At blive skøjtestjerne — det betød alt for mig

SOM barn ville jeg gerne være balletdanserinde og håbede at jeg måske endda kunne blive stjerne. Mine jødiske forældre sørgede for at jeg kom til at danse ballet fra jeg var ganske lille. I ti år studerede jeg på berømte skoler som Ballet Russe de Monte Carlo, Fokine Ballet Company og American Ballet Theater. Det viste sig imidlertid at mine fødder ikke egnede sig godt nok til ballet, og derfor besluttede jeg mig til at prøve at danse jazzballet i forskellige shows på Broadway.

Mens jeg rejste med en gruppe fra New York med musicalen „Hvordan man får succes i forretning uden at røre en finger“, mødte jeg nogle meget interessante mennesker fra skøjteshowet Ice Capades. De indbød mig til at overvære deres prøver. Meget dygtige kunstskøjteløbere kombinerede her ballettens ynde med fin skøjteteknik, og det var virkelig smukt. Agenter fra Ice Capades mente at de ville kunne træne mig op til at mestre akrobatisk pardans på skøjter eftersom jeg allerede var danser. Jeg forlod derfor Broadway-musicalen, som det havde taget mig så lang tid at komme med i, og begyndte at rejse sammen med skøjteløberne. Det blev begyndelsen til en spændende, ny karriere.

Den hårde vej mod toppen

Gennem stadig træning kombinerede vi akrobatikkens og ballettens elegance med den frihed og fart skøjterne kan give på isen. For at få succes er man også afhængig af at have en passende partner. De der danser sammen, må passe til hinanden også hvad personlighed, udseende og samarbejdsevne angår. Det er noget i lighed med et ægteskab, og samarbejde er en absolut nødvendighed.

I årenes løb har jeg haft flere partnere. Under en piruette sammen med en tidligere partner faldt vi, og jeg brækkede ryggen. Jeg måtte have fjernet en skive fra rygsøjlen, men efter en rekonvalescens på et års tid var jeg tilbage på isen igen.

En anden af mine partnere besluttede pludselig at rejse sin vej mens vi optrådte i Sydafrika. Han havde været på stoffer. Han var meget deprimeret og mente at han kunne klare sig bedre økonomisk et andet sted. Uden at tage hensyn til gruppen eller til mig, drog han ganske enkelt af sted — med alle mine penge. For mig var det som om hele min karriere styrtede i grus, og jeg begyndte også at tage amfetaminer. Det var en frygtelig tid for mig. Jeg ønskede kun at gøre en ende på det hele.

Efter en tid rejste jeg til Tyskland for at arbejde for en kunstløberskole der blev drevet af den amerikanske hær. Lønnen var ikke stor, så jeg levede fortrinsvis af brød og ost. Efter at jeg havde prøvet forskellige partnere fandt jeg en som jeg samarbejdede godt med. Vi havde succes på internationalt plan og holdt sammen i syv år.

Men vi nåede ikke toppen uden slid, prøver og problemer. Kampen for at blive stjerne betød så meget for mig at jeg ikke ønskede at noget som helst skulle gå galt. Hvis der blev begået en lille fejl under en forestilling, gav jeg min partner skylden, diskuterede det og forsvarede hidsigt mig selv. Vi ville begge have „ret“. Det var som om det gjaldt liv eller død. Engang fik vi en bøde på 25 dollars hver fordi vi havde skændtes så højlydt bag scenen at tilskuerne på de første rækker kunne høre os. Det blev almindeligt kendt at vi opførte mere interessante scener bag kulisserne end på isen. Positionen som stjerne er værd at slås for, tænkte jeg. Af en eller anden grund gav det mig alligevel ingen personlig lykke eller nogen følelse af stabilitet og tilfredshed i livet.

Men jeg havde nået det mål jeg havde sat mig: Jeg blev stjerne og optrådte i nogle af verdens fineste natklubber. Men hvor var al den lykke jeg havde regnet med at opleve? Jeg følte mig frygtelig ensom. Alderdommen ville til sidst indhente mig, og selv om jeg havde sikret mig økonomisk, ville livet blive temmelig tomt hvis dette var alt hvad det havde at tilbyde. Hvad havde jeg egentlig at se frem til? Døden, ligesom alle andre mennesker.

Hvorfor går folk ind i showbusiness?

