Kan vi gøre noget ved ødselheden?

HVORDAN ville du reagere hvis du blev vidne til at en der havde brugt megen tid og mange penge på at købe fødevarer i et supermarked, gik direkte hen til en affaldsspand og smed en del af maden ud? Du ville sikkert blive chokeret, men dét er ret beset hvad der sker i mange hjem nu om stunder. Sker det også hjemme hos dig?

Tænk over følgende: I byen Tucson, der har omtrent 350.000 indbyggere og ligger i Arizona i USA, ledte en professor i antropologi ved det lokale universitet en undersøgelse med det formål at finde ud af hvad indbyggernes affald bestod af. Man opdagede at omkring 9500 tons spiselige madvarer blev smidt ud hvert år — nok til at bespise 4000 familier i et år! En anden undersøgelse viste at indbyggerne i en stat hvert år kasserede for 300 millioner dollars metal, glas og papir der kunne genbruges, men hvoraf størstedelen aldrig blev det.

De forenede Stater gør sig måske nok skyldig i de første forseelser på dette område, men er dog ikke det eneste land der har dette problem. Også andre industrilande kender til ødselhed. Tyskland og Storbritannien smider hver over 160 millioner tons affald ud årligt. Og selv om en del af Storbritanniens industriaffald anvendes igen, er der næsten intet af det anvendelige husholdningsaffald der genbruges. En japansk avis skriver at Japans husstande skiller sig af med 38.000 tons affald hver dag. Disse tal viser hvilken ødsel indstilling der i øjeblikket præger samfundet. En indbygger i New York sammenfatter sagen i disse ord: „Vi er et ’engangs-samfund’ — vi har lært at alting kun kan bruges én gang og så skal kasseres.“

Denne indstilling afviger i høj grad fra den som kendetegnede mange af de såkaldte pionerer, der som de første bosatte sig i for eksempel De forenede Stater. De levede efter devisen „hvad der er sparet, er tjent“. Og det var sandsynligvis denne spareholdning der hjalp mange amerikanere på vej til relativ materiel velstand. Hvad er da grunden til at holdningen i dag er helt anderledes? Og kan vi hver især gøre noget ved ødselheden?

På overflodens vinger

Det er interessant at tænke over hvordan den selv samme overflod som blev frembragt af disse sparsommelige pionerer, har affødt et samfund af frådsere. Da De forenede Stater begyndte at vokse og man opdagede landets store rigdomme, udviklede man industrier der kunne fremstille de mest nødvendige ting. Efterhånden blev folk tilstrækkeligt forsynet med livsnødvendigheder, og fabrikanterne begyndte at fremstille luksusgenstande i stedet.

Fabrikanterne indså også at hvis de gjorde deres produkter så stærke og holdbare som teknologien tillod, ville disse produkter til sidst mætte markedet og kunderne ville ikke købe så meget. Nogle forsøgte derfor at lave ringere varer; men varernes dårlige kvalitet sås tydeligt, og disse virksomheder mistede kunder. Hvad kunne industrien så gøre for at sikre vækst og fremgang?

Løsningen blev dels at fremstille varen på en sådan måde at den automatisk blev forældet, dels at drive en ret pågående reklame. Reklamebureauer hjalp mange virksomheder til at forstå at de i stedet for at fremstille et ringere produkt, simpelt hen kunne blive ved med at forandre produktet, om det så kun var på udseendet. Forbrugerne skulle så overbevises om at de gamle produkter ikke længere var brugbare eller værd at eje.

De var nu forældede, gammeldags og umoderne! Reklamebureauerne begyndte således at friste folk og forsikre dem om at hvad de end havde i øjeblikket, kunne det erstattes af noget langt bedre. Folk fik at vide at det ville gavne dem materielt, at de ville blive respekteret og beundret og få en bedre livsstil hvis de smed det gamle væk og købte noget nyt. Snart havde masserne taget budskabet til sig. Industriens vækst var nu sikret, men samtidig blev den ødsle indstilling vi ser i dag almindeligt udbredt. Der dukkede desuden andre alvorlige problemer op. Disse påvirker livskvaliteten for os alle.

Forurening, overforbrug og spænding

1. Det første problem var voldsom forurening. Alle de kasserede ting og sager måtte jo placeres et eller andet sted, og snart var mennesket omgivet af hele bjerge af affald.

