Hvem beskytter Afrikas dyreliv?

Af Vågn op!-​korrespondent i Sydafrika

MAN hører af og til nogle negative udtalelser om afrikanernes syn på deres nationale arv — det rige dyreliv. For eksempel: „De har ingen rigtig værdsættelse af det; de ser det kun som en kilde til mad og penge.“ Hvorfor har nogle besøgende fået dette indtryk? Måske fordi dyrereservaterne i højere grad bliver besøgt af vesterlændinge end af indfødte. Men som en zuluhøvding i Sydafrika har forklaret: „Der er nogle ting som gør det svært for sorte at besøge vildtreservaterne. For os er reservaterne en luksus som kun ganske få sorte har råd til at nyde.“

I modsætning til tidligere vokser mange afrikanere i dag op i byernes slumkvarterer, langt væk fra dyrelivet. Dertil kommer at de der bor i landområderne ofte lever i fattigdom og afsavn. „Det er kun dem med fyldte maver der har råd til at bevare vildtet udelukkende af æstetiske, kulturelle og undervisningsmæssige årsager,“ forklarer en opsynsmand i et reservat i et vestafrikansk land.

Dyrelivet er imidlertid et populært motiv i afrikansk kunst, hvilket man ikke kan undgå at bemærke når man besøger en afrikansk souvenirbutik. Arkæologien viser at det samme var tilfældet i fortiden. Vidner det ikke om sans for, og værdsættelse af, det skønne dyreliv?

Tag nu Abel og Rebecca, som har brugt adskillige ferier på at besøge vildtreservater i Sydafrika. De er dog begge vokset op i Sydafrikas sorte bydele. Rebeccas interesse for dyrelivet blev vakt ved besøg i zoologiske haver i Johannesburg og Pretoria. Hun forklarer: „Som barn var zoologisk have det eneste sted jeg så vilde dyr.“

Abels kærlighed til dyrelivet blev vakt på en anden måde. Han tilbragte ofte skoleferierne hos sine bedsteforældre, som boede på landet. Han fortæller: „Min bedstefader udpegede de forskellige dyr for mig og fortalte om deres adfærd. Jeg kan huske at han fortalte mig om honninggrævlingen og om en kløgtig lille fugl, den sortstrubede honninggøg, som siges at lede dyr hen til bikuber.“ Da Abel var 12 år gammel havde han en spændende oplevelse sammen med sin bedstefader:

„En dag mens vi vandrede i bushen gjorde min bedstefader mig opmærksom på en lille fugl der lod til at kalde på os. Det var en honninggøg. Vi fulgte efter den i en halv times tid mens den fløj fra busk til busk. Til sidst blev fuglen siddende på en gren og holdt op med at kalde. Min bedstefader sagde at vi nu måtte lede efter bikuben. Og kort efter kunne vi ganske rigtigt se nogle bier forsvinde ind i et hul under en klippeblok. Forsigtigt fik min bedstefader fat i noget honning. Derefter tog han et stykke bikage med larver i og lagde det på klippen. Sådan sagde han tak til fuglen.“

Dette bemærkelsesværdige forhold mellem mennesket og honninggøgen er veldokumenteret af ornitologer. „Jeg glemmer aldrig den oplevelse,“ siger Abel. „Den gav mig et ønske om at lære mere om dyrelivet.“

En tidligere masaikriger og nuværende fortaler for naturfredning, Solomon ole Saibull fra Tanzania, satte tingene udmærket i perspektiv da han afdæmpet sagde til en forfatter fra Vesten: „Jeg kender mange afrikanere der forstår ikke blot den økonomiske side af naturbeskyttelse, men også de mere uhåndgribelige værdier . . . Det er mennesker — afrikanere — som kan sidde og betragte naturens mange undere. Solen der går ned over de lysviolette bjerge, de frodige landskaber med floder og dale, den variation og mangfoldighed af dyr der lever i frihed — alt sammen er det med til at danne et fantastisk skue. Kan man så sige at den veludviklede sans for værdier er begrænset til Europa og Amerika?“

