Jeg forsøgte selvmord, og havde nær slået min søn ihjel

HELDIGVIS mislykkedes begge dele for mig. Min søgen efter sandheden gav resultat netop i rette tid til at vi begge to blev reddet. Sandheden har ændret mit liv, mit sind og min personlighed, skænket mig et nyt arbejde, fået mig til at flytte til et andet land og til at kæmpe for at lære et nyt sprog. Ja, faktisk er jeg ved at lære to nye sprog. Men det er kun det ene af dem der er svært, det andet er en glæde.

Før jeg begyndte at lede efter noget bedre, kom jeg ud i noget værre. Jeg måtte helt til bunds før jeg kunne se behovet for at ændre livsform.

Jeg er jøde og vokset op i en jødisk familie. Mine forældre var ikke særlig religiøse, men forlangte dog at jeg gik i synagogens skole og i ’lørdagsskole’, og at jeg overværede gudstjenesterne på de store helligdage. Allerede som tiårig lagde jeg mærke til hykleriet i jødedommen. En af de ting der undrede mig, var at man skulle købe en billet for at komme til gudstjeneste på de store helligdage. Skulle det virkelig være nødvendigt at betale for at få lov til at tilbede Gud? Det undgik heller ikke min opmærksomhed at de der gav mange penge fik deres navn skrevet med større bogstaver på væggen i synagogen. Det var en jødisk jurist der underviste i den ’lørdagsskole’ jeg kom i. Han gik for at være den bedste lærer i synagogen, men underviste os kun i filosofi og omtalte Bibelen som en god bog skrevet af kloge mennesker — ikke som en bog der var inspireret af Gud.

Da jeg var 14 år og mine forældre sendte mig på en privat kostskole, holdt jeg derfor op med at komme i synagogen — ja, jeg tog simpelt hen afstand fra al religion. Jeg kan huske at da jeg senere var hjemme på besøg og min fader gerne ville have mig til at gå med hen i synagogen, sagde jeg til ham at jeg var ateist. Jeg havde set så meget hykleri at jeg ikke længere troede på noget som helst. Vi havde aldrig haft et godt familieliv. Jeg følte mig uønsket. Der var intet der betød noget for mig. Jeg stak tit af fra kostskolen, og så opsporede politiet mig og kørte mig tilbage. Til sidst fik mine forældre mig anbragt på en opdragelsesanstalt, hvor jeg var i over et år.

Dér mødte jeg unge piger som havde været ude i alle mulige former for vanskeligheder — nogle havde fået børn, andre havde stjålet biler, mange tog narkotika, og nogle havde endda forsøgt at slå deres forældre ihjel. Jeg kom ud fra opdragelsesanstalten da jeg var 16. Jeg rejste så fra Californien og til New York, hvor jeg blev indskrevet ved Long Island University i Brooklyn. Mine hovedfag var statsvidenskab og økonomi. Jeg var dengang meget interesseret i at forbedre samfundet og mente at det kun kunne gøres ved hjælp af politik. Tidligere havde jeg gået fra dør til dør for at få folk til at stemme på Eugene McCarthy som præsident. Men jo mere jeg studerede politik og iagttog det, desto mere forstod jeg hvor korrupt det var. Jeg valgte nogle andre hovedfag, og senere forlod jeg universitetet.

Da jeg nu havde mistet alle mine illusioner og ikke længere havde noget som helst at håbe på, begyndte jeg at holde til på værtshuse. Jeg drak, tog narkotika og arbejdede som danserinde på forskellige barer. Jeg forelskede mig i en mand der hed Jon og flyttede sammen med ham. Vi blev senere gift, men det viste sig at han var alkoholiker. Han havde det med at forsvinde i flere dage ad gangen, mens jeg sad derhjemme og var dybt fortvivlet. Mit ægteskab gik dårligt, det politiske system var korrupt, jorden var ved at blive ødelagt af forurening, og det så ud til at menneskene var fast besluttede på at starte en atomkrig og sprænge sig selv i luften. Jeg forsøgte at begå selvmord.

