Fra døden til livet i Dachau
„Had dem ikke. Det vil ikke skade dem. Det vil kun skade dig selv!“
DISSE ord, sagt af en venlig kvinde i Dachau-koncentrationslejren under den anden verdenskrig, var medvirkende til at redde mit liv og min forstand.
Jeg blev født i Moskva i 1926. Min fader var fra Kíjev og min moder fra Georgien. De studerede ved Moskvas universitet. I 1929 flygtede vi fra Rusland og bosatte os i Danzig (i dag Gdansk i Polen). Under min opvækst lærte jeg kun at tale tysk, og de fleste af vore venner var jøder.
Da Hitler indledte sit terrorregime begyndte jødiske familier at forsvinde fra egnen, især om natten. Den dag krigen brød ud mellem Tyskland og Rusland forsvandt også vores familie. Vi fik kun nogle få minutter til at klæde os på, før vi blev ført bort. Vi måtte efterlade alt.
I den første forhørslejr blev jeg gentagne gange udspurgt under skarpt lys og slået til jeg var blå og gul. Jeg tror ikke at det gik op for dem at jeg slet ikke var i stand til at besvare deres spørgsmål om mine forældres aktiviteter. Sagen var nemlig at mine forældre talte russisk til hinanden, og jeg havde aldrig lært dette sprog.
Jeg har ikke set min fader siden vi blev ført bort fra den lastbil der bragte os til dette forhørscenter. Og selv nu — i 1985 — ved jeg ikke om han er levende eller død.
Derefter blev min moder og jeg låst inde i en kreaturvogn i fire dage. Der var kun ståpladser og hverken mad, vand eller toiletforhold. Vi havde ingen idé om vort bestemmelsessted — Dachau — den koncentrationslejr der blev berygtet for sin tortur og sine mange dødsofre!
Efter at være blevet tatoveret, skubbet, sparket, afført alle vore klæder og tvunget til at løbe spidsrod mellem SS-folk der slog os med stave, fik vi brusebad og blev iført stribet fangetøj. Derefter blev jeg skilt fra min elskelige og smukke moder og anbragt i en af de barakker der kun var for børn.
Døden — en daglig begivenhed
Dér oplevede jeg for første gang døden. Hver morgen fjernede voksne mandlige fanger ligene af de børn der var døde i nattens løb, nogle af underernæring, nogle af tortur og nogle fordi de var blevet tappet for blod der skulle bruges til transfusioner til sårede soldater. Der var altid en dynge lig der ventede på at blive brændt, fordi forbrændingsovnene ikke kunne følge med!
Hvorfor endte jeg da ikke i ovnene? Fordi man besluttede at jeg skulle bruges til lægevidenskabelige eksperimenter. Først fik jeg indsprøjtet en eller anden sygdom, og derefter en modgift. Mine sadistiske bødler havde imidlertid ikke megen glæde af mig, for jeg var blevet opdraget til aldrig at græde eller vise mine følelser. Til sidst rettede de derfor deres opmærksomhed mod andre.
Det vil være umuligt for nogen som aldrig har oplevet alt dette at forstå den virkning det havde på os børn. Vi vidste ikke om vi ønskede at dø eller ej. Nogle af os følte at vi ville hilse døden velkommen, men som børn var vi også bange for at dø på grund af det brændende helvede der ventede os, ifølge det vore tidligere religionslærere havde fortalt os. Men så tænkte vi som så: ’Et brændende helvede kan bestemt ikke være værre end dette!’
Fra tid til anden blev nogle fanger beordret til at tage fælles brusebad, hvor „vandet“ viste sig at være gas, så hele gruppen blev henrettet på denne måde. Den dag i dag er det mig umuligt at tage brusebad. Hvis jeg prøver, bryder sveden straks frem og jeg begynder at ryste over hele kroppen. Der var tider hvor jeg i den grad så frem til at dø at jeg faktisk forsøgte at komme ind i brusebadet før nogen anden. Men det var som om jeg blev skubbet væk ved de lejligheder hvor der blev benyttet gas.
„Had dem ikke“
Det var på dette tidspunkt at jeg mødte Else. Hun talte med mig om døden og forklarede mig at der i virkeligheden ikke var noget at frygte. Else forklarede at når et menneske dør kommer det ikke i et brændende helvede, men falder blot i søvn. Ligesom ’om morgenen’ vil det da vågne op igen, når jorden er forvandlet til et paradis. (Lukas 23:43; Johannes 5:28, 29) Til den tid vil der ikke mere være smerte, racediskrimination eller had — kun glæde og lykke overalt. (2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4) Jeg troede hende! Hendes ord var som solskin i mit mørke liv.
Else satte sit liv på spil for at tale med mig. Hun var meget påpasselig med ikke at lade fangevogterne se at vi talte sammen. Når som helst der var en lejlighed til det gemte vi os bag affaldsdyngen og talte i nogle få minutter. Hun fortalte mig vidunderlige ting fra Bibelen, noget der fik mig til at længes efter det paradis som Gud ville give os. Snart frygtede jeg ikke længere døden, men følte mig bedre i stand til at acceptere de forhold jeg levede under.
