Hvordan jeg fandt varig lykke
HVOR var jeg betaget da jeg første gang fik et glimt af Walt Disney. Det var i 1954. Her var den mand som jeg havde forbundet med glæde og lykke siden jeg var dreng — den kunstner der havde ført Mickey Mouse, Snehvide og Bambi til biograflærredet. Og her stod jeg så, ansat som filmklipper, og skulle arbejde i hans filmstudie i Burbank i Californien. I de kommende 30 år skulle jeg daglig komme i berøring med alt det eventyragtige der prægede hans frembringelser.
Livet i Disney-studierne var spændende! De mange filmstjerner og de fantastiske kulisser der blev opbygget til filmoptagelserne, fik mig uafbrudt til målløs at spærre øjnene op. Der var for eksempel den dag da et helt lydstudie blev oversvømmet med vand og gennemblæst af seks kraftige blæsemaskiner for at give indtryk af at en storm rasede. Midt i alt dette harpunerede skuespilleren Kirk Douglas en kæmpeblæksprutte for at redde undervandsbåden Nautilus fra at blive sendt til bunds. Måske husker du filmen? Den hed En Verdensomsejling under Havet og var bygget over en roman af Jules Verne.
Hver dag syntes som en drøm der blev til virkelighed. Mit arbejde var mere en hobby end et job. Jeg blev tilmed betalt for det. Der var også noget bemærkelsesværdigt anderledes ved medarbejderne. De så ud til at have ægte arbejdsglæde! De 16 hektarer med lydstudier, kunstnerrum og bygninger til teknik og administration glødede konstant af korpsånd. Disse smilende mennesker var lykkelige over at være en del af Walt Disneys verden. Jeg følte mig lykkelig dér. Men en dag skulle jeg opdage hvad sand lykke er.
„Trylleriget“ og lykken
Fra Walt Disney i 1928 begyndte med Mickey Mouse-film kom han til at sprede glæde hos hundreder af millioner. I 1937 færdiggjorde han den første tegnefilm i spillefilmslængde — Snehvide og de syv dværge. Den blev et tilløbsstykke og bliver stadig nyudsendt hvert syvende år til fryd for en ny generation af børn — og deres forældre!
På et tidspunkt gik Disney i gang med at tegne forlystelsesparker. Sådanne havde eksisteret i mange år så vidt forskellige steder som Coney Island i USA, Blackpool i England og Tibidabo i Barcelona i Spanien. Men Disneys geniale indfald var at lave forlystelsesparker over et bestemt emne. Først blev Disneyland åbnet i Californien i 1955, fulgt af Walt Disney World med dets „Tryllerige“ i Florida i 1971. I 1982 blev noget nyt føjet til: EPCOT (Experimental Prototype Community of Tomorrow [forsøgsprototyper til morgendagens samfund]). Siden 1983 har japanerne haft deres eget Disneyland i Tokyo.
I løbet af de sidste tre årtier har mere end 335 millioner købt billet til Disneys parker for at lade sig fortrylle af den drøm Disney opfyldte med sit TRYLLERIGE! Og som lovet glemmer man normalt problemerne når man først er kommet indenfor. Man opsluges af lykkefølelse.
Kan man finde et lykkeland?
Alle ønsker sig lykken. Det er den nogle filmproducenter prøver at udbyde til dem der vil købe. Produktet er dyrt at fremstille, men også indbringende. Men giver det sand lykke? Er lykken varig? Tænk engang efter.
Når man forlader biografen, slukker for fjernsynet eller går ud af en forlystelsespark lader man samtidig fantasiverdenen bag sig. Den barske virkelighed melder sig igen. De få timers underholdende morskab bliver blot til et lykkeligt minde. Når man først er tilbage i virkelighedens verden, kommer alle de hæslige problemer væltende ind over én — økonomi, kriminalitet, sygdom og, naturligvis, død. Underholdning er ikke det samme som varig lykke. Det er blot et frikvarter.
Tit tænkte jeg: ’Ville det ikke være rart at blive indbudt til at bo i et land med sorgløs virksomhed, hvor hver dag lader én møde livets lykke og ingen af dets lidelser — et land hvor man ikke blot slipper for at blive gammel, men heller ikke behøver at dø, hvor man kan leve lykkeligt for evigt, ikke kun „til sine dages ende“?’ Hvor mange tror du ville være villige til at bringe ofre for at komme med i et sådant rige, hvis det var muligt? Hvad med dig selv?
Millioner har allerede tilkendegivet at de længes efter et sådant sted. Skønt det stadig er „på tegnebrættet“, er der sikkerhed for at det vil blive en realitet. Ifølge Bibelens profetier er der stadig en begrænset tid til at tage imod tilbudet. Det er ikke blot et „tryllerige“. Det er jorden, sådan som den vil blive når den forvandles til et paradis af Guds rige. Og ifølge Guds løfte vil lykken virkelig være at finde her for altid! — Åbenbaringen 21:3, 4; Titus 1:2.
