Den umoralske drejning i vor tids underholdning

„Forfattere som før skrev pæne ord,

de bruger nu obskøne ord

hver gang de kan . . .

Alting går an.

Vor verden er forrykt nu

og godt er stygt nu,

ja sort er hvidt nu

og skidt er godt nu . . .

Alting går an.“ — Skrevet af den amerikanske komponist og forfatter Cole Porter i 1934.

„Ve dem, der kalder ondt for godt

og godt for ondt,

gør mørke til lys

og lys til mørke.“ — Skrevet af den israelitiske profet Esajas i år 732 f.v.t. — Esajas 5:20.

DER er over 2600 år mellem de to ovenstående citater. De blev skrevet i vidt forskelligt øjemed — det første for at underholde publikum i teatrene på Broadway, det andet for at afsløre lovløsheden blandt indbyggerne i det gamle Juda. Og alligevel passer de begge glimrende på vort årti. I dag, hvor opfattelserne af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert hele tiden skifter, ser det ud til at alting går an — „anything goes“, som Cole Porter udtrykte det.

Dette kommer nok allertydeligst til udtryk i den drejning underholdningsbranchen har taget. Underholdning er en del af kulturen, og kulturen er et udtryk for den måde et samfund har lært at handle, tænke og føle på. Kulturen er faktisk et folkeslags hele livsform. Derfor kan et samfunds moralske anskuelser bedømmes ud fra dets kultur.

Sandsynligvis har ingen andre kunstarter bredt sig så hurtigt i dette århundrede eller vundet så stor popularitet og indflydelse som film og fjernsyn. Nogle siger at film kun afspejler livet. Men da filmstjernerne er vor tids helte, kan filmene samtidig forstærke, godkende og give autoritet til nye moralvaner. Filmindustrien erkender at den har denne meget store magt til at påvirke andre. I den amerikanske filmindustris „produktionsregler“ siges der: „Underholdning kan være af enten GAVNLIG eller SKADELIG karakter.“ Hvad fortæller vor tids underholdning om verdens moral og den retning menneskeheden bevæger sig i?

I 1939 blev der i den prisbelønnede film Borte med blæsten brugt et bandeord der chokerede mange. I dag ville det næppe få nogen til at løfte et bryn. Underholdningen har på nogle få årtier forandret sig fra at være noget hele familien kunne tage del i, til noget der er „forbudt for børn“. Nogle forsvarer denne drastiske ændring ved at sige at det blot er en uskyldig form for virkelighedsflugt. Men er det rigtigt? Kendsgerningerne viser at tre ting — nemlig narkotika, brutal vold og pornografisk sex — har tappet størstedelen af vor tids underholdning for alle eventuelle moralværdier.

Narkotika og blod

I årtier har serierne, de såkaldte „soap operas“, været daglig kost i radio og fjernsyn, navnlig i USA. Nu handler de i stadig højere grad om narkotika. På scenen og filmlærredet samt i fjernsynet skildres de narkotiske stoffers store udbredelse som noget ganske normalt, som noget dagligdags. De der tager narkotika eller forhandler det, betragtes ikke længere automatisk som tabere, forbrydere eller degenererede individer. Nej, de er tværtimod ofte helte, vindere, stjerner, der efterlignes af unge såvel som gamle. Og producenterne giver publikum skylden for denne forandring, idet de siger: ’Vi giver dem bare det de vil have!’

Underholdningsindustrien svælger også i film og fjernsynsserier der drypper af blod. Aldrig før i filmhistorien har volden været så fremherskende eller så rå og kynisk. Det er veritable blodbade der vises for øjnene af biografgængerne. Motorsave skiller arme og ben fra kroppen, der bores huller i ofrenes hoveder mens blodet sprøjter frem, man hører lyden af kannibaler der gumler på legemsdele. Ofte er disse afskyelige massakrer kombineret med en eller anden form for erotisk situation. Sådanne scener og endda nogle der er endnu mere modbydelige er blevet en fast bestanddel af den underholdning mange forlanger i dag.

Nutildags behøver man ikke at snige sig ind i biograferne for at se sådanne skrækfilm. Hvis man har videoapparat derhjemme kan man leje eller købe filmene. En bestemt videofilm blev opreklameret som „92 minutter med voldtægt og massakre“! Markedet for sådanne nedbrydende voldsfilm vokser hurtigt. For eksempel erklærede et engelsk fagblad for videoforhandlere efter at have anmeldt en af de nye videoskrækfilm hvori ofrene hakkes til døde: „En absolut nødvendighed for enhver forhandler. Denne her får ikke lov at stå på hylderne ret længe.“

Kan de der regelmæssigt ser disse bloddryppende film og fjernsynsserier få nogen anden opfattelse af livet end at det normalt er fuldt af hyppig og rutinepræget vold? Er det noget under at volden i det virkelige liv synes mere og mere acceptabel for flere og flere mennesker? Denne form for underholdning er slet og ret voldspornografi.

Vold i „videorock“

Visse steder, og navnlig i USA, holder man nu „video-rockkoncerter“. I stadig flere byer kan de der har abonnement på kabel-TV ikke blot høre hård rockmusik med dens gennemtrængende rytmer, men også sidde og betragte den ledsagende vold. Videorock kan købes på kassette eller ses på et stort lærred i en såkaldt rockklub.

