Er tiden ved at udløbe for denne verden?

ANSETE mennesker i hele verden er af den mening at tiden virkelig er ved at udløbe for denne verden. De kræfter der uden ophør tvinger nationerne i retning af en atomkrig, får alarmsirener til at lyde i deres sind. Faren for et verdensomspændende økonomisk sammenbrud og de mange former for dødbringende miljøforurening øger deres uro. De føler at tiden ikke blot er ved at udløbe for nogle få nationer, men for hele verden. Hvorfor? Fordi ingen af dem kan finde brugbare løsninger på problemerne.

Deres største bekymring er truslen om atomkrig. Tilskyndet af 47 videnskabsmænd (deriblandt 18 nobelpristagere) flyttede månedsbladet Bulletin of the Atomic Scientists i begyndelsen af 1984 sit „dommedagsur“ et minut frem — til tre minutter i tolv. Uret skildrer disse videnskabsmænds opfattelse af hvor tæt verden er på udslettelse i en atomkrig. „Det er et udtryk for bekymring,“ udtaler de. „Dommedagsuret“ har ikke været så tæt på ’midnat’ i 30 år!

Bekymringen øges af andre trusler:

● Antallet af atommagter, der engang mentes at være begrænset til seks nationer, er måske vokset til nu at omfatte ni nationer. Professor Daniel Yergin fra Harvard University formoder at der i løbet af 1985 vil være 40 nationer som fremstiller atomvåben.

● Muligheden for at en fremtidig krig vil blive udkæmpet i rummet, med laserstyrede våben der spreder ødelæggelse over hele jorden, er nu mere aktuel end nogen sinde.

● Militærstrateger har fremført den skrækindjagende teori at man ved et ’førsteslag’ måske kan vinde en atomkrig.

Disse trusler er årsag til udbredt frygt fordi de sænker tærskelen for en atomkrig og øger risikoen for at en verdensbrand vil blive indledt ved en fejltagelse.

Men kan en atomkrig virkelig udløses ved en fejltagelse? Harold Freeman, der er professor ved Det teknologiske Institut i Massachusetts, har skrevet en bog med titlen This Is the Way the World Will End — This Is the Way You Will End Unless. I denne bog nævner han at man i løbet af 18 måneder, fra april 1979 til september 1980, registrerede i alt 151 signaler om et umiddelbart forestående angreb. „Fire af disse resulterede i et alarmberedskab hvor man gjorde klar til en hævnaktion med B-52 bombefly og langdistanceraketter,“ skriver professor Freeman. „Alle fejltagelserne nåede at blive rettet i tide; men nogle i sidste øjeblik.“ Den 9. november 1979, fortsætter han, „lettede bombeflyene inden for seks minutter, klar til et modangreb med kernevåben“.

Hvor kan vi skjule os? Findes der noget sikkert sted? Nej! En atomkrig kan, selv om den begrænses til den nordlige halvkugle, sprede et tæppe af dødbringende radioaktivt nedfald over hele jorden, eller fremkalde en global „atomvinter“. Situationens alvor har fået lederne fra seks nationer — Indien, Mexico, Tanzania, Sverige, Grækenland og Argentina — til at udsende en erklæring der er kendt som „Fredsinitiativet fra de fire kontinenter“. I denne erklæring hedder det: „I vor tid er menneskehedens overlevelse bragt i fare.“

Men ikke så få forsøger at dulme deres frygt. De tænker ved sig selv at det er så lidt de kan gøre — om overhovedet noget — og prøver derfor at leve livet som om der ikke var fare på færde. Har man en sådan indstilling lader man imidlertid en vigtig faktor ude af betragtning. Hvilken?

[Ramme/​illustration på side 4]

Har de unge nogen fremtid?

Der findes unge som mener at menneskeheden har en fremtid. Men de fleste tror at det er for sent at afværge en verdenskatastrofe. „Jeg har nu accepteret den tanke at der sandsynligvis vil komme en ’verdens ende’,“ siger en teenager beklagende.

Skepsis og forvirring med hensyn til fremtiden har fået nogle til at begå selvmord. For længe siden skrev en vismand: „Uden syner forvildes et folk.“ (Ordsprogene 29:18) Mange unge som mangler et pålideligt ’syn’ der kan give håb for fremtiden, begynder at leve efter devisen: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ (1 Korinter 15:32) Nogle kommer ud i stofmisbrug og promiskuitet, de sætter kærligheden til fornøjelser først i livet, trækker sig ind i en fantasiverden og ønsker at få ’det hele’ nu fordi de ikke regner med at få en fremtid. For dem „synes det formålsløst at lægge planer, og almindelige værdier og idealer forekommer naive“, udtaler psykiaterne Beardslee og Mack.a

Det er denne følelse af håbløshed der får mange unge til at blive punkere og gå med underligt tøj og mangefarvet hår der er klippet i sære faconer. Nogle af dem har sikkerhedsnåle siddende i ansigtet, og mange af mændene går med øreringe. De har en overvældende følelse af at stå alene og vil derfor ikke have noget med samfundet at gøre. „Noget af det vi gør virker måske helt uhyrligt,“ siger en punker, „men det er den eneste metode vi har tilbage til at vise at vi ikke er en del af jeres skøre verden.“

Andre unge hører atomkrigs-alarmen og bliver bekymrede. I modsætning til nogle voksne kan unge med deres livlige fantasi ikke udelukke tanken om en atomkrigs ødelæggelser. Her følger nogle udtalelser fra unge:

● „Jeg har ikke lyst til at gå op i røg.“ — Vanessa, 11.

● „Når man sætter sig ned og tænker over det, bliver man bange. Ens liv afhænger af en rød knap; når en eller anden trykker på den, eksploderer man.“ — Dexter, 13.

● „Jeg har mareridt — ikke om en atomkrig, men om at der ikke er noget her bagefter.“ — Stacey, 14.

Men der er andre teenagere som nok er interesseret i fremtiden, men ikke er bekymrede. De har et optimistisk syn på fremtiden.

● „Jo, jeg får en fremtid.“ — Pam, 17.

● „Verden kan umuligt blive udslettet ved en atomkrig.“ — Oliver, 17.

● „Det er jeg ikke bange for.“ — Dashunta, 18.

● „Jeg véd jeg vil leve; og jeg er glad for at jeg har den viden.“ — Elizabeth, 15.

Hvorfor er disse unge så tillidsfulde? Hvad er det for en viden de har? De kender Bibelen og dens profetier, og ved derfor hvorfor tiden er ved at udløbe for denne verden.

[Fodnote]