Jeg har lagt hammer og mejsel til side!

EN BJERGVEJ snor sig op gennem fyrrelunde afbrudt af lysninger med en storslået udsigt. Året er 1950. På en meget smuk plet højt oppe over dalen og under en skovbevokset klippeskrænt står jeg sammen med et lille arbejdshold på et stillads. Vi mejsler løs på nogle store stenblokke der er stablet så de danner en kompakt masse på 15 meters højde. Figuren af et menneske begynder at tage form. Hvad bliver resultatet? Et mindesmærke for de såkaldte maquisards (franske modstandsfolk) der faldt i kampen mod nazisterne. I dette område, der ligger midtvejs mellem Lyon og Genève, ved den sydlige ende af de franske Jurabjerge, var der mange kamphandlinger under den anden verdenskrig.

Senere skiftede jeg erhverv, men det rykker stadig i mig når jeg hører nogen hamre løs på sten. Hvorfor lagde jeg hammer og mejsel til side, når jeg holdt så meget af arbejdet som billedhugger?

Min store lyst fra ungdommen af

Så langt tilbage jeg kan huske er mine lyseste minder knyttet til de tidspunkter hvor jeg modellerede eller tegnede. I skolen klarede jeg mig godt i formning og sløjd, hvilket førte til at jeg som 17-årig kom ind på kunsthåndværkerskolen i Lyon. Det var i 1945. Dér lærte jeg billedhuggerkunstens mangesidige teknik. Vi lærte at lave faksimiler af „Venus fra Milo“, „Nike (’sejren’) fra Samothrake“, en af Michelangelos slaver, og så videre. Vi lærte også at arbejde efter levende model, hovedsagelig ved i ler at forme buster, torsoer eller hele figurer. Disse modeller fremstillede vi som friskulpturer, det vil sige i tre dimensioner og ikke fastgjort til nogen baggrund. Denne metode adskiller sig fra basrelieffer, hvori figurerne udskæres i en flade, og kun er svagt ophøjede.

Under vågent opsyn af monsieur Bertola, en berømt mesterskulptør, lærte vi også at skabe en harmonisk balance i figuren, at fastholde rytmen i yndefulde silhouetter og beherske lysets spil ved at variere rundinger og hulninger. Hver eftermiddag i det sidste skoleår blev vi i atelier’et undervist i stenhuggerarbejde. Denne kunstart skulle blive mit speciale.

I begyndelsen af 1950 fik jeg deltidsarbejde i et religiøst kunstatelier og fortsatte samtidig mine studier af billedhuggerkunsten. Jeg blev der dog kun nogle få måneder fordi lederens kunstneriske opfattelse adskilte sig meget fra min egen.

Undervisningen

Jeg vil forsøge kort at opridse hvordan jeg lærte at udhugge en statue. Billedhuggeren begynder med nogle få skitser der sætter ham i stand til at danne sig et skøn over former og proportioner. Han fremstiller dernæst en grov, formindsket lermodel som giver ham mulighed for i store træk at fastlægge arbejdets form og opbygning. Det næste stadium er det vigtigste og det der tager længst tid, for på dette trin laver man en lermodel, som regel i hel målestok, af hvordan den færdige statue vil komme til at se ud. Før denne skrøbelige lermodel tørrer og revner, må man lave en gipsafstøbning af den. Denne afstøbning kan så eftergøres i marmor eller en anden stenart.

Vor gipsmodel af føromtalte mindesmærke var fremstillet i forholdet 1:5 og altså tre meter høj. Vort lille hold bestod af to erfarne stenhuggere, der udførte størstedelen af det grove arbejde, og to assistenter der, ligesom jeg, videreførte arbejdet til det punkt hvor mesterskulptøren kunne give statuen en sidste afpudsning.

Vi arbejdede der på stedet i over tre måneder og udførte alt arbejdet selv, lige fra opstillingen af stilladset til udhamringen af de forskellige mejsler. Vi fik derfor stor øvelse i at bruge en hammer, navnlig da vi arbejdede sammen med disse erfarne stenhuggere. Arbejdet her kunne slet ikke sammenlignes med arbejdet i atelier’et, hvor finmejsling kun krævede lette hammerslag og nogle få bevægelser i håndleddet, og hvor stenen var placeret i den rigtige højde og på en drejefod så arbejdet var let at gå til.

