Jægerens rolle i dyrelivet
FORESTIL dig dette: Himmelen bliver pludselig formørket, skønt det kun er nogle få timer efter daggry. Efterhånden hylles hele området i mørke horisonten rundt, men der er ikke en sky på himmelen. Der er en øredøvende og uheldsvanger lyd ligesom torden, og du holder dig for ørerne. Jorden under dine fødder genlyder af støjen. Hvilket voldsomt uvejr har naturen mon sluppet løs? Du skal ikke være bange. Det er bare fugle.
Nej, hverken du eller jeg har nogen sinde set så storslået et syn. Det er der heller ingen andre nulevende der har. Men i 1813 beskrev den berømte amerikanske naturforsker og kunstner John Audubon et imponerende skue, præcis som beskrevet ovenfor. Han så de smukke vandreduer flyve forbi i så store flokke at de formørkede solen i tre dage!
Man kan næsten ikke forestille sig så enorme fugleflokke. Men engang fandtes de virkelig. Nogle få år før Audubon beskrev hvad han havde set, blev en stor fugleflok som man mente bestod af mindst 2.230.000.000 vandreduer set i Kentucky i USA. Eksperter mener at der så sent som i 1885 fandtes over 6 milliarder vandreduer i USA.
Ganske sikkert en uudtømmelig bestand, tænker du måske. Vandreduen ville aldrig komme i fare for at blive udryddet. Og dog — jægeren udrettede det der tilsyneladende var umuligt. Ved at dræbe et gennemsnit af mindst 566.000 af disse smukke fugle hver eneste dag i mere end 29 år klarede han det. Den 1. september 1914 døde Martha, den allersidste vandredue på jorden, i en zoologisk have i Ohio i USA.
Således uddøde vandreduen. På grund af det som nogle kalder „jægerens grådighed og ødslen“ blev en art der engang syntes uudslettelig, udryddet ved jagt. Har mennesker ret til at tage så let på deres medskabningers liv og udrydde den ene art efter den anden? Hvorfor skulle nogen have ret til at nægte kommende generationer den glæde det er at iagttage dyreriget?
Menneskets ansvar
Skaberen af jordens vrimmel af livsformer ser ikke gennem fingre med menneskenes ødelæggelser. Jesus sagde engang: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden.“ „Ikke én af dem [er] glemt hos Gud.“ (Mattæus 10:29; Lukas 12:6) Gud er ikke blind for at 6 milliarder vandreduer er blevet udryddet.
Ikke alle er gået ind for de vilkårlige drab på dyr. I et brev til USAs præsident i 1855 gav en indianerhøvding fra Duwamish-stammen i staten Washington udtryk for sin bekymring over den hensynsløse nedslagtning af dyrene: „Den hvide mand må behandle dette lands dyr som sin broder. Jeg er jo en indfødt, og jeg forstår ikke det andet. Jeg har set tusind rådnende bisoner på prærierne efterladt af den hvide mand der skød dem fra et tog i fart. . . . Hvad er mennesket uden dyrene? Hvis alle dyrene var borte, ville menneskene dø af stor ensomhed i sjælen, for hvad der end sker med dyrene sker også med mennesket. . . . Én ting ved vi som den hvide mand en dag vil opdage. Vores Gud er den samme Gud. . . . Denne jord er dyrebar for ham. Og at skade jorden er at vise foragt for dens Skaber.“
Denne indianerhøvding havde instinktivt forstået noget som Bibelen fortæller os: Mennesket er blevet betroet opsynet med dyrene. Bibelens første bog fortæller om den befaling mennesket fik: „Jeg giver jer ansvaret for fiskene, fuglene og alle de vilde dyr.“ (1 Mosebog 1:28, Good News Bible) Menneskets hensynsløse, næsten letsindige ødelæggelse af dyrelivet er et groft misbrug af den tillid Gud har vist det.
„Nimrod-syndromet“
Indebærer dét at mennesket har opsyn med dyrene at det under ingen omstændigheder må dræbe dyr? Nej. Husk at Gud selv lavede klæder af dyreskind til det første menneskepar og modtog det lam deres søn Abel bragte som offer. Og efter vandfloden på Noas tid gav han Noa og hans efterkommere lov til at spise dyrekød. — 1 Mosebog 3:21; 4:4, 5; 9:3.
