„Practical jokes“ — sjov eller alvor?

EN MAND havde travlt med sit arbejde, hængende uden for et hotelvindue i 10. sals højde. Han var naturligvis forsvarligt sikret med en sikkerhedssele. Han kaldte på en ven inde i hotellet for at få ham til at komme hen til det værelse han var ud for. Da vennen kom ind i værelset og kiggede ud ad vinduet, så han et forfærdende syn. Sikkerhedsselen løsnede sig, og med et skrig forsvandt arbejderen ud af syne.

En grufuld tragedie? Nej, en spøg. Der var en bred afsats lige under det sted hvor arbejderen befandt sig, og der var blevet lagt puder på den så han kunne „falde“ derned uden at komme til skade. Var det sjovt? Ikke for ham som troede at han lige havde set én miste livet ved et fald fra 10. sal.

En lørdag formiddag kom en mand hen på det værksted hvor han arbejdede, for at lægge sit værktøj til side. Han skulle til bryllup om eftermiddagen og havde sit pæneste tøj på. Hans arbejdskammerater vidste at han ville komme, så de lå på lur efter ham og smed ham for sjov skyld fuldt påklædt ind under bruseren. Igen en spøg, men var den sjov? Ikke for den mand der havde fået sit tøj ødelagt.

Bibelen taler om spøg og skæmt. Den siger: „Som en vanvittig mand, der udslynger gløder, pile og død, er den, der sviger [narrer, NW] sin næste og siger: ’Jeg spøger jo kun.’“ (Ordsprogene 26:18, 19) Alligevel er grove spøgefuldheder, eller „practical jokes“, som man benævner dem på engelsk, ikke usædvanlige, selv ikke blandt kristne. Hvorfor ikke? Måske fordi nogle tror at de får folk til at le og derved bringer lidt morskab ind i deres tilværelse. Synes du også det? Hvis du gør, prøv da at se på nogle få erfaringer fra det virkelige liv, fra offerets synsvinkel.

Når det går galt

For ikke så længe siden råbte en spøgefugl „Brand!“ i en mørklagt biograf. Der udbrød panik, og folk gjorde alt for at komme ud. Fem blev dræbt og 50 kom til skade.

En ung ægtemand tog på arbejde en morgen, men fandt sin arbejdsplads lukket på grund af vejrliget, og vendte hjem. Hans kone var i bad da hun hørte ham komme tilbage. Hun troede det var en indbrudstyv, tog et håndklæde om sig, hentede en pistol og gik ud for at undersøge sagen. Manden ville gerne lave en spøg med hende og gemte sig. Da hun nærmede sig, sprang han frem og råbte: „Bøh!“ Hans forskræmte kone skød ham.

Nu er det ganske vist ikke alle spøgefuldheder der ender med en tragedie. Men enhver spøg kan gå galt. Det opdagede Fred. Han havde planlagt at låne en lille motorcykel til en ferietur, og derfor måtte han have ændret på sit kørekort. Det betød blandt andet at han skulle op til en skriftlig teoriprøve og en køreprøve. Han ventede på bedømmelsen, og snart kom der et brev — hvor der i meget stærke og alt andet end smigrende vendinger stod at han ikke havde bestået.

Fred var nedslået. Han havde arbejdet hårdt, og nu var nogle af hans ferieplaner slået i stykker. Han var også skuffet, for han vidste at han havde klaret sig ret godt i prøverne. Desuden var han irriteret på myndighederne over det uvenlige brev. Da en nær ven senere så at Fred var nedtrykt, afslørede han at brevet var falsk. Vennen havde selv skrevet det! Han troede at Fred med det samme ville opdage at det blot var en spøg. Men det havde Fred ikke gjort. Han havde kun haft en skuffende oplevelse der ikke var spor morsom.

Ron var endnu et offer. En søndag morgen blev han ringet op og indbudt til at holde foredrag for en lokal religiøs gruppe. Han fik betænkningstid og lavede sin dagsplan om, drøftede indbydelsen med nogle andre og foretog nogle forberedende undersøgelser. Da han ringede tilbage for at give tilsagn, fandt han ud af at indbydelsen var en spøg — et puds der var blevet spillet ham af en han aldrig havde truffet, da han var ny i området.

