Ikke-vold i en voldspræget verden

AT LEVE i Bombay er at leve i et konstant mylder. Om dagen er der tæt trængsel i gaderne. Om natten sover hundredtusinder af mennesker på fortovene.

Billedet er det samme i de fleste af Indiens byer: trængsel, og den usleste fattigdom. Der er knaphed på boliger og vand. Et måltid er ikke nogen selvfølge.

Forestil dig at du sammen med fem til otte andre personer bor i et værelse der måler 3 gange 4 meter! Rummets hjørner er lejet ud, eller måske sover man på skift. Det meste af tiden tilbringer beboerne med at gå i gaderne eller sidde på fortovet. Hver morgen går du hen til den lokale brønd eller vandhane og henter en spand vand. Vandet er inficeret. Du går på arbejde, og arbejder hårdt og længe, men din dagløn rækker knap nok til at familien kan mættes den dag. Du kan ikke lave om på dine forhold, hvor meget du end prøver. Hver dag ser du omkring dig tusinder af mennesker dø af sult og sygdom. Det hele virker håbløst og frustrerende.

Men i det mindste har du et sted at være, hvad ikke alle har. Der er jo også et andet Indien: mennesker som ikke har noget der blot ligner et hjem, og som holder til på gadehjørner, i rendestene og langs husmure. Der er hele kolonier af sådanne som intet ejer — gamle og unge, kvinder og småbørn, halvt påklædte og døende. De udgør en slægt for sig som aldrig har haft nok at spise. Deres eneste tanke er at kunne leve endnu en dag.

Dette er ikke noget behageligt billede. I Indien, som alle andre steder, er der naturligvis også rige og veluddannede mennesker. Men det er et lille mindretal. Med den stadige befolkningstilvækst er de fattige kommet langt, langt forud for de rige i antal. Kontrasten mellem de riges åbenlyse luksus og de fattiges kamp for simple fornødenheder er en oplagt baggrund for vold.

Voldens klima

„Bundet af stagnationens og forandringens sammenfiltrede tråde er Indien i dag et voldspræget, grusomt og frastødende samfund,“ erklærer Bhabani Sen Gupta i sin artikel „Er Indien civiliseret?“ I Indien er der stadig hvert år tusinder af unge gifte kvinder der bliver brændt levende af deres ægtemænd og svigerfamilie fordi deres medgift ikke har været tilfredsstillende. Omkring to millioner kvinder bliver voldtaget. Hundredtusinder af andre forbrydelser bliver begået. Halvtreds tusind mennesker, hvoraf de fleste er unge mænd og kvinder, begår selvmord i skuffelse og desperation. I 1978 var der 96.488 tilfælde af optøjer. Siden 1978 har der ikke været mange sammenfattende statistikker over kriminaliteten i hele landet, men selv fragmentariske opgørelser viser at kriminaliteten fortsætter med usvækket styrke.

Den indiske sociolog S. C. Dube mener at dette volds- og kriminalitetsklima er en følge af den brede kløft der er mellem det som folk ønsker og det som de får, og en følge af de privilegeredes faste beslutning om at bevare deres gevinster på trods af de fattiges stigende krav om at få en større andel.

Vold og brutalitet forekommer ikke kun i byerne, men også i Indiens landdistrikter. Den indiske økonom B. M. Bhatia mener at den megen vold i landdistrikterne skyldes at der er „en stadig bredere afgrund mellem jordbesidderne og de jordløse arbejdere“. Resultatet er store tab af menneskeliv, ejendom og værdier. „De svage og de fattige er ikke længere i humør til at indrette sig efter de stærkes og de riges magt og begær. De er begyndt at slå fra sig og hævde deres egne rettigheder. Til de riges traditionelle voldsanvendelse er nu blevet føjet noget nyt: de fattige rejser sig også i vold,“ skriver Gupta.

En drøm der blegnede

„Jeg må . . . til mit sidste åndedrag håbe at Indien vil gøre ikke-vold til sin trosbekendelse og bevare menneskets værdighed,“ skrev Gandhi i 1938. I dag, 46 år senere, skælver Indien stadig som følge af mange former for vold. Og ifølge Gupta har det „heller ikke været muligt at bevare den menneskelige værdighed“.

Skønt Gandhis budskab er umådelig populært, er det gået som The Times of India skriver: „En uhørt voldsbølge har ramt landet, og røveruvæsen, voldtægt og røveri er blevet en del af dagens orden.“

Denne vurdering af Indien kan også gælde andre dele af verden. I Indien kan ikke alle få en skoleuddannelse; flere andre lande er bedre stillet, men alligevel har resten af verden også gjort sig skyldig i de syv samfundssynder som Gandhi opregnede: ’Politik uden principper, rigdom uden arbejde, fornøjelser uden samvittighed, uddannelse uden karakter, handel uden moral, gudsdyrkelse uden offervilje, og videnskab uden menneskelighed.’ Ja, Gandhis ideal, en verden uden vold, er en drøm der er blegnet.

Man har beregnet at Indiens befolkning om femten år vil være oppe på en milliard. Ud af disse vil 600 millioner være ramt af fattigdom. Der vil måske være 30 til 50 millioner unge uden arbejde. Sådanne tal tegner billedet af en dyster fremtid.

Gandhis ædle budskab om et samfund uden vold slog ikke rod i Indien, hvor det spirede. Hvorfor ikke? Ikke fordi budskabet ikke var godt. Heller ikke fordi Gandhi selv svigtede; hans mål og motiver var uden tvivl gode. Men fordi han kun var et menneske. Der var grænser for hvor meget han kunne lære fra sig og hvor mange han kunne nå. Og mennesker har let ved at glemme. Dette har historien bevist.

Betyder det så at det er umuligt for mennesker at afholde sig helt fra vold? Hvem kan lære ikke blot inderne men hele jordens befolkning at leve i fred? Hvilken undervisning er nødvendig? Vil en verden uden vold nogen sinde blive en realitet?

[Illustration på side 8]

Typisk gadebillede fra en indisk by