Storindustri og krig

DEN internationale våbenhandel blev til en god forretning i det 19. århundrede. Stålfabrikker som det tyske firma Krupp og de engelske firmaer Vickers og Armstrong begyndte at fremstille våben i store mængder. Da de hjemlige regeringer ikke kunne eller ikke ville købe tilstrækkelig mange våben, udviklede disse firmaer en international handel og blev snart til kæmpestore multinationale selskaber.

Lige fra våbenproduktionens spæde begyndelse har man betvivlet den moralske forsvarlighed af at fremstille og eksportere våben. Alfred Nobel opfandt en form for kordit (et røgsvagt krudt ved navn ballistit), og købte i en alder af 60 den svenske våbenfabrik Bofors. Samtidig erklærede han sig interesseret i pacifismen og indstiftede den berømte Nobels fredspris, der gives til den der i det forløbne år har gjort mest for at fremme et godt forhold landene imellem. Da William Armstrong døde i år 1900 bragte en engelsk avis denne kommentar: „Man forfærdes ved tanken om at en koldblodig og klarttænkende hjerne som Lord Armstrongs blev anvendt inden for ødelæggelsesvidenskaben.“

Havde man betænkeligheder blev de dog hurtigt overvundet, enten af patriotisme eller af profithensyn. Da den første verdenskrig udbrød myldrede de fleste af verdens hovedstæder med våbensælgere der falbød deres varer. Denne krig gav imidlertid anledning til et alvorligt moralsk problem i forbindelse med våbenhandelen.

Under krigen blev våben af engelsk og fransk oprindelse vendt mod engelske og franske soldater på slagmarken. Tyskere kæmpede mod russere og belgiere der var blevet udrustet med våben fra det tyske firma Krupp. De fleste af de involverede skibe var beklædt med panserplader som Krupp havde patent på at fremstille, og i Slaget ved Jylland affyrede man på begge sider granater med Krupps tændsatser.

Våbenfabrikkerne tjente store summer på krigen — så store at mange nærede mistanke om at de havde forsøgt at forlænge krigen for egen fordels skyld. I 1934 blev det i en artikel beregnet at det kostede 25.000 dollars — „hvoraf en stor del gik i våbenfabrikantens lomme“ — at slå en enkelt soldat ihjel. — The Arms Bazaar af Anthony Sampson.

Siden da er våbenhandelen fortsat, og i dag er den i vækst som aldrig før. Nogle betvivler stadig at det kan være moralsk forsvarligt at handle med dødbringende våben, men ingen benægter at det kan betale sig. „Krig er igen en god forretning,“ siger en amerikansk børsanalytiker. The New York Times tilføjer angående de moderne højteknologiske våben: „Den elektroniske krigsførelse er ikke blot et teknologisk mirakel — den er en indbringende forretning.“

„Våbenhandelen har . . . taget et kraftigt opsving, nu da Sovjetunionen har overhalet USA som førende eksportør af større våben,“ bekræfter det engelske tidsskrift New Scientist, og tilføjer: „Og vi vil uden tvivl inden for det næste år eller to opleve en stigning i Englands våbeneksport efter Falklandskrigens reklame.“

Ja, for lederne af de virksomheder der fremstiller moderne våben må konflikterne i Libanon og på Falklandsøerne være kommet som sendt fra himmelen. Avisen The Guardian bemærker: „Nye og spændende perspektiver har åbnet sig for europæiske og amerikanske foretagender efter en krig [på Falklandsøerne] hvori deres varer blev demonstreret på glimrende vis.“

De der søger et sikkert sted at investere deres penge må også have været opmærksomme på dette. Nye investorer i våbenindustrien strømmer til. En forsvarsanalytiker er i The New York Times blevet citeret for at sige: „Aktierne er steget siden disse hændelser [konflikterne på Falklandsøerne og i Libanon]. Dette har naturligvis tiltrukket flere investorers opmærksomhed.“

I 1970erne, mens krigen rasede i Vietnam og omliggende lande, var de protestantiske kirker — hvoraf nogle havde protesteret mod krigen og den tiltagende militæroprustning i USA — blandt dem der drog nytte af det lukrative våbenmarked. I en brochure om emnet nævner De amerikanske kirkers Nationalråd: „De her nævnte investeringer sker inden for våbenproduktion og -handel. Kirkerne har investeret næsten 203 millioner dollars . . . Disse investeringer er en god forretning for kirkerne og repræsenterer en væsentlig del, måske den væsentligste overhovedet, af deres aktieposter.“

Noget der får våbenfabrikkernes ledere til at gnide sig i hænderne med særlig fryd, er at de i regelen forhandler med militæret og ikke med kommercielle klienter. Fordelene derved er mange. De fleste store nationer har allerede bevilget forsvaret millioner af kroner, så pengene der strømmer ned i våbenfabrikanternes lommer er sikrede. Da de varer der afsættes til militæret må være af den standard militæret kræver, er de ofte fire-fem gange dyrere end dem der sælges til kommercielle klienter. Militæret foretrækker i det store og hele at købe produkter der er fremstillet inden for landets egne grænser fremfor at købe udenlandske produkter, og mindsker derved truslen for konkurrence udefra. Navnlig amerikanske virksomheder er i deres jagt på militærkontrakter i den usædvanlige situation at de ikke møder konkurrence fra Japan. Våbenindustrien er afgjort en indbringende forretning.

Midt i denne krigsindustri står våbensælgerne der ihærdigt falbyder deres ødelæggende varer. „Det der er så dejligt ved at fremstille våben i sammenligning med biler,“ siger én, „er at de altid bliver forældede eller opbrugt: mulighederne for ekspansion er uendelige.“

Våbenmesser, hvor købere og sælgere mødes for at besigtige det nyeste nye inden for krigsvåben, dukker op over hele jorden som var det modeopvisninger. Fabrikanterne er ved at udvikle den såkaldte tredje generation af våben, højteknologiske projekter der betyder større militærudgifter til forskning og udvikling. Christopher Paine, der tilhører Amerikanske videnskabsmænds Forbund, har kaldt dette „en farefuld list som våbenfabrikanterne står bag. Formålet med den er at holde våbenindustrien i gang“.

De moralske problemer ved våbenhandelen har ikke ændret sig. I tre år før Falklandskrigen solgte England for over to milliarder kroner krigsskibe og elektroniske våben til Argentina, kun for at blive beskudt med de selv samme våben da krigen brød ud. Dette er den risiko nationer såvel som storindustri vælger at løbe. Mange fordømmer den internationale våbenhandel. Men den fortsætter, og befordres i regelen af de involverede landes regeringer. Imens bliver verden stedse mere farlig at leve i.

[Tekstcitat på side 8]

England solgte for to milliarder kroner våben til Argentina, blot for at blive beskudt med de selv samme våben i Falklandskrigen

[Illustrationer på side 7]

De moralske betænkeligheder nogle nærede ved at sælge våben, blev hurtigt overvundet da pengene begyndte at strømme ind