Teleskoper og mikroskoper — Har deres afsløringer svækket eller styrket din tro?

PENZIAS og Wilson mente at det var duernes skyld. Da deres følsomme radioudstyr blev ved med at opfange en underlig hvislelyd, begyndte de to videnskabsmænd at lede efter årsagen og fandt et par duer der sad og hvilede sig på deres store antenne. Men da den irriterende hvislelyd stadig var der efter at de havde jaget de fjerklædte „gæster“ væk, gik det op for dem at den lyd de hørte måtte komme fra det ydre rum.

Videnskabsmænd mener at det Penzias og Wilson troede blot var atmosfæriske forstyrrelser, i virkeligheden var ekkoet af et „stort brag“ — en kosmisk eksplosion der i tidernes morgen resulterede i at vort univers blev til. Deres opdagelse, samt en stigende mængde afgørende beviser, har fået nogle videnskabsmænd til at overveje en forbløffende mulighed: At Bibelen har ret når den siger: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ — 1 Mosebog 1:1.

Den 23. juni 1983 kunne man for eksempel læse følgende overskrift i bladet New Scientist: „Den fremspirende videnskab kosmologien benægter ikke Guds eksistens, og kan heller ikke gøre det.“ Skribenten, en professor i fysik, fortsatte:

„Inden for de sidste få år har flere og flere videnskabsmænd følt sig slået af det de betragter som en lang række usandsynlige ’sammentræf’ eller ’tilfældigheder’ der er blevet indbygget i fysikkens love for at sætte universet i stand til at frembringe de velkendte systemer vi ser i dag — galakser, stjerner, atomer, og, vigtigst af alt, os selv . . . Den allermindste lille forandring i tyngdekraftens og elektromagnetismens relative styrke ville forvandle stjerner som solen til blå kæmper eller røde dværge. Alle vegne omkring os ser vi vidnesbyrd om at naturen har ramt helt rigtigt.“

Teleskopet har tydeligt nok ikke fjernet grundlaget for troen på en Skaber. Er det da muligt at man også kan tage Bibelen, verdens førende religiøse bog, alvorligt? Ja, og det giver både teleskopet og mikroskopet os tvingende grunde til at gøre. Lad os se nærmere på nogle få af dem.

’Stjerne er forskellig fra stjerne’

Ofte når videnskabelige lærebøger knap nok at blive trykt før de er forældede; så hurtigt ugyldiggør nye opdagelser gamle formodninger. Ja, skønt Bibelen er skrevet århundreder før teleskopet eller mikroskopet blev opfundet, taler den om videnskabelige emner med bemærkelsesværdig nøjagtighed.

Ét eksempel finder vi i Første Korinterbrev 15:41, hvor apostelen Paulus skriver: „Solens glans er én, og månens glans en anden, og stjernernes glans en anden igen; ja, stjerne er forskellig fra stjerne i glans.“

For menigmand ligner den ene stjerne den anden, måske bortset fra en forskel i lysstyrken. Ikke desto mindre kan astronomer fortælle at stjernerne også varierer i farve, fra hvid, blåhvid, gul, orange, orangerød til rød. Pulsarer — som man mener er hurtigtroterende kollapsede stjerner — har en helt speciel „glans“. Som klikkende tælleapparater udsender de radiosignaler med brøkdele af et sekunds mellemrum. Pulsarer i Krebsen og Vela udsender endda synligt lys. Det er meget forskelligt hvor kompakte stjernerne er, og deres størrelse varierer også meget. Superkæmpen Betelgeuze er, ifølge et forsigtigt skøn, over 400 millioner kilometer i diameter! Hvis den var placeret hvor vor sol nu er, ville den opsluge jorden og resten af vort solsystem helt ud til det sted hvor Mars kredser!

Hvordan kunne apostelen Paulus nedskrive videnskabelige sandheder når han end ikke havde et instrument så primitivt som Galileis til hjælp? Guddommelig inspiration er det logiske svar.

’Himmelens love’

„Knytter du Syvstjernens bånd, kan du løse Orions lænker?“ spurgte Gud. „Kender du himmelens love, fastsætter du dens magt over jorden?“ (Job 38:31, 33) I århundreder var menneskene uvidende om at „love“ styrede himmellegemernes bevægelser. Ved hjælp af de opdagelser Johannes Kepler, Sir Isaac Newton, Albert Einstein og andre har gjort, har astronomerne fået forståelse af at tyngdekraften er det „bånd“ der holder stjernebilleder, som for eksempel „Syvstjernen“, sammen.

Astronomerne siger også at stjernerne ikke er stationære, men, som en astronom udtrykker det, ’roterer om galaksens midtpunkt eller kerne, som en kæmpestor karrusel’. Man mener at det tager vor egen sol cirka 200 millioner år at omløbe Mælkevejen. Bibelen har ret når den antyder at stjernerne har deres faste baner.

