Taknemmelig for Jehovas aldrig svigtende omsorg
FORTALT AF SHARON GASKINS
ET PARADIS på jorden! Jeg så mig selv løbe omkring i engene, fange sommerfugle og tumle mig med løveunger. Det lød så smukt. Men jeg havde min tvivl. Hvor ofte var jeg ikke blevet skuffet.
Så langt tilbage jeg kan huske har kørestolen været min tro følgesvend. Lige fra fødselen har jeg som spastisk lammet været berøvet barndommens glæder. Mens andre børn morede sig med at cykle eller løbe på skøjter, sad jeg for mig selv, ude af stand til endog at kunne gå. Mor tog mig derfor med til den ene troshelbreder efter den anden i håb om en mirakuløs helbredelse. Igen og igen måtte hun køre mig væk med uforrettet sag, til stor skuffelse for mig og til stor sorg for hende.
Vi længtes efter et sandt håb. I 1964 begyndte min mor derfor at studere Bibelen med Jehovas vidner. Jeg var dengang seks og et halvt år.
Det var betagende at få at vide at der ville komme et vidunderligt paradis her på jorden. Desværre havde det første menneske, Adam, sat det hele over styr, men jeg ønskede at få et lige så nært forhold til Gud som Adam engang havde haft. Hvordan mon det var at have et særligt forhold til Gud? Eller hvordan mon det havde været at leve dengang Guds egen søn gik på jorden? Mine dagdrømme bragte mig også ind i fremtiden, ind i Paradiset. Selv om jeg ikke var ret gammel stod det mig klart at vi havde fundet sandheden.
Glimt af Paradiset
Min mor begyndte at tage familien med hen i Jehovas Vidners rigssal. Deres møder var helt anderledes end det vi havde set i kirkerne. Samværet gjorde et dybt indtryk på mig.
Det var imidlertid noget af en opgave for min mor at få os hen i rigssalen. Jeg havde tre yngre søskende, og vi havde ingen bil. Vi tog en taxa når hun havde råd til det. Jeg husker stadig det hyr min mor havde én søndag. Der var ingen taxaer at øjne. Men så pludselig, som ud af den blå luft, kom en mand i en lastbil kørende og gav os et lift. Vi kom for sent, men vi kom, og det takkede vi Jehova for.
Inden længe var der nogle af vore kære åndelige brødre og søstre der tilbød at skiftes til at hente og bringe os i bil. Mors formaning om at man aldrig må svigte møderne medmindre man er syg, gjorde indtryk på mit unge sind og understregede betydningen af ’at komme sammen’. (Hebræerne 10:24, 25) På grund af det min mor havde lært indviede hun i 1965 sit liv til Jehova og blev døbt.
Nu var jeg gammel nok til at få mere udbytte af møderne. I Cypress Hills-menigheden i Brooklyn, New York, var der både europæere, sorte, spansktalende og andre som tjente Gud skulder ved skulder. Det forekom så rigtigt at gudfrygtige mennesker skulle leve i et sådant sandt brodersamfund. — Salme 133:1.
Min mor lærte mig hvordan jeg kunne forberede mig til møderne. Det var intet problem mentalt set, men det var det rent fysisk. Når man er spastiker bliver selv de simpleste ting uhyre komplicerede. Det var, og er stadig, umuligt for mig at lave en lige streg under det jeg gerne vil svare på i vores bibelske publikationer. Med lidt øvelse er jeg imidlertid blevet bedre til det.
Mit sind var fyldt med svar. Men når de skulle ud af min mund, blev ordene rodet sammen. Det var vigtigt at slappe af så musklerne ikke var anspændte. Jeg måtte også koncentrere mig om at udtale hvert eneste ord så tydeligt som muligt. Jeg var dybt frustreret hvis mit svar ikke blev udtrykt som det skulle eller hvis jeg vidste at folk ikke forstod hvad jeg sagde. Men da mine brødre og søstre i menigheden lærte mig at kende, blev de bedre til at forstå hvad jeg sagde. Nogle dage går det også nemmere end andre.
Seks vanskelige måneder
Som otteårig var jeg væk hjemmefra i et halvt år og lærte noget som jeg har gavn af den dag i dag. Til trods for at jeg havde været igennem fysio-, beskæftigelses- og taleterapi sendte lægerne mig til et optræningshospital i West Haverstraw i staten New York. Min mor og jeg var knust. Flere år tidligere, da lægerne fejlagtigt havde ment at jeg var mentalt retarderet, havde hun sagt til dem at hun aldrig ville sende mig bort. Så selv en kortvarig adskillelse var svær for hende. Hun indså imidlertid at hvis jeg skulle være uafhængig af hende og far, måtte jeg lære at klare mig selv fysisk.
