Er det nok at være stjerne?

OM AFTENEN den 17. august 1968 gik mine drømme i opfyldelse. Jeg spillede den vanskelige, dramatiske rolle som Hippolytos i skuespillet „Faidra“, skrevet af den spanske forfatter Miguel de Unamuno her i det 20. århundrede. De andre professionelle skuespillere, der spillede rollerne som min fader og min stedmoder, hørte til eliten. Scenerne, der blev fremført med kraft og realisme, greb tilskuerne. Vi blev afbrudt fem gange af bifald. To af gangene var i scener hvor jeg fremsagde størstedelen af dialogen.

Denne aften ved byfesten i San Lorenzo del Escorial i provinsen Madrid i Spanien var en særlig triumf for mig. Efter at have arbejdet hårdt i mange år kunne jeg nu nyde succes’ens sødme. Kort tid derefter begyndte jeg at få flere og bedre tilbud om medvirken i film og fjernsynsprogrammer.

Men hvad var det der havde fået mig til at begynde på en teaterkarriere? For at hjælpe dig til at forstå mit motiv må jeg tage dig med tilbage til min barndom i 40rne, til Sevilla i Andalusien i den forfærdelige tid efter den spanske borgerkrig fra 1936 til 1939.

En vanskelig barndom

Jeg var den ældste af fem børn og voksede op i den fattigdom, sult og elendighed der herskede efter krigen. Vi var så fattige at jeg stod uden for købmandsforretningen og ventede til de andre kunder var gået, så jeg kunne købe brød på kredit uden at nogen fik det at vide. Jeg tror faktisk det var dér jeg begyndte at udvikle mit skuespillertalent ved det jeg fandt på for at narre naboerne.

Atmosfæren derhjemme var ikke just idyllisk, og livet var ingen dans på roser. Mine forældre skændtes og sloges til stadighed. Min fader var en erklæret fjende af alt hvad der smagte af religion, mens min moder og bedstemoder troede på jomfru Maria og alle „helgenerne“ i den katolske kirke. Som barn var mit liv domineret af frygt og utryghed — frygt for vold, frygt forårsaget af religiøs overtro, frygt for la mala suerte, uheldet der syntes at lure overalt.

Til trods for alt dette, der var et mareridt, lykkedes det mig af og til at flygte fra det hele ved at drømme mig bort. Jeg drømte om en bedre verden hvor folk elskede hinanden og stolede på hinanden. Disse barnlige dagdrømme var min sikkerhedsventil.

Teatertosset!

Da jeg var 16 år, havde jeg min allerførste kontakt med teatret. Jeg var til en amatørforestilling som blev opført i en katolsk skole i Sevilla. Jeg sad forventningsfuld og ventede med undertrykt ophidselse. Tæppet gik op, og for mine undrende øjne viste der sig en smuk verden med musik, farver og fantasi. Fra det øjeblik blev jeg glad for teatret. Her var der en lykkelig verden, tilsyneladende uden frygt, tårer eller sult, hvor jeg kunne give fantasien frit løb. Derfra kunne jeg formidle mine drømme og forhåbninger til andre. Jeg besluttede at jeg ville være skuespiller.

Jeg fik med det samme kontakt med en gruppe amatørskuespillere og spurgte om jeg kunne få en rolle i det næste skuespil de skulle opføre. Det var et stykke der hed „Herren Jesu Kristi lidelseshistorie og død“. De havde brug for statister, så jeg blev antaget. Jeg fik en lille rolle som Andreas, en af de 12 apostle. Selv om jeg kun havde en birolle, var den stor nok til at vise mig at jeg endelig havde fundet ud af hvad jeg ville være. Dette første skuespil var også vigtigt for mig af en anden grund — gennem dét fik jeg kendskab til Bibelens Jesus. Hans person vakte beundring hos mig og indgød mig dyb respekt.

Jeg var fast besluttet på at gøre fremskridt, og derfor meldte jeg mig ind på en teaterskole i Sevilla. Da jeg var 18, fik jeg for første gang lejlighed til at optræde sammen med en professionel teatergruppe der skulle på turné i provinsen. I det første skuespil jeg var med i, havde jeg en rolle som student. Efter en kort indstudering havde jeg min beskedne debut på et rigtigt teater. Endelig havde jeg taget det første beskedne skridt på vejen til succes. Hvor forskellig var ikke disse professionelle skuespillere fra den amatørgruppe jeg havde været med i! Her herskede der relativ velstand blandt folk som betød noget og var tilfredse med sig selv.

I flere uger hjalp jeg direktøren, der også var førsteskuespiller. Jeg kunne næsten ikke tro at jeg havde været så heldig. Jeg var nu en del af denne smukke fantasiverden.

Vejen til succes

Desværre brast mine ungdommelige illusioner snart. Jeg begyndte at blive klar over at jeg var omgivet af umoralitet. Førsteskuespilleren og førsteskuespillerinden levede sammen, til trods for at hun var gift med en anden. Desuden brød hun sig ikke om at hendes elsker viste mig venlighed, og kort tid efter mistede jeg mit job. Jeg tog derfor tilbage til Sevilla for at færdiggøre min uddannelse til skuespiller.

