Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g85 8/3 s. 27-29
  • Er der åndelig hunger i Nigeria?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Er der åndelig hunger i Nigeria?
  • Vågn op! – 1985
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Omvendte men ikke kristne
  • Bagslaget
  • Kirkens fordærv
  • Afhjælpning af hungersnød
  • Kløften mellem folket og kirkerne
    Vågn op! – 1971
  • Kan De være sikker på at Deres kirke er den sande?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1973
  • Et åndens kendetegn
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
  • Er kristenhedens kirker ved at miste grebet?
    Vågn op! – 1980
Se mere
Vågn op! – 1985
g85 8/3 s. 27-29

Er der åndelig hunger i Nigeria?

„ER RELIGIONEN på tilbagetog?“ lød det i en avisoverskrift. For nogle er det måske vanskeligt at tage et sådant spørgsmål alvorligt, især hvis der er stor kirkelig aktivitet der hvor de bor. Men selv en hurtig gennemlæsning af tidsskrifter og aviser kan føre til at man får et nyt syn på sagen. Bladet Time siger for eksempel: „De engang så mægtige, men nu så komplicerede og efterhånden meget frisindede protestantiske kirker i Amerika, ser ud til at være inde i en nedgangsperiode.“ Dette er den typiske måde hvorpå medierne omtaler religion nu om dage.

’Men hvad med resten af verden?’ spørger du måske. ’Lider religionen under de samme problemer i andre lande?’ Ja. Lad os for at anskueliggøre dette betragte hvilke problemer kirkerne erfarer i et land med mange naturrigdomme, nemlig Nigeria. Situationen dér vil hjælpe dig til at forstå at kirkernes vanskeligheder nu har antaget globalt omfang.

Omvendte men ikke kristne

Omkring en tredjedel af Nigerias umådelig store befolkning hævder at være kristne. Kristenhedens missionærer har arbejdet ihærdigt og længe for at opnå så stor tilslutning. Bladet Time skriver: „Afrikanere er stadig overraskede og rørte over den villighed hvormed missionærer kæmper i landdistrikterne og hjælper med at grave brønde, underviser i læsning og skrivning, fremskaffer livreddende sække med korn under perioder med hungersnød, samt sætter deres eget liv på spil for at helbrede de syge.“

Skønt sådanne bedrifter er rosværdige, må det alligevel ærligt siges at kirken fra første færd har vundet sig venner ved at søge at tilfredsstille de materielle behov — ikke de åndelige. (Mattæus 5:3) Derved har de omvendt mange, men ikke nødvendigvis gjort dem til kristne. The World Book Encyclopedia bemærker at mange navnkristne blot „slår kristne og muhamedanske religiøse skikke sammen med traditionelle [ikke-kristne] opfattelser“. Sørgeligt nok har kristenhedens missionærer overset den kendsgerning at de afrikanske folk ofte er modtagelige for Bibelens budskab i sig selv — uden at det er smykket med sociale arbejdsprogrammer. Ikke desto mindre mener nogle at dét at kristenheden har udsendt missionærer har modvirket at muhamedanismen er fejet hen over det afrikanske kontinent, som nogle har forudsagt at den ville.

Kirkerne i Nigeria har imidlertid ikke stillet sig tilfreds med blot at hverve proselytter. Mange præster føler det som en hellig pligt at presse på for at skabe politiske omvæltninger. Avisen Daily Times, der udkommer i Lagos, skrev for eksempel følgende den 18. oktober 1982: „Patriarken for metodistkirken i Nigeria, dr. Bolaji Idowu, sagde i går i Ibadan at kirken havde ret til at deltage i politik, hvis blot det kunne styre den mod retfærdighed . . . Dr. Idowu gjorde det klart at kirken ikke kunne undgå at blande sig i politik eftersom den ikke alene havde pligt til at forkynde evangeliet men også til at få mænd og kvinder engageret i politik.“

Metodistkirken er ikke den eneste der er sprunget på den politiske vogn. I New Nigerian for den 12. januar 1981 stod der følgende: „Ogojas katolske biskop, hans højærværdighed dr. Joseph Edra Ukpo, har anmodet om at der blev oprettet et ministerium for religiøse anliggender.“ Af hvilken grund? Artiklen fortsætter med at sige at nogle præster har følt „at det var på tide at regeringen sørgede for at knytte alle religiøse organisationer nærmere til sig“.

Men hvad har alt dette medført for kirken og dens medlemmer?

Bagslaget

Der lyder nu advarsler imod at kirken blander sig i politik. En skribent har bemærket at mens kirkerne „giver det udseende af at de spiller en grundlovssikret rolle i statens anliggender“, så har de i virkeligheden „ingen rolle at spille i så henseende“. Som en advarsel tilføjede han at det ikke er i religionsudøvernes „bedste interesse at komme så tæt på staten som den er i øjeblikket. En skønne dag finder de måske ud af at staten har påtaget sig udvælgelsen af biskopper . . . på deres vegne“.