Faciliteterne på hospitalet var dejlige, men jeg følte mig forladt. Jeg fik grædeture og led af humørsyge. Det var sjældent at mine forældre kunne tage den 3-timers bustur for at besøge mig, især fordi mor ventede sit femte barn. Når de tog afsked med mig, gjorde det mig så oprevet at lægen tilrådede at der blev endnu længere mellem deres besøg. Kun to gange fik jeg lov at komme hjem.
Jeg fik lært at gå med benskinner og letvægtskrykker. Det var som om de vejede et ton. Men vægten hjalp mig til at holde balancen og forhindrede at jeg faldt. Det var de første skridt på vejen til at gå uden skinner.
At skære mad ud, knappe tøjet — ja, enhver opgave som kræver brug af fingrene — har været vanskeligt eller umuligt for mig. Men i nogen grad har jeg lært at spise selv og at klæde mig på. Det har senere hjulpet mig i tjenesten for Gud.
Da jeg var færdig med træningen kom jeg hjem igen. Mor sørgede for at jeg fik brugt mine nye færdigheder. Det var en psykisk hård kamp, for selv om jeg ønskede at klare mig selv, var det frustrerende, tidskrævende og udmattende. For eksempel kunne det tage to timer for mig at klæde mig på til møde!
Da vi flyttede til en bolig lige over for rigssalen, gik jeg selv til møde. Ingen lille sejr!
Den lykkeligste dag i mit liv
Mor sørgede for at vi fik en sund åndelig kost. Hun studerede med mig og forventede at jeg læste hvert eneste nummer af vores blade Vagttårnet og Vågn op! Vi skulle forberede os til møderne og overvære dem. Selv om jeg med mit sind og hjerte ivrigt tog imod denne kundskab, tænkte jeg ikke på at indvi mit liv til Jehova og symbolisere dette ved vanddåben. Mor hjalp mig til at indse at trods mit handicap holdt Gud mig åndeligt ansvarlig for mig selv. Jeg kunne ikke forvente at komme ind i den nye verden på hendes fortjeneste og ved at hænge i hendes skørter.
Jeg elskede Jehova Gud, men jeg var anderledes end andre, hvilket er frygteligt for en teenager. Det var svært for mig at acceptere mine begrænsninger. Ofte fik vreden tag i mig, og jeg måtte lære at tæmme den før jeg kunne blive døbt. (Galaterne 5:19, 20) Og hvad nu hvis ikke jeg kunne leve op til min indvielse til Jehova?
På min mors anmodning talte en af menighedens ældste med mig. Han citerede profeten Elias’ spørgsmål til israelitterne: „Hvor længe vil I halte mellem to standpunkter?“ (1 Kongebog 18:21) Jehova brød sig tydeligvis ikke om mit vægelsind.
Jeg vågnede åndeligt og bad oprigtigt om Jehovas hjælp og besluttede at indvi mit liv til ham. En søster i menigheden studerede med mig. Hun var yngre end mig og havde mistet sin mor i en meget ung alder. Ikke desto mindre indviede hun sig tidligt til Gud.
Som 17-årig var jeg overbevist. Jeg ønskede at tjene Jehova efter bedste formåen. Den 9. august 1974 blev jeg døbt — det var den lykkeligste dag i mit liv.
Glæde i tjenesten
At deltage i tjenesten forekom mig at være en bjerglignende forhindring. Den største udfordring var at gøre mig forståelig. Jeg ville gerne tale så tydeligt som muligt. Når det var nødvendigt gentog min makker i forkyndelsen det jeg sagde for den besøgte. Nogle reagerede negativt, og sagde at jeg blev udnyttet af Jehovas vidner. Men det er mit eget ønske at deltage i forkyndelsen.
Det kan være utroligt udmattende blot at gå fra den ene boligblok til den anden. Mange huse i vores distrikt har trapper, hvilket gør dem til et lukket land for mig. Om vinteren gør glatte veje praktisk talt hus-til-hus-arbejdet umuligt for mig. (Apostelgerninger 20:20) Men mine åndelige brødre hjælper mig utrolig meget, og jeg takker Jehova for at jeg nu er blevet velsignet med en elektrisk kørestol, hvilket gør tjenesten langt nemmere.
På et tidspunkt begyndte jeg at forkynde pr. brev. Det går ikke at skrive breve i hånden, eftersom kun de færreste kan læse min skrift. Derfor bruger jeg en elektrisk skrivemaskine. Men det går meget langsomt med at skrive på grund af min dårlige motorik. Næsten hver anden gang rammer jeg forkert, så det kan tage en time eller mere blot at skrive én side.