Hvordan var Rons reaktion? „Jeg ærgrede mig over at jeg havde spildt tid og energi,“ siger han. „Jeg følte virkelig at ’spøgen’ var ansvarsløs og uvenlig. Jeg syntes også det var pinligt at jeg havde spildt andres tid på et opdigtet forehavende. Jeg besluttede mig også for at være mere forsigtig fremover i mit samarbejde med spøgefuglen.“

Betyder det at Ron og Fred tager sig selv for højtideligt, eller at de ikke kan tage en spøg? Hvad synes du? Bryder du dig om at blive narret? Skal en der er travlt optaget tage let på det når hans eller andres tid bliver spildt på en ansvarsløs måde? Kan du se noget morsomt i at være modfalden og skuffet, selv om det kun er for nogle få timer? Eller hvad nu hvis du havde været i familie med en af dem der blev dræbt eller kom til skade i den vilde flugt fra biografen? Sådanne „practical jokes“ er afgjort en overtrædelse af det vigtige bud: „Sådan som I ønsker at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.“ — Lukas 6:31.

Måske siger du: ’Men det kom bare til at gå for vidt i de nævnte tilfælde.’ Det er rigtigt. Men Al, der på sit arbejde har at gøre med en flok livlige unge mennesker, siger at spøg og skæmt ofte kommer til at gå for vidt. Han nævner at nogle unge der ville lave sjov med en nybegynder på arbejdet kvæstede hans brystben alvorligt så han fik besvær med vejrtrækningen og måtte forsømme nogle arbejdsdage. Andre brugte sprayflasker til at oversprøjte hinanden med vand og fremkaldte derved øjenirritationer. De havde glemt at flaskerne tidligere havde indeholdt kemikalier. „Practical jokes er simpelt hen ikke de besværligheder værd de medfører,“ siger Al. „Dér hvor jeg arbejder, er de fleste hensynsfulde nok til ikke at lave den slags mere.“

Hvorfor gør folk sådan noget?

Det kan der gives mange svar på. Nogle har en overudviklet eller måske helt forvrænget opfattelse af hvad der er sjovt og har svært ved at finde grænsen. Fred har for eksempel ikke fornemmelsen af at der lå et dårligt motiv bag den spøg der blev drevet med ham. Hans ven var simpelt hen ude på at lave lidt sjov. Ron er af den opfattelse at vedkommende der drev spøg med ham „bare gerne ville sætte lidt liv i tingene“. Og Al ser spøg og skæmt som et udslag af ungdommelig overstadighed.

Al nævner endnu en faktor: Konkurrencemomentet. „En eller anden sætter noget i gang,“ siger han, „og offeret skal for enhver pris give ham igen. Så bliver alle revet med, og det hele går for vidt. Det kan for eksempel være at en eller anden sprøjter lidt vand på en ven. For at give ham igen må vennen tømme en spand vand over spøgefuglen. For at stå lige med den anden må spøgefuglen så smide sit offer fuldt påklædt i et svømmebassin!“

Stan, der engang arbejdede som tømrer, husker hvordan en af hans arbejdskammerater, der var ret godtroende, blev et naturligt mål for andres spøgefuldheder. Især var der to arbejdskammerater der kunne lide at lave sjov med ham. Hvorfor? Stan kan forestille sig to mulige årsager. „Det kan have været fordi han var meget godtroende og man på den måde kunne få et billigt grin,“ siger han. „Det kan også være fordi de prøvede at få ham til at være lidt mindre naiv.“

Hvis det sidste var deres motiv, havde de da heldet med sig? „Nej,“ siger Stan. „Han blev nervøs og mistænksom over for alle. Det havde en meget negativ virkning på hans personlighed, ligesom det havde en dårlig virkning på arbejdskammeraterne.“

Husk på apostelen Paulus’ ord: „Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre hvad der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Galaterne 6:10) Kan man sige at spøgefugle følger dette råd? Næppe.

Kan man anlægge et sundere syn på det?

På rette tid og sted er humor en god ting. Livet ville være kedeligt uden. En morsom bemærkning kan lette spændingen eller gøre sit til at fjerne nervøsitet. At have sjov sammen med andre og endda drille dem lidt i al venskabelighed kan være et tegn på hengivenhed. Men humor kan også såre. Når drillerier henleder opmærksomheden på en eller andens svagheder eller mangler, er den ondskabsfuld. Desuden er spøgefuldheder der efterlader folk forvirrede, ydmygede, narrede, skræmte, mistænksomme eller forlegne — om det så kun er for en kort tid — klart ukærlige. Det samme kan siges om ’morsomheder’ der skader andres tøj eller ejendele, eller som er uvelkomne fordi de stjæler værdifuld tid, eller hindrer eller forsinker én i at gøre noget han eller hun har planlagt. Og Bibelen siger: „Vær venlige over for hinanden.“ — Efeserne 4:32.

