Gentager historien sig?

„BASTILLEN er belejret! . . . Kæden giver efter, brister. Den uhyre Vindebro smælder ned, tordnende. . . . Langt nede i deres Hvælvinger hører de syv Fanger dæmpede Drøn som af Jordskælv. . . . Fire Timer har nu Verdensdaarekisten brølet. . . . Den levende Oversvømmelse styrter ind. Bastillen er falden!“

I disse medrivende vendinger beskrev Thomas Carlyle begyndelsen til den franske revolution i 1789. Den betød afslutningen på en tidsalder. Bastille-fængselet i Paris havde i lange tider huset glemte, uskyldige fanger. Det var blevet et symbol på tyranniet fra det franske Bourbon-monarki og aristokrati. Den dag i dag er datoen for Bastillens ødelæggelse, den 14. juli, Frankrigs nationaldag.

Mange af Europas intellektuelle mente at denne revolution — med dens flammende kampråb „Frihed, lighed og broderskab“ — skulle være optakten til en ny æra for hele menneskeheden. Den syntes at love frihed fra undertrykkelse, at være begyndelsen til en ny epoke med menneskekærlighed og fred. Bragte den franske revolution så opfyldelsen af disse utopiske drømme? Historien svarer nej.

Nationalforsamlingen (1789-91) vedtog en lovgivning der havde til formål at gøre Frankrig til et demokrati som tog hensyn til det enkelte menneske. Da denne forsamling blev opløst i 1791, var den fremherskende indstilling: „Nu er vi endelig frie!“ Den nye forsamling der mødtes for at bringe de „stiftende fædres“ ideer til udførelse, var imidlertid splittet fra starten. Snart herskede der næsten anarki i Paris på grund af oprør og massakrer. Den nye regering lod Ludvig XVI henrette på guillotinen, og oprettede det såkaldte rædselsherredømme under Robespierre og andre. Dette regime udslettede ikke blot revolutionens „fjender“ men også mange af dens „børn“.

Snart efter afløstes rædselsherredømmet af Direktoriet, der var mere moderat, og så kom Napoleon Bonaparte til magten. I 1802 blev han „konsul for livstid“. „Den franske nation trænger til en arvehersker,“ hævdede han senere, og lod sig udråbe til kejser. Det skete i 1804. „Jeg hersker kun i kraft af den frygt jeg indgyder,“ sagde han få år senere.

I løbet af kort tid var Frankrig således, hvad angår styreform, kommet tilbage til udgangspunktet. Ironien bliver endnu tydeligere når man tænker på at slægten Bourbon vendte tilbage i skikkelse af Ludvig XVIII efter at Napoleon var blevet tvunget til at abdicere. Nogle siger at de vendte tilbage uden at have hverken lært eller glemt noget.

Dette er blot et enkelt eksempel på det som nogle betragter som en regel. Historien synes at gentage sig. Som den tyske filosof Georg W. F. Hegel udtrykker det: „Folk og regeringer har aldrig lært noget som helst af historien, eller handlet i overensstemmelse med principper der kan udledes af den.“ Hvordan kan det være? Hvad er det man ikke har lært af historien? Er det noget vi personligt kan lære?