„Censur: 500 års konflikt“
I SOMMEREN og efteråret 1984 viste New York Public Library en lærerig udstilling med temaet: „Censur: 500 års konflikt.“ På bestemte tidspunkter var der rundvisning med en guide som havde mange interessante oplysninger at fortælle. I juli 1984 besøgte jeg dette verdensberømte bibliotek i New York og var med på en af disse rundvisninger.
Rundvisningen begyndte i et stort og stateligt rum. Under udstillingssalens egetræslofter, der var udskåret i renæssancestil, lå de sjældne bøger og tryksager fra det femtende århundrede frem til i dag. Publikationerne havde ét tilfælles — de havde alle på et eller andet tidspunkt lidt den tort at være underkastet censur.
Ved rundvisningens begyndelse sagde guiden: ’Forestil Dem at De sidder ganske fredeligt derhjemme i Deres dagligstue og hygger Dem med en god bog, da politiet pludselig braser ind, snapper bogen ud af hænderne på Dem og flår den i stumper og stykker. Hvorfor gør de det? Simpelt hen fordi de herskende magter anser bogen for uegnet til offentliggørelse. De har netop oplevet en af de forfærdelige virkninger af censur.’
Der blev dog anvendt censur længe før de udstillede bøger blev fremstillet. Titelbladet i en af de bøger vi så, var et bevis på dette. Bogen hed Alle Propheten Teutsch (Alle profeterne på tysk), og var blevet oversat til tysk af Martin Luther i 1534. Titelbladet var delt i ni spalter, og i hver af dem skildredes et bibelsk optrin. En af tegningerne forestillede en episode der udspillede sig for 2500 år siden, nemlig den israelitiske konge Jojakim der afbrænder en bogrulle. Jojakim var rasende over den domsprofeti Jeremias havde ladet nedskrive, og forsøgte derfor at øve censur ved at tilintetgøre budskabet med ild. — Jeremias 36:9-27.
På grund af denne tegning kom Alle Propheten Teutsch på den katolske kirkes liste over forbudte bøger. Hvorfor? Jo, protestantiske reformatorer lavede ofte illustrationer til bibelske skriftsteder der fortalte om stolte og velhavende herskeres fald. Og som guiden bemærkede: ’Protestantiske kunstnere så en advarsel til pavedømmet i disse bibelske passager.’
Censuren kommer til kort
I slutningen af det 15. og i begyndelsen af det 16. århundrede blev den katolske kirke angrebet af reformatorer. Og bogtrykkerkunsten, der var blevet opfundet af Johann Gutenberg omkring 1440, havde givet reformatorerne et virkningsfuldt våben i hænde. Udstillingen fokuserede på den kamp for trykkefrihed der er blevet ført lige siden man blev i stand til at trykke med løse typer.
Guiden forklarede: ’Det skyldes for en stor del Martin Luthers anvendelse af trykkemaskinen at han så hurtigt fik sit budskab ud til offentligheden. Reformatorer som John Wycliffe og Jan Hus, der levede før opfindelsen af bogtrykkerkunsten, var blevet overvundet af den katolske kirke.’
Trykte sider med kritik af kirkens læresætninger spredtes overalt i Europa inden for nogle måneder efter Luthers brud med kirken. Da vi så nærmere på Luthers bog Gnade unde Frede in Christo (Nåde og fred i Kristus), der er trykt i 1523, var det ikke svært at forestille sig at den havde vakt kirkens vrede. Luther tilskyndede folk til at leve i overensstemmelse med de kristne moralnormer der åbenbares i Bibelen, i stedet for at rette sig efter de adfærdsnormer kirken havde fastsat. ’Censorerne havde svært ved at forhindre at sådanne løbesedler kom i omløb,’ fortalte guiden.
Det næste vi fik øje på var Det nye Testamente oversat til engelsk af William Tyndale, der levede samtidig med Luther. Det blev forbudt af kirken omkring år 1525 og måtte trykkes i Tyskland, hvorfra det siden blev smuglet ind i England. Hvad var grunden til at det blev forbudt? Først og fremmest afveg Tyndales oversættelse af Kolossenserne 1:24 fra den katolske lære. Han oversatte det græske ord ekklesia i dette vers til „menighed“ i stedet for „kirke“ — hvilket er korrekt. På denne måde undgik Tyndale at sætte lighedstegn mellem legemet af troende kristne og den katolske kirke. Resultatet? Censur!
Andre udstillingsgenstande viste at det ikke kun var de katolske myndigheder der havde gjort sig skyldige i censur. Da protestanterne kom til magten brugte de deres myndighed til at forbyde publikationer udgivet af såvel katolikker som andre protestanter.
Et nutidigt eksempel på censur som ville have haft bibelstudenters særlige interesse, blev ikke nævnt på udstillingen: Det forbud der i De forenede Stater og Canada i 1918 blev indført mod den engelske udgave af bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, udgivet af International Forening for Bibelstudium. Bogen afslørede de store religioners falske læresætninger. Præsteskabet brød sig ikke om budskabet, og hævnede sig. Med fædrelandskærlighed som påskud tvang de midt under den første verdenskrig regeringerne til at forbyde bogen. Deres forehavende lykkedes, men kun midlertidigt. I 1920 blev forbudet ophævet.
Hvor store anstrengelser man end har gjort sig for at undertrykke andres tanker, er det en kendsgerning at det aldrig er lykkedes at underkaste sandheden, og navnlig Bibelens sandhed, censur. Da religiøse ledere forsøgte at lukke munden på Jesu disciple, sagde han: „Hvis disse tav, ville stenene råbe.“ (Lukas 19:40) — Indsendt.
[Illustration på side 28]
Bogtrykkerkunsten, opfundet af Johann Gutenberg, gav reformatorerne et virkningsfuldt våben i hænde
[Illustration på side 29]
William Tyndale, hvis skrifter kirken censurerede, blev hængt og brændt