Fra bitterhed til kærlighed til Gud

I DEN del af Paris hvor vi bor, tårner 30-etages boligblokke sig op over andre på kun den halve højde. I sammenligning med sådanne bygninger er jeg meget lille, en kvinde på 1,2 meters højde.

Man har fortalt mig at jeg, da jeg blev født i 1942, var det største spædbarn der var blevet født i familien, men ulykkeligvis også det svageste. Min moder bemærkede at jeg lignede en dukke med forvredne arme, så da jeg var otte dage gammel tog hun mig med til læge. Han stillede diagnosen Lobsteins sygdom,a noget der betød at jeg ville komme til at tilbringe hele livet som invalid. Som man kunne forvente, brækkede jeg benene talrige gange. De misdannedes og voksede kun lidt. Jeg var ude af stand til at gå.

Til trods for min tilstand blev jeg tilmeldt en almindelig skole der havde tre særlige klasser for handicappede børn. Jeg blev kørt derhen hver morgen og bragt hjem igen om aftenen. Da jeg fyldte fjorten, forlod jeg skolen for at flytte ind på et parisisk plejecenter som blev drevet af nogle nonner. Dér blev jeg i adskillige år, for en meget fremtrædende knoglespecialist, professor Jean Ducroquet, praktiserede her. Det er ham jeg kan takke for en af mine største glæder: at jeg kan gå en smule. Men inden det kom så langt, måtte jeg underkaste mig adskillige operationer og tilbringe lange måneder i bandage, ude af stand til at røre mig, efterfulgt af en tilsyneladende endeløs og smertefuld rekonvalescens. Efterhånden som jeg voksede op, forstod jeg at jeg ikke var som de andre, og at jeg ikke kunne opleve de samme glæder som de. Hvad mere var, jeg kunne ikke se nogen løsning på problemet.

Det er sikkert ikke svært at sætte sig ind i hvorfor jeg blev mere og mere bitter i mine unge år. Men siden hen er det lykkedes mig at bekæmpe denne bitterhed og i stedet blive fyldt med kærlighed til den sande Gud. Hvordan gik det til?

Katolsk undervisning gavnede mig ikke

Under mit ophold på plejecenteret uddybede jeg mit kendskab til katolicismen. Jeg var ganske vist blevet døbt, men da min fader var kommunist, havde jeg aldrig lært at tro på Gud, og derfor erklærede jeg mig for ateist. Som så mange andre troede jeg på udviklingslæren, som skolen underviste i.

Når nonnerne fortalte mig om en kærlig Gud, reagerede jeg, som man kan forestille sig, med bitterhed: „Hvorfor har jeres Gud tilladt at jeg blev født med sådan et handicap?“ Deres svar overraskede mig: „Fordi han elsker dig.“ Det var jo fuldstændig meningsløst! Jeg nægtede at godtage denne forestilling om en Gud der lader dem han elsker, lide. For mig var religion blot noget med penge og høflig dannelse. Men for ikke at skuffe nonnerne gik jeg som 16-årig til alters for første gang.

Jeg lærer et fag

Efter at jeg var flyttet hjem igen, ville jeg gerne ud i det normale liv. Jeg lærte stenografi og blev derefter optaget på en ny skole i Choisy-sur-Seine for at lære bogholderi. Jeg fik også et afgangsbevis, men fandt samtidig ud af at ingen ville ansætte mig med mit handicap.

Hvordan skulle jeg finde arbejde, når jeg led af dværgvækst og var ude af stand til at bruge benene? Det var bestemt ikke let. Jeg måtte desuden finde et firma der ikke lå for langt fra mit hjem, for dengang kom jeg omkring på en hånddrevet trehjulet cykel, noget der tog stærkt på kræfterne.

Der gik adskillige måneder før jeg fandt arbejde, og mens jeg ventede, strikkede jeg for en lille trikotageforretning. Endelig, den 10. januar 1966, blev jeg til min store glæde ansat i bogholderiet på et forlag. Omsider arbejdede jeg ligesom alle andre. Jeg blev der i syv år, men siden 1973 har jeg ikke arbejdet, da jeg har fået tilkendt invalidepension.

Den første kontakt med Jehovas vidner

Jeg boede stadig hjemme hos min moder da jeg første gang blev besøgt af Jehovas vidner. Jeg modtog to blade, mest fordi de næsten intet kostede, men jeg læste dem ikke. Senere flyttede min moder og jeg hver til sit.