Hvis jeg skal tale for mig selv og ud fra det jeg har set omkring mig, så er der mange artister som vokser op med et mindreværdskompleks. De opdyrker et ønske om at forandre sig og blive til noget bedre gennem teaterverdenen. Det er som om det at lægge make-up og iklæde sig kostumer hjælper en til at nå dette mål. Mange har også et stort behov for kærlighed, og det er en almindelig opfattelse at i showbusiness får man en masse venner og beundrere. Nogle tror at tilskuernes bifald vil tilfredsstille de behov de har, og at det vil give dem lykke. Men det er noget der sjældent sker i virkeligheden.

Jeg ved at der er mange artister der føler det på samme måde som jeg gjorde. De gør det godt, og når toppen. Når de så bliver klar over at de ikke virkelig bliver elsket, føler de sig lidt udenfor og søger trøst i narkotika eller andre falske nydelser. De går fra det ene selskab til det andet og nyder nattelivet for at slippe af med deres ensomhed og usikkerhed. Men dette er blot en overfladisk lykke. De leger blot med hinanden. Det drejer sig sjældent om ægte kærlighed.

Kunne religionen hjælpe mig?

Der skete noget som jeg ikke kunne få ud af mine tanker. En af mine bekendte, en ung og smuk kunstskøjteløberske, omkom på en tragisk måde. Hun blev dræbt ved en bilulykke efter et selskab. Jeg kendte denne pige og vidste hvor ulykkelig hun havde været, til trods for at hun var stjerne. Hendes død var uden mening. Jeg blev helt besat af tanken om hvor meningsløst det hele havde været.

Mens jeg var i Tyskland, oplevede jeg en krise i mit liv. Jeg følte mig forladt, modløs og uendelig bedrøvet. Da jeg var alene på mit hotelværelse, begyndte jeg at græde og råbte om hjælp. Skønt jeg kun vidste lidt eller så godt som intet om Gud og ikke betragtede mig som religiøs, bad jeg oprigtigt: „Hvis der er en Gud, vil du så ikke nok hjælpe mig? Verden ser ud til at være så syg, og livet er helt uden mening.“

Jeg ventede egentlig ikke at få noget svar på denne bøn, for jeg havde aldrig kendt en gud. Ingen religion af nogen slags havde nogen sinde givet mig noget, ikke engang min jødiske tro. Jeg havde studeret den jødiske Talmud, og jeg havde undersøgt zenbuddhismen. Jeg havde også læst en del psykologi og havde endda beskæftiget mig med det okkulte og brugt et ouija-bræt. Intet af dette havde givet mig svar på de enkle spørgsmål om meningen med livet og døden, og hvad der kan føre til lykke for os mennesker.

Bliver bønnen besvaret?

Da jeg kom hjem til Californien satte jeg mig i forbindelse med en gammel veninde, Trish, der tidligere havde danset i Las Vegas, og spurgte om jeg måtte komme og besøge hende „en to-tre dage“. Da vi havde snakket lidt om hvordan vi skulle bruge tiden sammen, sagde hun at hun dagen efter skulle til et møde.

„Men,“ sagde hun, „du er velkommen til at tage med.“

„Hvad slags møde er det?“ spurgte jeg.

„Åh,“ sagde hun, „jeg er et af Jehovas vidner nu, og vi har bibelske møder hver uge.“

Jeg stivnede. Hvad havde jeg nu rodet mig ind i? Jeg så for mig noget med følelsesladede møder i lighed med dem Holy Rollers og Billy Graham holdt, og jeg følte mig skræmt. Men jeg gik alligevel ind på at tage med hende.

Da vi kom til deres rigssal, blev vi budt velkommen, og straks efter begyndte programmet. Jeg husker ikke meget af det der blev drøftet, men lidt efter lidt begyndte jeg at slappe af og føle mig bedre tilpas. Der fandtes ingen helgenbilleder, ingen kors, ingen skumle værelser. De mænd der talte fra platformen så ud til at være almindelige, naturlige, tænkende mennesker. Alle havde bibler, som de brugte flittigt under mødet. Til min store overraskelse var der ikke noget følelsesladet eller hysterisk over mødet. Det var slet ikke som jeg havde forestillet mig!

