Voldtægt — en voksende trussel

TANKEN om voldtægt er i sig selv så frastødende og skræmmende at din første reaktion måske er at skubbe tanken fra dig. ’Nej, jeg vil ikke læse om det!’ tænker du måske endda. Hvis det er tilfældet, og hvis du er en kvinde, hører du måske netop til dem der har brug for at gøre sig nogle tanker om sagen. Det ser nemlig ud til at voldtægtsforbrydere udvælger sig en særlig type kvinder som ofre.

„En voldtægtsforbryder leder efter en kvinde der er særlig let at gøre til genstand for et overfald,“ siger James Selkin, der leder instituttet for voldsundersøgelser ved Denver General Hospital. Hvad det vil sige at en kvinde er „særlig let at gøre til genstand for et overfald“, forklarer en psykiatrisk professor ved navn Gene G. Abel: „De fleste voldtægtsforbrydere udsøger sig en forfærdet, lamslået og passiv kvinde der underkaster sig med et minimum af modstand.“

Ville du høre til denne kategori hvis du pludselig stod over for en voldtægtsforbryder? Hvordan ville du reagere?

Hvordan de fleste reagerer

Det er meget forståeligt at en kvinde bliver skrækslagen når hun trues med voldtægt. To professorer fra Boston College siger, efter at have interviewet 80 voldtægtsofre: „Skræk er næsten alle kvinders første og største reaktion på voldtægt.“ Faren ved det er at skrækken kan lamme dem.

En der selv havde været udsat for voldtægt, brugte en sammenligning: „Har du nogen sinde set en hare stå bomstille midt på vejen og stirre ind i lygterne mens bilen nærmer sig? Den er lammet, som om den ved at det er ude med den — det er sådan man reagerer.“

Sammen med denne angst optræder der ofte forvirring og usikkerhed. En 19-årig pige siger for eksempel: „Jeg gjorde ikke fysisk modstand på nogen måde, dels fordi jeg var bange, men mest fordi jeg i min naivitet mente at en pige skal gøre hvad hun får besked på. . . . Jeg var totalt forvirret og overrumplet fordi det hele skete så pludseligt.“

Hun gjorde hvad mange andre har gjort i samme situation — hun underkastede sig. Det er kun de færreste der er parate til at kæmpe imod — kæmpe af alle kræfter. Et overraskende tal blev afsløret af Elizabeth R. Dobell i bladet Seventeen: „Kun i ét af de 4057 tilfælde af voldtægt der blev anmeldt i New York i 1974 var der tale om modstand. . . . Den dybe skræk ved truslen om fysisk vold gør simpelt hen de fleste kvinder hjælpeløse.“

Ville en voldtægtsforbryder kunne true dig til at føje ham? Ville du gøre modstand? Hvordan? Ved du hvad du ville gøre?

Må lære at gøre modstand

Visse rådgivere foreslår at man ikke sætter sig til modværge, specielt hvis voldsforbryderen er bevæbnet. For ikke at lide yderligere overlast skal man helst lade manden få sin vilje, siger de. Men er det et godt råd?

„Jeg mener det er helt forkert,“ siger Frank Lena, som på amerikanske skoler afholder kurser i forsvar mod voldtægtsforsøg. „Jeg lærer pigerne at hvis de lader sig voldtage af manden fordi de er bange, kan det lige så vel være at han slår dem ihjel når han er færdig, for at de ikke skal kunne udpege ham bagefter.“ Andre eksperter siger ligeledes at kvinder skal gøre modstand.

Så er spørgsmålet selvfølgelig hvordan. Og det er ikke så let endda. „Vi er bange,“ siger en kvinde, „fordi vi ikke har nogen selvtillid. . . . Vi håber bare at det ikke sker. Og når det alligevel sker, ved vi ikke hvad vi skal gøre.“

Men mange steder er forholdene sådan at en kvinde må lære hvad hun skal gøre. Måske skal hun endda lære at reagere over for en voldsforbryder på en måde der er helt modsat hvad hun ellers ville have gjort.

Er risikoen så stor?

„Men er risikoen for voldtægt egentlig ret stor i dag?“ spørger du måske. „Sker det alligevel ikke ret sjældent?“

Det vil man måske mene hvis man ser på en statistik. I 1977 blev der for eksempel anmeldt 280 tilfælde af voldtægt i Danmark. Året efter var tallet ganske vist 484, men nogle synes måske alligevel at det kun er et begrænset antal kvinder det går ud over.

Ser vi på tallene fra USA finder vi at der i 1933 blev anmeldt 4930 tilfælde. I 1962 var tallet oppe på 16.310. Men i løbet af de følgende 16 år steg tallet på anmeldte tilfælde af voldtægt til over det firdobbelte, nemlig til 67.131 i 1978. Det er denne form for voldsforbrydelser der tegner sig for den hastigste vækst i USA.

Og så giver de anmeldte tilfælde af voldtægt endda kun et meget begrænset billede af hvor ofte voldtægt forekommer i dag.

Det ser nemlig ud til at langt de fleste tilfælde ikke bliver anmeldt. Mange føler sig forlegne over at fortælle det til politiet. De er måske bange for at møde skepsis eller mistro når de kommer med deres anmeldelse, eller de ønsker ingen indblanding i deres privatliv. Nogle er bange for hvad deres familie vil sige eller gøre. Andre mener ganske enkelt ikke at det er umagen værd; nogle steder er det kun to procent af alle voldtægtsforbrydere der bliver domfældt og fængslet.

Mange undersøgelser viser at voldtægt forekommer uhyggeligt ofte. Det virkelige tal bliver som regel anslået til at være mellem tre og fem gange højere end antallet af anmeldte voldtægtstilfælde. Bladet Time siger: „Visse forskere hævder at der hvert år er hele 500.000 der bliver overfaldet af voldtægtsforbrydere.“ Bogen How to Protect Yourself from Crime (Hvordan man beskytter sig mod forbrydelser) siger: „Nogle anslår at helt op til 90 procent af alle voldtægtstilfælde ikke anmeldes.“

Hvis det er rigtigt, er der hver dag alene i USA over 1000 kvinder der overfaldes af en voldtægtsforbryder! Og det indbefatter ikke de 60.000 årlige tilfælde af seksuelle overgreb mod børn.

Ja, voldtægt er efterhånden en trussel man må tage i betragtning i næsten alle dele af verden. Hvorfor er det blevet sådan? Hvad er det der gør en mand til voldtægtsforbryder?