En lørdag kom to andre Jehovas vidner til døren i min nye lejlighed. Jeg modtog bladene, men heller ikke denne gang læste jeg dem. Jeg følte ikke noget tilhørsforhold til religion, og besluttede derfor at lade være med at lukke op når de kom igen den følgende lørdag. Men jeg ombestemte mig, for jeg syntes ikke det ville være særlig høfligt ikke at lukke op når vi nu havde aftalt besøget.

Jeg har ganske givet fortalt dem om hvad jeg troede dengang — hvad mange andre også tror — at Bibelen er skrevet af mennesker, og at mennesket nedstammer fra en abe. Men det de sagde, skærpede i høj grad min nysgerrighed. Den unge dame viste mig at der er grunde til at tro på en Skaber. Hun brugte sir Isaac Newtons ræsonnement angående solsystemet, som det var gengivet i bogen Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse?b Logikken rørte ved noget i mig og skabte tvivl hos mig angående min overbevisning om at der ikke findes en Gud.

Hun forklarede også at Gud havde lovet at bortskaffe alle menneskehedens sygdomme. Hun gjorde mig opmærksom på at da Jesus var på jorden, havde han helbredt alle slags sygdomme. I løbet af besøget viste hun mig tre bøger der behandlede de emner vi talte om. Det der vakte min største interesse var håbet om evigt liv. Jeg spurgte: „Håber du at leve evigt?“ „Ja, selvfølgelig,“ svarede hun, og viste mig i Bibelen hvad der var grunden til hendes overbevisning. „Og alligevel virker denne pige hverken fanatisk eller enfoldig,“ tænkte jeg. Jeg tror det var hendes behagelige fremtræden og ligevægtige holdning der fik mig til at sige ja tak til det bibelstudium hun tilbød. Da hun tog afsked, tilbød hun mig bogen Sandheden der fører til evigt liv, og jeg spurgte: „Kunne jeg ikke få dem alle tre?“

Det glædede mig at studiet var gratis. Ikke fordi jeg var påholdende, men jeg syntes at religion havde alt for meget med penge at gøre. Jeg havde allerede en bibel som en kollega havde foræret mig, og jeg havde forsøgt at læse den, men uden held. Da jeg nåede til slægtsregistrene i Første Mosebog, holdt jeg inde. Så hvorfor skulle jeg sige nej tak, når jeg fik tilbudt et bibelstudium? Muligvis var jeg ikke ateist helt igennem. Måske ledte jeg, uden at vide af det, efter noget andet, men det havde ikke set ud til at religion kunne tilbyde mig noget at overvinde mine problemer med. Tværtimod virkede andre handicappede der havde en tro, ikke som om de var spor lykkeligere end jeg.

Jeg lærer at elske Gud og hans folk

På grund af bibelstudiet kunne jeg trænge dybere ind i de tanker den unge pige havde fremsat. Jeg kunne se fornuften og erklære mig enig i Bibelens ræsonnement og forklaring i Romerbrevet 5:12: „Derfor, ligesom synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet . . .“ Jeg forstod at mit handicap blot var én af de utallige følger af Adams synd. Jeg tilegnede mig også det håb om helbredelse der fremholdes i skriftsteder som Esajas 35:6, hvor vi kan læse: „Da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler.“

Det der var sværest for mig, var imidlertid at lære at elske den guddommelige person hvis navn er Jehova. Jeg mente ganske vist ikke at religion skulle være som en gulerod foran et æsel, men jeg ville alligevel gerne have gavn af den her og nu. Senere prøvede jeg at leve efter Bibelens lære og fandt ud af at det faktisk førte noget godt med sig. For eksempel hjalp den udholdenhed der anbefales i Første Timoteusbrev 6:11 mig til at være indstillet på at leve med mit handicap.

Jocelyne, det Jehovas vidne der ledte mit bibelstudium, indbød mig tit til de møder der afholdtes i rigssalen, men jeg havde bestemt mig for at sige nej tak fordi jeg antog at sådanne sammenkomster var ligesom katolske gudstjenester. Men endelig gav jeg mig, og Jocelyne kom og hentede mig i en taxa. Jeg må tilstå at jeg ikke forstod meget af det der blev sagt under foredraget, men jeg følte mig aldeles overvældet af den varme modtagelse jeg fik. Selv om jeg ikke kendte nogen, kom de tilstedeværende hen for at trykke mig i hånden og snakke med mig. Et andet Jehovas vidne og hans familie kørte mig hjem. Han var meget venlig og sagde at han ville hente mig ugen efter. Jeg brød mig ikke om at lyve og havde ingen gyldige undskyldninger, og sagde derfor Ja tak. På denne måde kom jeg lidt efter lidt i vane med at overvære Jehovas Vidners møder.

