Bitre og letbitre kendsgerninger om chokolade
ALLE vidneudsagn var blevet ført til protokols. Anklageren og forsvareren havde haft deres sidste indlæg. Nævningene var gået ud for at overveje udsagnene og træffe deres afgørelse. I flere timer havde de interesserede der fyldte retssalen til trængsel, hørt en stadig strøm af vidner udtale sig for og imod sagsøgte. Nu ventede de på at høre kendelsen.
Anklagede ventede sammen med dem. Om det skyldtes varme eller nervøsitet er svært at sige, men han så ud som om han var lige ved at smelte. Mens han ventede gik hans tanker tilbage til timerne med vidneudsagn. Han tænkte på den beretning han selv havde fortalt om sine første år.
Sagsøgtes vidneudsagn
I 1519, havde han fortalt i retten, førte den spanske opdagelsesrejsende Hernando Cortés en ekspedition langt ind i Mexico for at røve guld- og sølvskatte fra de aztekiske indianere. Kejseren, Montezuma, og hans undersåtter troede at Cortés og hans soldater var „hvide guder der var opstået fra havet“. De blev budt velkommen og trakteret med en kold, bitter drik som var meget populær hos aztekerne. Den blev kaldt cacahuatl.
Spanierne fik at vide at aztekerne troede at en af deres profeter havde haft kerner fra kakaotræet med fra paradiset og havde plantet dem i sin have. Når han drak saften fra kernerne, opnåede han universel visdom og kundskab. Montezuma selv troede at den ikke blot gav ham styrke og kraft, men at den tillige stimulerede hans svigtende potens. Kakaobønnerne tjente også som penge.
Cacahuatl var for bitter for de europæiske conquistadorer, men lidt sukker i drikken hjalp betydeligt, og Cortés besluttede at præsentere denne sødede udgave af drikken, kaldet chocolatl, for det spanske hof. I Spanien blev den straks en succes. De fornemme damer syntes så godt om den at de lod deres tjenestepiger bringe dem kopper med dampende varm chocolatl som de kunne sidde og nippe til i kirken. Efterspørgselen efter denne eksotiske drik steg hurtigt, og snart bragte spanske skibe regelmæssige forsyninger af kakaobønner fra de ækvatoriale lande hvor bønnerne blev dyrket.
Oprindelsen til og opskriften på denne usædvanlige og spændende drik blev holdt som en strengt bevogtet hemmelighed. Men hemmeligheden sivede ud, idet spanske munke fortalte den til munke i Italien. Drikken bredte sig med lynets hast — til Italien, Frankrig og England, ja over hele Europa. Hvert land tilsatte sine specielle aromastoffer så den passede til indbyggernes smag. I England, huskede sagsøgte, fandt man hans navn for vanskeligt at udtale, så man ændrede det til „chocolate“ — chokolade.
I alle disse lande, sagde sagsøgte, og også i De forenede Stater i 1765, opstod der fabrikker der med moderne metoder omdannede kakaobønnerne til chokolade, og senere til flødechokolade, chokolade med nødder i, chokolade med kirsebær i og chokoladeovertræk til karameller. I Italien har man pasta med chokoladesmag. I nogle lande serverer man chokoladesauce til kød. I Danmark har man pålægschokolade. Der findes også chokoladetobak og chokoladechili. Man kan endda få bier og græshopper overtrukket med chokolade, havde sagsøgte sagt med et smil. Men da dommeren hørte det fik han kvalme og rakte ud efter sit glas med vand.
„Det er tydeligt,“ havde sagsøgte konkluderet i retten, „at verden er afhængig af mig. Men det burde jeg ikke tiltales for. Det er et vidnesbyrd om mine gode egenskaber, hvad kendsgerningerne også har vist.“
Sagsøgte huskede meget vel hvad der havde givet anledning til retssagen. Et af de vidner, huskede han, hvis vidneudsagn retten betragtede som særlig ødelæggende for forsvaret, var en 20-årig pige. Hendes ansigt var fuldt af ar efter en slem acne. Vidnet sagde at hun havde spist tre eller fire plader chokolade om ugen. En række af vidner, der alle havde det samme hudproblem, kom efter hende og stod op en efter en og sagde at de havde spist flere plader chokolade om ugen.
