Fordommens rødder

En forsker spurgte en mand hvad han mente om en bestemt mindretalsgruppe. „De er humørsyge og temperamentsfulde,“ svarede han. „Det ligger til dem.“

„Har du nogen sinde kendt en af dem . . . personligt?“ blev manden spurgt.

’Ja, én. Han var vores klasserepræsentant da jeg gik i gymnasiet.’

’Svarede denne „klasserepræsentant“ til det billede du har af dem?’

„Nej,“ indrømmede han, „han var rolig og behagelig.“

’Så kan det altså ikke have „ligget til ham“ at være humørsyg og temperamentsfuld, vel?’

Efter en pause svarede manden: „Han var en undtagelse.“

AT NÆRE fordom vil sige at dømme andre på forhånd, uden at give dem en chance. En fuldstændig fremmed erklæres uden videre for at være „doven“, „uærlig“ eller „farlig“, uden at der er det mindste bevis herfor. Det hele bygger på forudfattede meninger, for den fordomsfulde ser ikke enkeltpersoner, men grupper. For ham er alle medlemmer af en anden befolkningsgruppe ens, kloner uden personligt særpræg. Og som i ovennævnte eksempel vil den fordomsfulde ofte forsvare sine meninger til den bitre ende, selv når kendsgerningerne viser at han har uret. Som der siges i bladet Psychology Today, er fordomsfulde mennesker „tilbøjelige til at hæfte sig ved de måder hvorpå [en] person synes at stemme med deres forudfattede mening, mens de afviser vidnesbyrd som modsiger denne mening“.

Fordom avler fordom. Når nogle bliver sat i en uheldig bås mister de ofte deres selvrespekt og begynder at handle som man forventer. Eller det går som Bibelen siger i Prædikeren 7:7: „Undertrykkelse kan få den vise til at handle forrykt.“ (NW) Ofrene for undertrykkelse kan blive optændt af vrede og bitterhed. De kan blive så overfølsomme over for fordom at de somme tider overreagerer og ser fordom alle vegne — også hvor der ingen er. De begynder at betragte enhver som tilhører en anden race eller befolkningsgruppe med unødig mistænksomhed eller som en potentiel fjende. Intolerance forekommer således hos enhver race eller nationalitet.

Når først man er begyndt at nære fordom, kan man få noget imod næsten alle grupper som er anderledes. Nogle studerende blev engang bedt om at oplyse hvad de syntes om 35 nationaliteter og racer hvoraf de tre („danieranerne“, „pirenæerne“ og „wallonierne“) var opdigtede. De studerende der nærede fordom imod eksisterende grupper fandt — mærkeligt nok — „danieranerne“, „pirenæerne“ og „wallonierne“ lige så frastødende.

Hvordan kommer fordommen til udtryk?

Den fordomsfulde optræder ikke nødvendigvis fjendsk. Han er heller ikke nødvendigvis som den mand der hyklerisk erklærer at ’nogle af hans bedste venner’ hører til den eller den gruppe, men som med afsky viger tilbage for at have dem som naboer — eller i svigerfamilien. Der er grader af fordom. Den fordomsfulde kan udmærket have venner som tilhører en anden race, men ganske umærkeligt kommer det frem at han inderst inde føler sig mere værd end dem. Han sætter måske deres tålmodighed på prøve ved at komme med usmagelige, racebetonede bemærkninger. Eller fremfor at behandle dem som ligemænd tiltager han sig måske en beskytterrolle og optræder som om han viser dem en særlig gunst ved at være deres ven.

En anden måde man kan røbe fordom på, er ved at kræve mere af visse mennesker uden samtidig at vise dem en tilsvarende anerkendelse. Og hvis de fejler eller ikke lever op til forventningerne, kan man være tilbøjelig til at tilskrive det den race de tilhører. Eller man fordømmer en adfærd hos en anden race som man billiger hos sine egne racefæller. Og dog vil man skarpt tilbagevise enhver antydning af at man selv skulle være fordomsfuld — så fuldstændigt er selvbedraget. Som salmisten engang sagde: „Han har været for mild i sit syn på sig selv til at finde sin misgerning og hade den.“ — Salme 36:2, NW.

„Når de er fire år gamle“

Men hvorfor bliver folk fordomsfulde? Hvor tidligt i livet slår fordommene rod? I sit klassiske værk The Nature of Prejudice (Fordommens natur) bemærker socialpsykologen Gordon W. Allport at menneskehjernen har en tilbøjelighed til at „tænke i kategorier“. Dette ses allerede hos små børn. De lærer hurtigt at skelne mellem mænd og kvinder, hunde og katte, træer og blomster — ja, og mellem „sorte“ og „hvide“. Stik imod den påstand at små børn er „farveblinde“ er forskere enige om at børn der omgås forskellige racer snart vil begynde at lægge mærke til „forskelle i fysiske særpræg som hudfarve, ansigtstræk, hårtype og så videre. Børn . . . har som regel opnået fuld racebevidsthed når de er fire år gamle.“ — Bladet Parents (Forældre), juli 1981.

