Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g84 8/4 s. 4-7
  • Harmagedon — ikke en altudslettende atomkrig!

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Harmagedon — ikke en altudslettende atomkrig!
  • Vågn op! – 1984
  • Lignende materiale
  • Hvad siger Bibelen om atomkrig?
    Flere emner
  • Er der reel fare for en atomkatastrofe?
    Vågn op! – 1984
  • Harmagedon åbner vej for en ny begyndelse!
    Vågn op! – 1984
  • Atomkrig — Hvem udgør en trussel?
    Vågn op! – 2004
Se mere
Vågn op! – 1984
g84 8/4 s. 4-7

Harmagedon — ikke en altudslettende atomkrig!

DA FAREN for atomkrig ikke er til at se bort fra, forstår man hvorfor mange mennesker beder til Gud om at denne frygtelige mulighed aldrig må blive til virkelighed. Den amerikanske kardinal Francis Spellman opfordrede i begyndelsen af tresserne befolkningen til at „bede om at verden må blive skånet for ’det termonukleare Harmagedon’“.

Ordet „Harmagedon“ forekommer kun én gang i Bibelen, skønt dette opgør omtales i andre vendinger mange andre steder i Bibelen. Skal Harmagedon da, ifølge disse skriftsteder, være den endelige verdensbrand hvor alt går under i atomeksplosioner — en krig som man kun kan håbe på at undgå? Omtales Harmagedon som en krig mennesker kan sætte i gang?

HARMAGEDON ER GUDS KRIG

Bibelen siger: „Udtalelser inspireret af dæmoner . . . går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag . . . på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon [eller: Harmagedon].“ — Åbenbaringen 16:14, 16.

Men: Kunne en atomkatastrofe, fremkaldt af jordiske regeringer til fremme af disse regeringers egne politiske mål, med rette kaldes Guds krig? Ville en sådan atomkrig ikke snarere være menneskers krig?

HARMAGEDON VIL VÆRE EN RETFÆRDIG KRIG

Bibelen siger: „Jeg så himmelen åben, og se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed.“ — Åbenbaringen 19:11.

„Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme. . . . gudløse dræber han med læbernes ånde. Og retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte.“ — Esajas 11:4, 5.

Men: Ville der være noget som helst retfærdigt eller moralsk forsvarligt ved en atomkrig der uden hensyn ville koste gode såvel som onde mennesker livet? En komité fra de amerikanske katolske biskoppers nationalkonference har for nylig erklæret at den „regner alene truslen om anvendelse af sådanne våben [atomvåben] for umoralsk“. Hvis alene truslen om brug af kernevåben regnes for umoralsk, hvordan kan den virkelige brug af disse våben da være en retfærdig krig?

VED HARMAGEDON VIL ALLE NATIONER STÅ PÅ SAMME SIDE

Bibelen siger: „Jeg så vilddyret og jordens konger [sammen med alle jordens konger, Jerusalem-Bibelen] og deres hære samlede for at føre krig mod ham som sad på hesten og mod hans hær.“ — Åbenbaringen 19:19.

Men: Ville en atomkatastrofe ikke snarere være følgen af en konflikt hvor nationerne kæmpede mod hinanden og ikke stod på samme side?

I HARMAGEDON VIL KUN DE ONDE BLIVE UDSLETTET

Bibelen siger: „Jehova har en retstrætte med nationerne. Han går i rette med alt kød. De ugudelige overgiver han til sværdet.“ — Jeremias 25:31, NW.

„Retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“ — Ordsprogene 2:21, 22.

Men: Ville det kun være de skyldige — de onde eller „ugudelige“ — der omkom i en atomkatastrofe? Hvordan gik det under angrebene på Hiroshima og Nagasaki i 1945? Blandt de titusinder af mænd, kvinder og børn der omkom, var der et stort antal katolske nonner, og mange ikke-japanere som var kommet dertil for at studere og på grund af krigen ikke kunne forlade landet; der var tusinder af koreanere som var indført med henblik på tvangsarbejde, og der var en håndfuld amerikanske krigsfanger. Var de alle skyldige, onde og ugudelige mennesker?

NOGLE VIL OVERLEVE HARMAGEDON

Bibelen siger: Ved Jehovas store og frygtelige dag ’skal enhver som påkalder Jehovas navn, frelses; thi på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være frelse, som Jehova har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som Jehova kalder’. — Joel 3:4, 5.

