Syreregn — den usynlige fjende
„Vi tror at ’juryen’ har truffet sin afgørelse. Videnskabsmænd fra hele verden er enige om at der ER sur nedbør og at der må gøres noget for at bekæmpe problemet,“ siger Robert F. Flacke, kommissionsmedlem i staten New Yorks departement for miljøbeskyttelse.
„Vi tror at ’juryen’ stadig voterer,“ replicerer Carl E. Bagge, direktør for Sammenslutningen af amerikanske Kulværker. „Syreregnens årsager og virkninger er ukendte,“ hævder han.
To førende talsmænd, to modstridende meninger. Hvem har ret?
„DA JEG flyttede herop havde man aldrig set mage til fiskeri.“ Peter Peloquin, der i lang tid har boet i en hytte ved bredden af søen Chiniguchi i Canada, læner sig ind over bordet for at give sine ord vægt. „I Chiniguchi-distriktet,“ fortsætter han, „var der førhen en imponerende fiskebestand i omkring en halv snes store søer.“
Men i slutningen af 50erne og i begyndelsen af 60erne begyndte der at ske underlige ting i denne sø. Ørredyngel sprællede ved søens overflade — noget der normalt aldrig sker — og udgjorde et let og hurtigt måltid for mågerne. Inden for samme periode blev den sidste af de store fisk fanget. I dag er der slet ingen fisk, hverken i Chiniguchi eller i de hundreder af nærliggende søer.
Hvad skyldes alt dette? Sur nedbør, eller syreregn — et af vor tids mest alvorlige økologiske problemer.
Industriens dårlige ånde
I Nordamerika forårsages 30 procent af den sure nedbør af kvælstofilter — hvoraf halvdelen kommer fra motorkøretøjernes udstødningsgasser. Den anden halvdel skyldes afbrænding af fossilt brændstof, hovedsagelig kul, i elektricitetsværker og andre industrier. De resterende 70 procent af syreregnen forårsages af svovldioxid, der ligeledes fremkommer ved afbrænding af kul. Hvert år slippes der 60 millioner tons af disse stoffer ud i luften over Nordamerika. Her i Danmark sendes der omkring 470.000 tons svovldioxid ud i atmosfæren årligt, og målt efter størrelse og indbyggertal er vi det land i Europa der forurener mest. Atmosfæren er ved at blive omdannet til en losseplads.
Disse luftarter bæres oppe af vinden og undergår ved hjælp af sollys og vanddampe indviklede kemiske forandringer som man ikke forstår ret meget af. Der dannes svovlsyre og salpetersyre — som falder ned på jorden i form af sur regn, sne, hagl, slud, tåge og endda i tør form.
Giften spredes
I 1852, da den engelske videnskabsmand Robert Angus Smith konstaterede sur nedbør i nærheden af byen Manchester, der anvendte kul som brændstof i sine mange industrier, var det blot et lokalt fænomen. Men i 1950erne og 1960erne førte udledningen af røg fra fabrikker der fyrede med kul eller olie, til vrede protester utallige steder.
I 70erne „løste“ man forureningsproblemet ved at bygge højere skorstene. I byen Sudbury i Canada pumpede en industrigigant ved navn International Nickel (nu Inco Limited) for eksempel hver eneste dag 7000 tons svovldioxid ud i luften. Røgen ødelagde den omkringliggende jord i så høj grad at USAs astronauter i slutningen af 60erne kom dertil for at øve sig før de skulle gå på månens overflade. Så byggede Inco en „superskorsten“ — den var godt 380 meter høj, og dengang verdens højeste. Græsset, blomsterne og træerne begyndte igen at gro i Sudbury. Denne „superskorsten“ og mange hundrede andre skorstene der blev rejst i Canada, USA og andre lande, viste sig imidlertid at være et økologisk fejlgreb. De forvandlede blot et lokalt problem til et internationalt problem.
Forureningen, der nu som dengang sendes op i de højere luftlag, svæver ind over andre lande. De skandinaviske lande er affaldspladser for forurenende stoffer fra sværindustrierne i Centraleuropa. Fra USA strømmer syreholdige luftstrømme ind over Canada, der til gengæld eksporterer syreregn til den nordøstlige del af USA. Fjerntliggende øer som Hawaii og Bermuda går heller ikke fri. Selv Kina og landene på den sydlige halvkugle berøres af forureningen.
Hvad sker der med naturen?
I områder med stort syrenedfald bliver søerne unaturligt klare, fordi plankton og andre mikroorganismer dør. Vanddyrenes forplantning hindres helt eller delvis. Aluminium og andre metaller der normalt forekommer i uskadelige forbindelser, frigøres fra jorden i giftige former. Aluminiummet angriber fiskenes gæller og gør det vanskeligt for dem at ånde. De kvæles bogstavelig talt.
