Luther — Et nyt symbol på enhed?

Normalt ville man forvente at 1950-årsdagen for en begivenhed af stor betydning ville vække mere opmærksomhed end 500-årsdagen for en anden begivenhed af mindre betydning. Dog forløb 1950-årsdagen i 1983 for kristendommens grundlæggers, Jesu Kristi, død i det store og hele upåagtet i kristenheden. Det var imidlertid ikke tilfældet med 500-årsdagen for en af Kristi såkaldte efterfølgeres, Martin Luthers, fødsel. Den sidstnævnte årsdag var især forsidestof i de lande hvor verdens 70 millioner lutheranere bor. I Luther-året blev der holdt mange højtideligheder, konferencer og udstillinger, af hvilke én havde over 600 malerier, skulpturer, dokumenter og grafiske værker udstillet.

LUTHERS indflydelse på tysk kultur er unægtelig stor, skønt sandsynligvis mindre kendt — i hvert fald uden for Tyskland — end hans indflydelse på religionshistorien. Bortset fra Jesus Kristus er hans indflydelse sandsynligvis langt større end nogen andens i den tysktalende verden. Det østberlinske tidsskrift Neue Berliner Illustrierte hævder for eksempel at „Luthers oversættelse af Bibelen revolutionerede Europas intellektuelle liv, formede generationer og bestemte deres tanker og handlinger“.

Af de mange dialekter der fandtes på hans tid skabte Luther bogstavelig talt den form for tysk der tales i dag. Han medvirkede også i høj grad til oprettelsen af det der senere blev de offentlige latinskoler. Han havde enorm betydning i forbindelse med den forenede tyske stat der senere blev dannet. Men hans religiøse aktiviteter overskyggede i det store og hele disse kulturelle bidrag, idet de skabte en religiøs splittelse som stadig eksisterer.

Endnu en gang et symbol på enhed

I den senere tid har forsøg på at påvise Luthers kulturelle indsats imidlertid endnu en gang gjort ham til et symbol på enhed. Luther-året blev fejret både i Forbundsrepublikken Tyskland og i Den tyske demokratiske Republik (DDR). Bogen Martin Luther und seine Zeit (Martin Luther og hans tid), der er udgivet i DDR, omtaler ham som „en af de største personligheder med verdensomspændende ry“, der har sat et varigt præg på Tyskland og Europa. Det hedder heri: „På grund af den enestående betydning for Tysklands historie og verdenshistorien og fordi de fleste af de steder hvor Martin Luther arbejdede ligger i Den tyske demokratiske Republik, har DDR en særlig pligt til at varetage Luthers arv og til at ære Martin Luther på hans 500-års fødselsdag.“

Forbundsrepublikken Tyskland og Den tyske demokratiske Republik er politisk set delt, men festlighederne i forbindelse med Luther-året tjente til at minde dem om deres fælles arv og de bidrag Luther havde ydet til den. Dette forblev ikke upåagtet af Forbundsrepublikkens præsident, Karl Carstens. Ved åbningen af den ovennævnte udstilling i Nürnberg sagde han at Luther var ophørt med at være „et symbol på splittelse“. I virkeligheden „er Luther blevet et symbol på enhed for hele Tyskland,“ sagde han. „Vi er alle Luthers arvinger.“

Men hvis Luther blev brugt som et symbol på politisk enhed, hvad så med den religiøse splittelse som han havde været med til at skabe? Var det noget man simpelt hen overså? Øjensynlig ikke, som det fremgår af følgende pressemeddelelser.

„500-året har ikke skabt et nyt brud mellem lutheranere og katolikker. Tværtimod: kulturelle begivenheder, drøftelser og litteratur har, så vidt vi kan afgøre, båret økumenisk frugt.“ — Nürnberger Nachrichten.

„Som den reformator der splittede kristendommen, er Luther på det sidste afgjort blevet en nøgle til at genforene den.“ — Time.

For at forstå denne uventede udvikling må vi kort kaste et tilbageblik på den splittelse Luther blev årsag til.

