To kulturer støder sammen

FOR fem hundrede år siden sad nogle spanske udsendinge i en lille by i hjertet af Castilien og tingede med deres portugisiske modparter. Den 7. juni 1494 nåede de til enighed, hvorpå de underskrev en formel overenskomst — den såkaldte Tordesillas-traktat. Som følge af dette forlig er der i dag flere hundrede millioner på den vestlige halvkugle der taler spansk eller portugisisk.

Traktaten bekræftede de pavelige buller fra det foregående år der delte den uudforskede verden mellem de to iberiske lande. En demarkationslinje forløbende nord-syd blev trukket „370 leguàs (2200 kilometer) vest for Kap Verde-øerne“. Spanien kunne kolonisere og kristne de lande der blev opdaget vest for denne linje (Nord- og Sydamerika med undtagelse af Brasilien) og Portugal alle lande øst for den (Brasilien, Afrika og Asien).

Med pavens velsignelse drog Spanien og Portugal — med andre europæiske nationer i kølvandet — ud for at beherske bølgerne og dermed verden. Halvtreds år efter traktatens underskrivelse var der oprettet sejlruter over havene som dannede bro mellem kontinenterne. Vidtstrakte koloniriger var ved at blive skabt. — Se rammen, side 8.

De store opdagelsesrejser fik gennemgribende konsekvenser. Handelen og landbruget blev revolutioneret, og den racemæssige og religiøse opdeling af verden blev ændret. Men det var færten af guld som satte udviklingen i gang.

Handelens udvikling

Columbus havde ret. Den nye verdensdel rummede guld, om end han selv kun fandt meget lidt. Inden længe begyndte galeoner at fragte enorme skibsladninger af plyndret amerikansk guld og sølv til Spanien. Rigdommene forsvandt imidlertid hurtigt. Tilstrømningen af så meget ædelmetal udløste en ødelæggende inflation, og udsigterne til lettjente penge ødelagde den spanske fremstillingsvirksomhed. Til gengæld fik metallet fra Amerika den fremadstormende internationale økonomis hjul på gled. Der blev råd til eksotiske varer, som skibsfarten hentede hjem fra de fire verdenshjørner.

Ved slutningen af det 17. århundrede kunne man købe peruansk sølv i Manila, kinesisk silke i Mexico City, afrikansk guld i Lissabon og nordamerikanske pelse i London. Da først luksusvarerne havde fundet vejen, fragtedes stabelvarer som sukker, te, kaffe og bomuld i stadig større kvanta over Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. Og spisevanerne begyndte at ændre sig.

Nye afgrøder og et nyt køkken

Den schweiziske chokolade, de irske kartofler og de italienske pizzaer står i taknemmelighedsgæld til inka- og aztekerbønderne. Kakao, kartofler og tomater var blot tre af de nye produkter der nåede Europa. Ofte tog det tid før de nye krydderier, frugter og grøntsager slog an, skønt Columbus og hans folk fra begyndelsen havde været begejstrede for ananas og batater. — Se rammen, side 9.

Afgrøder fra Østen som bomuld og sukkerrør vandt indpas i den nye verden, mens sydamerikanske kartofler med tiden blev et vigtigt næringsmiddel i mange europæiske husholdninger. Denne udveksling af afgrøder gav ikke blot det internationale køkken større variation, men gjorde også kosten mere næringsholdig, hvilket bidrog til den kolossale befolkningstilvækst i det 19. og 20. århundrede. Men landbrugsrevolutionen havde sin pris.

Racisme og undertrykkelse

Kolonister kunne tjene stort på nye salgsafgrøder som bomuld, sukker og tobak, forudsat de havde den fornødne billige arbejdskraft til at bearbejde deres jorder. Og det lå ligefor at udnytte den indfødte arbejdsstyrke.

De europæiske koloniherrer betragtede ikke de indfødte som meget andet end dyr udrustet med talens gave, en fordom hvormed de retfærdiggjorde at de tog dem som slaver. En pavelig bulle fra 1537 fastslog ganske vist at „indianerne“ var „mennesker med en sjæl“, men dette lagde ikke en dæmper på udbytningen. Som en nylig Vatikan-skrivelse påpeger „begyndte den racemæssige diskriminering med Amerikas opdagelse“.

Den grusomme medfart og spredningen af „europæiske sygdomme“ gjorde voldsomt indhug i den indfødte befolkning. I løbet af hundrede år reduceredes den, ifølge nogle skøn, med op mod 90 procent. I Det Caraibiske Hav blev de indfødte næsten totalt udryddet. Da lokalbefolkningen ikke længere kunne udskrives til tvangsarbejde, måtte jordbesidderne se sig om efter anden arbejdskraft. Portugiserne, som havde sikkert fodfæste i Afrika, fandt på en uhyggelig løsning: slavehandel.

Igen var racefordomme og begær årsag til en forfærdelig høst af lidelser. Ved slutningen af det 19. århundrede skønnes konvojer af slaveskibe (fortrinsvis engelske, hollandske, franske og portugisiske) at have sejlet mere end 15 millioner afrikanske slaver til Amerika!

På grund af de stærke racistiske anstrøg kan det ikke undre at europæernes opdagelse af Amerika bliver dybt begrædt af mange indfødte amerikanere. En nordamerikansk indianer siger: „Columbus opdagede ikke indianerne. Vi opdagede ham.“ Mapuche-indianerne i Chile siger ligeledes at ’det ikke var nogen virkelig opdagelse eller ægte evangelisering men snarere en invasion af deres forfædres land’. Som denne udtalelse lader forstå, kan kirken ikke sige sig fri for skyld.

