Hvordan er det gået med „den grønne revolution“?
FOR næsten 40 år siden begyndte landbrugseksperter at eksperimentere med nye hvedetyper. Disse „planteforædlere“ forsøgte at udvikle en kornsort der kunne give større afgrøder på samme areal. Det lykkedes dem.
Siden har man søgt at overføre forsøgene på risplanter. Store områder i Mellem- og Sydamerika og i Asien er blevet tilsået eller tilplantet med nye hvede- og rissorter, og der er sket en mærkbar stigning i afgrøderne. Nogle har derfor ment at her var svaret på nogle af verdens fødevareproblemer.
Hvad er der sket?
Landbrugseksperten Lester Brown blev for nylig spurgt: „Hvad er der sket med ’den grønne revolution’ der skulle gøre ende på hungersnød?“ Han svarede: „Det har aldrig været tanken at den grønne revolution skulle løse fødevareproblemet — man ville kun vinde tid til at få befolkningstilvæksten under kontrol. . . . der findes ingen landbrugsteknologi der kan holde trit med denne vækst.“
„Den grønne revolution“ udvirkede altså en vis stigning i fødevareproduktionen. Men den har ikke kunnet hamle op med den enorme befolkningstilvækst.
Dertil kommer at „den grønne revolution“ har en „akilleshæl“, et sårbart sted. Hvori består denne svaghed? I den omstændighed at nok har den givet et større udbytte, men grundlaget for dette har været en langt større brug af kunstgødning, pesticider, vanding og mekanisering. Som omtalt i forrige artikel er meget af dette baseret på at man råder over olie til kørsel af traktorer og andre maskiner, såvel som til fremstilling af de gødningsmidler og kemikalier der bruges i forbindelse med „den grønne revolution“.
For tiden er der ikke alene mangel på brændstof, men prisen på olie er også løbet løbsk. De lande der har mest brug for fødevarer er netop dem der har dårligst råd til at købe olie, og uden olie kan „den grønne revolution“ ikke fortsætte.
I bladet Time kunne man, før den seneste stigning i oliepriserne, læse følgende:
„Nu betaler de en pris der er 1600% højere end OPEC-priserne i 1970, de kan ikke klare sig uden olie, men de har ikke råd til at købe den.
En talsmand for De forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation indrømmer: ’Den landmand der var tilstrækkelig oplyst til at følge vort råd om at købe maskiner og kunstgødning er i knibe, mens den landmand der beholdt sin vandbøffel er langt bedre stillet.’“
Et andet paradoks i de fattigere lande er at det i regelen kun er de mere velhavende landmænd der har råd til at betale for den nye teknologi som er en forudsætning for den grønne revolutions succes. Den fattige landmand, der har mest behov for en øget fødevareproduktion, kan ikke betale det den koster.
Hvad der yderligere komplicerer situationen er at de fleste af jordens fire milliarder indbyggere er fattige. Selv om stigningen i fødevareproduktionen kunne holde trit med den voksende befolkning, ville disse fattige mennesker ikke have råd til at betale for en ordentlig kost.
Et nyt gennembrud?
Vil en eller anden dramatisk udvikling inden for fødevareproduktionen kunne løse problemet? Eksperterne er pessimistiske.
I bladet Monthly Letter, der udgives af Royal Bank of Canada, hedder det: „Selv om den grønne revolution har udvirket mirakler, vil ingen påstå at den er hele løsningen på det fødevareproblem menneskene står over for.“ Bladet tilføjer: „Man kan ikke forvente at videnskaben alene skal løse problemet.“
Bladet U. S. News & World Report har stillet Lester Brown følgende spørgsmål: „Er der udsigt til et eller andet gennembrud der på en virkningsfuld måde vil kunne øge fødevareforsyningerne i fremtiden?“ Han svarede:
„Jeg ville ønske jeg kunne sige ja, men alt taler imod det.
Ser man på de projekter der foreligger i dag, er det meget vanskeligt at få øje på noget der kan føre til en så pludselig vækst som den vi har oplevet siden den anden verdenskrig — med krydsning af kornsorter, en enorm stigning i brugen af kunstgødning, en hurtig forøgelse i antallet af overrislingsanlæg, og højtydende hvede og ris.“
Betyder det at der ikke findes nogen løsning? Nej, slet ikke. Det findes der, og det tilmed en løsning der med sikkerhed vil komme, og som vil vise sig at være absolut tilfredsstillende. Men indtil det sker, kunne det måske være en fordel at lære hvad andre bruger til føde.