Men da Jehova gjorde disse indrømmelser, indebar det ikke at menneskene kunne tage let på dyrenes liv. For at vise hvor helligt de dyrs liv var der ville blive dræbt som føde for mennesker, befalede Gud at mennesker ikke måtte spise dyrets blod sammen med dets kød. Blodet symboliserede dyrets liv, og det tilhørte Jehova. (1 Mosebog 9:4, 5) Gud har på intet tidspunkt givet mennesker lov til at dræbe dyr bare for fornøjelsens skyld. Hvem har de så lært det af?
Kort tid efter Vandfloden begyndte Nimrod, en berygtet mand på den tid, at gøre sig bemærket som sportsmand. Han blev „en vældig jæger i opposition til Jehova“. (1 Mosebog 10:8, 9, NW) Ved hensynsløst at dræbe dyrene viste han tydeligt at han ikke respekterede det ansvar for dyrene som menneskene havde fået betroet af Gud. Andre fulgte hans eksempel, og snart var denne sportsgren populær. Jagt blev en sportsgren som dyrkedes af konger.
Arkæologer har fundet mange beviser på at kongerne i fortiden havde stor fornøjelse af at jage og af at prale af deres tapperhed. Selv den ægyptiske drengekonge Tutankhamon lå under for det man kunne kalde Nimrod-syndromet. Jagtscener malet på væggene i hans gravkammer og udskæringer på trækister skildrer ham stående i sin stridsvogn, kørende i fuld fart med bue og pil i hånden, buestrengen strammet og pilen klar til at blive afskudt, mens vilde dyr flygter foran ham.
I nyere tid jagede europæere for sportens skyld i deres eget land, eller rejste til Indien eller Afrika for at få ram på mere spændende trofæer. Mange smykkede deres hjem med udstoppede hoveder af de smukke dyr hvis liv de havde taget for sportens skyld. I ’den nye verden’ (Amerika) blev hele hjorde af bisoner nedslagtet og fik lov til at ligge og rådne hvor de faldt. Jægere begyndte at sætte pris på elsdyrhoveder, hjortehoveder og andre symboler på deres dygtighed som jægere.
Mennesket som beskytter
For at beskytte nogle af de truede dyr mod jægerne, indførte nogle regeringer restriktioner der forbød jagt på disse dyr. I USA fredede man for eksempel en flok på 3000 af en bestemt art af hjorte i Arizona. Hvad blev resultatet? Da tusinder af dens naturlige fjender blev fanget, skudt eller forgiftet af statsskovfolk, steg bestanden af hjorte inden for ti år til omkring 40.000 dyr.
Et godt resultat? På en måde, ja. Men desværre begyndte hjortene at dø en masse. Hvad var der galt? Deres område var blevet overbefolket. Døde hjorte blev fundet med maverne fulde af fyrrenåle, der ellers ikke er noget hjorte spiser medmindre de er på grænsen til at dø af sult. Man havde glemt at tage dyrelivets egen kontrol og balance i betragtning. Da hjortenes naturlige fjender var borte kom bestanden ud af balance, og hjortene spiste alt hvad der fandtes af føde inden for området. Først da nogle jægere fik lov til at komme ind og fjerne noget af overskuddet, blev hjortebestanden igen afpasset efter hvor mange der var føde til i området.
Eksperterne har lært af erfaringerne. Nu ved de at man for at beskytte hjordene mod sult og sygdom må fjerne overskydende dyr. I USA, såvel som i Danmark og andre lande, har jægere med jagttegn derfor i bestemte tidsrum lov til at dræbe et fastsat antal dyr hvert år. Andre steder gøres dette af statsansatte jægere eller opsynsmænd.