Han huskede også den læge der sagde at næsten hver eneste af hans kolleger havde chokolade på listen over fødemidler der fremkalder allergiske reaktioner. Han kunne huske ansigtet på hver eneste af dem der under ed svor at de fik udslæt, migræne eller dårlig mave når de spiste chokolade.
Så var der tandlægen der sagde at chokolade gav karies i tænderne. Andre var enige med ham i denne påstand. En anden læge vidnede om at chokolade gav blodet et højt kolesterolindhold, hvilket medfører stor risiko for hjertesygdomme. Dette vidne blev efterfulgt af en ekspert der hævdede at chokolade er „fyldt med koffein“, og at man ville have bedre af at drikke te eller kaffe. Med denne bemærkning afsluttede anklageren sin bevisførelse.
Sagsøgte huskede hvor glad han havde været for forsvarerens første vidne. En kendt allergiekspert vidnede: „Med mulig undtagelse af mælk og sukker, er det sandsynligt at chokolade er det fødemiddel der rettes den største kritik imod. . . . Det er på tide at prøve at skille sandhed fra myte. Det er vigtigt at gøre dette, for chokolade er et meget nærende fødemiddel hvis fortrin anerkendes i tilfælde hvor man skal bruge et forråd af energi der ikke fylder ret meget.“
Dette vidne blev spurgt om forholdet mellem chokolade og acne. „I mange år blev chokolade automatisk betragtet som noget der i høj grad fremmede acne fordi man mente at det forøgede blodets fedtmængde og dermed påvirkede talgdannelsen,“ sagde han. Han henviste til undersøgelser der „viste at chokolade ikke havde nogen særlig indflydelse på acne“.
Der blev også henvist til en undersøgelse der kort forinden var blevet foretaget på University of Pennsylvania. Den drejede sig om 65 personer der havde acne. De begyndte at spise store mængder chokolade daglig. Hos 46 var der ingen forandring i acnetilstanden, hos 10 blev den bedre og hos 9 blev den værre. Da de samme personer spiste noget syntetisk fremstillet slik der ikke indeholdt chokolade, var der ingen forandring hos 53, hos 5 blev tilstanden bedre og hos 7 blev den værre. Man henviste også til en undersøgelse foretaget for nylig af marinen hvori en gruppe kadetter der havde acne, i fire uger skulle spise mindst tre plader chokolade om dagen. Det medførte ingen forandring i deres hud.
Hvad med de migræneanfald, mavebesværligheder og udslæt som nogle sagde skyldtes at de havde spist chokolade? Jo, vidnesbyrdene viste tydeligt at chokolade kan udløse disse reaktioner hos visse mennesker. Sagsøgte huskede at denne indrømmelse fik ham til at sidde uroligt på stolen. Lægen indrømmede at „selve chokoladen virkelig kan fremkalde allergiske, giftige . . . reaktioner“, men han gjorde også opmærksom på at i betragtning af den udbredte brug af chokolade, var de allergiske reaktioner relativt få. Han mente også at chokolade ofte bruges som en belejlig syndebuk hvis diagnosen er „vanskelig eller uklar“, og at chokolade „dadles og forbydes ganske tilfældigt, ofte med ringe begrundelse“. „Dokumenterede reaktioner på chokolade forekommer [også] langt sjældnere end både læger og lægfolk almindeligvis har indtryk af.“
Sagsøgte var især interesseret i forsvaret mod anklagen om at chokolade giver karies i tænderne. Han havde lyttet til rapporter om undersøgelser fra tre forskningscentre, deriblandt National Institute for Dental Research. De var kommet til det resultat at chokolade indeholder en antikariesfaktor — muligvis dets fedtindhold — som sætter sig på tænderne og dermed beskytter dem mod karies.
Et stykke flødechokolade indeholder imidlertid 55 procent sukker, og sukker forårsager karies. Men det er muligt at antikariesfaktoren i chokolade kan bekæmpe sukkerets kariesforstærkende egenskab. Endvidere sætter stivelsesholdige fødemidler, som for eksempel kartofler, sig mere fast på tænderne end det stærkt opløselige sukker, og kan derfor være endnu større „syndere“ i forbindelse med karies!
Sagsøgte huskede også fornøjet vidneudsagnet fra en kvindelig autoritet fra Pennsylvania State University: „Legemet kan ikke skelne mellem det sukker der findes i frugt, grøntsager, mælk og honning, og det der findes i chokolade og konfekt.“ Og han kunne ikke lade være med at le lidt for sig selv da han tænkte på det udsagn der fremgik af en undersøgelse fra University of Texas. Det havde vist sig at hans rival — en masse der ligner chokolade og som laves af johannesbrød — var fem gange så stor en karies-volder som chokolade!