På trods af at jeg ikke kan holde til så meget, tjener jeg fra tid til anden som hjælpepioner og bruger 60 timer eller mere i tjenesten på en måned. Dette kræver en god planlægning, en ekstraindsats og støtte fra medtroende. Deres pionerånd virker smittende på mig. Mor har også sat et godt eksempel ved at tjene som almindelig pioner eller som hjælpepioner på trods af vanskeligheder, dårligt helbred, og arbejdet med at opdrage syv børn i en religiøst splittet husstand.
På egen boldgade
I en alder af 24 besluttede jeg at flytte i egen bolig. Det viste sig at være en fordel at jeg flyttede til Bensonhurst i Brooklyn. Marlboro menighed var som en tæt sammenknyttet familie, som det var meget trosstyrkende at være tilsluttet. Selv om der kun var to eller tre biler i menigheden, kom mine åndelige brødre hver gang og hentede mig til alle møderne. Det var imidlertid ikke længe jeg kom der.
Jeg følte mig som én stor fejltagelse, og flyttede hjem til min familie. Her blev jeg ramt af en dyb depression der kom til at vare tre år. Vreden vældede op i mig. Jeg fik selvmordstanker og gjorde adskillige selvmordsforsøg. Døden hang truende som en sort sky. Men jeg støttede mig til Gud og lovede at vise værdsættelse af den gave han havde givet mig i form af livet. De ældste gav mig vejledning og trøstede mig. Takket være bøn, personligt studium og min families tålmodighed, samt professionel hjælp, kom mine tanker atter i de rette baner.
Gennem Vagttårnet gav Jehova mig kærligt indblik i hvad en dyb depression er. Ja, han sørger for sit folk og forstår vores følelser. (1 Peter 5:6, 7) Med tiden lettede den dybe depression. Nu, ti år senere, hjælper Jehova mig stadig til at klare frustration og depression. Nu og da føler jeg mig fuldstændig værdiløs. Men jeg kan altid overleve takket være bøn, bibelstudium og min åndelige familie.
Efter en forgæves søgen efter en anden lejlighed slog jeg mig til tåls med at bo hos min familie resten af livet. Men så besvarede Jehova mine bønner. Der blev en bolig ledig i Bedford-Stuyvesant-kvarteret i Brooklyn. I sensommeren 1984 flyttede jeg ind og har boet dér lige siden.
Medlemmerne af den meget omsorgsfulde Lafayette-menighed sørgede for min transport til møderne. Jeg husker tydeligt mit første bogstudium dér. Det blev holdt på fjerde etage — og der var ingen elevator! Kun med Jehovas hjælp lykkedes det mig at komme op og ned ad trapperne. Senere kom jeg et mere handicapvenligt sted. Og nu har Jehova givet mig den forret at have et menighedsbogstudium i mit hjem.
Der råder en skøn pionerånd her i menigheden. Da jeg kom, var der omkring 30 pionerer, og nogle af dem tog mig under deres vinger. Den nidkære atmosfære har ansporet mig til oftere at være hjælpepioner.
I april 1989 byggede Lafayette- og Pratt-menighederne en ny rigssal i den gade hvor jeg bor. Det var lige i rette tid, for efterhånden som mit helbred svækkes mere og mere, er det blevet svært for mig at gå. Men med min elektriske kørestol og med mine brødres og søstres hjælp, er turene til og fra møde ingen sag. Jeg værdsætter i høj grad denne kærlige støtte!
Taknemmelig for Guds støtte
Selv om mine ben er vakkelvorne, er jeg fast besluttet på at tjene Gud. En god optræning har gjort livet lidt nemmere, men det er Gud og hans undervisning der har holdt mig oppe. Til tider har jeg ikke vidst hvor jeg skulle få det næste måltid fra, men Jehova har opretholdt mig. Jeg holder meget af følgende ord af David: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ — Salme 37:23-25.
Jehova har sat mig i stand til at holde fast ved mit bibelske standpunkt og nægte at tage imod blod i forbindelse med operation. (Apostelgerninger 15:28, 29) For nylig døde min far. Det var svært at miste én der stod mig så nær. Kun med styrke fra Jehova har jeg kunnet komme igennem denne og andre prøver.
Mit helbred vil nok fortsat være svagt, men min tillid til Gud og mit forhold til ham er min livline. Hvor er jeg glad for at tilhøre Jehovas folk og mærke hans aldrig svigtende omsorg!