På denne måde holdes de stærkere flokke ved lige og får lov til at vokse. I 1895 var der på Nordamerikas fastland for eksempel kun omkring 350.000 virginiahjorte syd for Canada. I dag er der omtrent 12 millioner. I 1925 levede der 13.000 til 26.000 gaffelantiloper i USA, de fleste i to vestlige stater. I dag findes der mindst 500.000, spredt over alle de vestlige stater. I dag er der omkring en million vapitihjorte i 16 stater, mens der i 1907 kun var 41.000 i én stat. Ved en officiel optælling af pelssæler på Pribiloføerne i 1911 nåede man frem til at der var 215.900. I dag holdes flokken på omkring 1,5 millioner. Begrænsede man ikke deres antal ville alle disse dyr der nu ikke længere er truede arter, være i alvorlige vanskeligheder.
„Disney-syndromet“
I USAs byer, i Canada og i andre lande er der imidlertid en voksende stemningsbølge imod jagt, en stemning som vildtstyrelsen frygter vil gå over gevind og give bagslag. Bevægelsen er endda højt organiseret med kontorer i England, Holland, Frankrig, New Zealand og Australien, samt i USA og Canada.
Hvorfor vender man sig imod jagt? Redaktøren af bladet Montana Outdoors svarer: „Ganske enkelt fordi mange mennesker i dag vokser op uden direkte forbindelse med jorden og de vilde dyr. Forståeligt nok får de størstedelen af deres viden om dyrelivet fra film og fjernsyn, der alt for tit fremfører et fordrejet syn på dyrelivet . . . og ignorerer naturlige processer som for eksempel sygdom, sult og det at nogle dyr tjener som føde for andre.“ En dyreværnsformand har kaldt denne opfattelse for „Disney-syndromet“. „Efter at have set Disney-film med dyr og fugle i skoven,“ siger han, „er der nogle mennesker, og navnlig børn, der får den tanke at dyrene kan tale.“ De tror at dyrene er ligesom mennesker.
En anden fortsætter: „Børn får simpelt hen ikke sandheden om dyrelivet at vide. De kender kun meget lidt til vildtbegrænsning og den succes vi har haft med det i de sidste 50 år. Det er ikke så sært at et stort antal børn vender sig imod jagt. De forestiller sig at jægerne dræber de sidste få hjorte og andre dyr der er tilbage i landet.“
Kristne fordømmer ikke dem der dræber dyr for at spise dem. Hvis nogen imidlertid dræber flere dyr end deres lands love tillader, eller dræber blot for spændingens skyld og bruger kødet som undskyldning, er det over for Gud han må stå til ansvar. Han misrøgter det ansvar for dyrene der er blevet betroet menneskene. Og ganske vist har mennesker lov til at fremstille klæder af dyreskind, men det vil være et endnu værre misbrug end det ovennævnte at udrydde disse dyr ved jagt blot for nogle unødvendige luksusgenstandes skyld.
Mange af problemerne i forbindelse med dyreriget kan ikke løses i denne tingenes ordning. Efterhånden som der bliver flere og flere mennesker, og de vilde dyr begrænses til mindre og mindre områder, vil det blive stadig mere vanskeligt at bevare og beskytte dyrelivet. Og det er svært at se hvordan regeringerne med de begrænsede midler de har til rådighed skulle kunne standse krybskytteriet på truede arter i denne grådige, kommercielle tingenes ordning.
Vi ved ikke hvor mange flere dyrearter Gud vil lade mennesker udrydde før han sætter en stopper for det. Men snart vil han sætte en stopper for det. Gud har lovet at hans rige snart vil overtage ledelsen af hans jord, og til den tid „gøres [der] ej ondt og voldes [der] ej mén i hele [Guds] hellige bjergland; thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“. — Esajas 11:9.
Til den tid vil menneskene lære at udøve deres myndighed over dyrene på en god måde. I mellemtiden kan kristne i det mindste vise en passende respekt for dyrene, idet de er medfølende og har et realistisk syn på deres forhold til dyreriget.
[Tekstcitat på side 11]
Gud har på intet tidspunkt givet menneskene lov til at dræbe dyr bare for fornøjelsens skyld
[Tekstcitat på side 13]
„Børn får simpelt hen ikke sandheden om dyrelivet at vide“
[Illustration på side 10]
Martha, den sidste vandredue, døde i en zoologisk have i Ohio i 1914
[Illustrationer på side 12]
1. Amerikansk vapitihjort
2. Virginiahjort
3. Gaffelantilope
4. Nordlig pelssæl