Er mulighederne for fred ved at blive bedre?

MENNESKET har søgt at opnå fred lige så længe som der har været krig. Vor tid er altså ingen undtagelse. Og alligevel følte en journalist sig for nylig tilskyndet til at beskrive de nuværende fredsbestræbelser som „en tanke tiden er moden til“. Hvorfor? Er mulighederne for verdensfred bedre nu end de har været førhen? Hvad er det der er så usædvanligt ved vore dages fredsbevægelse?

Hvad der har ført til vore dages fredsbevægelse

De to atombomber der blev kastet over Japan i august 1945 gjorde med uventet pludselighed ende på den anden verdenskrig. I årene lige efter krigen forhindrede frygten for en atomkrig stormagterne i at lade den kolde krig mellem dem udvikle sig til en krig der ville udslette alt. Som de politiske og økonomiske forbindelser mellem dem og deres allierede blev bedre, mindskedes spændingen. Ord som „afspænding“ gav løfte om en varig fred. Det så ud som om „terrorbalancen“ havde givet resultat.

Så, næsten uden varsel, gik det tilbage med afspændingen. De forenede Stater underskrev ikke SALT II-aftalen. Sovjetunionen gik ind i Afghanistan. Vanskelighederne i Polen komplicerede situationen. Der opstod uenighed om fremstillingen af neutronbomben — den såkaldt rene bombe — der kun ville ødelægge menneskeliv og ikke ejendom. De forenede Stater satte et massivt program for militær oprustning i gang. NATO bekendtgjorde planer om at stationere 572 Pershing II-raketter og krydsermissiler i Europa. Man begyndte at tale om muligheden for en „begrænset“ atomkrig. Det utænkelige — at man kunne vinde en atomkrig — begyndte for nogle at forekomme sandsynligt.

Nogle mennesker i Vesttyskland, hvor der allerede er flere atomvåben pr. kvadratkilometer end i noget andet land i verden, blev forfærdede da de hørte at flere var på vej. De frygtede for at deres land skulle blive slagmark for en atomkrig mellem øst og vest, og denne frygt vendte sig til vrede, både i Vesttyskland og i dets nabolande. Og vreden kom til udtryk i handling. En ny fredsbevægelse var opstået.

Den er anderledes

Vore dages fredsbevægelse er på flere måder anderledes end de fredsbevægelser der tidligere har været. Under krigen i Vietnam var der også antikrigsdemonstrationer, både i Europa og i USA. Nogle amerikanere brændte offentligt deres indkaldelsesordre i protest. Men deres vrede var hovedsagelig rettet mod denne krig, og ikke mod krig i almindelighed. Vore dages fredsbevægelse skyldes derimod en næsten hysterisk frygt for en atomkrig; den skyldes folks følelse af at atomvåbnene er en trussel mod menneskehedens fortsatte eksistens, og at selve tilstedeværelsen af dem derfor er forkert og umoralsk.

En anden forskel er omfanget af fredsbevægelsen. Hundreder af organisationer er dukket op i Europa og Amerika. De er forskellige i deres opbygning og synspunkter, men de er forenede i deres holdning til atomvåben — arsenalerne må nedskæres. Som et indledende skridt henimod nedrustning har tanken om en fastfrysning af atomvåben fået betydelig tilslutning. Det ville betyde en tosidig — nogle går endda ind for en ensidig — indstilling af prøvesprængninger, produktion og yderligere spredning af atomvåben fra De forenede Staters og Sovjetunionens side. Mange amerikanere, der er blevet tilskyndet af førende politikere, siges at gå ind for denne tanke. I større og mindre byer overalt i USA — ja, endda i hele stater — har overvældende mange skrevet under på resolutioner om fastfrysning af atomvåben.a

Dette internationale krav om fred nåede til sidst frem til De forenede Nationers generalforsamling. Et resultat heraf var, ifølge Associated Press, at der for nogle måneder siden blev vedtaget adskillige resolutioner af et overvældende flertal af forsamlingens ærede medlemmer. Disse proklamationer krævede et stop for yderligere udvikling og spredning af både atomvåben og kemiske våben.

