En moder fortæller

VI VAR i midten af tyverne, og nu skulle vi snart være forældre. Vi glædede os sådan til at få barnet! Jeg var omhyggelig med hvad jeg spiste, fik god pleje før fødselen og gjorde alt hvad jeg kunne for at barnet skulle blive normalt og sundt.

Fødselen begyndte at gå i gang, og vi var spændte da vi tog af sted til hospitalet. Men hvor måtte vi vente længe! Da det var gået mere end 24 timer var lægen bange for at barnet skulle vise tegn på stress, og gav ordre til at fødselen skulle sættes i gang ved hjælp af medicin.

Flere timer senere vågnede jeg og fik at vide at vi havde fået en lille pige. Hvor var vi betagede da vi så Jessica for første gang! Men vi lagde mærke til at hun var meget rød — rødere end de andre nyfødte. Lægen forsikrede os om at hun var sund og rask; det var en midlertidig tilstand der skyldtes den vanskelige fødsel.

De første tre måneder med et spædbarn kan altid være noget af en prøvelse. Men Jessica syntes altid at skrige i lange perioder ad gangen. Lægen slog det hen og sagde: „Hun kommer over det.“ Da Jessica var omkring seks måneder gammel begyndte hun at kravle. Hun så ud til at være fyldt med energi, og bevægede sig hurtigt fra én ting til en anden. De der kiggede på hende sagde ofte: „Jeg får næsten hovedpine af at se på hende.“

Da Jessica nærmede sig de to år, blev det værre. Hun faldt altid og slog sig hele tiden. Hun græd tit og tilsyneladende uden grund. Ved hvert eneste måltid var der et eller andet der fik hende til at græde. Men det værste af det hele var raserianfaldene. „Jamen dog,“ udbrød vi, „bare fordi vi sagde at du ikke må få en småkage til?“

Hendes opførsel havde trods alt også sine morsomme sider. Engang da vi var i et stormagasin kravlede hun ind i butiksvinduet, klædte voksmannequinen af og begyndte at bære den væk! ’Hvordan kommer hun dog i tanker om sådan noget?’ tænkte vi.

Så var der katastroferne derhjemme — altid var der noget der gik galt. Jeg var ved at køre træt. Hvordan skulle jeg kunne holde trit med dette barn der kun var to år, men ikke faldt i søvn før midnat og stod op ved daggry? Selv de der bare kiggede på hende, sagde: „Hun er sandelig ikke let at styre.“ Vi forsøgte at være bestemte over for hende, men hvorfor var der ingenting der hjalp?

Hyperaktiv?

Ved denne tid lagde en besøgende veninde mærke til vores vanskelige situation. Hun fortalte os at hendes barn var hyperaktivt, og spurgte om vi nogen sinde havde tænkt på at opsøge en læge der var specialist i at behandle hyperaktivitet. Hun var overbevist om at hendes søn var blevet hjulpet, og tilskyndede os til at gøre et eller andet.

Kunne Jessica mon være hyperaktiv? Vi ville nødig drage forhastede slutninger. Men efter en længere samtale med lægen og efter at vi havde iagttaget Jessica i nogen tid, fortalte lægen os at hun ganske rigtigt var hyperaktiv. Han anbefalede at vi undgik sukker i hendes kost og at hun fik bestemte vitaminer, idet han mente at mangelen på forskellige næringsstoffer skadede den kemiske balance i hendes krop, hvilket var årsag til hyperaktiviteten.

Når vi nu tænkte over det, havde vi i lang tid lagt mærke til at Jessica virkede som en fjeder der var „trukket for hårdt op“ når hun havde spist bestemte fødevarer, især „junk food“, underlødig kost. Vi følte at vi nu endelig havde noget at arbejde på. Vi begyndte at skrive op hvad Jessica spiste og hvordan det påvirkede hendes opførsel. Det lod ikke til at sukkeret bar hele skylden; nogle fødevarer med sukker i påvirkede hende tilsyneladende ikke.

Kort tid efter faldt vi over en avisartikel om en allergiforsker der havde skrevet en bog om hvordan kunstige farve- og smagsstoffer havde forbindelse med hyperaktivitet. Det lyder lidt mere præcist, tænkte vi. Vi læste bogen, og der var tilsyneladende meget rigtigt i den. Kunne dette være Jessicas problem?

Vores mistanke viste sig at være rigtig. Det gav gode resultater at undgå alle kunstige farve- og smagsstoffer. Jessica satte farten betydeligt ned. Det var som om hendes motor, der før kørte alt for hurtigt til hendes krop, nu var kommet ned på normal hastighed.

Det er da let nok at undgå kunstige smags- og farvestoffer, tænkte vi . . . indtil vi begyndte at læse varedeklarationerne. De stoffer findes alle vegne! Desuden blev det pludselig svært for os at spise på restaurant eller hos venner. Det hændte imidlertid også at Jessica spiste noget med kunstige tilsætningsstoffer i, uden at der skete noget. Hun var altså ikke allergisk over for alle kunstige farve- og smagsstoffer.

Problemer i skolen

Tiden gik. Da Jessica var fire og et halvt, blev hendes broder Christopher født. Vi troede at vi endelig skulle til at leve et mere normalt liv. Folk lagde mærke til forandringen i Jessicas opførsel. For første gang begyndte vi at se hendes sande personlighed skinne igennem.

