Fattige lande bliver losseplads for rige lande

SOM et uønsket, forældreløst barn var den giftige last blevet ført fra skib til skib og fra havn til havn. Ingen ville have den. Elleve tusind tønder fyldt med harpiksholdige giftstoffer, pesticider og andre farlige kemikalier var blevet sendt fra Djibouti i Afrika til Venezuela, derfra til Syrien og endelig til Grækenland. De lækkende tønder var skyld i at en af fragtbådenes besætningsmedlemmer mistede livet. De fleste andre fik hudsygdomme eller sygdomme i luftvejene eller nyrerne på grund af de giftige væsker.

Skibe, lastbiler og tog fyldt med lignende dødsensfarligt affald krydser kloden i en søgen efter et oplagringssted. Meget ofte bliver lande der i forvejen hærges af fattigdom, sult og sygdom, dumpningsplads for i tonsvis af giftstoffer og farligt affald. Miljøforskere frygter at det kun er et spørgsmål om tid før vi vil opleve en økologisk katastrofe.

Gammel maling, opløsningsmidler, dæk, batterier, radioaktivt affald samt bly- og PCB-holdige slagger forekommer dig sikkert utiltalende, men det er det på ingen måde for de blomstrende firmaer der tager sig af industriaffald. Ironisk nok forholder det sig sådan at jo strengere en miljøpolitik et land har, desto mere giftigt affald vil dets industri sende udenlands. ’Næsten 20 millioner tons giftige kemikalier sendes årligt til lande i den tredje verden af skruppelløse selskaber i de industrialiserede lande,’ skriver Londontidsskriftet The Observer. Smuthuller i loven samt manglende lovhåndhævelse resulterer i at tusinder af tons giftigt affald ender på afrikansk, asiatisk og latinamerikansk jord.

Det er ikke mærkeligt at disse selskaber finder det fristende at dumpe affald. Prisen kan reduceres betydeligt hvis de finder det rette sted. Som eksempel kan nævnes det der skete med krydstogtskibet United States, der engang var den amerikanske passagerflådes flagskib. Det blev købt i 1992 med henblik på restaurering så det kunne bruges til luksuskrydstogter. Det indeholdt sandsynligvis mere asbest end noget andet skib på havet. Hvis asbesten skulle fjernes i De Forenede Stater ville det have kostet 100 millioner dollars. Skibet blev derfor slæbt til Tyrkiet, hvor arbejdet kunne udføres for 2 millioner dollars. De tyrkiske myndigheder forbød imidlertid projektet, eftersom de fandt at det var for farligt at demontere mere end 46.000 kvadratmeter kræftfremkaldende asbestplader. Til sidst blev skibet slæbt til en havneby i et land hvor miljøvedtægterne ikke var så strenge.

Dødbringende genbrug

Vestlige firmaer i udviklingslandene opfatter gerne sig selv som de fattiges velgørere. Harvey Alter fra De Forenede Staters Handelskammer påstår at „affaldseksporten og genbrugsindustrien hæver levestandarden i disse lande“. Men en undersøgelse af de faktiske forhold viser at det i de fleste tilfælde ikke giver befolkningen en bedre levestandard. Tværtimod er disse firmaer „mere tilbøjelige til kun at betale den lokale minimumsløn, at ødelægge miljøet og sælge produkter der i nogle tilfælde er farlige og bevidst mærket forkert“.

Pave Johannes Paul II har også givet udtryk for bekymring ved et nyligt seminar om forurening i udviklingslandene. Han sagde: „Det er et alvorligt misbrug når rige lande profiterer af de fattigere landes svage økonomi og lovgivning ved at eksportere beskidt teknologi og affald som nedbryder miljøet og befolkningens helbred.“

Et klassisk eksempel findes i det sydlige Afrika, hvor et af verdens største recirkuleringsanlæg for kviksølvaffald ligger. Det er blevet kaldt „en af kontinentets værste forureningsskandaler“. Giftaffaldet dræbte en arbejder, en anden blev dybt bevidstløs, og det rapporteres at en tredjedel af arbejdsstyrken lider af en eller anden form for kviksølvforgiftning. I visse industrilande forbyder myndighederne genanvendelse af nogle former for kviksølvaffald eller pålægger firmaerne at tage store forholdsregler. Selskaber fra mindst ét af disse lande har derfor skibe der transporterer den farlige last til Afrikas kyster. Et undersøgelseshold fandt 10.000 tønder med kviksølvaffald fra tre udenlandske firmaer på området.