Jeg havde et inderligt ønske om at forbedre mine forhold og holdt derfor op med at tage narkotika. Jeg gjorde også alt hvad jeg kunne for at forbedre mit ægteskab, og begyndte på samme tidspunkt at spekulere over om der mon var en Gud til. Jeg læste en del om spiritisme og købte et helt bibliotek om dæmonisme. Heldigvis begyndte dæmonerne ikke på noget tidspunkt at genere mig. Jon fortalte mig at der var profetier i Bibelen om fremtiden. Det havde jeg aldrig hørt om i min religiøse oplæring. „Er det i Det nye Testamente?“ spurgte jeg. Det mente han at det var. Han var katolik men levede ikke som sådan og troede heller ikke på katolicismen. Fra da af var jeg besluttet på at finde ud af hvad Bibelen sagde.

Nu skete der flere ting i hurtig rækkefølge. Jeg forsøgte at begå selvmord flere gange — jeg stak mig selv med en kniv og skar mig i håndleddene og i halsen — men det var kun halvhjertede forsøg, et råb om hjælp. Jeg gjorde det for at få min mand til at holde op med at drikke og gå på værtshus, og det skete altid mens han var til stede. Desværre hjalp det ikke noget.

Snart efter kom det store vendepunkt i mit liv. En søndag tog Jon og jeg hen for at besøge nogle af hans venner, et ældre par. De havde studeret med Jehovas vidner, var i familie med nogle af dem og havde samme forståelse af Bibelen som dem. Underligt nok forsøgte jeg at overbevise dem om at jødedommen var den bedste religion, skønt jeg havde vendt mig bort fra den. Manden begyndte så at fortælle mig hvad Jehovas vidner tror på. På et kvarters tid nåede han at fortælle lige fra Adam og helt frem til Harmagedon. Jeg var fuldstændig overvældet. ’Dér har vi det! Dét er sandheden!’ tænkte jeg.

Allerede næste aften gik jeg med konen til et bibelstudium, og jeg begyndte at komme ret regelmæssigt til møderne. I nogen tid opmuntrede Jon mig til at fortsætte, og efterhånden som jeg lærte mere om Bibelens sandheder begyndte jeg at forandre mig. Ordene i Romerbrevet 12:2 begyndte at blive aktuelle for mig: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I ved prøve kan bedømme hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ Ikke mere marihuana, ikke flere værtshusture, ikke mere umådeholdent drikkeri, ikke flere tyverier.

Tyverier, ja. Da vi boede sammen i New York tog vi ud og stjal biler og solgte dem som reservedele bagefter. Folk der manglede reservedele til deres biler kom til os. Vi fandt så en bil af samme mærke, stjal den og solgte dem det de manglede. Da jeg ikke længere ville være med til dette, begyndte Jon at sætte sig imod at jeg studerede Bibelen med Jehovas vidner. Han tøede dog lidt op da der kom to til vores dør som gjorde et godt indtryk på ham. Jeg fik så lov til at studere med Jehovas vidner så længe jeg overholdt de betingelser han stillede: „Lad være med at blande mig ind i noget. Forkynd ikke for mig. Og prøv ikke på at omvende mig.“

Kort tid efter opstod der en anden krise. Jeg blev gravid. Han ville ikke have noget barn, og for at redde mit ægteskab gik jeg med til at få en abort. Jeg havde fået foretaget to aborter før, så for mig at se betød det ikke stort om jeg fik en til. Så var jeg til et lysbilledforedrag i Jehovas Vidners rigssal. Det handlede om undfangelsens mirakel. Dette under — et lille menneske der udvikles i moderskødet — gjorde stort indtryk på mig. Fosteret levede, voksede, bevægede sig! Arme og ben voksede frem, der dannedes fingre og tæer, og snart kunne det sutte på tommelfingeren! Og dét ville jeg slå ihjel? Indtil da havde jeg betragtet fosteret som en slags ’ting’, en del af mit legeme og intet andet. Men i Jehovas øjne var det en levende skabning, og det blev det nu også i mine øjne.

Efter mødet gik jeg udenfor og græd. Jeg kunne ikke gennemføre aborten. Jeg tog hjem og sagde til min mand: „Jeg vil gerne have barnet.“ Han fór ud og smækkede med døren. I tre dage talte han ikke til mig. Men da barnet først var blevet født, elskede han det. Det blev hele hans liv. Han syntes at det var det mest vidunderlige der var hændt ham. Han var 37, og han havde fået en søn! Også på andre punkter blev han mildere stemt. Da jeg sagde at jeg ville døbes svarede han blot: „Okay, hvis det er det du ønsker.“ En stor forandring efter tre år med modstand og trusler!