Religiøs kolonisation

Den religiøse kolonisering af den nye verden gik hånd i hånd med den politiske.a Når et område var blevet erobret blev de indfødte tvangsomvendt til katolicismen. Som den katolske præst og historiker Humberto Bronx forklarer: „Først døbte de folk uden mundtlig oplæring, ja, faktisk ved tvang. . . . Hedenske templer blev omdannet til kristne kirker eller klostre; afguder blev erstattet af kors.“ Denne vilkårlige „omvendelse“ førte, ikke overraskende, til en besynderlig blanding af katolsk og traditionel religion som har eksisteret helt til nu.

Efter erobringen og „omvendelserne“ blev lydighed mod kirken og dens repræsentanter strengt gennemtvunget, især i Mexico og Peru, hvor inkvisitionen fik sæde. Nogle oprigtige gejstlige tog til orde mod de ukristne metoder. Dominikaneren Pedro de Córdoba, der var øjenvidne til øen Hispaniolas kolonisering, sagde med et hjertesuk: „Hvis blot prædikanterne gjorde disse gode, lydige og ydmyge mennesker til kristne uden deres usle brug af vold og magt, tror jeg at der ville blive grundlagt en kirke så ædel som den første kristne.“

En ny, men ikke bedre, verden

Nogle ser Amerikas opdagelse, kolonisering og omvendelse som „en konfrontation mellem to kulturer“. Andre betragter den som en „udbytning“, mens nogle fordømmer den som „voldførelse“. Uanset hvad man mener er der ingen tvivl om at Amerikas opdagelse indvarslede en ny tidsalder, en tidsalder med økonomisk vækst og tekniske fremskridt, om end på bekostning af menneskerettighederne.

Det var den italienske søfarer Amerigo Vespucci der i 1505 fandt på udtrykket „den nye verden“ som betegnelse for det nye kontinent. Selv om meget var nyt rådede den gamle verdens fundamentale problemer også i den nye. De mange spanske conquistadorers forgæves forsøg på at finde det legendariske Eldorado, en by med guld og velstand, viser at menneskers forhåbninger ikke blev indfriet med opdagelsen af „den nye verden“. Vil de nogen sinde blive det?

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

Columbus og opdagelsesrejsernes tidsalder

I LØBET af 50 år efter Columbus’ opdagelse af Amerika måtte verdenskortet tegnes fuldstændigt om. Spanske, portugisiske, italienske, franske, hollandske og engelske søfarere der søgte efter nye veje til Østen, opdagede nye have og nye kontinenter. I 1542 var kun de australske og antarktiske kontinenter endnu uopdagede.

Sydamerika Først Columbus og snart derefter Ojeda, Vespucci og Coelho kortlagde Syd- og Mellemamerikas kystlinje (1498-1501).

Nordamerika Cabot opdagede Newfoundland i 1497, og Verrazano besejlede i 1524 som den første Nordamerikas østkyst.

Verdensomsejling De første jordomsejlere var Magellan og Elcano, der opdagede Filippinerne under et eventyrligt togt over det vældige Stillehav (1519-1522).

Søvejen til Indien rundt om Afrika Efter at have rundet Kap Det Gode Håb og Kap Agulhas nåede Vasco da Gama i 1498 til Indien.

Fjernøsten Portugisiske sejlskibe nåede Indonesien i 1509, Kina i 1514 og Japan i 1542.

[Ramme/illustration på side 9]

Planter der ændrede menukortet

AMERIKAS opdagelse fornyede verdens spisevaner. Der skete en hurtig udveksling af afgrøder mellem den gamle verden og den nye, og mange af de planter inkaerne og aztekerne dyrkede er i dag blandt de almindeligste spiseafgrøder i verden.

Kartoflen. Da spanierne kom til Peru, var kartoflen grundlaget for inkaernes økonomi. Kartoflen kunne også dyrkes under nordlige himmelstrøg, og i løbet af to hundrede år blev den hverdagskost i mange europæiske lande. Nogle historikere mener endog at denne beskedne men nærende rodfrugt var årsag til den hurtige befolkningstilvækst der fulgte med den industrielle revolution i Europa.

Bataten („sød kartoffel“). Columbus stødte på batater under sin første rejse. Han beskrev dem som en slags „store gulerødder“ der „i smagen minder om kastanjer“. Nu er bataten et vigtigt levnedsmiddel for millioner af mennesker i en stor del af verden.

Majs. Majsplanten spillede så stor en rolle for aztekerne at de betragtede den som et symbol på liv. I dag er majs næst efter hvede den afgrøde som optager det største landbrugsareal.

Tomaten. Både aztekerne og mayaerne dyrkede xitomatle (senere kaldt tomatl). I det 16. århundrede dyrkedes der tomater i Spanien og Italien, hvor gazpacho, pasta og pizza blev livretter. Andre europæere fik ikke smag for disse retter før i det 19. århundrede.

Kakao. Kakao var aztekerherskeren Montezuma II’s yndlingsdrik. Da Cortés kom til Mexico var kakaobønner, hvoraf kakao fremstilles, i så høj kurs at de blev anvendt som betalingsmiddel. Da man i det 19. århundrede fandt på at blande kakao, mælk og sukker, blev det en international salgssucces, både som drik og som spisechokolade.

[Illustration på side 9]

Columbus ankommer til Bahamaøerne, 1492

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra Museo Naval, Madrid, og Don Manuel González López

[Illustration på side 10]

Mexicanske ofre for den katolske inkvisition

[Kildeangivelse]

Vægmaleriet „Mexico gennem århundrederne“ af Diego Rivera, Palacio Nacional, Distrito Federal, Mexico

[Kildeangivelse på side 7]

Kopi af Tordesillas-traktaten. Med tilladelse fra Archivo General de Indias, Sevilla, Spanien