Vore dages fredsbevægelse er også anderledes derved at den har bred tilslutning. Ikke alle der protesterer er længere klædt i blå cowboybukser. Folk i alle aldre og med forskellig politisk og religiøs overbevisning samt social status deltager. I Bonn fyldte mere end 250.000 gaderne, i Amsterdam over 300.000, og i New York, samtidig med FNs anden nedrustningskonference i juni 1982, omkring 700.000. Og foruden alle disse der viste sig i gaderne, siger USAs tidligere udenrigsminister George Ball, „er der enorme antal som bliver derhjemme men føler nøjagtig det samme“.

Enestående er også fredsbevægelsens spontanitet og hurtige udbredelse. Det tyske blad Der Spiegel benævner dens popularitet i De forenede Stater som „overraskelsen, ja måske endda sensationen, i foråret 1982“. Det taler om amerikanere der „marcherer for fred, og som endda er lige ved at overhale fredsforkæmperne i Europa“.

Noget der har bidraget til denne opbakning har været bøger og brochurer, som Jonathan Schells bestseller The Fate of the Earth (Jordens skæbne), der har gjort folk opmærksomme på en atomkrigs rædsler. I England viste fjernsynsselskabet BBC en udsendelse med titlen A Guide to Armageddon, hvori der blev vist hvilken ødelæggelse en enkelt megatonbombe ville forårsage hvis den blev kastet over St. Paul’s Cathedral i London. Roger Molander, ophavsmand til bevægelsen Ground Zero Week i De forenede Stater, siger følgende om atomtruslen: „Jeg ønsker at folk skal vide nøjagtig hvilke farer der er, for så vil de blive chokerede over at ingen gør noget ved det, og det vil få dem til at gribe til handling.“

Og det er hvad de gør — og de opnår resultater. Deres effektivitet er blevet bemærket af et canadisk parlamentsmedlem, der siger: „Spørgsmålet afgøres ikke længere af eksperterne, men af folkets vilje.“ Og London Times giver udtryk for samme tanke med ordene: ’Det er temmelig tydeligt at fredsbevægelserne har haft en stor, om end lidt forsinket, indflydelse på de vestlige regeringer.’

Kirkernes engagement

De der er med i fredsbevægelsen, er det af forskellige grunde — politiske, samfundsmæssige eller religiøse. Pave Johannes Paul II sagde under sit besøg i Storbritannien i 1982: „Den moderne krigs omfang og rædsler, hvad enten det drejer sig om atomkrig eller ej, gør krig helt uantagelig som middel til bilæggelse af uoverensstemmelser mellem nationerne.“ Selv om ikke alle kirker har udtalt sig så markant, „har protester der er støttet af kirker, spillet en stor rolle i forbindelse med at forme den offentlige mening,“ siger bladet Time.

Når vi tænker på fredsbevægelsens ubestridte og voksende popularitet, og når vi erkender det pres den kan øve på verdenslederne, ser det så ikke virkelig ud som om mulighederne for fred er ved at blive bedre?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

Vore dages fredsbevægelse skyldes en næsten hysterisk frygt for en atomkrig

[Ramme på side 5]

INTERNATIONAL KIRKELIG STØTTE

● I De forenede Stater har „religiøse grupper inden for de fleste trossamfund givet moralsk og politisk vægt [til fastfrysningsbevægelsen]“. — Maclean’s

● „Et brev [fra katolske biskopper i USA] har opfordret alle katolikker og ’alle mænd og kvinder med god vilje’ til at gøre fredsarbejde til deres vigtigste åndelige og verdslige mål.“ — The New York Times

● „De katolske biskopper i Forbundsrepublikken Tyskland og i Frankrig har udsendt en kraftig opfordring til de militære blokke om at gå ind i en drøftelse om nedrustning.“ — Süddeutsche Zeitung

● I Tyskland „har den lutherske kirke bidraget betydeligt til antiraketprotesten . . . Protester der er støttet af kirker har spillet en stor rolle i forbindelse med at forme den offentlige mening“. — Time

● I Den tyske demokratiske Republik (Østtyskland) „går tusinder og atter tusinder af især unge kristne åbent ind for fred . . . og som et udtryk for deres kristne overbevisning bærer de sloganet ’Sværd til plovjern’“. — Bonner General-Anzeiger

● „Det fælleskirkelige fredsråd er en officiel organisation som er dannet af de største hollandske kirker. Dets slogan lyder: ’Fjern atomvåben fra jorden, begynd med Holland.’“ — The Economist