Indiske kvinder på vej ind i det 21. århundrede
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I INDIEN
De er høje, de er lave. Nogle er slanke, andre er kraftige. Mens nogle har let til latter, er andre tillukkede. Der findes stenrige, og ludfattige. Nogle er højt uddannede, andre er analfabeter. Hvem taler vi om? De indiske kvinder — på vej ind i det 21. århundrede.
DE FLESTE uden for Indien forbinder den indiske kvinde med ynde, skønhed, mystik og charme. Mange mænd tager indiske kvinder med i deres overvejelser når de ønsker at finde sig en hustru, hvilket blandt andet skyldes den udbredte opfattelse at indiske kvinder er mere underdanige, mere interesserede i at være deres mand til behag, og dygtigere til husførelse end deres mere selvstændige medsøstre i Vesten. Men det er misvisende at tale om en ’typisk’ indisk kvinde i denne smeltedigel af forskellige etniske, religiøse og sociale grupper. I dette fascinerende land findes der repræsentanter for alle kvindetyper.
Landets historie er præget af kulturblandinger der er opstået enten på fredelig vis eller ved tvang. Der er forskellige teorier om hvor de første kolonister, draviderne, kom fra. Deres herkomst synes at være en blanding af folk fra Australien og det sydlige Middelhavsområde, især Kreta. Da de ariske og persiske folkeslag fra nordvest og mongolerne fra nordøst trængte ind i Indien, trak draviderne sydpå. Det er grunden til at kvinderne i det sydlige Indien generelt er spinklere bygget og mørkere i huden end kvinderne i nord. De sidstnævnte er som regel høje af vækst og lyse i huden, men med mørkt hår og mørke øjne. Befolkningen i den nordøstlige del har ofte orientalske træk.
Religionen har spillet en væsentlig rolle i forbindelse med fastlæggelsen af kvindens stilling i Indien. Eftersom Indien i dag er en verdslig stat, gøres der store bestræbelser for at ændre de traditionelle holdninger som har forhindret kvinderne i at følge med udviklingen. Der er blevet gjort meget for at øge uddannelsesmulighederne, ikke kun for de velhavende og indflydelsesrige kvinder, men for alle. Læseklasser, uddannelsesprogrammer i landsbyerne, og gratis skolegang for piger, er ved at ændre situationen.
Det var et stort skridt fremad da man den 22. juni 1994, i staten Maharashtra, vedtog et lovforslag om kvinders rettigheder. Indiens vicepræsident, K. R. Narayanan, har beskrevet det som „historisk“ og „revolutionært“, da det tager fat på de grundlæggende problemer kvinder kæmper med. Som for eksempel spørgsmålet om formynderskab, retten til fælleseje, bedre boligforhold, og ligestilling på arbejdsmarkedet.
Eftersom flere kvinder kommer ind på de højere læreanstalter og søger ud på arbejdsmarkedet, er de ikke længere bundet til hjemmet i samme grad som før. Spørgsmålet er om denne nye situation vil påvirke samfundets moralske klima. Der rapporteres om stofmisbrug og dalende moralnormer på de højere læreanstalter. Underholdningsbranchen er især med til at skabe billedet af den „nye“ unge indiske kvinde. Sammenligner man nutidens indiske film med dem der blev vist for 30 år siden, vil man opdage at den måde kvinder skildres på har ændret sig væsentligt. En indisk kvinde siger: „Den tidligere ærbare, blide og selvopofrende filmheltinde fra min skoletid er blevet erstattet af den moderne pige som, hvis hun bliver ulykkelig, blot forlader sin mand og svigerfamilie og kæmper for sine rettigheder og sin selvstændighed.“
Sammenlignet med mange andre folkeslag er de indiske kvinder dog stadig i det store og hele moderate hvad angår adfærd og påklædning. Den mest anvendte beklædning, den smukke sari, dækker anstændigt størstedelen af kroppen. Unge kvinder, især fra den nordlige del af landet, foretrækker at gå i en shalwar-kameez, en løs kjole der bæres uden på lette, pyjamaslignende bukser. Når den vestlige mode følges, som det hovedsagelig er tilfældet i Bombay, Goa og Calcutta, er den som regel beskeden i stil og passende i længden.
