Fra vore læsere

Modstand mod voldtægt

Tak for artiklen „De modsatte sig voldtægt“. (8. juni 1984) For 11 år siden blev jeg overfaldet af sønnen i huset hvor jeg gjorde rent. Jeg var blot 16 år gammel dengang. Jeg huskede at jeg skulle skrige og ikke give efter for ham. Jeg bed ham i læben og prøvede at skrige, men han hev mig i håret og holdt mig for munden. Jeg prøvede igen at bide og bad også til Jehova om at hjælpe mig med at kæmpe. Jeg blev ved med at kæmpe indtil han pludselig rejste sig, satte sig i en stol og stirrede på mig. Så forlod han huset. Jeg synes det er værd at bemærke at han ikke var en vildfremmed. Det er godt hvis kvinder er på vagt og i forvejen gennemtænker hvad de vil gøre hvis de nogen sinde skulle komme ud for et sådant mareridt.

C. H., Illinois

Deres artikel „De modsatte sig voldtægt“ foruroligede mig særdeles meget. Jeg blev engang voldtaget af en mand som overfaldt mig med en kniv. Jeg kunne kun skrige én gang fordi jeg var ved at blive kvalt og fik en stor hånd presset mod munden. Jeg kæmpede til jeg mistede bevidstheden. Det foruroliger mig at bare fordi jeg overlevede, er det det samme som at jeg har bedrevet utugt. De siger at man skal vise en voldtægtsforbryder respekt. Disse mænd viser da ingen respekt for deres offer. De er ligeglade med at de gør en kvinde sønderknust og efterlader hende med et rædselsfuldt minde for livet. Medmindre man personligt har oplevet denne forbrydelse i al sin gru, vil man aldrig virkelig kunne forstå.

A. G., Massachusetts

For at et voldtægtsoffer kan regnes for at være skyldigt i utugt må der foreligge bevis for at hun frivilligt er gået med til det. Når der i Femte Mosebog 22:25-27 stilles krav om at en kvinde gør modstand ved at skrige, er det øjensynlig fordi hun derved renser sig for enhver mistanke derom. Værdien af at gøre modstand er blevet fremhævet af sociologen Pauline Bart ved Illinois’ universitet, der har foretaget en undersøgelse blandt kvinder som afværgede voldtægt. Som gengivet i den canadiske avis „The Edmonton Journal“ (for 10. november 1983) siger hun: „Ved at kæmpe imod øger en kvinde sine muligheder for at undgå voldtægt betydeligt . . . At undlade at gøre modstand er ingen garanti for human behandling.“ Videre udtalte hun: „Voldtagne kvinder der greb til fysiske modforholdsregler var mindre udsatte for depressioner end voldtagne kvinder der ikke gjorde fysisk modstand mod overfaldsmanden.“ Angående det at vise den mulige voldtægtsmand respekt, er grunden ikke at han fortjener det; men ved at behandle ham høfligt kan man måske fremkalde en hensynsfuld reaktion som udvirker at det mulige offer slipper ud af en særdeles farlig situation. — RED.