Tre dage senere kom han ikke hjem om natten. Det var ellers gået så godt i nogen tid, men nu så det ud til at han igen var begyndt at drikke. Jeg kunne ikke holde det ud længere — ikke efter at jeg havde lært Bibelens sandheder at kende og havde fået min søn Jonathan at tage mig af. Jeg besluttede at gå fra min mand. Jeg pakkede mine kufferter og ventede på at han skulle komme hjem så jeg kunne fortælle ham om min beslutning. Det bankede på døren, men det var ikke min mand. Det var en politibetjent. „Der er sket en ulykke. Deres mand er blevet dræbt.“ Han havde været på vej hjem fra et værtshus og var kørt ud over en bjergside. Dagen før var der et eller andet der havde irriteret ham så han blev vred og sagde: „Der er aldrig nogen der kan lade mig være i fred! Gid jeg var død!“ Disse ord lød igen og igen i mit sind efter at betjenten havde fortalt mig at Jon var død.

Jeg indviede mig til Jehova og begyndte i heltidstjenesten tre måneder senere. Vi boede i Colorado da min mand blev dræbt, men nu begyndte vi at flytte lidt rundt for at forkynde hvor behovet var større. En sommer arbejdede Jonathan og jeg sammen med nogle heltidstjenere i Kentucky. Vi var ude i forkyndelsen i mange timer ad gangen — 8, 10 eller 12 timer om dagen. Jonathan var dengang omkring fem år, og en søster mente at det måtte være for meget for ham. „Hvorfor lader du ham ikke få en fridag?“ spurgte hun. Hun havde tre børn, så jeg lod ham blive hos dem. Det syntes han var vældig spændende, men næste uge spurgte han: „Er det i morgen jeg har fri?“ „Ja, det er det.“ Så sagde han: „Nej, jeg vil ud i forkyndelsen sammen med dig. Jeg vil ikke have flere fridage.“

Min fader respekterer min tro på grund af den forandring den har udvirket i mig, men selv vil han ikke have noget med den at gøre. Han kan dog ikke lade være med at udspørge Jonathan. Efter at min moder var død viste min fader ham et billede af hende. „Hvem er det?“ spurgte Jonathan. „Det er din bedstemoder.“ „Hvor er hun henne?“ „Hun er død,“ forklarede min fader, „og hendes sjæl er i himmelen.“ Jonathan svarede: „Nej, hun er en sjæl, og hun er i graven.“ Min fader var dybt imponeret og begyndte at stille Jonathan spørgsmål. „Hvem er Gud?“ „Jehova.“ „Hvad laver han?“ „Han er oppe i himmelen,“ svarede Jonathan, „og får alting til at gå som det skal.“ Min fader vil ikke høre på mig, men han vil høre på Jonathan. Og Jonathan kan besvare hans spørgsmål fordi vi sammen har læst Min bibelhistoriebog, der er udgivet af Vagttårnsselskabet.

Min fader tror på Gud. Da jeg var omkring ni år og allerede var begyndt at tvivle på om Gud nu også eksisterede, husker jeg at han engang tog mig med udenfor og viste mig en blomst. „Hvordan er den blevet til?“ spurgte han, og besvarede så sit eget spørgsmål: „Kun Gud kan gøre sådan noget.“ Han forklarede mig at planterne endda har kraft nok til at skyde op gennem beton! Ja, min fader gjorde alt hvad han kunne for at få mig til at tro på Gud, men nu er det min lille søn der forsøger at hjælpe ham til at lære Jehova og hans hensigter at kende, så han måske sammen med os kan opnå liv på en paradisisk jord. Ved sådanne lejligheder ser jeg tit på Jonathan og tænker: ’Hvis jeg ikke havde overværet det lysbilledforedrag i rigssalen for fem år siden, ville Jonathan ikke have været her nu.’ Jeg kan blive helt bange ved tanken om hvor tæt jeg var på at slå min søn ihjel.