Det lyder pænere at sige at man sender genbrugsmateriale til udviklingslandene end at man dumper affald. Genbrug kan give værdifulde biprodukter, skaffe arbejde og sætte gang i økonomien. Men som ovenstående beretning fra det sydlige Afrika viser, kan det også få katastrofale konsekvenser. Udvindingen af værdifulde produkter fra disse stoffer kan frigøre dødbringende kemikalier der forurener og forårsager sygdomme, og i visse tilfælde betyder det endda døden for nogle. Bladet New Scientist siger: „Der er ingen tvivl om at genbrug nogle gange bruges som påskud til dumpning.“

Strategien beskrives af U.S.News & World Report: „Falsk varebetegnelse, smuthuller i loven og manglende ekspertise gør udviklingslandene til et let bytte for aggressive affaldshandlere der kalder giftigt kloakslam for ’organisk gødning’ eller forældede pesticider for ’landbrugsstøtte’.“

Udenlandske maquiladoras, eller fabrikker, er skudt op overalt i Mexico. Disse firmaers primære mål er at undgå strenge miljøkrav og at tjene på de mange lavtlønnede arbejdere. Titusinder af mexicanere bor i usle hytter langs snavsede kanaler med forurenet vand. „Ikke engang gederne vil drikke vandet,“ siger en kvinde. En rapport fra Den Amerikanske Lægeforening har kaldt grænseområdet for „en slambrønd og yngleplads for smitsomme sygdomme“.

Ikke kun skadedyrene dør

„Hvordan kan man forbyde et giftstof i sit hjemland og så alligevel fremstille og sælge det til andre lande? Hvor er moralen henne?“ spørger Arif Jamal fra Khartoum, der er agronom og specialist i pesticider. Han viser fotografier af tønder med påskriften: „Ikke godkendt til brug“ i det industriland de kom fra. De blev fundet i et sudanesisk vildtreservat. I nærheden lå døde dyr i massevis.

The New York Times rapporterer at ét rigt land „årligt eksporterer cirka 227 millioner kilo pesticider som er forbudte, som er underlagt begrænsninger, eller som ikke må anvendes i husholdningen“. I 1978 blev det ved lov forbudt at anvende heptaklor (en kræftfremkaldende slægtning til DDT) på fødevarer. Men firmaet som opfandt det, fortsætter med at fremstille det.

En undersøgelse foretaget i FN-regi viser at der i mindst 85 udviklingslande er let adgang til „meget giftige pesticider“. Årligt får omkring én million mennesker akut forgiftning, og måske dør op mod 20.000 af kemikalierne.

Tobaksindustrien kan kaldes indbegrebet af dødbringende begærlighed. En artikel i Scientific American med titlen „Den globale tobaksepidemi“ fastslår: „Det anslåede antal tobaksrelaterede sygdomme og dødsfald i verden kan ikke sættes for højt.“ Gennemsnitsalderen for førstegangsrygere bliver stadig lavere, og antallet af kvindelige rygere stiger drastisk. Magtfulde tobaksfirmaer har i forening med underfundige reklamefolk stor succes på det kolossale marked i udviklingslandene. Men deres vej til rigdom er overstrøet med døde og sygdomshærgede kroppe.a

Det skal imidlertid nævnes at ikke alle firmaer ser stort på udviklingslandenes tarv. Nogle firmaer har formået at drive ærlig og ansvarlig forretning i udviklingslande. For eksempel sørger ét firma for pensionsordning og sygesikring og betaler arbejderne tre gange mindstelønnen. Et andet firma kræver ubetinget at menneskerettighederne overholdes og har annulleret adskillige kontrakter på grund af brud på menneskerettighederne.