Forsvaret fortsatte. Nej, det er ikke sandt at chokolade giver et højt kolesterolindhold i blodet. Eksperter har vist at chokolade ganske vist indeholder mættede fedtsyrer, „men at de ulig andre mættede fedtsyrer tilsyneladende ikke øger blodets kolesterolindhold. Eftersom det er et planteprodukt, indeholder ren chokolade ikke kolesterol. De der er bange for hjertesygdomme,“ fortsætter den artikel der fortæller om dette emne, „behøver ikke at undgå chokolade medmindre de vil undgå at få for mange kalorier.“ Så hvis du tæller kalorier, bør du være på vagt. Halvtreds gram chokolade giver cirka 260 kalorier!
Sagsøgte trøstede sig imidlertid med at tænke på vidneudsagnet om at det ikke udelukkende var „tomme kalorier“, som nogle påstår. Chokolade indeholder små mængder protein, A-, D-, E- og K-vitaminer, linolensyre, kalk, thiamin, riboflavin, fenylætylamin og jern.
Jo, det er rigtigt at chokolade indeholder noget koffein. Men det er meget mindre end hvad en kop te eller kaffe indeholder. Hvor meget mindre? Cirka 30 gram letbitter chokolade indeholder omkring 5 til 10 milligram koffein, hvorimod en kop kaffe indeholder 100 til 150 milligram.
Til allersidst sagde en ekspert at Montezuma og hans aztekiske undersåtter havde ret. Chokolade er godt til at tage trætheden, og det giver styrke og energi. Idrætsfolk og soldater i kamp spiser det. Da Hillarys ekspedition besteg Mount Everest, havde de flere hundrede pund chokolade og kakao med. Og da de amerikanske Gemini-astronauter tog ud i rummet, havde de chokolade med.
På dette tidspunkt blev sagsøgtes erindringer afbrudt af at nævningene kom tilbage og indtog deres pladser. Dommeren bad sagsøgte rejse sig. Der faldt stilhed over lokalet da den mørkebrune sagsøgte rejste sig op og vendte ansigtet mod nævningene. Det var det tilhørerne så ivrigt havde ventet på. Sandhedens time var kommet.
„Ærede nævninge,“ sagde dommeren, „har De truffet Deres afgørelse?“
Formanden så ulykkeligt på dommeren. „Nej,“ sagde han ligefremt. „Vi kunne ikke nå til enighed. Meningerne er delte. Nogle mener han er skyldig, andre mener han er uskyldig.“
Der lød en mumlen i retssalen. Uenige nævninge! Hvad skal der så ske? Det vil dommeren afgøre senere. Men hvad med tilhørerne? Foreløbig må hver enkelt selv afgøre hvad han vil mene om anklagede.
Og hvad med hr. Chokolade? Hvad mener han? „Jeg er tilfreds. Jeg er ikke nær så slem som jeg ofte har ord for, men jeg er heller ikke fuldkommen.“ Han tænkte sig om et øjeblik og tilføjede så med et glad udtryk: „Men hvilket fødemiddel er dét, ud over den rene modermælk?“
Ved en lejlighed da israelitterne sørgede, fik de af Jehova at vide at de skulle ’spise fede spiser og drikke søde drikke’ og ikke sørge men i stedet være glade. (Nehemias 8:10) Det er godt at huske at ’Guds rige ikke består i hvad man spiser og drikker’, og at „fødevarer som Gud har skabt til at nydes med taksigelse“ kan bruges, dog med måde. — Romerne 14:17, da. aut.; 1 Timoteus 4:3, 4
[Tekstcitat på side 18]
Jeg serveres endda som chokoladeovertræk på bier og græshopper
[Tekstcitat på side 18]
Chokolade kan udløse allergiske reaktioner hos visse mennesker
[Tekstcitat på side 19]
En masse der ligner chokolade og som laves af johannesbrød er fem gange så stor en karies-volder som chokolade
[Tekstcitat på side 19]
Vær på vagt: Halvtreds gram chokolade giver cirka 260 kalorier!
[Tekstcitat på side 20]
Da Hillary besteg Mount Everest og astronauter tog ud i rummet havde de chokolade med