’Nu har vores dreng en sund kulør’

DA VORES dreng Jonathan og hans tvillingesøster Abigail blev født, var Abigail fuldstændig sund og rask, men med Jonathan stod det ikke så godt til — han led af en svær, medfødt hjertefejl.

Vores egen læge sagde at Jonathan ville blive invalid inden der var gået to år, og til sidst dø. En operation kunne måske afhjælpe fejlen, men den ville Jonathan måske heller ikke overleve. Lægen vidste desuden at vi tog Bibelens påbud om at „afholde sig . . . fra blod“ alvorligt og følgelig ikke kunne gå med til blodtransfusion; han fortalte os derfor at vi alligevel ikke ville kunne finde en kirurg der ville udføre operationen. — Apostelgerninger 15:20.

Da Jonathan blev større, blev han nemt forpustet. Hans lille hjerte bankede voldsomt ved den mindste anstrengelse, og en rødblå farve i kinderne og under neglene viste os tydeligt at han havde alvorligt brug for en operation; ellers ville han måske ikke leve ret meget længere. Efter nogen tid fik vi forbindelse med en af Englands mest fremragende kirurger; han var villig til at foretage det nødvendige indgreb på åbent hjerte sammen med sit specialisthold, uden at bruge blod.

Vi ankom til London en torsdag, men vi måtte vente i mere end en uge på at få Jonathan opereret. Han var dengang blot fire år gammel. Onsdagen før operationen havde vi en samtale med en blodspecialist der omkring et år tidligere havde haft at gøre med et tilfælde hvor et af Jehovas vidner var blevet opereret på åbent hjerte uden blod. Vi spurgte ham hvad han mente om vort standpunkt angående blodet.

Til vor overraskelse var han ikke imod det. Hvorfor ikke? Fordi han kunne indse den betydning det havde for vores tro. Han nævnte også at blod efterhånden var sværere at skaffe. Folk var ikke i samme grad som tidligere indstillet på at give blod, og derfor var det kostbart. Desuden forårsager blodtransfusion somme tider hepatitis (leverbetændelse), og derfor øvede flere kirurger sig nu i at operere med mindre blod til rådighed end tidligere, fortalte han.

Da vi spurgte om Jonathans muligheder for at stå operationen igennem, lød svaret: „De er heldige fordi De har en af de bedste kirurger i verden. De har desuden Deres Gud, og jeg er vis på at han vil besvare Deres bønner for Deres dreng.“ Tilfældigvis blev denne blodspecialist samme uge besøgt i sit hjem af et af Jehovas vidner der var ude i forkyndelsen. Lægen fortalte forkynderen om vores dreng og sagde: „Jeg vil gerne have at De går hjem og beder for den lille Jonathan.“

Mens vi afventede operationen faldt der også negative bemærkninger. For eksempel gik en kvindelig hospitalslæge en dag stuegang hos de små patienter i selskab med omkring 20 udenlandske læger, der var delegerede ved en konference om hjertekirurgi som afholdtes samme uge. Da hun nåede til Jonathans seng spurgte hun de andre læger om de ville påtage sig behandlingen af et af Jehovas vidner og operere uden blod. De svarede alle sammen benægtende — det ville være for vanskeligt. Man kan sikkert let forestille sig hvordan vi havde det bagefter.

Om torsdagen, aftenen før operationen, fik Jonathan besøg af en australsk kirurg. Han var meget venlig og fortalte stille og roligt hvor vanskeligt en operation Jonathan skulle gennemgå. Han sagde: „Jeg vil give Jonathan 50 procents chance for at overleve.“

Han spurgte også om det kunne lade sig gøre at tappe noget af Jonathans blod og opbevare det til brug i tilfælde af en eventuel nødsituation, men sagde så selv: „Nej, det kan vi ikke, vel? Det ville være imod Deres samvittighed.“ Da vi sagde: „Det er rigtigt,“ fortsatte han: „Hvis vi gjorde det, ville der jo heller ikke være nogen garanti for at det ville være Jonathans blod der blev brugt!“

Inden operationen fik Jonathan foretaget en blodtælling der blev målt til 15, efter omstændighederne særdeles tilfredsstillende. Det kom dog ikke som nogen overraskelse for os. Da vi et stykke tid i forvejen var blevet klar over at en operation var påkrævet, havde vi fulgt rådet i brochuren Blodet, lægevidenskaben og Guds lov, der anbefalede at man ’opbyggede blodet’ forud for en operation. Vi havde skrevet til vores praktiserende læge og fået en recept på jernholdig medicin til Jonathan; den havde vi så givet ham i de forløbne to og en halv måned.

Efter at vi torsdag aften havde kysset Jonathan godnat, gik vi til ro og drøftede sammen Salme 116 vers for vers og bad inderligt til Jehova før vi prøvede at falde i søvn. Vi var udmærket klar over hvilken fare Jonathan svævede i, og vi bad ikke om mirakler. Vi vidste at Jonathan kunne dø hvis noget gik galt, og hvis det skulle ske, havde vi fuldstændig tillid til at vi ville gense ham i opstandelsen.

