Hjernens mysterier — en gåde for videnskaben
„EN helt ny art raffinerede datamater er ved at tage form i laboratorierne for kunstig intelligens,“ skriver High Technology. De er den anden generation af de såkaldte ekspertsystemer og har — i lighed med deres modstykker i den første generation — menneskelige eksperters specialiserede viden indkodet i deres databanker. De nye systemer vil adskille sig fra de ældre ved at være i stand til at løse visse problemer som de første ikke kunne klare. Men vil de kunne tænke?
At skabe en datamat som kan tænke har været dataingeniørernes ønskedrøm siden midten af 1950erne, da kunstig intelligens blev et veldefineret felt inden for datalogien. Men endnu er drømmen ikke blevet til virkelighed. „Vi har ingen programmer som kan kaldes virkelig kreative eller opfindsomme, eller som kan forstå dybden i menneskets ræsonnementer,“ indrømmer Roger C. Schank, der er leder af et projekt for kunstig intelligens ved Yale-universitetet. Psychology Today sammenfatter over 25 års forskning med disse ord: „Ethvert barn kan gøre tre ting som ingen datamat endnu er i stand til — genkende et ansigt, forstå et naturligt sprog og gå på to ben.“
Menneskehjernen overgår simpelt hen datamaterne. I hvilken forstand? Først og fremmest fordi selv det mest avancerede mikrokredsløb til en datamat virker klodset og ufuldstændigt ved siden af de kontaktmuligheder der er mellem de cirka 100 milliarder (100.000.000.000) neuroner eller nerveceller som findes i en normal menneskehjerne. Ifølge en teori bygger hjernens evne til at fremdrage oplysninger på et netværk af forbindelser, og „dette rige netværk af forbindelser er en af de mest dybtgående forskelle mellem mennesker og maskiner. Hjernens evne til på én og samme tid at søge efter oplysninger i dens millioner af neuroner virker ligefrem overnaturlig.“ Desuden, skriver Science, „foretager hjernens neuroner millioner eller milliarder af beregninger parallelt og på samme tid; den nuværende generation af ét-skridt-ad-gangen-datamater er håbløst bagud.“
Sandt nok kan nogle datamater udføre vanskelige matematiske beregninger på en brøkdel af den tid som det ville tage for selv de dygtigste matematikere. Avancerede datamater kan endda slå de fleste i skak. Men maskinerne har deres alvorlige begrænsninger. „Et godt skakprogram kan måske gøre en dygtig skakspiller mat,“ kunne man for nylig læse i en artikel i The New York Times Magazine, „men lav lidt om på reglerne . . . og maskinen vil være på gyngende grund, mens skakspilleren vil kunne klare sig alligevel.“
Hvad er det der giver mennesket dette fortrin? Vi kan ræsonnere og drage sammenligninger. Vi kan betragte et problem under mange forskellige synsvinkler og skelne de væsentlige oplysninger fra de uvæsentlige. Desuden har vi ikke svært ved at forstå sprogbegreber eller ved at lære af vore erfaringer. Vi er, kort sagt, i besiddelse af „sund fornuft“. Skuffelserne i forbindelse med forsøgene på at skabe en efterligning af denne „sunde fornuft“, skriver Science, har givet videnskabsmændene „en vis ydmyghed, en forståelse af hvor ærefrygtindgydende kompliceret selv den enkleste almindelige menneskelige handling er — og af hvor meget en datamat (eller et menneske) må vide før den (eller det) kan foretage sig noget som helst“.
Videnskabsmænd indrømmer at der ikke inden for den nærmeste fremtid vil komme noget større gennembrud med hensyn til at fremstille kunstig intelligens, trods de nye datamaters voksende kapacitet. Problemet består til dels i at vi ikke har så stor forståelse af hvordan vor egen hjerne virker at vi kan fremstille en efterligning af den.
„Aha!“ siger vi når vi får en god idé. Men hvordan ideen er opstået forbliver et mysterium.