En forsmag på Paradiset
„Jehovas Vidner er kendt for at bygge kirker på 48 timer. Men i denne weekend overgik de sig selv. For første gang byggede Jehovas Vidner to rigssals-kirker og en tilstødende bolig på 48 timer.“
SÅDAN indledte journalisten Annette Lopez-Munoz sin artikel i South Dade News Leader for mandag den 27. februar om noget der var sket i den netop forløbne weekend, nemlig den 25. og 26. februar.
Jehovas Vidners menigheder i Homestead-området i Florida voksede så hurtigt at de måtte gøre noget for at holde trit. Som Jim Crosley, en rejsende tilsynsmand i den sydlige del af Florida, sagde til journalisten: „Der er opstået et ekstra behov for at bygge disse rigssale efter at vore cubanske brødre er blevet sendt hertil som bådflygtninge. Der er brug for endnu fem eller seks rigssale i Miami.“
Dobbeltrigssalen der blev bygget i Homestead-området betjener fire menigheder — to spanske og to engelske.
The Miami News citerede et andet Vidne, der forklarede grunden til at man måtte bygge rigssale med en sådan fart: „Tanken med det er at bygge dem så hurtigt som muligt så vi kan komme i gang med mere vigtige ting.“
De „mere vigtige ting“ drejer sig om evangelievirksomheden — at forkynde og undervise offentligt om Guds kommende rige, at gøre disciple, døbe dem og oplære dem så også de „kan yde hellig tjeneste for den levende Gud“. — Hebræerne 9:14; Mattæus 24:14; 28:19, 20.
Dette kræver undervisningscentre — bibelundervisningscentre, rigssale. Rigssalene er, fortsatte citatet i The Miami News, funktionelle. „De har ikke en masse udsmykning, for vi betragter dem snarere som skoler eller undervisningscentre. De er centre for gudsdyrkelse, men gudstjenesterne har karakter af undervisning.“ Hver rigssal er på 370 kvadratmeter og rummer en sal med 250 siddepladser, to klasseværelser, en forhal, et lagerrum til bøger og blade, og to toiletter.
To rigssale på 48 timer?
Beatrice Rogers, et Jehovas vidne i Homestead, stillede en to hektarer stor avocadoplantage til rådighed. Jordstykket lå ret centralt for fire menigheder. Efter et års overvejelser og planlægning blev det besluttet at bygge to rigssale ved siden af hinanden.
I de sidste to år har Jehovas Vidner i De forenede Stater og Canada i gennemsnit bygget en rigssal om ugen ved hurtigbyggemetoden. Men kunne man bygge to på den samme grund på én weekend? Tydede erfaringerne på at det kunne lade sig gøre? Var der tilstrækkelig frivillig hjælp til rådighed? Hvis det er en udfordring at lede 200 til 400 arbejdere ved et enkelt rigssalsprojekt, hvordan ville det så gå med 400 til 600 arbejdere? Med alle de mennesker og alle de byggematerialer, ville det hele så ikke ende i total forvirring?
De ansvarshavende ransagede deres hjerte og tænkte på Jesu advarende ord: „Hvem af jer som ønsker at bygge et tårn sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne for at se om han har nok til at gøre det færdigt? Ellers får han måske lagt grunden men kan ikke fuldføre det, og alle der ser det begynder måske at gøre nar af ham idet de siger: ’Denne mand begyndte at bygge men kunne ikke fuldføre det.’“ — Lukas 14:28-30.
Men efter flere måneder hvor man havde overvejet sagen under bøn og havde beregnet omkostningerne og studeret tegningerne og fremgangsmåden, nåede Jehovas vidner i Homestead-området til en beslutning: „Med Jehovas velsignelse kan vi gøre det!“
Fredag aften den 24. februar sagde Nelson Crites, koordinator for rigssalsprojekterne i Sydflorida, ved et møde i South Dade High Schools auditorium for de mere end 700 begejstrede frivillige: „Det er en historisk begivenhed. Med Jehovas hjælp vil det lykkes.“
De frivillige arbejdere var opdelt i 11 hovedafdelinger under erfarne entreprenører og håndværkere, hvoraf mange tidligere havde været med til todages rigssalsbyggerier. Denne gang måtte der være to arbejdshold, ét til hver rigssal, inden for de enkelte faggrupper — tømrere, snedkere, VVS-folk, elektrikere og så videre. Desuden måtte al kommunikation foregå på både spansk og engelsk. Bortset fra at man havde lejet to kraner til at sætte tagspærene op tidligt lørdag morgen, blev faktisk alt andet udført ved frivillig arbejdskraft.
