Mit barn er forsvundet!

„Det var den 31. marts 1981. Jeg fandt først seddelen om morgenen da jeg kom for at vække ham så han kunne komme i skole,“ fortæller Annette. „Der stod: ’Jeg rejser min vej fordi jeg ikke vil bo her længere. Så behøver jeg ikke at rette mig efter nogen mere.’“ „Jeg glemmer det aldrig,“ tilføjer hun, „om der så går 25 år.“

Annette, en 27-årig husmoder fra Massachusetts, ville nu få at føle hvilket mareridt det er når børn forsvinder. „Jeg var sikker på at det var Tajs håndskrift,“ siger hun. „Jeg havde bare på fornemmelsen at han gemte sig et eller andet sted, og at nogen hjalp ham. Der måtte være en eller anden der vidste hvilke problemer han havde og ønskede at hjælpe ham.“ Men opringninger til slægtninge og venner i nabolaget bragte ikke noget for dagen om hvor den niårige Taj opholdt sig.

Da politiet og andre snart efter begyndte at eftersøge Taj, befandt Annette sig nærmest i en choktilstand. Håbløshed, vrede, skuffelse og fortvivlelse afløste hinanden, og gør det den dag i dag. „Det får jo aldrig ende,“ siger Annette. „Et dødsfald kan man tage for hvad det er, og se frem til noget bedre — men sådan er dette her ikke. Jeg kan ikke sætte det i det rigtige perspektiv, for jeg ved ikke hvad det egentlig er der er sket. Det er så forfærdelig svært at leve med.“

Noget der er næsten lige så svært for Annette er at hun ikke kan fortælle sin forsvundne søn at den situation der fik ham til at løbe væk — en stedfader der pludselig blev voldelig og forbød ham at tale med sin moder, og den frygt han havde for at blive slået ihjel — er fuldstændig forandret. „De fleste af dem der løber hjemmefra fordi de ser det som den eneste udvej, ville komme hjem og finde at alt var som før, men sådan er Tajs situation ikke,“ forklarer Annette. „Den har virkelig forandret sig. Hvis han kom hjem ville det ikke være til det samme sted og han behøvede ikke at nære nogen frygt for sin stedfader.“

Det er nu tre år siden Taj forsvandt, men Annette søger stadig efter ham. „Jeg kigger altid på små lyshårede drenge,“ siger hun, „altid. Uanset hvor jeg er — i lufthavnen, i andre byer, i min egen by — kigger jeg altid på dem og spekulerer på om det mon viser sig at være Taj hvis han vender sig om. Jeg holder aldrig op med at lede.“

Annette er ikke alene. Hvert år er der titusinder af børn der meldes savnede fra deres hjem og som aldrig dukker op igen. Nogle løber væk fra en truende eller ubehagelig situation i hjemmet, ligesom Taj gjorde. Andre bortføres, eller forsvinder simpelt hen. Hvad sker der med disse børn? Hvorfor er de forsvundet?