Vor „juvel i verdensrummet“ — er den i nød?
PÅ EN rumrejse til månen tog en amerikansk astronaut vor jord i øjesyn og beskrev den som „det smukkeste der var at se i hele himmelrummet“. Ja, den smukke blå, hvide og brune kugle er virkelig som en udsøgt „juvel i verdensrummet“.
Selv om vor klode set fra månens overflade tager sig fredfyldt og flot ud, falmer noget af skønheden set hernedefra. Dens beboere slås med kæmpemæssige problemer. Et af de vanskeligste, mest snigende og sammensatte problemer der må løses, er befolkningseksplosionen.
Dette problem har været genstand for politikeres og eksperters overvejelser gang på gang. Men efterhånden som årene går, forværres det blot — og det berører dig, på den ene eller den anden måde. Hvis du for eksempel bor i en storby, har du da lagt mærke til hvor ofte trafikken afvikles med sneglefart, eller endda går fuldstændig i stå? Har du selv lidt under trængselen i busser og tog og på fortove? Sådanne forhold har fået regeringen i Den kinesiske Folkerepublik med dens stadig voksende befolkning på mere end en milliard, til at forsøge at indføre en lovmæssig begrænsning på ét barn i hver familie.
Selv de mest optimistiske eksperter betragter den overvældende stigning i verdensbefolkningen med dyb alvor. Hvorfor? Fordi der kun i begrænset omfang findes fødevarer, jord, beskæftigelse og naturrigdomme. I tilgift giver mange autoriteter på området befolkningseksplosionen en del af skylden for andre problemer der skæmmer skønheden på vor planet, som for eksempel:
● HUNGERSNØD. I visse storbyer i de underudviklede lande er det ikke sjældent at gadefejerne om morgenen kan samle døde op af rendestenen. Ja, sult og fejlernæring fører til millioners død hvert år. Og fødevareefterspørgselen på verdensplan ventes at være fordoblet i år 2000, som ligger mindre end 17 år ude i fremtiden!
● NATUR GÅR TABT. Fordi mennesker beslaglægger mere og mere jord, trues tusinder af planter og dyr af udryddelse.
● ENERGIKNAPHED. Det frygtes at de begrænsede reserver af fossilt brændstof opbruges i takt med at befolkningstilvæksten stiger og det ødsle forbrug øges. Børn der fødes i de udviklede lande vil forbruge langt mere af verdens ressourcer end de der er født i u-lande vil.
● FORURENING. Luftforureningen forværres på grund af de stadig flere motorkøretøjer i byerne; vandforureningen øges efterhånden som kunstgødning og skadedyrsmidler, som man øger fødevareproduktionen med, finder vej til vandkredsløbet.
● KRIGSTRUSLEN. På et tidspunkt vil man med atomvåben kunne afpresse nabolande indrømmelser i form af landområder og naturrigdomme. Flere end 30 lande kan råde over atomvåben i år 2000.
● ARBEJDSLØSHED. Automatiseringen er ofte ensbetydende med færre arbejdspladser. I land efter land er der ikke tilstrækkeligt med beskæftigelse til at folk kan have arbejde hele tiden.
Som følge af alle disse problemer indser flere og flere at jorden er et rumskib med begrænset plads, og at de er dets midlertidige passagerer. Den afdøde amerikanske diplomat Adlai Stevenson udtrykte det meget godt: „Vi rejser sammen, som passagerer på et lille rumskib, afhængige af dets sårbare forsyninger af luft og jord . . ., kun beskyttet mod udslettelse af den omhu, det arbejde, og, vil jeg tilføje, den kærlighed vi lægger i vort skrøbelige fartøj.“
Er vi ved at overbefolke vort rumskib Jorden? Kan mennesker fremkomme med løsninger på det problem den voksende passagerliste udgør? Hvem kan indgyde tillid til at vi vil overleve på dette „rumskib“ — denne „juvel i verdensrummet“?