Men begynder børn at nære fordom bare fordi de lægger mærke til disse forskelle? Ikke nødvendigvis. I en undersøgelse der for nylig er blevet omtalt i bladet Child Development (Barnets udvikling) hævdes det imidlertid at „når 5-årige kommer i børnehaveklasse foretrækker de klart at omgås kammerater af deres egen farve“. Endnu mere foruroligende er den iagttagelse at „børns tilbøjelighed til at vælge legekammerater af samme farve øges i løbet af det år de går i børnehaveklasse“. (Kursiveret af os.) Andre forskere er kommet til det resultat at mange små børn ikke blot er klar over raceforskellene men også har en mening om hvad disse forskelle indebærer. En fireårs pige ved navn Joan kom med denne uhyggelige bemærkning: „De der er hvide, de kan komme op. Men de der er sorte, de kan kun komme ned.“

Det er forskerne en gåde hvordan børn udvikler en sådan fordom. Forældrenes påvirkning er dog under stærk mistanke. Det er naturligvis de færreste forældre der ligefrem forbyder deres børn at lege med børn af en anden race eller nationalitet. Men hvis et barn lægger mærke til at forældrene har fordomme imod eller måske bare føler sig ilde tilpas sammen med nogle af en anden race, kan det ikke desto mindre bevirke at barnet selv udvikler en negativ holdning. Kulturelle forskelle, gruppeindflydelse, mediepåvirkning og andre faktorer kan så bidrage til at forstærke denne fordom.

Dårlige erfaringer

For nogles vedkommende ser det dog ud til at fordommen skyldes en overreaktion på en dårlig erfaring. En ung tysk kvinde tog med sin mand til Afrika for at arbejde ved et projekt. Dér kom hun ud for problemer. Hun følte at nogle af afrikanerne nærede fordom imod hende både som kvinde og som europæer. Nogles indstilling og synspunkter stødte også hendes europæiskprægede følelser. Ved at ruge over problemer som nogle få var skyld i, kom hun til at nære uvilje mod alle sorte mennesker!

En tilsvarende erfaring blev gjort af en vestindisk studerende som boede i De forenede Stater for omkring 20 år siden. Selv om han var høflig og pæn i tøjet, blev han afvist på en restaurant med begrundelsen: „Vi serverer ikke for din slags her.“ Da han ikke tidligere havde været ude for racediskrimination og ikke var klar over de racespændinger der eksisterede på det tidspunkt, forsøgte han at forlange at man serverede for ham — med det resultat at han blev anholdt på stedet! Selv om borgmesteren gav ordre til at han skulle løslades og gav politiet en næse, gjorde denne hændelse ham bitter. Nu, mange år senere, nærer han stadig et vist fjendskab mod hvide mennesker.

I andre tilfælde, siger bogen The Nature of Prejudice, synes dét at underkue andre at tilfredsstille en umættelig trang til at opnå en højere status. Det er at ’tænke højere om sig selv end man bør tænke’. (Romerne 12:3) Det kan også være at der udvikles myter om racemæssig overlegenhed, så undertrykkelsen af en vis gruppe virker mere „rigtig“. Under den berygtede slavehandel i De forenede Stater var det således populært at kalde de sorte ’mentalt underlegne’ eller ’andenrangsmennesker’. Disse opfattelser var så almindelige at selv den amerikanske præsident Thomas Jefferson, som var en uforbeholden kritiker af slaveriet,a engang gav udtryk for en „mistanke“ om at „de sorte . . . [var] de hvide underlegne hvad angår både åndsevner og fysisk udrustning“. Skønt videnskaben har bevist at sådanne forestillinger er uholdbare, er racismen svær at udrydde.

Hvorfor? Den mest grundlæggende årsag påpeges klart i Bibelen, men overses af forskerne: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Ja, den nedarvede synd har skabt skævheder i den måde mennesker tænker på og opfatter ting på. I stedet for at glæde sig over forskelle og finde dem spændende og interessante, reagerer mange med frygt og usikkerhed. Og selv fra et lille barns ufuldkomne hjerte kan der komme et skræmmende opbud af „onde overvejelser“ der ender som ødelæggende, nedbrydende fordomme. (Mattæus 15:19) Er der da nogen mulighed for at fordom kan overvindes?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 6]

Ved at ruge over problemer som nogle få var skyld i, kom hun til at nære uvilje mod alle af en anden hudfarve!

[Illustration på side 5]

Fordom kan skabe mistænksomhed