Foråret er en særlig tragisk tid. Livet vågner af sin vintersøvn, fisk udklækkes, og frøer og salamandre lægger æg i smeltevandsdamme. Forureningskoncentrationen i den smeltende sne får ofte vandets surhedsgrad til at stige til det hundreddobbelte, og over 80 procent af æggene udklækkes aldrig.
„Hele vandsystemet ændres,“ siger dr. Harold Harvey, der som en af de første begyndte at forske i sur nedbør. „Først forsvinder muslingerne, dernæst sneglene, så krebsene og mange af de insekter der er afhængige af vand, som for eksempel døgnfluer, vandnymfer, slørvinger og guldsmede. Så begynder padderne at dø. . . . Derefter forsvinder fiskene og så videre.“
Hvordan er det så gået? Aborrer og ørreder kan ikke længere leve i 2000 til 4000 søer i Ontario i Canada. Laksene er ved at uddø i ni floder i Nova Scotia hvor de engang trivedes fint. Regeringsrapporter oplyser at andre 48.000 søer er truet.
Der er ingen fisk i over 200 søer i bjergkæden Adirondack Mountains i den nordøstlige del af USA. Ti procent af de største ferskvandssøer i New England er kommet på tabslisten. En undersøgelse der på regeringens foranledning er foretaget i Ohio, forudsiger at „hvis der ikke hurtigt gribes ind, vil der hvert år dø 2500 søer i Ontario, Quebec og New England indtil slutningen af århundredet“.
Men tabslisten er endnu længere i Sverige. Ifølge forhenværende minister Anders Dahlgren er antallet af døde søer dér kommet op på 20.000.
Skaden vokser
Sur nedbør ødelægger jordbunden. Vigtige næringsstoffer som kalk, magnesium, kalium og natrium udvaskes. Dødbringende aluminium angriber træernes rødder så de ikke kan optage vand, og ødelægger deres forsvar mod sygdomme. I Green Mountains i Vermont er halvdelen af rødgranerne — unge som gamle — gået ud siden 1965.
Også i England, Frankrig, Schweiz, Jugoslavien og Polen dør skovene. Man anslår at 30 procent af Vesttysklands skove er alvorligt angrebet. Eksperterne siger at selv hvis svovludslippet ikke forøges, vil træerne miste deres evne til at nedbryde syren. BUND (en natur- og miljøbeskyttelsesforening i Tyskland) melder med bekymring at omfanget af syge skove i Vesttyskland er fordoblet på mindre end et år. Vesttyske videnskabsmænd har kaldt situationen et „naturens Hiroshima“.
Og det er ikke det hele. Metaltæringen øges på grund af dette stadige syreangreb. Og svovldioxiden i luften har forvandlet kalken i sandsten, kalksten, beton og puds til smuldrende kalciumsulfat. I USA anslår et råd for miljøkvalitet at skaden på bygninger og mindesmærker beløber sig til over 2 milliarder dollars årligt. Parthenonsøjlerne i Athen, Colosseum i Rom og Canadas parlamentsbygning er alle angrebet af forurening.
Det man ved om de sundhedsmæssige konsekvenser af sur nedbør er ikke fyldestgørende, men alligevel foruroligende. Syreholdigt søvand har skyllet giftige bly- og kobberforbindelser fra vandrørene ud i vandforsyningen. Dette har i nogle områder forårsaget sygdomme, for eksempel diarré hos spædbørn. Mere skræmmende er det dog at visse undersøgelser har vist at svovldioxid i luften fremkalder bronkitis og emfysem, samt belaster hjerte og kredsløb, og derved forårsager sygdomme som hvert år kræver omkring 50.000 amerikaneres liv.
Hvad er løsningen?
Det siger sig selv at naturen må renses. Men kulindustrien og mange elektricitetsværker hævder at det ikke er endegyldigt bevist at en skrap lovgivning om begrænsning af udslippet på nogen måde ville påvirke mængden af sur nedbør.
Den 29. juni 1983 udsendte USAs nationale forskerråd en rapport der, ifølge bladet Science, sandsynligvis i mange år vil være den mest afgørende undersøgelse af sur nedbør. Rådet nåede frem til den slutning at 90 til 95 procent af syreregnen i den nordøstlige del af Amerika er forvoldt af mennesker, idet den kommer fra industrirøg og udstødning fra biler. Det siges i rapporten at „en 50 procents reduktion af svovl- og kvælstofudslippet vil føre til omtrent 50 procents reduktion af de syremængder der falder på jorden og i vandet i vindretningen fra forureningskilden“.
Et amerikansk elektricitetsselskab der ejer en række kulfyrede værker i de midtvestlige stater, hævder imidlertid at en påtænkt ændring i forureningslovgivningen af hensyn til syreregn ville fordyre elektriciteten med 50 procent for privatpersoner og med 80 procent for industrien.
Men miljøforskere er uenige i dette, og anfører tal som de er nået frem til. Ifølge en beregning der for nylig er foretaget på regeringsplan i Amerika og som er baseret på en undersøgelse for Edison Electric Institute og en anden undersøgelse for National Wildlife Federation og National Clean Air Coalition, ville omkostningerne beløbe sig til mellem 2,4 milliarder dollars og 4,6 milliarder dollars i 1990 — hvilket blot svarer til en stigning i elektricitetspriserne på mellem 2,4 og 4,6 procent.