Nu begyndte et nyt problem at vise sig. Vi havde lagt mærke til at Jessica var temmelig klodset; tit faldt hun eller kom til at vælte et eller andet, og hun var altid fuld af hudafskrabninger og blå mærker. Og nu skulle hun snart begynde i skolen. Vi var bekymrede. Hvordan kunne det være at hun som femårig havde så svært ved at holde om en farveblyant og tegne på papir? Ville hun få svært ved at lære?

Jessica begyndte i skolen. Hun var glad og ivrig efter at lære. Så begyndte den klippen og klistren og malen der hører børnehaveklasserne til. Men Jessicas tydelige problemer med disse ting blev snart bemærket.

Vi arbejdede med hende i timevis derhjemme. De timer var tit svære både for hende og for os. Henimod slutningen af året spekulerede vi over hvorfor det mon var så svært for et ellers kvikt barn at skrive alfabetets bogstaver. Der var også andre ting der undrede os: Hvorfor stavede hun altid sit navn Jesscia? Og hvorfor vendte hun tit om på bogstaverne, som for eksempel b og d?

I første klasse gjorde Jessica meget hurtigt fremskridt på nogle områder. Det så ud til at hun havde ret let ved at læse, men regning og stavning klarede hun ikke særlig godt. Det virkede underligt at hendes karakterer enten var meget gode eller meget dårlige. „Jeg hørte det ikke rigtigt,“ eller: „Jeg kunne ikke se tavlen,“ forklarede hun.

Vi tog hende straks med til lægen og fik hendes hørelse og syn undersøgt, men til vores store overraskelse viste det sig at hun hørte og så normalt. Situationen blev imidlertid værre og værre. Alt for tit fik hun hovedpine eller mavepine i skoletiden, og flere gange græd hun i klasseværelset og igen når hun kom hjem.

Hun var nu næsten syv år, og derhjemme lagde vi mærke til at vi igen og igen måtte fortælle hende hvad hun skulle gøre, som om hun ikke hørte os. Hun virkede så åndsfraværende. Skoene sad altid på de forkerte fødder, og kjolerne tog hun omvendt på. Ugedagenes navne sagde hende ingenting, og hun kunne ikke skelne mellem i går, i dag og i morgen.

Da Jessica kom i anden klasse blev hendes vanskeligheder i skolen endnu værre. Hvordan kunne det gå til at hun den ene dag kendte ordene, og så ved diktaten byttede om på bogstaverne, så sige blev til iseg? I regning var det ikke bedre. Simple stykker som 2 + 2 = 4 sagde hende kun lidt eller slet ingenting. Læreren blev ved med at skrive: „De må hjælpe Jessica derhjemme.“ Vi anede ikke hvad vi skulle stille op.

Har hun også indlæringsvanskeligheder?

Ved et af vore mange besøg på skolen bad vi til sidst om at få lov at tale med en specialist i indlæringsvanskeligheder. Vi fortalte om Jessica og hendes problemer med at lære, og det endte med at der skulle foretages en psykoteknisk prøve. Vi ventede spændt på resultaterne.

Der var ingen tvivl. Jessica havde store indlæringsvanskeligheder. Hun havde både auditive og visuelle perceptionsforstyrrelser. Hendes visuelle og auditive hukommelse var langt under middel, og hun havde betydelige problemer med muskelkoordinationen.

Det var svært at se dette i øjnene, men vi accepterede det. Psykologen forklarede os hvad undersøgelsens resultater betød i Jessicas tilfælde. Med den rigtige hjælp og særlige undervisningsmetoder kunne hun lære det hun ikke rigtig havde fået fat i, og med tiden indhente sine klassekammerater.

Vi var meget lettede. Hun var altså ikke bare ligeglad! Det var ikke hendes fejl at hendes hjerne mistolkede de signaler den modtog fra hendes øjne og ører. For første gang forstod vi vores datter.

Nu er der gået nogle år siden Jessicas indlæringsvanskeligheder blev opdaget. Vi er kun kede af at værdifulde år gik tabt før vi fandt frem til årsagen til hendes problemer. Hun får specialundervisning i skolen, og vi har desuden fundet at en privatlærer er en stor hjælp. Hun har gjort større fremskridt end vi forventede. Hendes selvtillid er vendt tilbage. Hun er ikke længere et barn der ikke kan finde sig til rette og tit bliver afvist, et barn der senere ville få alvorlige følelsesmæssige problemer. Nu ved hun at hun kan lære. Hun er meget mere glad nu, og vores kærlighed til hinanden er blevet dybere.

Hvad angår fremtiden, er vi klar over at det måske vil vare længere før Jessica når frem til den modenhed der kendetegner den voksne. Men nu da vi ved hvad problemet er og har lært hvad vi kan gøre ved det, vil vi gøre alt hvad vi kan for at hjælpe hende til at bruge sine evner fuldt ud. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 11]

Vi havde lagt mærke til at Jessica virkede som en fjeder der var „trukket for hårdt op“ når hun havde spist „junk food“

[Tekstcitat på side 12]

Hvordan kunne det gå til at hun den ene dag kendte ordene, og så ved diktaten byttede om på bogstaverne, så ’sige’ blev til ’iseg’?