Det begyndte i regnvejr
Klokken seks lørdag morgen blev der serveret et solidt morgenmåltid. Så lå der foran arbejdsstyrken, bestående af mænd og kvinder, unge og ældre, byggematerialer til en værdi af 2,7 millioner kroner. Hver ting var blevet placeret præcist og strategisk dér hvor den skulle bruges på de to betonfundamenter. Hvert fundament, der var stålarmeret sådan som det kræves af Dade-amtet i Floridas orkanzone, var på 370 kvadratmeter. Klokken syv skulle arbejdet med at forvandle stakkene og bunkerne af materialer til de to rigssale begynde.
Præcis klokken syv begyndte det. I regnvejr. Det havde silet ned siden midnat. Men ikke et eneste arbejdshold lod sig standse. Plastictelte og overdækninger blev slået op som ly for elektrikere og andre arbejdere. Entreprenører og håndværkere arbejdede fra deres lastvogne og varevogne. Tusinder af medbragte madpakker blev opbevaret under plastic på lange borde i avocadoplantagen. I det interimistiske køkken under et plastictag betjente kokkene deres dampkedler, ovne og kipgryder. Regnen blev ganske enkelt ignoreret.
Jo mere det regnede, jo hurtigere syntes tagspærene at blive svunget på plads. På halvanden time var spærene til begge rigssale anbragt. Murene blev beklædt med plader i takt med at tagspærene blev sat op. I løbet af to timer var det sidste spær svunget på plads. Klokken ni var kranførerne arbejdsløse. Hele vejen rundt om bygningerne var der i snesevis af hænder der løftede vægplader op, og før der var gået endnu en time, var begge rigssale næsten beklædt. Bygningerne rejste sig og tog form blandt de palmetræer der var blevet placeret ved hjælp af tunge maskiner en dag eller to forinden.
Jo mørkere skyerne blev, jo hurtigere gik arbejdet. I stedet for at folk gik, kom der hele tiden flere til. Ude på gaden stod der en kvindelig politibetjent som blev ved med at sige at det eneste hun kunne gøre, var ikke at stå i vejen. Frivillige dirigerede trafikken i den 288. gade, i de nærliggende kryds, såvel som foran byggepladsen. En nabo havde generøst stillet et seks hektarer stort areal på den anden side af vejen til rådighed for parkering.
Regnen var nyttig for gartnerne derved at den holdt græstørven våd så den var klar til at blive lagt på. Planter og buske blev sat i bede hvor jorden var gennemvåd. Murerne var glade for regnen, da den holdt mørtelen våd.
Alt imens blev murene rejst; og lige så hurtigt som lægterne blev dækket af plader, lige så hurtigt blev pladerne dækket af tagpap. Hundreder af arbejdere dannede silhouetter mod den grå himmel. Nede på jorden blev der lavet skinnende luftkanaler der som kæmpemæssige orme skulle sno sig op til loftsrummet. Færdige træpaneler var allerede ved at blive sat op udvendig. Nogle bar tunge bundter af tagplader på skuldrene og lagde dem på de to tage. Set gennem et fotografiapparat så det ud som om alt var dækket af tagplader og arbejdere.
Hvad blev der af regnen? Den holdt op uden at man lagde mærke til det. Da det begyndte at regne igen var de to tage lagt på.
Der kom stadig frivillige til
Der blev opført en fireværelses lejlighed som forbandt de to rigssale. Set fra luften danner bygningerne et stort H.
Afdelingen for frivillig tjeneste, der havde til huse i et plastictelt, holdt åbent hvad enten det var regn eller solskin. Der var flere arbejdere end der var arbejde til. De kom så langt væk fra som Texas, Ohio, Idaho, England, Canada og Jamaica, for ikke at nævne nabostaterne og alle dele af Florida. Der var 810 ansøgninger.