Men: Ville nogen som helst overleve en atomkrig som mennesker udkæmpede indbyrdes? Sandsynligvis ikke. Kun en ganske lille procentdel af befolkningen har adgang til strålingssikrede beskyttelsesrum. Og selv de vil kun have begrænset mulighed for at overleve. Tretten internationale eksperter blev spurgt af Det kongelige svenske videnskabernes Akademi om hvad der ville ske hvis 15.000 kernevåben blev bragt til eksplosion på den nordlige halvkugle inden for nogle få dage. De svarede: „Ingen ville overleve et sådant inferno.“

HARMAGEDON VIL IKKE LÆGGE JORDEN ØDE

Bibelen siger: „Nationerne blev vrede, og [Guds] vrede kom, og den fastsatte tid til at . . . ødelægge dem der ødelægger jorden.“ — Åbenbaringen 11:18.

Men: Der kan ikke herske megen tvivl om at en atomkrig ville gøre ende på alt menneskeliv. I sin kendte bog Jordens skæbne skriver Jonathan Schell: „Det ville betyde enden for ikke blot menneskene men også kloden — jordens død.“

Hvad kan vi udlede af de citerede skriftsteder? At Harmagedon vil være Guds krig, og at den vil være helt anderledes end en atomkrig som mennesker ville udkæmpe. Harmagedon skal ikke lægge jorden øde. Dens hensigt er kun at fjerne dem der truer med at lægge jorden øde. Hvis man omtaler en eventuel atomkatastrofe som „et Harmagedon“, er det altså misbrug af ordet. Men hvad vi end kalder den, vil vi gerne alligevel kende svaret på dette spørgsmål: Kommer der en altudslettende atomkatastrofe? Endnu en gang kan vi vende os til Bibelen i forvisning om at få et pålideligt svar.

I Esajas 45:18 læser vi: „Så siger [Jehova], himlens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos.“ Eftersom den der har ’dannet’ jorden, har gjort det for at den skulle bebos, vil han aldrig tillade at den omdannes til en uddød, radioaktiv klode, hvor hverken mennesker eller dyr kan bo. Det ville være stik imod hans hensigt, som udtrykt i Salme 37:29: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“

’Men hvad så med ordene i Andet Petersbrev 3:7, 10? Hentydes der ikke her til en atomstorkrig?’ vil nogle spørge. Dette skriftsted siger, ifølge den danske autoriserede oversættelse: „De nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes. Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op.“

Dette må imidlertid være symbolsk tale og kan ikke hentyde til en atomkatastrofe. En sådan kunne ganske vist udslette jorden og alt menneskeværk på den, men den kunne ikke få de bogstavelige himle til at „forgå med brag“. Skriftstedet hentyder i virkeligheden til denne onde tingenes ordning, det „ugudelige“ menneskesamfund og dets regeringer („himle“) — disse vil helt og holdent forgå, som blev de opslugt af ild. De forskellige elementer i denne verden vil blive opløst i heden fra Guds vrede, og det samme vil det materialistiske ’værk’ som det nuværende menneskesamfund, den symbolske ’jord’, har frembragt. Dette vil bane vej for „nye himle og en ny jord“ — det næste apostelen Peter omtalte. Det er et nyt samfund på jorden bestående af den genløste menneskehed under nye „himle“ (det messianske rige med Kristus som konge). Her vil retfærdighed bo. (2 Peter 3:13) Den sataniske indflydelse der har ført menneskene bort fra Gud, vil da være forsvundet. En atomkrig ville ikke befri os for Djævelen og hans dæmoner. Men Harmagedon vil bane vej for at Kristus Jesus, under sin Faders ledelse, vil gøre dette. — Se Åbenbaringen 20:1-3.

Verdensbegivenhederne lader os forstå at Guds dom nu kan komme til udtryk når som helst. Følgende profeti vil derfor også snart kunne gå i opfyldelse: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil en pludselig undergang komme over dem.“ (1 Tessaloniker 5:3) Dette skriftsted indebærer ikke at en krig med konventionelle våben eller endda en begrænset atomkrig er udelukket, men det indebærer dog at en total atomkrig er udelukket. På hvilken måde? Jo, hvis der kom en total atomkrig, hvem ville da kunne råbe „Fred“? Og hvis nogen overlevede, hvor stor grund ville de da have til at råbe „Sikkerhed“, på den radioaktive, forurenede jord der ville være deres hjemsted?

Nu spekulerer du måske på om man har nogen glæde af at blive befriet for frygten for en total atomkrig, hvis der alligevel kommer et Harmagedon der vil betyde „en pludselig undergang“. Næste artikel vil tage dette spørgsmål op.

[Ramme på side 7]

HARMAGEDON VIL VÆRE

— Guds krig

— en retfærdig krig

— en krig hvor kun de onde går til grunde

EN TOTAL ATOMKRIG VILLE VÆRE

— menneskers krig

— en uretfærdig krig

— en krig hvor både gode og onde går til grunde

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del