Jeg husker især de problemer vi havde med at få stilladset til at blive stående tæt op ad den stenblok vi arbejdede på, navnlig da vi nåede toppen af monumentet. Stilladsets lange træpæle havde en tendens til at give sig, og dette komplicerede arbejdet en del, især da jeg forsøgte at udmejsle kvindens fine hårgrænse, 15 meter over jorden. Den spinkle platform vaklede, og det virkede nærmest som om statuen bevægede sig væk fra mig hver gang jeg lod hammeren ramme mejselen!

Men efterhånden blev vi lige så adrætte som aber og morede os med at invitere besøgende op at se nærmere på vort værk. Når de kom derop og opdagede den imponerende udsigt og så hvilke skrøbelige brædder de stod på, fik de som regel travlt med at tænke på alt muligt andet end vores statue! Nu er et nærbillede af en næse eller et øre på 40 centimeters længde selvfølgelig heller ikke det mest spændende man kan komme ud for!

Mit åndelige behov dækkes

Hvad det åndelige angik gjorde jeg ikke så store fremskridt som jeg gjorde hvad mit arbejde angik. Jeg var blevet opdraget som katolik, men havde meget svært ved at acceptere visse af katolikkernes læresætninger, for eksempel troen på at det er Kristi bogstavelige legeme der bydes rundt ved messen (i form af sakramenterne). Jeg diskuterede ofte med præsten. En dag da han var løbet tør for argumenter, sagde han til mig at jeg ræsonnerede nøjagtig som en protestant. Jeg betragtede mig selv som værende åndeligt handicappet, og bad Gud om at give mig tro.

Denne indstilling havde jeg stadig, da jeg i august 1950 faldt over en bog med titlen Gud Maa Være Sanddru. Min moder vidste at jeg var interesseret i åndelige anliggender og havde derfor modtaget bogen af Jehovas vidner året før. På det tidspunkt havde jeg bare kigget den løseligt igennem og stillet den på en hylde. Nu, da jeg begyndte at læse den, kunne jeg slet ikke lægge den fra mig igen. Jeg læste den fra ende til anden. Da jeg opdagede hvad Bibelen rent faktisk siger om forskellige spørgsmål, gik det op for mig at alle mine årgamle spørgsmål nu blev besvaret. Jeg skrev straks til Jehovas Vidners afdelingskontor i Paris og bad om flere oplysninger.

En aften i september ringede et Jehovas vidne på hos os og spurgte min moder om jeg var hjemme. Hun forklarede at jeg kun var hjemme i weekenden. Det skyldtes at jeg dengang arbejdede som assistent for billedhuggeren Charles Machet fra Lyon. På det tidspunkt havde vi i flere uger arbejdet på den enorme statue til ære for modstandsbevægelsens Ain-afdeling, i de nedre Jurabjerge. Den forestillede en kvinde der syntes at træde ud fra en klippe og bryde sine lænker. Følgende ord af den franske digter Aragon blev indhugget ved siden af statuen: „Où je meurs renaît la patrie“ („Hvor jeg falder, rejser fædrelandet sig igen“).

Ildprøven

Hver weekend tog vi alle hjem til Lyon, og dér traf jeg så Jehovas vidner. En lørdag sagde min moder til mig at de ville komme, og det gjorde de også — præcis til tiden. Vi havde en lang og livlig drøftelse, og jeg bombarderede dem med spørgsmål om treenigheden, ondskabens oprindelse, verdens ende, og så videre. De svarede altid ud fra Bibelen, og vi aftalte at begynde et studium.

Da jeg i november 1950 var færdig med arbejdet på den enorme statue i de nedre Jurabjerge, genoptog jeg min undervisning på kunsthåndværkerskolen i Lyon. I denne periode begyndte jeg at studere Bibelen og brugte mange timer på at lære Guds hensigt at kende. Da min første begejstring var forsvundet, blev drøftelserne imidlertid ofte temmelig stormfulde.