I 1979 tog jeg til Israel. Jeg ville gerne se Bibelens land. Jonathan var ikke med — han var for lille til at få noget ud af sådan en rejse. Jeg kom hjem med et inderligt ønske om at flytte til Israel for at fortælle folk fra mit eget land om det der havde hjulpet mig så meget. Jeg så jøderne i Israel — de var så entusiastiske og arbejdede så hårdt og ivrigt for at skabe et hjemland, og dog var de så vildledte fordi Jehova var blevet fremmed for dem. Da jeg vendte hjem fra rejsen bad jeg inderligt til Jehova om han dog ikke ville åbne en mulighed for at jeg kunne tjene ham i Israel.

I to år blev jeg ved med at bede. ’Hvis jeg dog bare havde en anden heltidstjener der kunne rejse med mig; helst en der kan hebraisk og som kan hjælpe mig til at lære det!’ I 1981 rejste jeg igen til Israel, og denne gang var Jonathan med. Vi rejste sammen med flere andre Jehovas vidner. I Betlehem besøgte vi Jehovas Vidners rigssal, og imens stod vores bus parkeret udenfor. I forruden var der et skilt med ordene „Jehovas Vidner“.

To kvinder så skiltet og kom ind i rigssalen. De var også Jehovas vidner og havde fået lyst til at hilse på os da de tilfældigvis var kommet forbi og havde set skiltet. Den ene var en ung jødisk kvinde der kom fra Holland men nu havde bosat sig i Israel. Hun virkede som heltidstjener for Jehova i en anden by, og det var et rent tilfælde at hun netop var i Betlehem den dag. Hun manglede også en makker som kunne bo sammen med hende og gå med hende ud i forkyndelsen. „Ja, du og Jonathan må gerne komme og bo hos mig!“ svarede hun glad da jeg spurgte. Dét var svaret på mine bønner! Jonathan og jeg bor nu sammen med denne søster.

Hvor er jeg lykkelig for at mine forsøg på at begå selvmord mislykkedes og at jeg ikke slog min søn ihjel endnu før han blev født! Hvor er det vidunderligt at det lykkedes mig at finde sandheden. Den har forandret mit liv og hjulpet mig til at ’afføre mig den gamle personlighed og iføre mig den nye’! (Kolossenserne 3:9, 10) Og samtidig med at jeg kæmper for at lære et nyt og vanskeligt sprog, nemlig hebraisk, arbejder jeg på at lære et andet nyt sprog, nemlig det der profeteres om i Zefanias 3:9: „Da giver jeg folkene et nyt sprog, et der er rent, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ (NW)

Nu er mine bønner blevet besvaret. Jeg glæder mig over det store privilegium jeg har — at bruge al min tid på at tjene Jehova og arbejde sammen skulder ved skulder med Jehovas Vidners verdensomfattende broderskab. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 24]

Skulle det virkelig være nødvendigt at betale for at få lov til at tilbede Gud?

[Tekstcitat på side 25]

Mit ægteskab gik dårligt, det politiske system var korrupt, jorden var ved at blive ødelagt af forurening, og det så ud til at menneskene var fast besluttede på at starte en atomkrig og sprænge sig selv i luften

[Tekstcitat på side 26]

Jeg forsøgte at begå selvmord flere gange — jeg stak mig selv med en kniv og skar mig i håndleddene og i halsen — men det var kun halvhjertede forsøg, et råb om hjælp

[Tekstcitat på side 26]

Ikke mere marihuana, ikke flere værtshusture, ikke mere umådeholdent drikkeri, ikke flere tyverier

[Tekstcitat på side 27]

Fosteret levede, voksede, bevægede sig! Arme og ben voksede frem, der dannedes fingre og tæer, og snart kunne det sutte på tommelfingeren! Og dét ville jeg slå ihjel?

[Tekstcitat på side 27]

Det bankede på døren, men det var ikke min mand. Det var en politibetjent. „Der er sket en ulykke. Deres mand er blevet dræbt“

[Tekstcitat på side 28]

Han viste mig en blomst. „Kun Gud kan gøre sådan noget“

[Tekstcitat på side 28]

Jeg kan blive helt bange ved tanken om hvor tæt jeg var på at slå min søn ihjel