Dawn Brinklow, der stod for haveanlægget, fortalte at de frivillige ikke kendte planternes navne — de kunne ikke skelne en Philodendron selloum fra en Malpighia. „Vi lavede derfor en farvekode. Så kunne vi sende mandskabet efter planterne ved at nævne farven: ’Hent en rød, eller en blå, eller en grøn.’ Derforuden måtte alt oversættes til begge sprog. Der var ikke en gruppe hvor der ikke var både sorte, hvide og spansktalende.“
Enhed, kærlighed og Jehovas ånd
En mand der havde et pantebrev i grunden blev bedt om at komme om lørdagen, så han kunne få sine penge. Han blev så forbavset over at se to bygninger på hver 370 kvadratmeter rejse sig på det der dagen før havde været betonfundamenter, at han skyndte sig hjem efter sin kone.
En presseafdeling tog sig af journalister, fotografer, TV-folk og en stadig strøm af besøgende. Der var entreprenører der kom i håb om at finde ud af hvordan de kunne bygge ligesom Jehovas Vidner. Der var en baptistkirkelærer der håbede at han kunne inspirere sine medlemmer til at være som Jehovas Vidner — „jeg kan ikke engang få repareret en revne i kirken uden at betale nogen“.
Archie Francis fra Hialeah arbejdede længe om lørdagen med rengøring. Om aftenen ankom hans tante fra Belize i Mellemamerika. Han fortalte at han den dag havde hjulpet til med at bygge to rigssale.
„Det tror jeg ikke på,“ sagde hun.
„Jeg kan vise dig nogle videobånd.“
„Nej.“ Hun ville kun tro på det hvis hun så det med egne øjne.
Da hun insisterede kørte de midt om natten de 35 kilometer til byggepladsen. Fugefolkene arbejdede hele natten, og en gruppe søstre sang på spansk Rigets sange for at opmuntre dem. Archies tante sang med. „Jeg bliver nok også et Jehovas vidne,“ sagde hun. „Nogle af dem jeg har ansat er Jehovas vidner. De er ærlige. Og jeg læser altid deres blade.“
En anden slægtning fik næsten et chok og spurgte: „Hvordan gør I det?“
„Ved enhed. Kærlighed. Jehovas ånd,“ svarede Archie.
Politibetjent Warren Brundage, hvis South Dade-distrikt er en „røverkule“ med mord, stofmisbrug og raceuroligheder, oplevede mennesker fra en hel anden side her. „Jeg synes det er fantastisk!“ sagde han til en journalist. „Så mange mennesker arbejder sammen uden at skændes, uden at slås . . . Der er sorte, hvide, latinamerikanere . . . de har forskellige fag og alligevel arbejder de sammen om en fælles sag. I går hjalp en bankmand til med taget.“ Han blev der efter at hans tjeneste sluttede klokken fem.
Tidligt søndag eftermiddag blev der på en fotografs anmodning givet en meddelelse på engelsk og spansk der fik arbejdere og besøgende til at holde pause så længe at de kunne samles ude foran og løfte armen i en sejrsgestus. Der kom 4000. Det tal er baseret på at fællesspisningen kort før havde serveret 4000 portioner.
Et glimt af Paradiset — i jordisk henseende
Noget der fik én til at føle at man nærmest var i et paradis, var haveanlægget. To tropiske haver, én foran og én bagved, med palmetræer, kampesten og blomster, tog form. En række af lastbiler leverede træer og buske. Et Jehovas vidne tilbød at skænke nogle palmetræer til haveanlægget. Den gartner der tog ud for at udvælge træerne, fik øje på en gruppe på tre Phoenix reclinata, en meget sjælden daddelpalme. Ejeren vidste ikke engang at de voksede der. Da bulldozerføreren hørte hvad de var værd, var han meget omhyggelig og forsigtig med flytningen. De ville koste godt 10.000 kroner stykket!
Haven blev tilplantet på de to dage; den er på cirka 6000 kvadratmeter. Det ville tage et hold på seks mand tre uger at udføre arbejdet på kommerciel basis, og det ville koste mellem 250.000 og 300.000 kroner. Det hele blev givet som gave!