Luther — en splittende faktor

Martin Luther var augustinermunk og katolsk præst. Allerede som ung begyndte han at tvivle på forskellige katolske læresætninger. Han pegede også på flere forhold som han betragtede som gejstlige onder og forvrængninger af Skriften. For eksempel vakte den skandaløse handel med afladsbreve, som ærkebiskoppen af Mainz stod bag, især hans vrede. Havde den katolske kirke øjeblikkelig taget sig denne kritik efterrettelig og måske foretaget visse reformer, ville Reformationen måske aldrig have fundet sted.

Begivenhederne fik imidlertid Luther til at indtage en stadig skarpere holdning over for kirken. Den 31. oktober 1517 opslog han (ifølge traditionen) på kirkedøren i Wittenberg 95 teser der afslørede kirkens falske læresætninger. I 1520 udgav han derpå skrifterne „Til den kristne Adel af den tyske Nation,“ „Om Kirkens babyloniske Fangenskab“ og „Om et kristent Menneskes Frihed“. Det ene skrift mere kritisk end det andet. En pavelig bulle truede Luther med ekskommunikation. Den 10. december 1520 brændte han trodsigt denne pavelige bulle. Ved rigsdagen i Worms i 1521 nægtede han at tilbagekalde hvad han havde sagt, hvorpå han blev erklæret for fredløs i Det hellige romerske Rige og blev tvunget til at gå i skjul. Mens han således blev beskyttet af sine venner fandt han tid til at fuldføre sin oversættelse af „Det nye Testamente“. Det var i efteråret 1522. I 1534 havde han fuldført oversættelsen af „Det gamle Testamente“, og dermed forelå, for første gang, hele hans bibel på tysk. På baggrund af det katolske hierarkis tidligere modstand mod bibeloversættelser på folks modersmål, blev denne naturligvis ikke hilst med glæde. Fra da af var bruddet mellem katolikker og lutheranere fuldstændigt.

Før en person som Luther overhovedet kunne betragtes som et symbol på enhed, måtte der altså ske en betydelig holdningsændring. En sådan ændring har nu fundet sted.

En ændret indstilling

Ifølge bladet Rheinische Post „er der sket en forbløffende ændring i det katolske syn på Luther. For katolikker er reformatoren fra at være en fordømt kætter blevet ophøjet til en troens fader“. Hertil tilføjede Kölns kardinal Höffner, under en tale ved en luthersk 500-års højtidelighed i Worms, at det protestantiske og det katolske syn på Luther ikke længere kunne bruges til at drive en kile ind imellem dem.

Så langt tilbage som i 1967 havde den protestantiske teolog Walther von Loewenich sagt: „Blandt tyske katolske teologer er der en voksende hengivenhed for Luther som ville få en lutheraner til at skamme sig.“ Og nu, i et brev til kardinal Jan Willebrands i Holland, har endog den katolske pave ladet sin røst høre, idet han har udtalt sig om Luthers „dybe religiøsitet“. Denne og andre forsonende udtalelser om Luther i pavens brev har fået romerske aviser til at hylde det som „et historisk vendepunkt i forholdet mellem katolikker og protestanter“.

Søndag den 11. december 1983 skete der igen noget vigtigt. Aldrig før i historien havde en pave holdt en prædiken for en luthersk menighed i Roms lutherske kirke. „Vi længes efter enhed, og vi arbejder på enhed,“ sagde han til forsamlingen som han henvendte sig til på tysk. „I dette år, hvor vi mindes Martin Luthers fødsel for 500 år siden, mener vi i det fjerne at kunne se morgenlyset fra den kommende genforening.“

Vil religiøs enhed blive en realitet?

„Om pavens tilstedeværelse i Roms [lutherske kirke] kan betragtes som en milepæl i den økumeniske bevægelse, eller om denne historiske gestus blot forbliver det den var — en gestus — hvem af os kan dømme om det nu?“ Det var det spørgsmål der blev rejst af avisen Süddeutsche Zeitung i München.

Uanset om dette viser sig at være en milepæl på vejen til genforening eller ej, melder der sig et andet vigtigt spørgsmål: Hvorfor denne pludselige og uventede villighed til at genforenes?