Efter planen skulle han ind på operationsstuen klokken 8 fredag morgen, og derfor var vi på hospitalet klokken 7 for at være sammen med ham lige til han var klar til at blive kørt derind.

Klokken halv to om eftermiddagen var vi igen på hospitalet, men Jonathan var endnu ikke kommet ud fra operationsstuen. Klokken halv tre spurgte vi igen, men han var stadig derinde. Klokken blev tre, den blev halv fire og den blev fire uden at der var noget nyt. Nu havde han været derinde i otte timer. Klokken kvart over fire kaldte vi omsider på sygeplejersken, som sagde: „Et øjeblik, så skal jeg få fat på operationssygeplejersken.“ Vi havde en knugende fornemmelse af at vi nu skulle høre dårligt nyt. Så fik operationssygeplejersken forbindelse med os og fortalte: „Vi har gode nyheder til Dem. Jonathan er kommet igennem operationen og befinder sig på opvågningsstuen!“

Klokken fem fik vi lov til at se ham. Han var ved bevidsthed, men så forfærdelig ud med alle de slanger og ledninger der var forbundet til ham. Men han var dog i live og sagde med svag stemme til os: „Jeg vil ikke være her mere!“ Efter dette korte besøg takkede vi Jehova for at den første store forhindring var overvundet.

Faren var naturligvis ikke drevet fuldstændig over. Der var for eksempel et risikomoment da de katetere kirurgen havde lagt ind i Jonathans legeme for at bortlede væskeansamlinger skulle fjernes igen, et indgreb der lader til at være forbundet med en vis fare. Vi fik imidlertid at vide at Jonathan ikke mistede så meget som en dråbe blod da hans dræn blev fjernet. Han havde overstået nok en forhindring.

Også hospitalspersonalet viste interesse for Jonathans tilfælde, og stemningen var for det meste imod vores beslutning om ikke at tillade brugen af blod. To spanske piger der også er Jehovas vidner arbejdede her, og de blev lagt under et stærkt pres. De kvinder de arbejdede sammen med blev ved med at fortælle hvor grusomt de syntes det var af os at lade Jonathan dø! Men da Jonathan var i bedring blev de venligere og mere hjælpsomme.

Blodtransfusion blev faktisk til noget af et samtaleemne. Moderen til en anden lille patient, en pige, sagde: „Kan De sige mig om min lille pige fik blod? Jeg håber hun blev behandlet ligesom Jonathan og ikke fik det. Vi vil gerne undgå komplikationer.“

Samme uge traf vi også et ungt muhamedansk ægtepar hvis lille dreng var alvorligt syg. Begge var stærkt religiøse, og hver gang en af de små patienter blev kørt til operationsstuen, bad de for ham eller hende. De ville gerne vide hvorfor Jonathan så så godt ud efter en så risikabel operation.

Vi kunne naturligvis blot sige at vi var umådeligt taknemmelige for hele lægeholdets dygtighed, og især dét at de havde samtykket i at operere uden blod. Vi begyndte at forklare: „Som Jehovas vidner tager vi ikke imod blod . . .,“ men manden afbrød os og spurgte: „Hvorfor vil De ikke tage imod blod?“ Vi viste ham det sted i Bibelen hvor kristne får påbud om at afholde sig fra blod, og forærede ham noget bibelsk læsestof. Han spurgte hvem der havde opereret Jonathan, og det fortalte vi ham. Han fortalte så at hans dreng havde behov for endnu en operation, og nu ville han henvende sig til Jonathans kirurg for om muligt at få ham til at udføre den.

Jonathan måtte overvinde andre genvordigheder, men hans egen ukuelighed, lægernes dygtighed, hospitalspersonalets pleje, vore venners bønner og især den styrke Jehova gav, hjalp os alle tre igennem det hele. Efter seks uger i London kunne vi vende hjem.

Det havde været en vanskelig tid at gennemleve. I fire år havde vi set Jonathan lide. Nu er vi taknemmelige for at have en sund og rask dreng. Vi kan ikke mærke noget unormalt hvis vi lægger hånden på hans hjerte efter at han er løbet op ad trapperne. For hver dag kan vi se ham blive stærkere. Han er ganske vist mindre end Abigail, men han vokser! Den rødblå farve er borte — nu har han en sund kulør. — Fortalt af Simon og Brenda Pitts.

[Tekstcitat på side 24]

Jonathan ville blive invalid inder der var gået to år og til sidst dø

[Tekstcitat på side 25]

„Jeg vil give Jonathan 50 procents chance for at overleve“

[Tekstcitat på side 26]

„Hvorfor vil De ikke tage imod blod?“