Nogle mente at løsningen var at begrave alt affaldet og at det snart ville nedbrydes til de naturlige grundstoffer. Men fabrikanterne udviklede flere og flere uforgængelige materialer, som for eksempel plastic og stærke metallegeringer der ikke nedbrydes så let som en del af de gamle materialer. Endnu en gang stod man over for en udfordring: Hvad skulle man gøre ved affaldet?

I nogle lande forsøger man at genbruge visse affaldsmaterialer. Det har dog kun været en begrænset succes, først og fremmest fordi det er billigere og mindre besværligt for de fleste fabrikanter at anvende nye og ubrugte materialer. Man har gjort fremskridt med hensyn til at anvende noget af affaldet til brændstof, men også her er der problemer.

For det første er det kun en brøkdel af affaldet der kan anvendes til brændstof; affaldet må derfor behandles først. Man har den nødvendige teknologi til at kunne forbrænde affaldsstoffer effektivt, men mange virksomheder finder at de ikke har råd til at købe det nødvendige udstyr. På trods af menneskers bestræbelser på at løse forureningsproblemet, vokser det altså stadig.

2. Et andet aspekt af ødselheden der nok kan give anledning til bekymringer, er at jordens ressourcer opbruges. Det er indlysende at det ville hjælpe hvis man genbrugte en større del af de svindende materielle ressourcer. Men til de førnævnte problemer skal lægges det der består i at de energikilder der skulle holde fabrikationen i gang, udtømmes.

De ressourcer der giver årsag til den største bekymring i øjeblikket, er olie og naturgas, industrilandenes vigtigste brændstoffer. De fleste alternativer — som for eksempel sol- og atomenergi — er enten for kostbare til at kunne tages i betragtning, eller også er udnyttelsen forbundet med praktiske vanskeligheder. Man har nu truffet midlertidige foranstaltninger i håb om nye opdagelser, men medmindre folks indstilling til ødselheden forandrer sig, er problemerne uundgåelige.

3. Et tredje og måske knap så åbenlyst problem der har sit udspring i folks ødsle indstilling, er det spændte forhold mellem de materielt set velstående lande og udviklingslandene. Oftere og oftere giver udviklingslandene udtryk for at de får for lidt hjælp til at kunne tage sig af deres nødlidende befolkninger.

I mellemtiden tillader de mere velstående lande at kvæg bliver slagtet, at afgrøder destrueres og at fødevarer går til for at priserne kan holdes oppe. Udviklingslandene udgør i fællesskab det man kalder den tredje verden, og i nogle tilfælde har disse lande følt det nødvendigt at spille én stormagt ud imod en anden for at få det de ønsker. Det fører til spændinger.

Hvad kan vi hver især gøre?

Nogle har allerede for år tilbage forudset mange af de problemer vi nu står over for og presset på for at gøre andre opmærksomme på hvad fremtiden indebar. Det er til dels takket være disse bestræbelser at der nu findes love med det formål at mindske forurening og spild mange steder, og stadig flere interesserer sig for hvordan jordens ressourcer kan bevares. Men drivkraften bag ødselheden i vor tid er den enkeltes ønske om at have det sidste nye og det bedste uanset hvilke konsekvenser det har for mennesker i andre lande eller for kommende generationer. Derfor bør vi hver især forsøge at bekæmpe den tendens til ødselhed der præger det moderne samfund.

I de rigere lande kan spiselige fødevarer for eksempel udgøre op imod 15 procent af affaldsmængden, hvilket repræsenterer et årligt tab på millioner af kroner selv i en mellemstor by (300.000-400.000 indbyggere). Kan du forhindre at fødevarer går til spilde hjemme hos dig? Måske ville det være en hjælp at lave mindre mad til hvert måltid og undgå upopulære fødevarer. Det ville også være en god idé at udnytte resterne fra måltiderne. På University of Southern California „lykkedes det et medlem af studenterforeningen at ændre spisevanerne i huset så man kunne spare op imod 1000 dollars om året“.

Blot det at indse at det er nødvendigt at være påpasselig, hjælper en hel del. Men vi vil også nå langt ved simpelt hen at se i øjnene at de ting vi ejer ikke bliver ubrugelige blot fordi der kommer noget nyt frem. Der er nu udgivet mange blade og bøger der kan hjælpe os til at lære hvordan man reparerer biler, huse, møbler og redskaber. Det kan ofte betale sig at reparere fremfor at købe nyt.

