeg hørte var at hun stadig lever.

På en anden opgave var tre brandmænd fra en nærliggende brandstation kommet før mig. De sad i dagligstuen med fugtige øjne. En af dem pegede i retning af køkkenet. Der lå et ældre par på gulvet; de var begge døde. Manden havde været krøbling; han havde ingen ben. Det var overlagt mord og selvmord. Kvinden, hans kone, havde lagt sig ned på gulvet med hovedet på en pude og ansigtet væk fra manden, og han havde så skudt hende i baghovedet. Dernæst havde han lagt sig ned ved siden af hende, lagt armen om hende, sat revolveren til hovedet og skudt sig. Afskedsbrevene til børnene viste at de elskede hinanden, men problemerne med økonomien og helbredet var blevet for meget for dem, og de var trætte af at leve. De besluttede at de ville dø sammen. En dybt bevægende tragedie. Det var ikke så mærkeligt at brandmændenes øjne var fugtige.

I de fem år jeg arbejdede som redder (nu underviser jeg overalt i De forenede Stater i brandforebyggelse, men tager stadig ud som redder nogle få gange om måneden), har jeg set 70 eller 80 mennesker dø. Langt størstedelen hænger ved livet, ja, klynger sig desperat til det. Det har jeg set så tit.

Når jeg lukker øjnene kan jeg stadig se en ung mand for mig som sad fast i en væltet og brændende bil. Jeg kravlede ind igennem vinduet og holdt om ham. Han var panikslagen og bønfaldt mig om at redde ham. Jeg vidste at han ville dø. Jeg vidste noget han ikke vidste — at den nederste halvdel af hans krop var så knust at den ikke ville kunne sættes sammen. Vi kunne ikke få ham ud. Jeg holdt ham bare om hovedet og blev ved med at tale med ham indtil han døde.

I forbindelse med mit arbejde ser jeg et voldsomt stofmisbrug. Jeg kan huske mange gange hvor jeg er blevet tilkaldt til nogen der havde taget phencyclidin, som forkortes PCP og som regel kaldes „englestøv“. Det påvirker sindet og giver i meget korte, sporadiske udbrud en utrolig styrke.

I et tilfælde blev vi klokken et om natten tilkaldt af moderen til en ung mand. Hun kunne ikke få ham til at reagere på noget som helst. Da vi kom derhen sad han i sofaen i stuen. Han var cirka 175 centimeter høj, meget tynd, og vejede vel omkring 60 kilo. Et par politibetjente spurgte moderen ud.

Min makker og jeg prøvede at få kontakt med ham, men han var helt væk, havde hallucinationer. Vi kunne hverken få ham til at rulle med øjnene eller blinke, og han holdt sine arme og ben stift udstrakt foran sig. Og sådan havde han siddet i 30 minutter. Prøv at sætte dig i en stol og holde dine arme og ben udstrakt i tre minutter. Men denne mand — han sad sådan ti gange så længe! Vi begyndte at gennemgå livstegnene — blodtrykket, hjerteslaget, åndedrættet og den slags. Hans tilstand så ud til at være stabil og ikke egentlig farlig, så vi besluttede at køre ham på hospitalet. På det tidspunkt vidste vi stadig ikke hvad det var for et stof han havde taget, men en af politibetjentene havde mistanke om at det var PCP.

Nu var ambulancen kommet, og vi var seks til stede til at hjælpe. Da vi begyndte at løfte ham op for at lægge ham på båren, eksploderede han pludselig. Han kastede bogstavelig talt os alle seks af sig. Jeg kan huske at jeg stod bag ham med min arm omkring hans hals, og han rakte armen bagud, tog fat i min skjorte og kastede mig bogstavelig talt over sit hoved og ned på gulvet! Jeg er 183 centimeter høj og vejer 86 kilo, men han smed med mig som om jeg bare var en pose med to kilo sukker! Til sidst lykkedes det os ved fælles hjælp at holde ham fast, give ham håndjern på og spænde ham fast til båren. Han overlevede. PCP er som regel ikke dødbringende, men ifølge en farmakolog der har undersøgt dette stof særlig indgående, kan fortsat brug af det føre til at hjernen bliver „stegt“ — som han siger. Når man når til dette stadium er man ikke længere i stand til at tale eller tænke selv.