På trods af omkostningerne har en del lande allerede taget affære. I Japan er man i årevis gået effektivt til værks over for udslippet ved hjælp af rensningsanlæg, og elektricitetspriserne er kun steget med 12 procent. Man har også lagt skat på svovludslip for derigennem at straffe industrier der forurener. Sverige har lagt strenge begrænsninger på dem af landets industrier der fyrer med olie, selv om 67 procent af forureningen i landet stammer fra andre lande. Alt dette har man gjort trods visse forurenende industriers påstande om at bevismaterialet ikke er omfattende nok til at man kan gribe ind.
Hvor mange år varer det før der i tilstrækkelig grad skrides ind over for problemet? Eville Gorham, der er ekspert i sur nedbør, advarer: „Hvis vi venter til det allersidste lille bevis er fundet og hele årsagssammenhængen er klarlagt, vil en sårbar del af livet på vor klode have lidt skade.“ Prisen for at trække tiden ud kan blive „en varigt tæret og forgiftet natur, ødelagt fiskeri, skovbrug og turisme, og måske skader på menneskers helbred,“ ifølge en vurdering i en rapport fra den canadiske regering.
Alle ordene til trods, ved man ikke hvad man skal tro. Miljøforskerne får på den ene side skyld for at overreagere på farerne ved syreregn. På den anden side skriver bladet Time: „Miljøforskere er bange for at fabrikanterne vil blive ved med at føre en henholdende politik for at udsætte de store og kostbare forbedringer der er nødvendige for at begrænse udslippet.“
Mens mennesker taler frem og tilbage er en varig løsning på problemet allerede på vej. Snart vil jordens store Skaber gribe ind for at fjerne alle der på grund af selviskhed forurener den, og vort jordiske hjems skønhed vil aldrig mere blive forurenet af syreregn eller nogen anden industriel plage. Synes du at det lyder godt? Så vil vi opfordre dig til at sætte dig nærmere ind i Bibelens pålidelige løfter om Guds rige, den kommende regering. — Åbenbaringen 11:17, 18.
[Diagram på side 20]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Sur nedbør forvolder alvorlig skade på mange skove i den nordlige del af USA og i Europa
Kalkmangel; trætoppene går ud
Nåle eller blade falder af
Træets vækst hindres; det bliver mindre modstandsdygtigt over for frost og sygdomme
Optagelsen af vand og næringsstoffer hæmmes
Giftigt aluminium ødelægger rodspidserne; sygdomsforsvaret svækkes
Manganmangel; fyrrenåle bliver gule
Blades eller nåles beskyttende vokslag forsvinder. Bladene bliver plettede. „Åndedrættet“ hæmmes
Bakterierne forhindres i at nedbryde de visne blade; resultatet bliver færre næringsstoffer
Ormene dør
Syren udvasker vigtige næringsstoffer som kalk, magnesium, kalium og natrium
[Diagram på side 21]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Europa er en ren heksekedel af luftbåret svovludslip. Mange skove i Centraleuropa er ved at dø. Tusinder af syrefølsomme søer i Skandinavien er allerede døde
[Diagram på side 21]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
De fremherskende vinde bærer svovludslip fra industrierne i Ohioflodens dal til Canada. Forurening fra Canada strømmer ind over den nordøstlige del af USA
[Ramme på side 23]
Skovdøden i Nordeuropa
Jyllands-Posten meddeler at „100.000 skovbrugsvirksomheder er direkte truet af den tiltagende forureningsødelæggelse af Vesttysklands skove“. De økonomiske tab beløber sig foreløbig til henved 72 milliarder kroner. „Det er aldrig tidligere sket, at store dele af den centraleuropæiske plantevækst har været direkte truet af udslettelse, fremhævede forskere og skovbrugsfolk.“ — 27. oktober 1983.
„Ny tysk rapport: Hvert 3. træ dør.“ — Politiken, 9. oktober 1983.
„De skandinaviske lande risikerer at opleve en skovdød i lighed med den, der i disse år hærger Vesttyskland. Det siger den vesttyske indenrigsminister Friedrich Zimmermann i en rapport til Forbundsregeringen. Han skriver, at forureningens ødelæggelser af skovene accelererer, og at skaderne nu har et omfang, der gør afsmitning på de nordlige nabolande sandsynlig.“ — Politiken, 8. september 1983.
„Adskillige britiske søer og floder er ødelagt af syreholdig regn, . . . [rapporter] konkluderer, at næsten alle søer i Skotland er kraftigt forurenet af syreregn.“ — Berlingske Tidende, 19. september 1983.
„Skorstenene fra Københavns tre kraftvarmeværker sender hvert år cirka 11.000 tons svovl op i luften.“ — Politiken, 29. november 1983.