Der er uden tvivl forskellige faktorer der gør sig gældende — for eksempel den almindelige tilbagegang i folks interesse for religiøse anliggender og religionens tab af autoritet og indflydelse. Både katolicismen og protestantismen står over for en krise. Der er en voksende stemning imod kirken og imod religionen. Organiseret religion synes at gå i opløsning. Verdsliggørelsen sætter mere og mere ind. Genforening betragtes som et middel til at dæmme op for denne tendens.

Ifølge pressemeddelelser er George Lindbeck, der er formand i en international luthersk-katolsk kommission, af den opfattelse at uden Luther og hans reformation „ville religionen have fået en langt mindre betydning i de følgende 400 til 500 år. Og eftersom den middelalderlige trosopfattelse var ved at falde fra hinanden, ville verdsliggørelsen have fortsat uhæmmet“. Dette er et fascinerende tankeeksperiment, for det vil sige at den samme Luther som dengang tjente til at bevare den organiserede religion ved den splittelse han skabte, i dag bliver gjort til et symbol på enhed.

Denne opfattelse er af særlig interesse for kristne der kender Bibelens profetier om hvordan den organiserede falske religion, symboliseret ved Babylon den Store, vil blive ødelagt. (Se Åbenbaringen, kapitlerne 17 og 18.) Det er blevet forudsagt at denne ødelæggelse skulle finde sted på et tidspunkt i menneskehedens historie der ikke kunne begynde før 1914, og afgjort ikke på Luthers tid. Luthers reformation har således bidraget til at holde den organiserede religion „i sadlen“, indtil Guds bestemte tid er inde til at gribe ind over for den.

Sand kristen enhed

Kristen enhed er noget ønskværdigt, og Bibelen tilskynder os til at bevare den. „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ — 1 Korinter 1:10.

Der kan imidlertid kun være tale om sand enhed når enheden bygger på sandhedens faste grundvold og ikke på en opportunistisk indgåelse af kompromis’er. Sand kristen enhed forudsætter at man følger det bibelske råd som Paulus gav de kristne i Filippi: „Bliv i forening mine efterlignere, brødre, og hold blikket rettet mod dem som vandrer på en måde der stemmer med det eksempel I har i os.“ — Filipperne 3:17.

Vandrer den katolske kirke i dag „på en måde der stemmer med det eksempel“ som Paulus og andre af de første kristne har sat? Efterligner kirken dem i lære, i adfærd og i de ting den sætter først i livet? Og hvad med den lutherske kirke? Enhver katolik og lutheraner skylder sig selv at finde ud af hvor hans eller hendes kirke står i denne henseende.

Der er ingen tvivl om at verdensomspændende enhed vil blive en realitet. Bibelens profetier lover at det vil ske, ikke blot i religiøs henseende men også med hensyn til styreform. Verdensomspændende enhed på regeringsplan vil blive opnået ved at vor tids politiske ordning bliver erstattet af Guds himmelske rige, som Kristus lærte sine disciple at bede om: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:10) Denne regering skal, ifølge løftet i Daniel 2:44, ’aldrig i evighed forgå’. Under Kristi styre vil den tværtimod „knuse og tilintetgøre alle hine [andre] riger [eller regeringer], men selv stå i al evighed“. Under dette rige vil hele menneskeheden, gennem Kristus, blive forenet i tilbedelsen af den eneste sande Gud.

Grundlaget for denne regeringsmæssige og religiøse enhed blev lagt ved Kristi død, og 1950-årsdagen for dette blev fejret tirsdag den 29. marts 1983. Fejringen af 500-årsdagen for Martin Luthers fødsel, som måske kan have flygtig interesse, giver derimod intet varigt løfte om verdensomspændende enhed, hverken på regeringsplan eller i religiøs henseende.

Lær mere om den regering der kan skabe enhed — Guds rige. Udgiverne af dette blad vil med glæde give dig yderligere oplysninger, og du er også velkommen til at spørge et af Jehovas vidner.

[Kort/​illustration på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Luther-året bidrog til at gøre Luther til et symbol på politisk enhed for hele Tyskland

FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND

DEN TYSKE DEMOKRATISKE REPUBLIK