En tilskuer der var chokeret over det videorockprogram han havde set, beskriver det ifølge avisen The Wall Street Journal som „den mest modbydelige og afskyelige fremvisning af sadisme jeg nogen sinde har set“. Beretningen i avisen fortsætter: „Mellem rocknumrene blev der vist korte filmafsnit, for eksempel et der viste en hysterisk skrigende kvinde der blev tvunget til at spise en død rotte.“ Meget få seere klager.

Musik kan vække vore følelser, og denne nye form for rockmusik har derfor magt til at påvirke os så vi får et fordrejet syn på livet. Hvordan det? Fordi to af vore sanser — hørelsen og synet — involveres direkte. Når man lytter til musik danner man sig sin egen forestilling om hvilken mening der ligger i musikken. Når musikken kombineres med video lader man sin forestillingsevne forme af en anden, der måske har helt andre moralbegreber — nemlig den der har sammensat videorockprogrammet. Bladet Newsweek bemærker: „En af musikkens mest fremtrædende dyder er dens magt til at fremkalde dybe, uformulerede følelser — oplevelser der kan være forskellige fra den ene gang til den anden. Video afgør hvad du skal forestille dig og holder din fantasi fæstnet til skærmen hver gang sangen spilles.“

Pornografi

En anden form for lav og forsimplet underholdning er de sexbetonede film og fjernsynsudsendelser. Pornografi er ikke noget nyt. Men at man offentligt skilter med det er noget nyt. De mure der skjulte pornografien for folk i almindelighed, begyndte at smuldre i 1960erne, da Danmark som det første land legaliserede pornografi. Siden da har pornografien bredt sig til resten af verden som materie der strømmer fra en betændt byld.

I nogle lande er pornografi stadig en skjult men indbringende forretning. I andre lande er den helt utilsløret og tilgængelig for alle, selv børn. I romaner kan man læse udførligt om seksuelle udskejelser, eller man kan se dem afbildet i blade, i fjernsynet eller på film, og dét i en sådan grad at man kan tale om en eksplosion. Ofte myldrer det med folk til en pornofilm som fluer til en mødding.

For eksempel er Spaniens kiosker fyldt til bristepunktet med pornografiske blade og bøger. Og i nogle af landets aviser kan man læse pornografiske annoncer som denne: „Sex, fordærv og abnormiteter i en film der synes at være lavet af Djævelen.“ I Storbritannien melder avisen Daily Telegraph: „Det er en kendsgerning at sexbutikkerne er omtrent den eneste industri der er i vækst i dagens England.“ Og i Japan „er pornografiindustrien i stadig stigning,“ beretter avisen Mainichi Daily News. „De tilbyder mere og mere sadistiske former for betjening.“ Sidste år indtjente pornografien alene i De forenede Stater omkring syv milliarder dollars!

Hvordan kan det være at pornografien har bredt sig så voldsomt? Det skyldes den gamle lov om udbud og efterspørgsel. Ifølge avisen The Manchester Guardian Weekly peger en tidligere pornofilmstjerne fra Frankrig på et af svarene: „Pornografi har, hvor middelmådig den end er, en fremtid — for efterspørgselen er der.“ Og det klientel der ville føle sig pinligt berørt over at blive set på vej ind i en biograf der viste pornofilm, bliver nu ivrige kunder på grund af videofilmene der uforstyrret kan ses derhjemme i stuen. Det ser således ud til at efterspørgselen retfærdiggør udbudet.

Det seksuelle forfald berører endog de ganske unge — fra spædbørn til teenagere. „Seksuelle handlinger i forbindelse med spædbørn der måske ikke er mere end otte måneder, filmes og fotograferes af illegale forhandlere der skaffer materiale til en voksende børnepornografisk subkultur,“ skriver New York-avisen Daily News. Samme kilde tilføjer at i USA „forsvinder skønsmæssigt 50.000 børn om året, og man finder aldrig ud af hvad der er hændt dem“. Mange tvinges ind i seksuel udnyttelse og pornografi. Pornofilm sendes til de skandinaviske lande, hvor de bliver kopieret og distribueret til hele verden for at man kan tilfredsstille et stadig stigende antal perverse menneskers uhyggelige smag.

Megen underholdning, hvad enten den skildrer sex mellem voksne eller børn, eller den skildrer vold, får således det der er „ondt“, det lave og forsimplede, til at tage sig „godt“ eller acceptabelt ud.

Kan denne tingenes ordning overleve når sådanne fordærvende kræfter undergraver selve dens grundvold? „Kan nogen bære ild i sin brystfold, uden at klæderne brænder?“ (Ordsprogene 6:27) Hvad vil vor tids moralnormer føre til for verden?

[Ramme på side 8]

Børn, video og vold

Pædagogisk Central i Aalborg havde indtryk af at kun få forældre kendte de rå videofilm deres børn kan se. Centralen lavede derfor sidste efterår en orienteringsfilm med klip fra de volds-, skræk- og pornofilm der er mest efterspurgte blandt unge. Filmen blev så „kras“ at pædagogerne frygtede at mange forældre ikke kunne tåle den. „Der er i dag næppe nogen, der forestiller sig, hvor galt det står til. . . . [Filmen] vil virke som et chok på tilskuere, som ikke er forberedt på det, der venter dem.“ Jyllands-Posten kommenterede: „Børnene og de unge bliver påvirket af, hvad de ser. De vænner sig til et adfærdsmønster, hvor erotik bliver identisk med en slags vold, hvor konflikter ’løses’ gennem slagsmål eller drab, og hvor sadisme indgår som et selvfølgeligt element i begge dele.“