Efterhånden som jeg fik gavn af Guds åndelige velsignelser, voksede min taknemmelighed mod ham. Det gik op for mig at Bibelen gav én et godt moralsk grundlag, og den bragte mig mange velsignelser. Nu vidste jeg hvad jeg skulle gøre og hvad jeg skulle tro. Det var ikke blot håbet om ikke længere at være handicappet der betog mig, selv om det af indlysende grunde også betød noget. Jeg ønskede trøst nu, og jeg fandt den, takket være glæden ved fællesskabet med mine nyfundne kristne venner og glæden ved at kunne hjælpe andre åndeligt.

Omkring ti måneder efter at jeg var begyndt at studere Bibelen blev jeg døbt. Det var i august 1971

Mit nye liv som kristen

Det område med højhuse jeg nu bor i, frembyder adskillige fordele for mig når jeg bevæger mig omkring i min rullestol. Ved at bruge elevatorerne kan jeg komme i berøring med mange i nabolaget. Jeg har også gavn af at tre kristne familier bor lige i nærheden.

I april 1978 blev jeg opereret på skinnebenet, og bagefter var det nødvendigt med et tre måneders ophold på et rekreationshjem. I den lokale menighed fik jeg nye bekendte blandt kristne brødre og søstre, der inviterede mig hjem til sig. Deres venlighed rørte mig dybt. Og mens jeg var borte, benyttede Vidnerne i min menighed sig af mit fravær til at tapetsere væggene i den lejlighed jeg bor i. Jeg føler mig virkelig velsignet ved den hjælp jeg modtager.

Til trods for mit legemlige handicap har jeg fundet lykke ved at hjælpe mine medmennesker åndeligt. Tit bliver folk forbløffede over at finde mig ved deres dør. Nogle tror at jeg kommer for at tigge, mens andre modtager det kristne læsestof jeg tilbyder, bare for at glæde mig. En sjælden gang er folk blevet forargede og har sagt at Jehovas Vidner bruger handicappede for at spille på folks følelser. De fleste er imidlertid høflige over for mig, og navnet Jehova er ganske velkendt i nabolaget. Jeg trives virkelig ved tanken om at være til nytte ved at fremholde Bibelens sandheder for dem der ikke kender Gud.

Ja, livet som kristen har givet mig det jeg virkelig ledte efter — „et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (1 Timoteus 4:8) Siden 1976 har jeg tilmed adskillige gange om året haft den forret at kunne anvende 60 timer om måneden i arbejdet med at forkynde og undervise. Og siden september 1981 har jeg faktisk været i stand til at forøge min indsats til omkring 100 timer om måneden.

Nu har mit liv mening

Alt i alt er jeg blevet opereret tolv gange — én gang i armen og 11 gange i benet. Det gør stadig ondt når nogen kommer med hentydninger til min lidenhed og mine skavanker, men det håb Bibelen giver mig om at genvinde den fulde brug af mine lemmer holder mig oppe.

Når jeg føler selvmedlidenheden dukke op, tager jeg min samling af opmuntrende artikler fra Vagttårnet og Vågn op! frem. Der har jeg blandt andet „Hvilke livsværdier har du?“ og „Lær at leve med det der ikke kan være anderledes“. Jeg kan også huske artikler om andre handicappede, for eksempel et Jehovas vidne der er lammet og bundet til sengen, men som lytter til og deltager i møderne ved hjælp af en direkte forbindelse og tjener som ældste i menigheden.c Sådanne eksempler får mig til at indse at jeg kan være lykkelig til trods for mit handicap. Ved hjælp af Bibelen og Guds ånd har jeg overvundet min bitterhed og fører nu et bedre og lykkeligere liv. — Fortalt af Colette Regnier.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 20]

Jeg prøvede at leve efter Bibelens lære og fandt ud af det faktisk fører noget godt med sig

[Illustration på side 19]

Colette Regnier forkynder fra sin rullestol