Ingeniører blandt dyrene

„Der findes skabninger på jorden der har helbredt vore sygdomme, bygget vore skyskrabere, vundet vore krige. Og de har gjort det før nogen af os var til.“ Dette kunne man læse i et af de seneste numre af bladet Science Digest. Hvem er disse mesterlige ingeniører eller videnskabsmænd? „Det er træerne, insekterne, fiskene, og det simple ukrudt i skoven, der udgør livet på denne planet,“ skrev bladet.

Her skal nævnes nogle få af de bedrifter som „ingeniørerne“ blandt dyrene udfører og som mennesker først senere har kunnet udføre.

I rumsonder og våben bruger man kemiske raketfremdrivningssystemer. Bombardérbillen har længe brugt et lignende princip for at beskytte sig. Billens kirtler producerer en blanding af to slags hydrokinonforbindelser samt brintoverilte. Disse stoffer bliver opbevaret i nogle kamre der holdes lukket af muskelklapper. Når billen bliver skræmt, åbnes klapperne og indholdet flyder ind i et solidt indkapslet reaktionsområde. I det samme bliver der tilsat et enzym der forårsager en eksplosiv reaktion som udløser ilt. Forøgelsen af gastrykket presser den ætsende opløsning ud af reaktoren og affyrer den mod en angriber. Av!

Før sømænd lærte at binde knob, eller vævemestre lærte at væve tråde, pillede væverfuglen fibre ud af blade og vævede en hængende rede ved at knytte og sno dem. Visse byplanlæggere mener at beboelsesejendomme har økonomiske og samfundsmæssige fordele fremfor separate boliger. Her er nogle arter af væverfuglen kommet dem i forkøbet. De arbejder sammen om at bygge et stråtag i de kraftige grene på et træ, for derefter at hænge beboelserne op under taget. Taget kan bære op til hundrede reder.

Forud for ingeniørerne blandt menneskene kunne bæveren opdæmme vandløb og ændre på sine omgivelser så de passede til netop dens behov. Og før mennesker nogen sinde havde bygget kanaler, lavede bæveren noget der lignede kanaler. For at få store træer transporteret fra det sted hvor de bliver fældet, hen til det sted hvor dæmningen skal være, graver den en rende i jorden — måske op til 300 meter lang — og leder vand fra floden ind i renden. På den måde kan den lade træerne drive ned ad kanalen til det sted hvor de skal bruges.

I Chile lader det til at en havsnegl har „opfundet“ brækjernet. Den har to stærke fremstående tænder på den nederste del af sit solide hus. Ved spisetid frigør den ved hjælp af disse sin middagsmad, et lille bløddyr der klæber sig fast til en klippesten. Hvordan det? Den kiler tænderne ind under skallen på byttet. Ved derefter at trække sig ind under det gør den brug af brækjernsprincippet og løsner byttet.

Et sidste eksempel. Har du nogen sinde tænkt over hvor nyttig en tunge kan være? Mange bløddyr har tunger der er opbygget på samme måde som den rasp vi bruger til at file i træ med. De bruger dem til at skære føden i småstykker med. Spættens tunge er ligesom en harpun eller en fiskekrog. Den er hornagtig og har skarpe modhager der kan trække skjulte insekter ud af sprækker i et træ. Hvor solidt er det værktøj som naturens ingeniører bruger? Betragt engang nogle havsnegle der lever af alger som sidder fastklæbet til klipperne. På deres tunger har man fundet lag af magnetit, et jernoxyd der er næsten lige så hårdt som kvarts. Det er som Science Digest skriver: „Naturen arbejder med materialer der ikke står meget tilbage for det stærkeste stål.“