Snart vil Paradiset blive genoprettet på hele jorden. Vi vil få fornyet livskraft og virkelyst. Ja, selv dyrene vil ikke længere indgyde frygt eller selv være bange. Hver eneste af de vågne timer vil med sikkerhed være fyldt med lykke, og alle vil kunne glæde sig over følelsen af at udrette noget. Lyder det som en utopisk drøm? Det gjorde det for mig engang.
Et nyt livssyn
Tidligere stod jeg i First Christian Church i Grand Island i Nebraska. Da jeg i 1970 begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, var tanken om at leve evigt på jorden derfor ny for mig. Efterhånden som studiet skred frem erkendte jeg at Gud havde bestemte normer for adfærd hos dem der søgte trøst i tilbedelsen af ham. Jeg begyndte at gøre forandringer i mit liv. Sådan noget som at flyve i mit privatfly, arrangere koncerter, spille tennis og andre hobbies jeg var gået stærkt op i, fik mindre og mindre betydning efterhånden som det stod klart for min familie og mig hvad Guds hensigt med jorden og mennesket var.
Bibelen gjorde det klart for mig at min tidligere religion havde forsømt at lære mig sandheden om Guds hensigter og om hvad hans rige virkelig betyder. Der findes intet brændende helvede! Heller ikke nogen udødelig sjæl der forlader legemet ved døden! Gud er ikke Jesus, men Jehova, den almægtige Skaber. Jesus er Guds søn, ikke ’Gud Søn’. — Ezekiel 18:4, 20; 1 Johannes 4:15; Salme 83:19, Kalkar.
Jeg fandt også ud af at Jesus aldrig tog del i politiske anliggender. Han vidste at det var Guds hensigt til sin tid at fjerne menneskelige regeringer for at bane vej for det paradis hvor selv de døde vil blive oprejst. Hvordan skulle jeg da kunne fortsætte med at støtte politikere som prøvede at videreføre denne smuldrende ordning med høj kriminalitet, dårligt helbred, økonomisk fallit og en sikker død, når jeg i stedet kunne vælge en kærlig ordning der lover evigt liv? Jeg begyndte at fortælle alle jeg kom i nærheden af at Guds rige snart ville dække ethvert behov hos alle levende væsener! — Johannes 18:36; Daniel 2:44; Johannes 5:28, 29.
De fleste tror at der findes en eller anden åndeverden hvor vi alle kommer hen efter døden. Men det siger Bibelen ikke! Det var her på jorden Adam og Eva kunne have levet evigt hvis de havde valgt at adlyde Gud. På grund af deres oprør var Gud nødt til at håndhæve retfærdigheden. Ufuldkommenheden har ført til at ondskaben midlertidigt har kunnet brede sig frit på jorden, men nu er ved at nå det højdepunkt hvor den brat vil blive bragt til ophør! Vi er lige ved at nå dette punkt. Denne afslutning, der gang på gang omtales i Bibelen, vil snart indtræffe. — Lukas 21:29-36.
Jeg kom til at virke helt forandret på dem der havde kendt mig som en sportsfanatiker og et livfuldt selskabsmenneske der kunne lide at spille dixieland-trækbasun og snakke politik. Der var en der betroede mig at nogle gjorde nar af mine bestræbelser for at iføre mig en ny personlighed med gode vaner. Men interessant nok mærkede jeg at jeg mødte en ny respekt, noget jeg ikke havde mærket før. Der var endda dem der snublede over ordene når de pludselig skulle lave et ukvemsord om til anstændig tale fordi de ikke ville støde mig. Guds ord begyndte at udvirke en forskel!
Stadig mulighed for lykke
Der er nu gået over 12 år siden jeg blev et døbt Jehovas vidne. Min hustru og mine tre børn holder alle af Jehova. Vi har fundet en lykke vi troede var utænkelig i dette kaos der kaldes civilisationen. Vort liv har en mening! Vort åndelige behov bliver mere end rigeligt dækket. Vi er meget taknemmelige for de mange velsignelser vi har oplevet inden for Guds sande organisation.
Det er en umådelig glæde at vide at der ikke blot findes et kortvarigt „tryllerige“, men et retfærdigt rige, en regering, der snart vil tage magten over hele verden. Det er betagende at kunne se frem til at opleve evig lykke under det rige der i sandhed kan kaldes det lykkeligste nogen sinde! — Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:3, 4.
Det er rigtigt at film og underholdning hjælper os til at få tankerne bort fra vore daglige bekymringer og problemer. Men jeg har set at virkningen er kortvarig. Jeg vil derfor tilskynde enhver til at gøre som jeg og undersøge hvordan man kan få andel i en vedvarende udfrielse fra ondskab og sorg.
[Tekstcitat på side 9]
Forskellige former for underholdning kan kun give midlertidig lykke
[Illustration på side 10]
Varig lykke vil kunne findes i Guds paradisiske nye orden