Ved en anden lejlighed blev min makker og jeg tilkaldt til en vild strandfest, hvor politiet allerede var ankommet til skuepladsen. De forsøgte at få kontrol over en mand der havde taget PCP. Med vores hjælp fik politiet til sidst givet ham håndjern på. Politiets håndjern er godt konstrueret; der sidder en stærk stållænke imellem de to håndjern. Men denne unge mand blev så rasende at han rev lænken over! De to politibetjente, den anden redder og jeg måtte gøre alt hvad vi kunne for at få ham ’ned på jorden’. Faktisk var en af betjentene til sidst nødt til at bruge sin knippel for at få kontrol over manden. Så gav de ham to sæt håndjern på, og vi kørte ham på hospitalet.

Disse to tilfælde viser tydeligt at PCP giver et menneske en så enorm styrke at man har svært ved at tro det før man ser det. Ja, selv når man ser det med egne øjne virker det utroligt.

Heroin er et andet stof vi gentagne gange er stødt på. Det hæmmer centralnervesystemet og lammer åndedrættet. Jeg havde en opgave hvor en mand var kollaberet på grund af heroinmisbrug. Han var omgivet af andre der var påvirket af stoffet. Nålen sad stadig i hans arm. Han var holdt op med at ånde og var blevet blå. Jeg gav ham drop, og min makker lagde en slange ned gennem hans hals så vi kunne give ham kunstigt åndedræt. Han begyndte at blive lyserød, og vi gav ham noget Narcan. Det er et stof der næsten øjeblikkelig modvirker heroin. (Der findes imidlertid ikke et lignende stof til at modvirke PCP.) Manden kom til sig selv på få sekunder. Da de andre narkomaner så det, begyndte de at true os, og ville tage vores Narcan fra os. De ville bruge det til at gøre deres heroinmisbrug mere sikkert.

Det er næsten umuligt at få banket ind i hovedet på unge mennesker hvor meget narkotika skader deres sind og legeme, selv fem eller ti år efter at de er holdt op med at tage det. De nægter at tro det fordi de ikke ønsker at tro det. Hvis jeg bare kunne tage dem med en enkelt dag til den psykiatriske afdeling på UCI Medical Center i Californien og lade dem se mennesker der har taget narkotika i mange år — paranoide og katatoniske patienter — det kunne måske åbne deres øjne. Jeg har set nogle der har taget LSD mere end tusind gange, og de er praktisk talt ikke mennesker længere. Deres forstand er borte. Nu er de nærmest ikke andet end planter.

Det er en enestående kombination at være redder og samtidig et af Jehovas vidner. Som redder hjælper jeg syge og kvæstede mennesker til at blive raske, og kan endda bringe nogle tilbage fra en klinisk død. Det er et tilfredsstillende arbejde. Men at lære folk sandheden om Jehovas rige under Kristus og helbrede dem åndeligt, eller endda hjælpe dem til at komme åndeligt til live, er langt mere tilfredsstillende. Det gode man udretter som redder er kun midlertidigt; det man udretter åndeligt kan vare evigt på en paradisisk jord. I mit arbejde som redder ser jeg mange lidelser; i mit arbejde som et Jehovas vidne kan jeg vise hvordan disse lidelser vil blive afløst af varig sundhed, lykke og evigt liv. Det gør mig ondt at være vidne til så megen sorg og smerte og død, men jeg fyldes med glæde når jeg tænker på dette løfte fra Jehova:

„Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

Hvor er jeg glad for at jeg kom til fornuft, ligesom den fortabte søn, og vendte tilbage til min himmelske Fader, Jehova Gud! — Fortalt af Larry Marshburn.

[Tekstcitat på side 6]

Under denne oplæring gik det op for mig hvor skrøbeligt livet er

[Tekstcitat på side 7]

Jeg gav hende en indsprøjtning direkte igennem brysthulen og ind i hjertet. Der kom et svagt hjerteslag!

[Tekstcitat på side 8]

„Var det ikke her et lille barn for et halvt år siden var holdt op med at ånde og så ud til at være død?“

[Tekstcitat på side 8]

Jeg holdt ham bare om hovedet og blev ved med at tale med ham indtil han døde

[Tekstcitat på side 9]

Han tog fat i min skjorte og kastede mig bogstavelig talt over sit hoved og ned på gulvet!

[Illustration på side 10]

Som redder ser jeg mange lidelser; som et Jehovas vidne kan jeg vise hvordan disse lidelser vil ophøre