Liv opstår kun af liv

Også mikroskopet beviser Bibelens pålidelighed. Tænk på den biologiske lov der udtrykkes i Første Mosebog, kapitel 1: Levende væsener formerer sig ’efter deres arter’. Vore dages kraftige mikroskoper har hjulpet videnskabsmændene til bedre at kunne forstå forplantningsprocessen og de genetiske begrænsninger der beviser at Bibelens påstand er videnskabeligt holdbar.

I Salme 36:10 siger Bibelen om Gud: „Hos dig er livets kilde, i dit lys skuer vi lys.“ I århundreder troede folk på den græske filosof Aristoteles’ teori om at liv opstår spontant af dødt stof. Så sent som i det 17. århundrede mente selv veluddannede mennesker stadig at mus opstod af gamle klude, biller af hvede, frøer af mudder og ål af dug.

Spørgsmålet var stadig omstridt da Darwin i 1859 udgav Arternes Oprindelse. Mange anførte bakteriernes formodede spontane opståen som støtte for evolutionsteorien og som en forklaring på livets opståen. Samme år „beviste“ den franske videnskabsmand Pouchet at mikroorganismer opstod af vand, luft og hø. En anden fransk videnskabsmand, Louis Pasteur, drog denne påstand i tvivl, idet han påviste at bakterier på luftens støvpartikler kunne have inficeret Pouchets eksperimenter.

Pouchet gentog ufortrødent sine eksperimenter, denne gang i Pyrenæernes støvfri luft. Han kogte desuden sin blanding af hø og vand for at slå eventuelle bakterier ihjel. Da hans blanding snart efter myldrede med bakterier, var han derfor sikker på at han endeligt havde bevist at livet opstår spontant. I 1870erne opdagede den irske videnskabsmand John Tyndall imidlertid at høbakterier danner varmeresistente sporer der kan overleve kogning i mange timer. Ærgerligt nok for Pouchet var hans høblanding ikke godt nok steriliseret. Tyndalls eksperimenter tildelte teorien om livets spontane opståen dødsstødet.

Med moderne mikroskoper kan videnskabsmænd nu se nøjagtig hvordan cellerne deler sig og formerer sig. At liv kun opstår af i forvejen eksisterende liv er nu en fastslået videnskabelig kendsgerning — en kendsgerning som Bibelen påpegede for flere hundrede år siden!

„Dine øjne så mig som foster“

I Salme 139:16 i Bibelen læser vi: „Dine [Guds] øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“ (NW) Læg mærke til at Bibelen siger at ’alle dele’ af et foster er „skrevet op“. Med denne poetiske formulering hentyder salmisten øjensynlig til noget videnskabsmænd først for nylig har opdaget: DNA’et eller de genetiske oplysninger i hver eneste celle. Det sydafrikanske tidsskrift Huisgenoot minder os om at „ingen nogen sinde har været i stand til at ’læse’“ disse genetiske oplysninger, „end ikke under det kraftigste elektronmikroskop. Men videnskaben er klar over at disse oplysninger er forskellige fra menneske til menneske og afgørende for den enkeltes personlighed og udseende“.

En bog der styrker troen

Fysikeren, professor Merlyn Mehl, der arbejder på University of the Western Cape i Sydafrika, har for nylig sagt: „Det er vanskeligt at forestille sig hvordan nogen der er skolet i at ræsonnere videnskabeligt kan undgå at føle sig slået af Bibelens sandfærdighed. Den enhed og harmoni der er så tydelig i den livløse, fysiske verden, kommer klart til udtryk i den mest ærefrygtindgydende af alle bøger — Bibelen.“ Bibelen er naturligvis ikke en videnskabelig lærebog. Ikke desto mindre besvarer den de spørgsmål som har størst betydning for mennesket.

Videnskaben gør mange opdagelser om universet og analyserer livsprocessernes indviklede mekanismer. Men hvor stor værdi har alt dette hvis vi ikke ved hvad meningen med livet er? Kun Bibelen giver et tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Det forstod salmisten David. Ligesom vor tids astronomer brugte han megen tid på at betragte stjernehimmelen. „Himlen forkynder Guds ære,“ skrev han. Men han forstod at det ikke var nok at beundre naturen. I den samme salme skrev han videre: „[Jehovas] lov er fuldkommen, kvæger sjælen, [Jehovas] vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, [Jehovas] forskrifter er rette, glæder hjertet.“ — Salme 19:2-5, 8, 9.

Teleskopet og mikroskopet har fastslået for enhver at vor verden — makrokosmos såvel som mikrokosmos — er ærefrygtindgydende og kompliceret. De problemer vi må tumle med er ligeledes komplicerede, alt for komplicerede til at mennesket kan løse dem uden Guds hjælp. „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ (Jeremias 10:23) End ikke bjerge af videnskabelige data kan frelse mennesket, der synes at være hovedkulds på vej mod selvudslettelsen. Tænkende mennesker søger derfor ikke hjælp hos videnskaben, men et andet sted — i en bog der har modstået tidens tand, og som endog kan stå for videnskabens ransagende blikke gennem teleskoper og mikroskoper.