En særlig tid, et særligt fællesskab
Journalisten Annette Lopez-Munoz kom igen om søndagen sammen med sin moder, der kun taler portugisisk. Den unge journalist havde oplevet noget der var vanskeligt at beskrive. „Hvad er det for en kraft, en motivation I har?“
„Den er fra Bibelen,“ fik hun at vide.
„Jeg har læst i Bibelen at folk var ved at bygge et stort tårn da Gud forvirrede deres sprog, og at de aldrig fik det fuldført.“
„Det var fordi de gik imod Guds vilje.“
„Men nu hjælper han jer med at overvinde sprogskranker?“
„Det er fordi vi gør hans vilje.“
Hun fik at vide at Jehovas vidner husker på at „Guds ord er levende og virkende“. (Hebræerne 4:12) Giv agt på det, og lad hans ånd virke på dig.
„Noget af det du mærker er den glæde vi får ved særlige sammenkomster som dette rigssalsbyggeri,“ forklarede en i presseafdelingen. „Jehovas Vidners dynamiske kraft skyldes hovedsagelig at vi er et evangeliserende samfund. Vi er forenede i vor opgave med at forkynde og undervise om Guds kommende rige. Det er derfor vi har brug for rigssale som centre for tilbedelse og bibelundervisning. Ved særlige lejligheder som denne kan vi være sammen på et udvidet plan. Vi kan stille vore særlige evner og færdigheder og vor håndværksmæssige kunnen til rådighed. Eller vi kan ganske enkelt vise vor villighed til at gøre hvad vi kan for at hjælpe andre. Alle gør deres bedste. Og alle ved at deres indsats bliver påskønnet. Men selv her er vort samvær ledet af Bibelens principper. Her bliver vi for eksempel mindet om Galaterbrevet 5:26: ’Lad os ikke blive selvoptagne, så vi ægger hinanden til kappestrid og misunder hinanden.’ Og Ordsprogene 11:14 siger: ’Uden styre står et folk for fald.’“
Et glimt af Paradiset — i åndelig henseende
Det er deres tro der gør det muligt for Jehovas vidner at gøre det andre ikke kan gøre. De begynder med at aflægge verdens ånd. Det betyder, som politibetjenten Brundage hurtigt lagde mærke til, at de må aflægge de ting der kendetegner verdens ånd — racisme, had, skinsyge, sociale klasseskel, stofmisbrug, umoralitet og deslige. Brundage befandt sig i en anden verden, en verden hvor bitterhed, harme, vrede, skrigen, spot og ondskab er borte og hvor folk virkelig prøver at være ’venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet de frit tilgiver hinanden ligesom Gud ved Kristus frit har tilgivet dem’. — Efeserne 4:31, 32.
Verdens ånd, der viser sig i „kødets gerninger“, er en fjende af Gud. Når man aflægger den, bliver der mulighed for at bære Guds ånds frugter — „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. — Galaterne 5:19-23; Romerne 8:5-8.
En af de besøgende, et medlem af mormonkirken, så at Vidnernes børn — sorte, brune og hvide — legede sammen. Han sagde: „Vi har adopteret et sort barn. De andre i vores kirke vil ikke lade deres børn lege med vores.“
Fordi Jehovas vidner tager imod Bibelens lære, føres de i hele verden ind i en enhed der omfatter flere lande end medlemsnationerne i De forenede Nationer.
Det blev nævnt at todages rigssalsbyggerier var „en forsmag på indførelsen af Paradiset“. Dette genspejler Jehovas folks faste overbevisning om at jordens Skaber snart vil fjerne alle de elementer der ødelægger jorden og menneskesamfundet på den, så der kan skabes et jordomspændende paradis. — Åbenbaringen 11:17, 18; 21:3, 4; Esajas 65:17-25.
[Illustration på side 18]
Vægbeklædning og tagspær kom op samtidig. Klokken ni havde kranen svunget det sidste spær på plads
[Illustration på side 21]
Gravemaskinen kommer med tre palmetræer — en del af haveanlægget