Luther gik først i kamp, siden på kompromis

MARTIN LUTHER bør ikke alene huskes som den mand, der først oversatte Bibelen til tysk, men også som den, der med stort mod kastede handsken og bød romerpavernes enevælde trods. Uafvidende satte Luther ild til den krudttønde af voksende modstand, der var ved at rejse sig mod katolicismen, og fik den til at eksplodere.

Martin Luther blev født i 1483 i Eisleben i Sachsen. Efter en stormfuld religiøs karriere og uden at falde for Roms morderiske redskabers hænder døde Luther en naturlig død den 18. februar 1546. Faderen var bjergværksarbejder, og sønnen fik en streng opdragelse. Luthers fader fik råd til i året 1501 at sende ham til det velkendte universitet i Erfurt; i 1505 fik han magistergraden. Efter sin faders ønske meldte Luther sig til det juridiske fakultet i Erfurt i maj 1505. Hans fader havde nemlig en vis antiklerikal indstilling. To måneder efter vendte Luther imidlertid pludselig verden ryggen og trak sig tilbage til augustinerklosteret i Erfurt.

I 1507 blev Luther ordineret som romersk-katolsk præst og tilknyttedes senere lærerstaben ved universitetet i Wittenberg. Som augustinermunk og præst foretog han en pilgrimsrejse til Rom i 1510. Den korruption, irreligiøsitet og lastefuldhed, som Luther så blandt Roms præster, rystede ham i hans inderste. Mange år senere sagde han, at han ikke ville have undværet „at se Rom for hundredtusind gylden; for jeg ville måske have næret nogen frygt for, at jeg havde gjort paven uret; men således som vi ser, således taler vi“.¹

Da Luther vendte tilbage fra Rom, fortsatte han sine studier i den latinske bibel, der var tilgængelig for ham, og underviste ligeledes i teologi ved universitetet i Wittenberg. I vinteren 1512-13 blev hans anfægtelser så svære, at han hengav sig til et uafhængigt studium af de elementære katolske læresætninger. Til sidst opslog Luther, dirrende af harme over den katolske kirkes kampagne for salg af afladsbreve, der for ham stod som bestikkelse af Gud og salg af syndsforladelse, sine berømte 95 teser på kirkedøren i Wittenberg. Det var denne handling, der gav stødet til det, der siden blev kendt som den protestantiske reformation. Luthers mange begejstrede venner gjorde ivrig brug af den nyoprettede bogtrykkerkunst og lod hurtigt denne flammende protest trykke og udbrede, således at hele Tyskland i løbet af to uger var underrettet om den, og de retfærdiges harme og modstand vakt. Endelig havde en haft mod til at løbe den risiko at „hænge klokken på katten“, det vil sige mod til offentligt at afsløre det rovgriske, farlige og katteagtige pavelige hierarki.²

Chokeret over dette oprør i Tyskland udstedte paven i Rom sluttelig en bandbulle mod Luther i 1520 og udstødte ham af den katolske kirke. Luther ignorerede pavens handling og fortsatte som præst med at prædike og undervise. Den 10. december 1520 overgav Luther offentligt og under stor opmærksomhed denne pavelige bulle til flammerne. Han udsendte også sine store reformationsskrifter, således Til den kristelige Adel af den tyske Nation om den kristelige Stands Forbedring, Om Kirkens babyloniske Fangenskab og Om et Kristenmenneskes Frihed,³ der alle fik en stor udbredelse.

Det følgende år, det var i 1521, indkaldte den tyske kejser Karl V højtstående kirkeembedsmænd og tyske kurfyrster til en rigsdag i Worms for at høre Luthers forsvar mod pavens ordrer. Efter at have forsvaret sig i to timer på tysk gentog Luther sit forsvar på latin i yderligere to timer og sluttede med at erklære: „Hvis jeg ikke bliver gendrevet ud fra Skriftens vidnesbyrd eller med klar grund — for jeg har hverken tiltro til paven eller til noget koncilium alene, eftersom det er vitterligt, at de ofte har taget fejl og modsagt sig selv — fastholdes jeg af Skriften, som jeg har anført, og min samvittighed holdes fangen af Guds ord. Jeg hverken kan eller vil genkalde noget som helst, da det ikke er sikkert og rådeligt at handle mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig. Amen!“⁴

I forbigående skal nævnes, at ni nonner i april 1523 undslap fra klosteret i Imptsch i nærheden af Grimma og flygtede til Wittenberg, hvor de anmodede Luther om beskyttelse. Blandt dem var nonnen Katharina von Bora, som Luther giftede sig med i 1525 i yderligere trods mod den katolske kirke. Med tiden fik de seks børn, tre sønner og tre døtre.⁵

Luthers oprindelige syn på nogle lærespørgsmål

I de følgende år foretog Luther den første oversættelse af hele Bibelen til tysk. Han gjorde store fremskridt i sit studium af Bibelen og fik et meget klart syn på visse bibelsandheder. Bemærk følgende citater fra Luthers første værker, der blev trykt og vandt stor udbredelse.