Bedre arbejdsmuligheder
Hvilken slags arbejde er til rådighed for indiske kvinder der befinder sig på tærskelen til det 21. århundrede? En stor del af Indiens befolkning bor i landsbyer og er beskæftiget med landbrug. Millioner arbejder i marken. Mange kvinder arbejder side om side med deres mænd med al slags landbrugsarbejde. Det er også kvinderne der går lange strækninger for at hente vand fra floder og brønde, og som udfører det slidsomme arbejde med at samle træ til brændsel. Mens de arbejder, bærer de deres spædbørn på hoften eller lægger dem i en hængekøje der er spændt ud mellem nogle træer.
Siden begyndelsen af det 20. århundrede er indiske familier fra landet strømmet til byområderne for at søge arbejde. Mange kvinder har fået arbejde på tekstilfabrikker. Moderniseringen af industrien har imidlertid ramt de kvindelige arbejdere hårdest. I modsætning til kvinderne blev mændene oplært til at betjene maskinerne. Dette skabte store problemer for mange kvinder. De blev henvist til at slæbe materialer på byggepladser, skubbe trækvogne med tunge sække, sælge brugt tøj, eller udføre andet dårligt betalt arbejde.
Forkæmpere for socialreformer forsøgte at forbedre kvindernes situation. Pludselig opstod der foreninger som SEWA (Foreningen for Selvstændige Kvindelige Erhvervsdrivende), hvis mål var at hjælpe udearbejdende kvinder uden uddannelse. De opfordrede dem til at passe på deres helbred så de kunne arbejde, at lære at læse og skrive så de undgik at blive et let bytte for tvivlsomme foretagender, at forbedre deres jobfærdigheder, og at lære at spare op så de slap for at skulle betale høje renter til skruppelløse pengeudlånere. Da den ansete sociolog Zarina Bhatti blev spurgt om hvorvidt feminisme bruges som et socialt redskab, svarede hun: „I Indien betyder feminisme at lytte til de problemer kvinderne har, at organisere dem, at forsøge at give dem en teknisk uddannelse, samt at videregive sundheds- og ernæringsoplysninger.“
Der er samtidig ved at ske en holdningsændring blandt dem der befinder sig højere oppe på den sociale rangstige, nemlig de uddannede kvinder fra velhavende familier og middelklassekvinder. Kvinder fra begge grupper findes nu inden for alle erhverv, ikke kun i undervisnings- og sundhedssektoren. I dag gør nogle karriere som piloter, mannequiner, stewardesser og politibetjente, og andre beklæder topstillinger. I mange år havde Indien, verdens største demokrati, en kvinde som premierminister. Der findes kvinder som er officerer i de væbnede styrker, er sagførere og retspræsidenter, og tusinder har startet deres egen virksomhed.
Ændringer på det ægteskabelige område
Hvilken indstilling har den moderne indiske kvinde til ægteskab, i betragtning af at flere og flere kvinder nu bliver selverhvervende? Det 19. og 20. århundrede medførte store forandringer for landets gifte kvinder. Den ældgamle skik, enkebrænding, hvor en enke frivilligt lod sig brænde på sin mands ligbål, blev afskaffet under det britiske koloniherredømme. Børneægteskaber er nu blevet forbudt ved lov, hvilket betyder at en pige under 18 år ikke kan blive lovformeligt gift. Den utiltalende praksis at forlange medgift af pigens familie er også blevet forbudt, men eksisterer dog stadig. Tusinder af unge piger er blevet myrdet på forskellige måder, enten fordi deres familie ikke kunne fremskaffe det nødvendige beløb til medgiften, eller fordi man håbede at den næste hustru ville indbringe flere penge.
De dybere årsager til disse medgiftsdrab er langsomt ved at blive afdækket. Traditionen tro, skulle en indisk pige bo sammen med manden i hans forældres hjem fra ægteskabets indgåelse indtil sin død. Hendes forældre ville under ingen omstændigheder tage hende hjem igen. Eftersom mange unge kvinder ikke havde nogen uddannelse, kunne de ikke forlade mandens hjem og derefter forsørge sig selv. De blev ofte mishandlet og levede deres liv i frygt. Hvis ikke deres forældre kunne fremskaffe de nødvendige midler til at tilfredsstille den begærlige svigerfamilie, måtte de unge piger blot vente i tavshed og angst på deres endelige skæbne, som oftest en arrangeret ulykke — en ovn der eksploderede eller en let og luftig sari som blev antændt så hun brændte ihjel.