En spøgefugl vil måske indvende: ’Men jeg har da ikke noget imod at andre laver sjov med mig. Hvorfor skulle andre så have noget imod at jeg laver sjov med dem?’ Sandt nok bør vi alle nu og da kunne le ad os selv. Vi bør også kunne glæde os over at le sammen med hinanden. Men at le ad en anden fordi han eller hun er blevet sat i forlegenhed er ukristent. Desuden kan vi aldrig på forhånd være sikre på hvordan offeret vil tage det. En mand lavede en lille spøg med de piger han arbejdede sammen med. De første tog det pænt og morede sig sammen med ham. Den sidste, der ikke havde det så godt, tog det ilde op. Hun blev vred og såret, og så var det ikke sjovt længere.

Husk at Bibelen tilskynder os til at ’vise medfølelse, nære broderlig hengivenhed, have inderlig medlidenhed, være ydmyge af sind’. (1 Peter 3:8) Du har måske ikke noget imod selv at blive genstand for „practical jokes“, men de fleste vil helst være fri. „Medfølelse“ vil hjælpe dig til at tage hensyn til deres følelser. Den omstændighed at du måske holder af at lave sjov med andre, gør det ikke rigtigere. Hvis vi er „ydmyge af sind“ vil vi kunne indse dette. Og „inderlig medlidenhed“ vil bestemt afholde én fra at ønske at noget går ud over ens medmennesker.

Hvis andre man er sammen med, laver grove spøgefuldheder, kan det kræve moralsk mod at afslå at være med. Hvis nogen laver sjov med en, kan det også kræve selvbeherskelse ikke at gøre gengæld. (Galaterne 5:22, 23) Og hvis en du kender er en helt uforbederlig spasmager, kan det være klogt simpelt hen at undgå vedkommendes selskab. Andre vil måske sige at du tager tingene for alvorligt, men kun alt for tit bliver spøg og skæmt til alvor.

Fred, der modtog det forfalskede brev, fik selv en lærestreg angående spøg og skæmt for nogle år siden. Han var på besøg hos et ægtepar han kendte godt, og da konen ikke var hjemme endnu, gemte han sig for hende i soveværelset. Da hun kom hjem, så hun sig omkring efter ham, idet hun bestemt mente at han måtte være der et sted. Hun kunne ikke finde ham og gik derfor ind i soveværelset. Da hun stod foran toiletbordet, rakte Fred, som lå under sengen, hånden ud og greb hende om ankelen. Hun skreg i vilden sky og blev helt stiv af skræk. Hun var så forskrækket at selv Fred blev skræmt. „Dér fik jeg en lærestreg,“ siger han. „Jeg vil aldrig lave sådan en spøg med nogen igen.“

Det var en klog beslutning! Og det er en beslutning som alle der er hensynsfulde og betænksomme over for deres medmennesker vil gøre klogt i at tage.

[Tekstcitat på side 17]

At more sig sammen med andre er godt. At more sig over dem kan være meget ukærligt

[Tekstcitat på side 18]

Hvor kristent er det at ydmyge eller forskrække andre eller sætte dem i forlegenhed for at man kan more sig over dem?

[Tekstcitat på side 19]

Erfaringen viser at „practical jokes“ ofte går for vidt

[Ramme på side 17]

Hvad er en „practical joke“?

Udtrykket er engelsk. Ordet „joke“ betyder „vittighed eller morsomhed“, og navneordet „joker“ betegner derfor „en der laver løjer“ (som for eksempel en hofnar i gamle dage), eller en spasmager. Ordet „practical“ betyder i denne forbindelse „noget der udføres i praksis“. Udtrykket „practical joke“ betyder derfor „en morsomhed der udføres i praksis“, det vil sige en morsomhed der ikke beror på noget man siger men på noget man gør.

Som denne artikel viser, er practical jokes en form for løjer der ofte går over gevind. Der er derfor god grund til varsomhed i denne henseende.