Dernæst var der noget som gjorde et vældig stærkt indtryk på mig. Det virkede som om der var en enestående kærlighed mellem disse mennesker. Ægtemænd og hustruer sad sammen og viste virkelig omsorg og respekt for hinanden. Jeg ved hvad uægte følelser er. Dem har jeg set nok af på teatret, men jeg så aldrig et virkelig lykkeligt ægteskab dér. Men her, i denne sal, lagde jeg mærke til hvordan en mand kærligt lagde en frakke om sin kones skuldre fordi hun frøs. Det var en gestus der rørte mig dybt.

Børn og teenagere sad sammen med deres forældre og syntes at have oprigtig glæde af mødet. Det var som om de alle var på samme bølgelængde. Deres religion var ikke trist eller skræmmende. Det gjorde indtryk på mig. Var det dette jeg søgte? Noget som kunne vokse og trives i en atmosfære af sand kærlighed og lykke? Da vi kom hjem, spurgte jeg Trish om ikke hun havde en af de små bøger hun havde talt om. Hun sagde meget beskedent at hun ville prøve at finde en til mig.

Jeg var begyndt at få svar på den bøn jeg havde bedt to uger tidligere. Fra da af læste jeg uafbrudt og undersøgte hvert enkelt punkt, alt, lige fra videnskab, historie og arkæologi til lægevidenskab. De „to-tre dage“ blev til tre måneder. Uden at jeg egentlig lagde mærke til det, blev jeg mere lykkelig og afslappet. Når jeg vågnede om morgenen var jeg ikke længere bange for at blive gammel og dø. I stedet for at tænke på at jeg en dag skulle dø, tænkte jeg på at leve.

Jeg blev klar over at også andre i showbusiness, i lighed med mig, havde lært Bibelens sandheder at kende og havde foretaget store forandringer i deres liv. Trish var én af dem. Så læste jeg med stor interesse den gribende beretning der stod at læse i Vågn op! for 8. august 1977 om Teresa Graves („Christie Love“), en stjerne i underholdningsverdenen der havde måttet vælge mellem to slags kærlighed. Hendes eksempel var til meget stor hjælp for mig.

En rygers dessert?

Tiden var inde til at begynde at arbejde igen, og min partner og jeg tog imod et tilbud fra natklubben La Scala i Barcelona. Nu havde jeg foretaget mange forandringer i mit liv, og det kunne ses. Mit syn på moral var blevet et andet. Jeg stredes heller ikke med min partner mere, og jeg havde fået en ny vennekreds. Følelsen af at være ensom og forladt kom heller ikke så ofte over mig.

Da vi kom til Spanien, kontaktede jeg Jehovas Vidner i Barcelona, og de engelske missionærer Eric og Hazel fortsatte med at studere Bibelen med mig og besvarede alle mine spørgsmål. De hjalp mig også til at bryde en anden dårlig vane. Jeg var nemlig storryger.

Det var ikke let at holde op med at ryge. Jeg husker at jeg spurgte Eric: „Hvad kan jeg gøre for at aflægge denne vane?“

„Har du cigaretter på dit værelse, Elyn?“ spurgte han.

„Selvfølgelig,“ svarede jeg.

„Tror du så ikke at du skulle skille dig af med dem? Hvordan kan du holde op med at ryge når du har cigaretpakker liggende på dit værelse?“

Jeg besluttede at holde op pludselig og drastisk. Jeg havde inviteret en ven af mig fra teatret, en komiker, til aftensmad. Da tiden var inde til at servere desserten, tog jeg alle mine cigaretpakker og lagde dem i en skål. Og så, til hans store forbløffelse, hældte jeg vand over dem. Han blev nysgerrig og spurgte hvad jeg kaldte den dessert. Så forklarede jeg ham at jeg på grund af min nye tro havde besluttet mig til at holde op med at ryge for bestandig. Han blev synligt lettet da han hørte denne forklaring!

Terrorisme på teatret

Fire måneder efter at jeg var begyndt at arbejde i Spanien, skete det en søndag formiddag at nogle terrorister kom farende ind på teatret og kastede molotovcocktails. De ødelagde bygningen fuldstændig. Fire mennesker blev dræbt, og 350 stod uden arbejde. Hvor var det godt at de fleste af os ikke befandt sig i bygningen på det tidspunkt! Mine kostumer og skøjter blev ødelagt, og det samme blev nogle bøger som jeg satte stor pris på, men jeg havde stadig livet i behold.