Jeg vidste at jeg havde brug for at få mere erfaring og udvide mit repertoire. Jeg underskrev derfor en kontrakt med et provinsteater. Efter at jeg i to år havde rejst gennem Andalusien og optrådt i byer som Córdoba, Málaga og Sevilla, mente jeg at tiden var inde til at tage til Madrid, Spaniens hovedstad, hvor de fleste større teatre ligger. Min første kontrakt dér fik jeg med Eslavateatret. Det var i 1962, og jeg skulle spille en rolle i lystspillet „Hombre Nuevo“ (Det nye menneske) af José María Pemán. Rollen indbefattede at jeg skulle danse twist, som da var på mode i Spanien. Jeg begyndte tydeligvis at gøre karriere.

Det næste vigtige trin op ad stigen mod berømmelse var i 1967, da jeg optrådte på María Guerreroteatret i Madrid i skuespillet „På bunden“, skrevet af den russiske forfatter Maksím Górkij. Jeg arbejdede igen sammen med gode skuespillere, noget der tjente både som en oplæring og en spore for mig.

I 1968 fik jeg endelig min store chance i fjernsynet. Jeg havde allerede spillet mindre roller i fjernsynet, men nu fik jeg tilbudt en stor rolle i et skuespil der hed „La herida luminosa“ (Det lysende sår) af José María de Sagarra, en katalonsk digter og skuespilforfatter fra vort århundrede. Ved den lejlighed var selv vejret gunstigt indstillet over for mig. Det regnede så meget den aften at mange blev hjemme og så fjernsyn. Jeg blev berømt fra den ene dag til den anden i Spanien under mit kunstnernavn, Manuel Toscano. En filmproducent tilbød mig en hovedrolle i sin næste film.

Virkeligheden er anderledes

Det så ud til at alt lykkedes for mig. Og alligevel var jeg ikke tilfreds. Teatret var slet ikke den lykkelige fantasiverden som jeg havde forestillet mig i min ungdom. Med ganske få undtagelser var den tværtimod fuld af forfængelighed, misundelse, overtro og umoralitet. For at vise hvorfor jeg blev så desillusioneret, skal jeg fortælle dig en af mine oplevelser.

En dag blev jeg ringet op af en fremmed der ønskede at træffe mig på en berømt café i Madrid, en café som ofte blev besøgt af kendte skuespillere og skuespillerinder. Til den aftalte tid kom en velklædt herre hen til mig og præsenterede sig som en instruktør der var på udkig efter en der kunne spille hovedrollen i et skuespil han skulle sætte op. Han mente at jeg lige passede til rollen, og han inviterede mig med hjem så vi kunne snakke nærmere om betingelserne i kontrakten. Da vi kom indenfor, kastede han sig over mig og forsøgte at kysse mig!

Ja, han var endnu en af de homoseksuelle i teaterverdenen. Han insisterede på at hvis jeg ville have hovedrollen måtte jeg være mere samarbejdsvillig. Jeg afviste ham og løb ud efter at have fortalt ham at jeg ikke var villig til at arbejde til den pris.

Det er en beklagelig sandhed, men underholdningsverdenen er fuld af perversitet og moralsk fordærv. Og mange som er en del af den, lever i konstant utryghed. Stjernerne går rundt og er bange for at deres glans skal blegne efter den næste premiere. Deres succes varer ofte kun så længe det stykke de spiller i, er på plakaten. Som følge af dette er narkotika og kønslig umoralitet en almindelig måde at slippe bort fra virkeligheden på.

En forandring i forholdene

I 1965, under et besøg på teaterskolen i Madrid, traf jeg en kvindelig skuespillerelev som jeg blev interesseret i. Senere blev vi forlovet, og i september 1967 blev vi gift. Siden da er hun blevet moder til vore fire børn, der har givet vort liv mening og fyldt det med glæde.

En anden begivenhed der har forandret vort livsmønster, indtraf i 1969. Mens jeg opholdt mig i „Roma“-filmstudierne i Madrid, hvor jeg var med i filmen Los cañones de Córdoba (Kanonerne i Córdoba), traf jeg en ung skuespillerinde der begyndte at tale med mig om Bibelen. Hun fortalte mig om Guds hensigt med menneskene og jorden og om hvordan fred og sikkerhed snart ville blive indført ved hjælp af Guds rige. Jeg blev nysgerrig og ønskede at få mere at vide. Hun inviterede mig med til et stævne som Jehovas Vidner skulle holde næste dag. På det tidspunkt var Vidnerne endnu ikke juridisk anerkendt i Spanien. Stævnet skulle holdes i en værkstedshal, men det afskrækkede mig ikke.