I dag tilbyder lovgivningen, afdelinger inden for politiet, domstole og støttegrupper hjælp til gifte kvinder der føler sig i livsfare. Nu hvor kvinder har flere uddannelses- og jobmuligheder, venter nogle med at gifte sig til de har gjort karriere, mens andre vælger slet ikke at gifte sig. De er ikke længere så afhængige af de ofte tyranniske mænd.
Bedre behandling af pigebørn
Et andet problem kvinderne slås med, er den overdrevne favorisering af drengebørn — som dog er ved at ændre sig her ved årtusindskiftet. Denne praksis, som bygger på gamle religiøse lærepunkter og økonomiske hensyn, har mange gange ført til drab på pigebørn. Piger får desuden ofte mindre mad, skolegang og sundhedspleje end drenge.
I nyere tid har den udbredte anvendelse af fostervandsprøver for at bestemme barnets køn, ofte medført at pigefostre bliver fjernet ved abort. Selv om denne praksis er lovstridig, er den stadig meget almindelig. .
Menneskeskabt filosofi har på mange måder skadet kvinderne. Ét eksempel er den behandling som enkerne blev udsat for. I fortidens Indien var det acceptabelt for en enke at gifte sig igen. Men fra omkring det sjette århundrede satte lovgivere en stopper for dette, og enkerne førte et ynkværdigt liv. Afskåret fra at gifte sig igen, ofte frarøvet sin afdøde mands ejendele af slægtninge og behandlet som familiens sorte får, valgte mange enker at lade sig brænde på deres mands ligbål frem for at blive mishandlet og ydmyget resten af livet.
Sidst i det 19. århundrede forsøgte reformister at lette tilværelsen for disse kvinder, men det er vanskeligt at ændre dybt indgroede holdninger. I nogle samfund lever enker, for eksempel purunge kvinder som var gift med ældre mænd, afgjort et ulykkeligt liv. Dr. Saharada Jain fra et forskningsinstitut siger: „Det største traume ved at blive enke er at kvinderne har været vant til at bygge hele deres liv op omkring manden.“ Der gøres mange bestræbelser for at hjælpe enker til at gå det 21. århundrede i møde med værdighed.
Forskelle mellem by og land
Der er stor forskel på kvinder i byerne og på landet. Det anslås at kun 25 procent af kvinderne på landet kan læse og skrive; i byerne har en langt større procentdel adgang til skoler og højere læreanstalter. For at hjælpe landbokvinderne har socialrådgivere oprettet læseklasser og iværksat sundhedsprogrammer og jobskabelsesordninger. Nogle delstatsregeringer har reserveret 30 procent af de ledige stillinger inden for det offentlige til kvinder. Kvindegrupper har i nogen grad haft held med at afbøde de sorger og lidelser som millioner udsættes for i Indien. Hvordan tegner fremtiden sig da for de indiske kvinder?
På vej ind i det 21. århundrede
Er tilværelsen for den indiske kvinde ved at ændre sig, nu hvor hun nærmer sig det 21. århundrede? Ja, og det sker med hastige skridt. Indiske kvinder står imidlertid over for en situation der ligner den deres medsøstre rundt om i verden befinder sig i. Der er fremgang at spore på visse områder, men tilbagegang på andre. Der er grundlag for håb, men der er også fortvivlelse. Nogle bor i prangende huse og fører et luksuøst liv, mens andre bor i slumkvarterer med håbløs fattigdom og nagende sult. Millioner har ikke en chance for at hæve sig op over et eksistensminimum, mens andre tilsyneladende ejer alt hvad verden har at tilbyde. For de fleste indiske kvinder er fremtiden usikker; de nærer visse forhåbninger, men de har også deres tvivl.
For nogle kvinder tegner fremtiden sig imidlertid lys og lovende, især for dem der håber på en paradisisk jord under Guds riges herredømme ved Kristus Jesus. (Åbenbaringen 21:1, 4, 5) Med tillid ser de frem til et nyt århundrede hvor kvinder i fuldt mål vil kunne glæde sig over livet.
[Illustration på side 16]
Bærer mursten hen til en byggeplads
[Illustration på side 17]
Trækker vand op til eget forbrug
[Illustration på side 18]
Holder møde sammen med mænd
[Illustration på side 18]
Betjener en computer