Uanset om man er en jævn bybo eller en højt uddannet videnskabsmand, kan man næppe sige sig fri for at være betaget af Afrikas natur. En tysk dyrlægestuderende besøgte for kort tid siden Kruger National Park i Sydafrika og sagde: „Jeg synes at naturen og dyrelivet er det mest interessante og fascinerende ved dette land. I Tyskland har vi hverken mange storvildtarter eller store åbne vidder, og derfor er naturferie og naturbevarelse i denne størrelsesorden noget helt nyt for mig.“

Turister drages også mod de vidtstrakte naturreservater i Botswana, Namibia og Zimbabwe. Men den største koncentration af storvildt i Afrika finder man nok i Serengeti National Park i Tanzania og i Kenyas Masai Mara Vildtreservat. Disse berømte reservater grænser op til hinanden, og dyrene går frit omkring. Bladet International Wildlife oplyser: „Tilsammen har Serengeti-Mara en af verdens største dyrebestande: 1,7 millioner oksegnuer, 500.000 gazeller, 200.000 zebraer, 18.000 elsdyrantiloper og et stort antal elefanter, løver og geparder.“

John Ledger, der er redaktør af det sydafrikanske tidsskrift Endangered Wildlife, aflagde sit første besøg i Kenya i 1992 og beskrev det som ’et drømmested’. Han skrev: „Maasai Mara må være som det gårsdagens landskab Cornwallis Harris [en jæger og forfatter] så da han udforskede det indre Sydafrika i 1820’erne. Kuperede græsstepper, spredte tornebuske og mængder af vilde dyr så langt øjet rækker!“

En skygge af fordums herlighed

I store dele af vore dages Afrika ser man desværre langt færre dyr end de europæiske indvandrere så i de foregående århundreder. I 1824 slog den første hvide mand sig ned i det der senere blev den britiske koloni Natal (nu en provins i Sydafrika), og dengang var denne lille koloni hjemsted for så meget dyreliv at jagttrofæer og andre vildtprodukter var områdets vigtigste handelsvare. I løbet af et år blev der afskibet cirka 62.000 gnu- og zebraskind fra havnen i Durban. Og et andet år blev der udført mere end 19 tons elfenben derfra. Snart var den hvide befolkning vokset til over 30.000, men de fleste af de vilde dyr var blevet udryddet. En øvrighedsperson fra Natal udtalte i 1878: „Der er meget lidt vildt tilbage.“

Den samme sørgelige historie kan fortælles fra andre dele af Afrika hvor kolonimagterne tillod udryddelsen af de vilde dyr indtil et godt stykke ind i det tyvende århundrede. Tag for eksempel Angola, som opnåede uafhængighed af Portugal i 1975. Michael Main skriver i sin bog Kalahari: „Den tidligere kolonimagts historie er ikke glorværdig. For at kunne åbne Huiladistriktet for landbrug gjorde den berygtede lov nr. 2242 af 1950 distriktet til frit jagtområde. Resultatet blev en massenedslagtning af vildt . . . Praktisk talt alle store pattedyr blev udryddet. Man har anslået at nedslagtningen omfattede 1000 sorte næsehorn, i tusindvis af giraffer, titusinder af gnuer, zebraer og kafferbøfler. Lov nr. 2242 blev ikke ophævet før to og et halvt år efter, og på det tidspunkt var skaden sket — der var ikke flere dyr tilbage.“

Hvordan er situationen i dag, og hvilken fremtid venter der Afrikas dyreliv?

[Ramme på side 5]

Der er penge i vildtreservaterne

Afrikas vildtreservater og nationalparker dækker tilsammen cirka 850.000 kvadratkilometer af dette store kontinent. Det er langt mere end Storbritanniens og Tysklands samlede areal.

I mange af disse vildtreservater kan man se de dyr man kalder ’de fem store’ — elefant, næsehorn, løve, leopard og bøffel. Fra den majestætiske ørn der svæver på himmelen til de beskedne skarabæer der triller deres gødningskugler over vejene, er der et væld af fascinerende skabninger til fryd for øjet.

Tusinder af udenlandske turister sætter pris på dette dyreliv. Hvert år lægger de mere end én milliard dollars i kassen i de lande hvor dyrereservaterne er beliggende. Ja, der er penge også i vildtreservaterne.

[Illustration på side 4]

For ikke så længe siden blev der hvert år nedlagt utallige stykker vildt i Sydafrika for jagttrofæernes og skindenes skyld

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Africana Museum, Johannesburg