Vi må naturligvis erkende at omkostningerne ved at reparere noget i visse tilfælde kan være større end ved at udskifte det — og tingene slides jo. Når noget er blevet slidt op vil det som regel være mest fornuftigt at udskifte det. Nu og da foretages der også visse væsentlige forbedringer i nye modeller, så de bliver mere effektive eller økonomiske i brug. Men i mange tilfælde vil det føre til en enklere og mindre frustrerende livsform hvis vi bruger de ting vi allerede har, i stedet for hele tiden at prøve at skaffe os det sidste nye. Og endnu vigtigere er det at hvis vi hver især tager ødselheden alvorligt, vil det mindske de problemer vi netop har set på.

Den bedste løsning

Der er uden tvivl mange der ikke er interesseret i at lave om på deres ødsle vaner. De begrunder måske deres indstilling med at visse landes økonomi er afhængige af folks overforbrug. Det er sandt at tidens politiske og kommercielle systemer ikke ville kunne bære en større forandring. Men er menneskehedens fremtidige sundhed og lykke ikke vigtigere end opretholdelsen af et system der fremmer grådighed og spild? Jo, ganske afgjort. Lad os derfor kort betragte alternativet — Guds styre.

For at forstå hvilken visdom der ligger i dette, behøver vi blot at se nærmere på kredsløbet i naturen. Tænk først på vandets kredsløb. Vandet falder ned på jorden i form af regn og anvendes af mennesket på utallige måder. Bagefter går det ikke til spilde, men renses i floder og ved fordampning, så kredsløbet kan fortsætte.

Vi kunne også nævne fødekæden. De elementer der fortæres af planter og dyr, vender til stadighed tilbage til jorden, til gavn for kommende generationer.

Gud har også til fulde udnyttet den energi jorden modtager fra solen. Solens stråler gør ikke kun jorden behagelig at opholde sig på for mennesket, men medvirker også til at planterne frembringer træ og fossilt brændstof til brug for mennesket senere hen. Kun jordens Skaber og Konstruktør kan opretholde de vilkår der er til så stor gavn for menneskeheden.

Gud har lovet at han snart vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Ved at udslette dem der stædigt holder fast ved en ødsel indstilling, og ved at oplære dem der går ind for hans herredømme, vil han oprette et rent samfund der er fri for forurening og spild. Dette samfund vil være at finde under hans riges styre. — Mattæus 6:9, 10; Daniel 2:44.

[Ramme på side 23]

Hvor meget kasserer danskerne?

Hver dansker kasserer årlig 230 kilo husholdningsaffald, fortæller Kristeligt Dagblad for 6. oktober 1983. „Gang 230 med 5 millioner, og tallet bliver overmåde stort,“ fortsætter bladet. „Oven i vor kæmpe affaldsbunke med mælkekartoner, papruller, plastic-emballage og vinflasker smider vi storskrald og haveaffald, industri- og håndværksaffald, dæk, gamle biler og så videre. I alt langt over et ton pr. dansk næse. Meget i affaldsbunken er i virkeligheden vigtige råstoffer, som burde genanvendes, mener Danmarks Naturfredningsforening. Og det mener den menige dansker også, fremgår det af en Observa-undersøgelse, som offentliggøres i Naturfredningsforeningens tidsskrift, ’Natur og Miljø’. Ikke færre end 79 procent af et repræsentativt udsnit af den danske befolkning går ind for genanvendelse af affaldet fra danske husstande — også selv om det betyder en mindre forhøjelse af renovations-udgiften.“

En hel del køkkenaffald kunne genanvendes af samfundet. Herom skriver Jyllands-Posten for 25. oktober 1983: „Madrester og andet organisk stof, som private husholdninger og virksomheder smider væk som affald, kan i stort omfang genanvendes rentabelt, hvis der etableres effektive indsamlingsordninger. Bioteknisk Institut i Kolding har beregnet, at omkring 40 procent af det organiske affald kan genanvendes med samfundsøkonomisk udbytte. Fødevareindustrien, storkøkkener, handelsvirksomheder og private husholdninger smider årligt 240.000 ton organisk stof væk, og 95.000 ton kan genanvendes, mener instituttet.“

[Illustration på side 21]

Affaldsbjergene udgør et voksende problem