Hvad man ikke har lært af historien
Historieundervisningen i skoler og på universiteter synes ofte at begrænse sig til begivenheder, krige, pagter og personer. H. G. Wells har sagt at „den snævre historieundervisning“ i skoleårene i hovedsagen er „en uinspirerende og delvis glemt opremsning af landenes konger eller præsidenter“.
For tænkende mennesker bør historien imidlertid være en lanterne der kaster lys over faldgruber i fortid såvel som nutid. Den bør give et vist håb for fremtiden. Vi vil her gennemgå nogle bemærkelsesværdige historiske forhold og hvad menneskene kunne have lært af dem.
FOR DET FØRSTE — Regeringsskift: Som på den franske revolutions tid er tendensen gerne den at én regering afløses af en lignende. Den „forandring“ der tilsyneladende sker, er ikke dybtgående. Ét tyranni kan således sagtens efterfølges af et andet. I de demokratiske samfund her i Vesten, som for eksempel Danmark, Storbritannien og USA, afløser det ene parti det andet ved valg. Men der sker ingen fundamentale forandringer.
Interessant nok har den kendte forfatter Paul Valéry bemærket følgende: „Alle politikere har læst historie, men man kan måske sige at de kun læser den for at lære hvordan de kan gentage de samme fejl.“ Hvorfor forholder det sig sådan? Dybest set fordi disse ord i Bibelen er sande: „Det [står] ikke . . . til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jeremias 10:23.
Hvad kan vi lære af det? „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe.“ (Salme 146:3) Menneskers løfter er som regel ikke til at stole på. De prøver måske samvittighedsfuldt at oprette en styreform der i alle henseender er tilfredsstillende. Men forvent ikke at deres bestræbelser lykkes. Kun Jehova Gud kan udvirke dette, og han vil gøre det ved hjælp af sit rige med Jesus Kristus som konge. — Mattæus 6:9, 10; Esajas 9:6, 7; Daniel 2:44.
FOR DET ANDET — Religion og politik: Historien viser at den organiserede religions præsteskab til enhver tid, når det øver politisk indflydelse på den brede befolkning, fungerer som et redskab til at opretholde status quo, ofte til gavn for de herskende. Et eksempel på dette ses i den rolle det romersk-katolske præsteskab spillede i Europa og andre steder med hensyn til at opretholde det feudale system efter romerrigets fald i det femte århundrede e.v.t. I tusind år eller mere arbejdede kirken i både vest og øst nært sammen med konger, zarer og godsejere for at bevare de privilegier og interesser der tilhørte de få på toppen af den sociale pyramide.
Til gengæld fik kirken jord (grundlaget for magt i det feudale system), og dens medlemmer blev tiltalt som „ærværdige abbed“, „Deres velærværdighed“ eller lignende. Paven selv var måske den mægtigste monark inden for kristenheden. Denne magt ses i en liste over pavens privilegier udsendt af pave Gregor VII i det 11. århundrede. Disse privilegier omfattede „magt til at afsætte kejsere“ og til at „ophæve dekreter, uanset hvem de er udstedt af“.
Herskerne i det gamle Babylon, Ægypten, det aztekiske Amerika, det hinduiske Indien — ja, måske herskerne i ethvert af fortidens samfund — gjorde brug af det religiøse system for at sikre deres egne interesser. Og for selvisk fordels skyld har verdens religioner altid søgt at have nær tilknytning til staten. Men hvad kan vi lære af alt dette? Vi kan lære at når religion blander sig i politik og bliver involveret i verden og dens politiske anliggender, går det ud over religionens tilhængere, og forvirring bliver resultatet. En sådan åndelig utugt bidrager til at den falske religion vækker Guds afsky. (Åbenbaringen 17:3-5) Bibelen fortæller os desuden at et af de krav man må opfylde for at ens tilbedelse kan have Guds behag, er „at holde sig uplettet af verden“. — Jakob 1:27.
FOR DET TREDJE — Materiel velstand: I nogle lande og i visse perioder af historien har man nydt en betydelig materiel velstand. Mange hævder at lykken og tilfredsheden stiger i takt med levestandarden. Men hvad kan vi lære af historien? At materiel velstand ikke er nok til at gøre folk lykkeligere. Hvad er det da man har brug for, ud over de materielle ting?
Ivar Lissner skriver i sin bog Man, God and Magic: „Man kan kun undres over den udholdenhed hvormed mennesket gennem hele historien har stræbt efter at komme i forbindelse med noget uden for sig selv. Dets energi har aldrig udelukkende været rettet mod livets nødvendigheder. Mennesket har altid stillet spørgsmål, famlet sig vej fremad, higet efter det uopnåelige. Denne ejendommelige, medfødte trang i mennesket er dets åndelighed. . . . Mennesket er ikke tilfreds med bare at sove, spise og varme sig . . . Alle menneskehedens civilisationer har haft deres rod i religion og i en søgen efter Gud. Uden tro, religion og Gud er civilisation utænkelig.“
For 1900 år siden sagde Jesus Kristus: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ (Mattæus 5:3) Skønt materiel velstand kan være forbundet med en vis glæde, lærer vi altså af historien at sand lykke udspringer af det at opdyrke og dække det åndelige behov.
FOR DET FJERDE — Sociale forbedringer: Det er umuligt at frembringe en bedre verden uden at forbedre menneskene. Historien viser at „det ene menneske hersker over det andet til hans ulykke“. (Prædikeren 8:9) Det er sandt at fremskridt som for eksempel ophævelsen af slaveriet har bidraget til sociale forbedringer. Men forskellige menneskelige faktorer bringer stadig død over millioner i umenneskelige krige. Skal de sociale forbedringer være ægte, må folk lære at elske deres medmennesker. (Mattæus 22:39) Bibelen viser ganske vist at det vil tage tusind år at opløfte menneskeheden til fuldkommenhed under kongen Jesu Kristi og hans salvede medregenters kongedømme. Men denne periode vil begynde om kort tid, og at menneskene bliver fuldkomne er kun én af de mange ting Guds rige vil udrette. — Åbenbaringen 20:4-6; 21:1-5.
Vi kan uden tvivl lære meget af menneskehedens historie. Men hvordan kan vi hver især få gavn af de fire forhold vi har nævnt i denne artikel?
[Tekstcitat på side 5]
’De læser kun historie for at lære hvordan de kan gentage de samme fejl’