Hyklerisk tilbagetrækning

I 1989 blev en FN-konvention underskrevet i Basel i Schweiz, og den gik ud på at regulere transporten af farligt affald mellem landene. Problemet blev imidlertid ikke løst, og New Scientist har offentliggjort følgende rapport om et senere møde som de samme nationer holdt i marts 1994:

„Som reaktion på den forståelige vrede i udviklingslandene tog de 65 lande der havde underskrevet Basel-konventionen et vigtigt skridt fremad da de besluttede at udvide konventionen ved også at forbyde eksport af farligt affald fra OECD-lande [Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling] til lande uden for OECD.“

Denne sidste afgørelse passede imidlertid ikke industrilandene. New Scientist udtrykte bekymring: „Det er en foruroligende nyhed at USA, England, Tyskland og Australien nu forsøger at underminere afgørelsen. Dokumenter der er lækket fra den amerikanske regering afslører dens ’stille’ diplomatiske bestræbelser for at ’modificere’ forbudet før den går med til at ratificere konventionen.“

Regnskabets dag for de begærlige

„Nu, I velstående mænd, er tiden kommet til at I skal græde og jamre jer på grund af de elendigheder som venter jer!“ advarer Bibelen i Jakob 5:1. (The New Testament in Modern English af J. B. Phillips) Den der kan rette op på forholdene vil inden længe gøre regnskabet op: „Jehova øver retfærdighed og ret for alle der udbyttes.“ — Salme 103:6.

De der nu lever i undertrykkende fattigdom kan finde trøst i forvisningen om at ordene i Salme 72:12, 13 snart vil blive opfyldt: „Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse.“

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

Dødbringende affald der ikke vil forsvinde

„Dødsensfarligt atomaffald hober sig op, og der er ingen løsning på problemet.“ Sådan lød overskriften på den videnskabelige sektion af The New York Times i marts i år. „Den enkleste løsning er at begrave det,“ siger artiklen. „Denne holdning er nu kommet i modvind, mens forskere og politikere debatterer og undersøger om en foreslået underjordisk dumpningsplads i Nevada eventuelt kan resultere i en atomeksplosion forårsaget af plutoniumaffald.“

Forskere har fremsat mange idéer til hvordan man kan komme af med verdens overskydende plutonium; men omkostningerne, modstridende meninger og frygt har fastlåst situationen. En idé som mange finder forkastelig er at sænke det i havet. Et mere fantasifuldt forslag går ud på at sende det op til Solen. Endnu et forslag er at lade det brænde op i en reaktor. Dette forslag er blevet afvist fordi det ville „tage hundreder eller tusinder af år“ at gennemføre.

Dr. Makhijani fra Instituttet for Energi- og Miljøundersøgelser har sagt: „Enhver teknisk acceptabel løsning indebærer noget der politisk set er uacceptabelt, og enhver politisk god løsning synes teknisk set at være dårlig. Ingen, heller ikke vi, har en brugbar allround-løsning på dette rod.“

Hvert år skal de 107 reaktorer i De Forenede Staters kernekraftværker sørge for elektricitet til 60 millioner hjem, eller 20 procent af landets samlede energiforbrug, og dette resulterer i 2000 tons brugt brændsel; siden 1957 er det brugte brændsel midlertidigt blevet opbevaret på kernekraftværkerne. I årtier har folk forgæves ventet på at myndighederne skulle finde en måde at skaffe det af vejen på. Ni præsidenter har i mellemtiden været ved magten, og 18 Kongresser har lagt planer og tidsskemaer for at sikre opbevaringen af det radioaktive affald i underjordiske rum, men ingen har indtil nu kunnet finde ud af hvor det dødsensfarlige affald skal bevogtes i tusinder af år.

Som en kontrast hertil styrer Jehova Gud risikofrit milliarder af fusionskraftværker i form af stjernerne, og hans kraftværk Solen er det der gør livet på Jorden muligt.

[Kildeangivelse]

UNITED NATIONS/IAEA

[Illustration på side 7]

Giftige kemikalier forurener bade- og drikkevand

[Illustration på side 7]

Børn leger midt i farligt og måske dødbringende affald