JEHOVA: I en forklaring til Jeremias 23:1-8 siger Luther: „. . . men dette navn Jehova tilhører ene og alene den sande Gud.“ — Fra Ein Epistel aus dem Propheten Jeremia, von Christus reich und Christlichen freyheit, gepredigt durch Mar. Luther, Wittenberg, 1527.

SJÆLEN ER DØDELIG: „Jeg tillader paven at opstille trosartikler for sig selv og sine trofaste — som for eksempel „sjælen er menneskelegemets substantielle form“, „sjælen er udødelig“, med alle de uhyrlige anskuelser, der findes på de romerske dekretalers mødding.“ — Fra Assertio Omnium Articulorum M. Lutheri, per Bullam Leonis, X (Luthers værker, bind 2, folio 107, Wittenberg, 1562), offentliggjort første gang i 1520. Også Zion’s Watch Tower, 1905, s. 228. (Vagt-Taarnet, 1905, s. 67.)

DØDEN DEFINERES: „Derfor kalder Skriften døden en søvn. For som den, der falder i søvn og vågner om morgenen og intet ved om, hvordan han faldt i søvn eller om selve søvnen eller om sin opvågnen, således skal også vi på den yderste dag hurtigt stå op uden at vide, hvordan vi gik ind i døden eller kom igennem den.“ — Kyrkopost, I band, no. 29, par. 9, s. 259.⁶ Se også Watch Tower Reprint, bind 1, s. 408.

OPSTANDELSE: „Heraf følger det, at de, som ligger på kirkegården og sover under mulde, ikke sover så hårdt, som vi gør i vore senge. For det sker, at du sover så hårdt, at der må kaldes på dig indtil ti gange, før du hører det. Men de døde vil høre, når Kristus kalder første gang, og vågne op, således som vi ser med denne unge mand og med Lazarus.“ — Evang. Luk. 7:11-14, par. 8.⁶

TILSTANDEN MELLEM DØDEN OG OPSTANDELSEN: „Lad dette for dig være som dygtigt guldmageri, et mesterværk, der dog ikke forvandler kobber eller bly til guld, men døden til en søvn og din grav til et sødt hvilested samt al den tid, der er gået siden Abels død og den yderste dag, til et øjeblik. Skriften giver os overalt denne trøst.“ — Kyrkopost, 1 band, no. 109, par. 39-47, s.434-436.⁶

Sandheden ofres på kompromisets alter

Hverken Luther eller hans beundrere i dag har holdt fast ved disse og mange andre af de bibelske læresætninger, som han oprindelig slog til lyd for. Beklageligvis har disse beundrere af ham været med til at udvande hans tanker og indgå kompromis.

Luthers ven, Melanchthon, der var græsk filolog, havde for eksempel 1530 overtalt ham til at gå med til udfærdigelsen af et forhandlingsgrundlag, der nu kendes som den Augsburgske Bekendelse. Melanchthon opstillede dette dokument og fremlagde det for kejser Karl V og dennes rigsdag af fyrster og hierarkiske medregenter for at udvirke en forsoning mellem Luthers store tilhængerskare og den romersk-katolske kirke. På denne måde håbede Melanchthon og Luther, at de kunne afstedkomme en intern renselse af den pavelige kirke ved at få den til at bedre nogle af sine veje. Men rigsdagen forkastede pure dette grundlag. Luthers tilhængere kom til at stå med posen med alle kompromiserne, der var fulde af halve sandheder og fornægtelser af nogle af Luthers tidligere rette synspunkter.

Den Augsburgske Bekendelse siger i uddrag om treenigheden og om de ondes sjæles evige pine: „Menighederne lærer hos os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand . . . af samme væsen og magt, og lige evige, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden . . . at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende.“ Artiklerne I og XVII.⁷

Så langt var man villig til at strække sig, at man indgik dette kompromis, den Augsburgske Bekendelse, der blev grundlaget for mange af vor tids forskellige lutheranske sekter. Luthers store kamp for sandheden blev således stærkt skæmmet af ubibelske kompromiser.

Henvisninger

1 History of the Christian Church af Schaff, Bind VI, siderne 105, 109, 111, 112, 125, 126, 130.

2 Samme, siderne 135, 156.

3 Samme, siderne 206, 213, 220, 227, 247.

4 Samme, siderne 287, 305.

5 Samme, siderne 456, 462.

6 Luther and The Final Reformation af J. Lee, siderne 30, 31.

7 The Making and Meaning of the Augsburg Confession af C. Bergendoff, 1930, siderne 33, 76.

Pas paa, at ikke nogen kommer og fanger Jer med sin „Filosofi“, som bare er tomme Fantasterier, der ikke har andet at staa paa end blot og bar menneskelig Tradition; det hører til i denne Verdens A B C, men har intet at gøre med Kristi Lære. — Kolossenserne 2:8, Sch.