Ildprøven kom da vi studerede de ti bud. Jeg opponerede mod det andet bud, der ifølge Anden Mosebog 20:4, 5 lyder: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud.“

Jeg indvendte naturligvis at jeg blot fremstillede religiøse statuer og mindesmærker; jeg tilbad dem ikke. Jeg tjente faktisk bare til føden. Roger og Yolande, de to Jehovas vidner der dengang studerede med mig, ræsonnerede på samme måde som forfatteren Tertullian, en såkaldt kirkefader der levede i det 2. århundrede. Han skrev: „For det første: Den tale der slynges imod os: ’Jeg har intet andet at leve af,’ kan besvares langt skarpere: ’Da har du altså noget at leve af?’ . . . ’Jeg fremstiller’ siger én, ’men jeg tilbeder ikke;’ som om der dog er en grund til ikke at tilbede. . . . Kunsten har andre afskygninger hvori den kan give et udkomme, uden at man derved træder uden for tugtens vej. . . . For hvor langt lettere må den der giver udkast til en statue ikke kunne tegne et bord!“ — Om afgudsdyrkelse, kapitlerne 5, 6, 8.

Med tiden var jeg nødt til at se i øjnene at jeg måtte holde op med at fremstille statuer som havde med religion at gøre eller som ærede de afdøde, eftersom det var det samme som at ’yde skabningen hellig tjeneste fremfor Skaberen’. (Romerne 1:25) Denne udvikling begrænsede antallet af de ordrer jeg kunne tage imod for at tjene til føden, men samtidig var jeg enig med Tertullian og mente at jeg nok kunne bruge min kunst ’uden at træde uden for tugtens vej’.

Omskiftelser

Jeg havde stadig samme indstilling da jeg i marts 1951 hørte at de kommunale myndigheder i Saint-Étienne (en stor by i nærheden af Lyon) søgte en lærer der skulle undervise i modellering og stenhuggerarbejde. Kandidaten skulle vælges efter kvalifikationer og ved hjælp af en praktisk prøve. Jeg syntes at dette arbejde ville være helt ideelt for mig, og ansøgte om stillingen. Desværre fik jeg afslag på grund af mit dårlige helbred. (Jeg var i 1948 blevet behandlet for tuberkulose.)

Det var en bitter skuffelse, men Roger og Yolande trøstede og hjalp mig, og jeg begyndte at komme til møderne i den lokale rigssal. I 1951 overværede jeg i Paris Jehovas Vidners første landsstævne i Frankrig efter krigen, og det blev et vendepunkt for mig. Jeg strømmede over af begejstring og følte at jeg hørte til i denne lykkelige skare af stævnedeltagere. For første gang gik jeg ud i forkyndelsen, og da jeg kom tilbage havde jeg truffet en fast beslutning om at indvi mig til Jehova.

Da jeg kom hjem igen fandt jeg en bestilling fra de kommunale myndigheder i Saint-Priest i Lyon-området på en freske efter en model jeg havde indsendt. Basrelieffet skulle illustrere undervisning og uddannelse og skulle udsmykke et skolekompleks der var under opbygning. Det var en nyhed jeg modtog med glæde, for det betød arbejde til flere måneder og ville hjælpe mig til at bryde med mine gamle venner. I den periode kom jeg mere regelmæssigt til møderne i den lokale rigssal. Nogle få uger senere, i november 1951, blev jeg døbt.

Min fader havde indtil da bragt store ofre for at jeg kunne lære den vanskelige billedhuggerkunst, og han kunne slet ikke forstå hvorfor jeg ikke længere satte alt ind på at sikre mig en karriere. Jeg var derfor nødt til at flytte hjemmefra. Da jeg var færdig med fresken og havde brugt de penge jeg fik for den, blev det desuden umuligt for mig at tage imod de få bestillinger jeg nu fik, eftersom jeg ønskede at følge Bibelens principper.

Til sidst kunne jeg ikke længere udskyde den beslutning jeg hele tiden havde vidst jeg måtte træffe — jeg forlod mit højt elskede arbejde og holdt op med at fremstille ting der er „tildannet ved et menneskes kunst og opfindsomhed“. (Apostelgerninger 17:29) Jeg fik så noget kontorarbejde i et forsikringsselskab som jeg stadig arbejder i nu, 30 år senere.

Jeg fortryder ikke mit valg, for det har ført til mange velsignelser for både mig selv og min familie, som en del af Jehovas folk. Men selv den dag i dag holder jeg mig på afstand af alt hvad der har med billedhuggerkunst at gøre, af frygt for at min gamle lidenskab skulle blive vækket. Men jeg afventer Jehovas lovede nye ordning i håbet om at jeg så kan finde en gavnlig måde at udnytte min lyst til billedhuggerkunsten på. Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg med glæde tage hammer og mejsel i hånden og igen begynde at arbejde som billedhugger, men denne gang til Jehovas ære. — Indsendt af Dominique Aimo-Boot.