Da jeg kom derhen, gjorde den ægte venlige atmosfære der herskede dér, straks indtryk på mig. En af de ældste, Ricardo Reyes, tilbød at studere Bibelen med mig. Hans ro, ydmyghed og klare tankegang var netop det jeg med min udadvendte personlighed som skuespiller havde behov for.

Efterhånden som studiet skred frem, opstod der tvivl i mit sind. Var dette virkelig sandheden, eller var det bare bluff, i lighed med andre religioner? Stak der noget under? Efter at have levet så mange år i en uvirkelig fantasiverden ønskede jeg sandheden, virkeligheden.

Det blev så vigtigt for mig at jeg forsømte mit arbejde for at kunne undersøge Bibelen. Der var så mange spørgsmål jeg måtte have svar på. Hvad er meningen med livet? Er Gud til? Er der et liv efter døden? Ved hjælp af Bibelen og bogen Sandheden der fører til evigt liv forsvandt min tvivl. Efter at have studeret i ni måneder var min kone og jeg overbevist om at det var sandheden, og i september 1970 blev vi døbt.

En ny udfordring

Der lå en udfordring i den forandring i synspunkter og personlighed som Bibelen fik mig til at udvikle. Var de roller jeg spillede på teatret og i fjernsynet, i harmoni med min nye, kristne levevis? Jeg tror at vendepunktet for mig kom den dag jeg var til prøve sammen med en række andre skuespillere, en instruktør og en teaterdirektør. Der blev drøftet hvordan man skulle få publikum til at slutte bedre op om forestillingerne. Man klagede over at censuren var for streng. Men hvis der blev lempet på den og det blev tilladt at fremføre scener med mere sex i, ville publikum strømme til billetkontoret, blev der sagt. Da jeg så hvordan denne gruppe af professionelle, folk med anseelse i teaterverdenen, var enige, og at ingen havde mod til at forsvare sand kunst, gode skikke og god kultur, blev jeg klar over at vi var fanget i den samme fælde — den kommercielle sexfælde hvis formål er letkøbt succes. Jeg besluttede at holde op.

Mine kolleger sagde at jeg nok snart ville vende tilbage til teatret fordi det at være skuespiller lå mig i blodet. Dette minder mig om noget en kendt spansk skuespiller, José María Rodero, engang sagde: „Hvis teatret forsvandt, ville der ikke ske noget. Hvis vi derimod ikke havde vand, ville det få dramatiske følger . . . En skuespiller er luksus, i lighed med teatret, i lighed med kulturen, en nødvendig luksus naturligvis, men ikke uundværlig.“

Nu, over 10 år senere, kan jeg oprigtigt sige at jeg ikke længes efter scenen. Jeg kan fortsat udøve min kunst hvert år som instruktør og skuespiller i de bibelske skuespil som Jehovas Vidner lader opføre ved deres områdestævner. Min kone og jeg har været med i sådanne skuespil og spillet i auditorier og på fodboldstadionner hvor der har været flere tusind mennesker til stede. Forskellen er at vi har optrådt med et bedre motiv. På teatret ønskede jeg at blive stjerne, at opnå berømmelse. I disse bibelske skuespil er det selve beretningen der betyder noget, ikke skuespillerne. Der er derfor ingen konkurrence, ingen der prøver at stjæle opmærksomheden fra de andre skuespillere. Disse bibelske roller har givet mig betydelig større tilfredshed af den enkle grund at vi har fremstillet noget der har været moralsk opbyggende, virkelige begivenheder fra kendte bibelske personers liv.

Skuespiller uden arbejde

Forholdene varierer naturligvis fra skuespiller til skuespiller, og jeg forsøger ikke at sige at en kristen ikke kan arbejde ved teatret. Det er et spørgsmål den enkelte selv må afgøre i overensstemmelse med sin samvittighed. I mit tilfælde var det sådan at jeg måtte finde mig et andet arbejde da jeg forlod teatret. Jeg havde ingen andre kvalifikationer ud over den erfaring jeg havde tilegnet mig ved teatret. Efter mange vanskeligheder lykkedes det mig endelig at få et arbejde, og dette løste vore økonomiske problemer.

Vi føler at vi selv er et bevis for at Jehova holder hvad han lover og opretholder dem der søger hans rige først. Som Bibelen siger: „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ — Salme 37:25.

Shakespeare skrev at hele verden er en scene og alle mænd og kvinder aktører. Jeg har imidlertid opdaget at livet kan have langt større mening end som så, forudsat at man lærer Jehova og hans kærlige hensigt med menneskene at kende. Som familie har vi det håb at se jorden blive omdannet til det den har mulighed for at blive — et paradis for lydige mennesker. Dette er ikke fri fantasi. Det er grundlagt på den Højestes højtidelige løfter, og vi er forvissede om at det er umuligt for Gud at lyve. (Hebræerne 6:18; Titus 1:2) — Fortalt af Manuel García Fernández.

[Illustration på side 15]

Manuel García Fernández og hans kone i et bibelsk skuespil