De andre artister befandt sig i en tilstand af chok og fortvivlelse. Jeg begyndte at forklare dem at dette bare var ét af de mange beviser for at vi lever i det Bibelen kalder „de sidste dage“, og at Jehova Gud snart vil indføre en ny ordning under sit rige, et rige der vil skabe fred på hele jorden. — 2 Timoteus 3:1-5; 2 Peter 3:13.

Nu vidste jeg hvad det ville sige at være et Jehovas vidne, og det gav mig glæde og lykke, den lykke der følger med at give i stedet for at modtage. (Apostelgerninger 20:35) Eftersom vi nu var arbejdsløse, var der masser af tid til at studere Bibelen med andre, og jeg begyndte at studere med flere internationale artister.

Som følge af branden fik jeg tre måneders pause, som jeg benyttede til at blive døbt. Det skete i Barcelona den 26. marts 1978. Nogle af dem jeg studerede med på teatret, kom for at overvære dåben, og Trish kom helt fra Californien. Det var virkelig en glædelig begivenhed, den lykkeligste dag i mit liv!

Betyder det alt at være stjerne?

I de sidste fem år har jeg været pioner, hvilket vil sige at jeg gennemsnitlig har brugt 90 timer om måneden i forkyndelsen. Jeg har forsørget mig ved forskellige teaterengagementer. Efter katastrofen i Barcelona fandt jeg mig en ny partner og begyndte træningen helt fra grunden igen, hvilket ikke var let. Når der så dukkede gode kontrakter op, skete det at jeg måtte sige nej til dem fordi showet mange gange havde en umoralsk karakter, og jeg var ikke længere villig til at gå på kompromis i sådanne spørgsmål. Det var vanskeligt at afslå gode tilbud — de var ofte godt betalt, og min nye partner, der ikke er et af Jehovas vidner, måtte lide tabet sammen med mig. Til at begynde med forstod han ikke mine bibelske principper. Men nu optræder vi på gode internationale steder, og jeg kan stadig forkynde det meste af tiden, selv når jeg arbejder på teatret.

Da teaterfolk har en helt speciel arbejdstid, får de sjældent et direkte vidnesbyrd. Når jeg er ude på turneer bliver teatergruppen derfor mit specielle „distrikt“, hvor jeg kan forkynde. Det har ført til at enkelte artister har studeret Bibelen og overværet menighedsmøder sammen med mig. De har især syntes om det verdensomfattende broderskab der findes blandt Jehovas vidner. Hvor jeg end befinder mig — i Australien, Europa, Singapore eller Japan — så har jeg meget at gøre i tjenesten for min Gud. Jeg har fundet den dybe lykke der består i at vide at der findes en Gud som interesserer sig for os, og som viser en uendelig kærlighed til sine skabninger. Teatrets uægte glimmer blegner fuldstændig i sammenligning med dette. At erkende dette giver meget stor glæde i en ellers trist verden. — 1 Johannes 4:8.

At være en del af dette verdensomfattende broderskab blandt Guds folk er næsten for utroligt til at være sandt — men jeg har selv oplevet det på mine rejser. Det er et levende vidnesbyrd om en levende, kærlig Gud. Der findes ikke noget mere smukt, fuldkomment og virkeligt end sandheden. Hvor vidunderligt er det ikke at Jehova har åbnet mit hjerte for den! Det store håb om at komme til at leve evigt på en jord der er fyldt med kærlighed, er hvad Jehova har lagt i menneskenes hjerte, også i mit, og jeg ser med iver frem til den dag da dette håb vil blive til virkelighed. — Fortalt af Elyn Tia.

[Tekstcitat på side 26]

Det var som om hele min karriere faldt sammen. Jeg ønskede kun at gøre en ende på det hele

[Tekstcitat på side 27]

Positionen som stjerne er værd at slås for, tænkte jeg

[Tekstcitat på side 27]

Jeg bad oprigtigt: „Hvis der er en Gud, vil du så ikke nok hjælpe mig?“

[Tekstcitat på side 28]

I stedet for at tænke på at jeg en dag skulle dø, tænkte jeg på at leve

[Tekstcitat på side 28]

Nogle terrorister kom farende ind på teatret og kastede molotovcocktails

[Tekstcitat på side 29]

Jeg har fundet den dybe lykke der består i at vide at der findes en Gud som interesserer sig for os