Ved en anglikansk kirkesynode beklagede delstatsguvernør Bola Ige sig over at kirkerne bruger deres forfatningsmæssige religionsfrihed som „en tilladelse til at kunne påtvinge staten deres egne religiøse og partifarvede tilbøjeligheder ved at give det udseende af at de søger deres hjords særlige interesser“. Derfor opfordrede han kirkeledere til at holde sig til deres „forkynderhverv“ i stedet for at blande sig i politik.

Kirkens fordærv

Er det imidlertid sandsynligt at man vil vende tilbage til forkyndelsen? Ikke ifølge det billede som kirkeledere og andre tegner af kirkens åndelige tilstand.

„Præsteskabet har svigtet, og lægfolket har lidt et åndeligt sammenbrud,“ siger præsten James Jide Adesoh i en artikel i Daily Times for 7. september 1982. „Partiskhed og opdelingen i stammer og grupper er en svær sygdom i vore kirker i dag,“ tilføjer han. En præsident for en anglikansk kirkeforsamling tilkendegav efter forlydende på samme måde at „den dalende standard inden for den kristne religion skyldes kirkernes øverste ledere, der har tilladt kærligheden til penge at overskygge Guds ånd hos dem“.

I et sådant åndeligt tomrum vil der uundgåeligt opstå fordærv. Som en åbenhjertig præst siger: „Det er inden for den nigerianske kirke vi finder ældste der efter at have begået ægteskabsbrud vil henvise til kong Salomon som en konge der flirtede til højre og venstre og alligevel blev elsket og velsignet af Gud! . . . Det er i Nigeria vi finder ærværdige herrer der beskytter sig ved at bære juju-tryllemidler og amuletter, også når de er i selve Guds kirke!“ En nigeriansk guvernør har endog hævdet at „kriminalitetens stigning i Nigeria skyldes at de religiøse organisationer undlader at gøre det de selv forkynder“.

Kirkens fordærv er blevet så berygtet at en skribent har beklaget sig over at „forkyndelsen ser ud til at være trådt i baggrunden og at Satan øjensynlig alene har overtaget vagten i vore kirker og i vort land“. Det er ikke så sært at en nigeriansk avis stillede det spørgsmål som vi havde fremme i begyndelsen: „Er religionen på tilbagetog?“

Afhjælpning af hungersnød

Kirkens problem i Nigeria er typisk for verdens religioner. De har forsømt at tilfredsstille folks åndelige sult. De har fulgt materialismens kurs og deltaget i politik, i stedet for at undervise i Guds ord. Dette kommer imidlertid ikke som en overraskelse for dem der har studeret Bibelen, for den har for længe siden forudsagt: „Se, dage skal komme, lyder det fra den Herre [Jehova], da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre [Jehovas] ord.“ — Amos 8:11.

Dog er det ikke alle der lider en sådan åndelig hungersnøds kvaler. I tusindvis af nigerianere der virkelig „hungrer og tørster efter retfærdighed“ er blevet hjulpet af Jehovas vidner og er åndelig talt blevet „stillet tilfreds“. (Mattæus 5:6) ’Men hvad er det der gør Jehovas Vidner anderledes end andre religioner?’ spørger du måske. For det første tager de Jesu bud om ’ikke at være en del af verden’ alvorligt. (Johannes 17:14) Det betyder at de holder sig uden for politik og i stedet koncentrerer sig om forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) I stedet for at støtte sociale programmer peger de på det sikre håb der ligger i Guds kommende regering. Den nyeste rapport viser at der gennemsnitlig er 102.356 nigerianere der deler dette tilfredsstillende håb med andre.

Sandt nok har kirkeledere kritiseret Jehovas Vidner. Men ironisk nok går kritikken af Jehovas Vidner på at de afslår at gøre netop de ting der har forårsaget krisen inden for kirken — nemlig at give sig af med politik. På grund af deres neutrale stillingtagen er Jehovas Vidner blevet sparet for de rystelser som kirkerne i Nigeria nu lider under.

Vi vil derfor indbyde dig til at få dit ønske om åndelig føde tilfredsstillet ved at slutte dig til disse kristne, modtage et bibelstudium og desuden komme sammen med disse sande disciple af Kristus. Dette vil give dig mulighed for at opnå et yderst tilfredsstillende liv, eftersom „gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. — 1 Timoteus 4:8.

[Tekstcitat på side 28]

Kristenhedens missionærer har fået tilslutning af mange afrikanere ved hjælp af sociale hjælpeprogrammer — ikke ved at forkynde Guds ord

[Illustration på side 29]

Jehovas Vidner har afhjulpet den åndelige hungersnød for tusinder ved at undervise dem i Bibelens håb om en regering oprettet af Gud

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del