Er der reel fare for en atomkatastrofe?
„JEG VIL GERNE VOKSE OP, IKKE SPRÆNGES I LUFTEN.“
Dette er, oversat til dansk, hvad en ukendt har skrevet på en mur et sted i Frankfurts indre by. Kan man bebrejde den unge gerningsmand (eller -kvinde) for at nære ønske om at leve?
Næppe. I hvert fald deles dette ønske af de efterhånden mange millioner mennesker der ikke alene frygter en begrænset atomkrig — en mulighed der ellers er forfærdende nok i sig selv — men tror at der er reel fare for en total atomkrig som vil udslette hele menneskeheden og efterlade jorden i en ubeboelig tilstand.
Den endelige atomkrigs dommedag beskrives med et ord der med stigende hyppighed dukker op i medierne, specielt i de engelsktalende lande. Det er ordet „Harmagedon“, som er lånt fra Bibelen. I 1961 sagde Eisenhower, USAs daværende præsident, for eksempel at byen Chicago, på grund af den voksende atomtrussel, nu kun var „tredive minutter fra Harmagedon“. Og med henblik på begyndelsen af 1970erne har tidligere udenrigsminister Henry Kissinger skrevet: „Ingen tidligere generation af statsmænd har måttet føre politik i så ukendt et terræn som dette, på grænsen til Harmagedon.“
Nu er vi nået et stykke ind i firserne. Mange års forhandlinger og politisk debat har endnu ikke befriet os for kernevåbnene, der nu i næsten fyrre år har ’hængt over hovedet på os’. Supermagterne bliver ved med at øge og skærpe deres atomberedskab, skønt store grupper af deres borgere forlanger en fastfrysning.
Faren vokser stadig
Forskeren Joseph Weizenbaum fra Massachusetts’ teknologiske Institut peger på endnu en grund til at risikoen for en atomkatastrofe vokser. Han siger: „Faren er blevet større fordi mange flere lande nu besidder atomvåben.“ Da der sikkert vil komme endnu flere lande til i ’atomklubben’, ser der ikke ud til at være særlig lyse udsigter. „Vi vil sandsynligvis ikke overleve de næste 20 år,“ mener Weizenbaum. „Vi er med stigende hastighed på vej mod afgrunden. Og jeg er bange for at ingen kan standse os. Måske er vi allerede håbløst fortabt.“
I mellemtiden er stormagterne optaget af, ved hjælp af den moderne teknologi, at gøre raketterne mere og mere træfsikre. Langdistanceraketter kan allerede tilbagelægge tusinder af kilometer og ramme deres mål med en fejlmargen på mindre end 180 meter. Det svarer til at man kaster en bold mod et mål der ligger over en kilometer væk — hvis man ellers kunne kaste så langt — og rammer målet med kun en eller to centimeters afvigelse!
Hvordan reagerer du?
Du hører måske til dem der aktivt søger at forhindre en atomkatastrofe. Mange mennesker som hverken er politikere eller nedrustningsforhandlere, arbejder i denne retning. De engagerer sig i fredsbevægelser, deltager i antiatommarcher eller gør en lignende indsats. Sådanne mennesker er der hundredtusinder af.
Andre ser sådan på det at de helst ikke vil blandes ind i noget. De prøver simpelt hen at glemme truslen og slå den ud af hovedet ved at fylde deres liv med andre gøremål. Inderst inde håber de bare at det hele vil gå.
En hel del anser allerede atomkrigen for at være uundgåelig, og mange af disse gør hvad de kan for at sikre deres egen overlevelse. De træffer praktiske forberedelser med henblik på en eventuel krig, og slutter sig måske til en „overlevelsesgruppe“, hvoraf der allerede findes en hel del i forskellige lande.
Uanset om man hører til en af disse tre kategorier eller en helt fjerde, kan man ikke komme uden om at faren for en atomkatastrofe er reel. Hvad enten vi kan lide det eller ej må vi tage stilling til spørgsmål der har langtrækkende følger. Vil menneskenes værste anelser gå i opfyldelse? Er et „Harmagedon“ i form af en kernekrig uundgåeligt? Er alle vore børn og unge dømt til at blive sprængt i luften før de når at vokse op?