Else var især til stor trøst for mig da min moder døde. Min moder var en overordentlig smuk kvinde, en af dem man vender sig om efter på gaden. Dette var for stor en fristelse for SS-folkene, så de benyttede hende til at tilfredsstille deres seksuelle begær. Aften efter aften var jeg tvunget til at se på hvordan de pinte hende med deres sadistiske perversiteter, indtil hun til sidst døde af brutalt at blive torteret og voldtaget.
Jeg var kun fjorten år gammel og derfor meget modtagelig for indtryk. Had var den naturlige reaktion på alt dette! Men Elses ord lyder stadig i mine ører: „Had dem ikke. Det vil ikke skade dem. Det vil kun skade dig selv!“ Dette var i overensstemmelse med Jesu udtalelse om at vi skal ’elske vore fjender og bede for dem som forfølger os’. (Mattæus 5:44) Ikke sådan at forstå at vi nærer varme følelser for sådanne mennesker. Men vi viser kærlighed ved at undskylde dem for de handlinger de begår som vore forfølgere.
Else hjalp mig også til at få en klarere forståelse af Gud. Jeg var kommet til at hade ham, fordi SS’erne havde ordene „Gud med os“ skrevet på deres bæltespænder. Jeg tænkte på torturen, de søvnløse nætter, de insektdræbende midler vi blev sprøjtet med hver uge, utøjet der sugede vort blod, rotterne der om natten kom for at æde af os, stanken af død der blev værre og værre, ovnene der næsten konstant var i brug, kulden, mangelen på tæpper og den åbenlyse skadefryd hvormed andre betragtede vor elendighed. Hvis Gud var med dem, tænkte jeg, så ville jeg ikke have noget med ham at gøre.
En lysende tro og en lilla trekant
Else hjalp mig til at forstå at Gud ikke var ansvarlig for det disse sadistiske mænd gjorde. Tværtimod, når Guds tid var inde ville han kræve dem til regnskab. Så ville han give de uskyldige livet og et fuldkomment helbred, og derved belønne alle dem der havde sat deres lid til ham. Hun sagde at den gud som vore bødler talte om, ikke var den sande Gud, men en de selv havde opfundet, og at de kun narrede sig selv hvis de troede at de kunne opnå nogen velsignelser fra den sande Gud.
Else forklarede også hvad der var grunden til vanskelighederne i verden, idet hun fortalte at Satan er denne verdens hersker og at Gud ved hjælp af det rige som han har overdraget sin oprejste, herliggjorte søn, Jesus Kristus, vil befri os for Djævelen. (2 Korinter 4:4; Johannes 14:30; Åbenbaringen 20:1-6) Alle disse ord var som musik for mine ører og en kilde til styrke i disse sorgfyldte dage. Elses ord og moderlige omsorg var i sandhed en inspiration for mig.
SS’erne gjorde det meget svært for hende, fordi hun var tysk statsborger men alligevel ikke ville underlægge sig nazisternes vilje. SS’erne syntes at tage dette som en personlig fornærmelse, og de lod aldrig en lejlighed gå fra sig til at udsætte hende for enhver form for ydmygelse, hvilket hun alt sammen bar med tålmodighed. Jeg lagde mærke til at hun havde en lilla trekant syet på ærmet af sin fangedragt, og spekulerede på hvad den betød. Efter at jeg var sluppet levende ud af Dachau undersøgte jeg det og blev klar over at denne trekant var forbeholdt Jehovas Vidner. Ja, Else var et vidne for Jehova Gud. — Esajas 43:10-12.
Stakkels Else! Hun var så tynd, næsten som et skelet. Men der var noget ganske særligt over hende. Jeg fandt aldrig ud af hvad hun hed til efternavn eller hvor hun kom fra, skønt hun var så venlig imod mig og tog sig særligt af mig. Jeg tænkte tit at hun var sådan som jeg syntes en moder skulle være. Nogen tid efter at min moder var blevet myrdet forsvandt Else også, og jeg så hende ikke igen. Men jeg skulle aldrig glemme det hun havde fortalt mig eller den rolige og tillidsfulde ånd hun besad.
Frihed til at finde livet!
Efter fire år i Dachau kom min udfrielse. Tre dage før de amerikanske styrker ankom, låste SS-fangevogterne os alle inde i lejren og forsvandt. Ingen kunne undslippe derfra, for ståltrådsnettet der omgav lejren var elektrisk. Da amerikanerne omsider kom, begyndte de at give os mad, men for mange var det for sent. Sørgeligt nok havde de, efter at have kæmpet så hårdt for livet, øjensynlig mistet viljen til at leve og bukkede under for døden.
Eftersom jeg var af russisk afstamning blev jeg overgivet til russerne. Jeg var da fyldt 17 år og fik besked om at jeg skulle giftes med kommandanten ved hovedkvarteret. Men en oberst der havde kendt min fader fra sin studietid, skjulte mig under et tæppe på bagsædet af sin bil og smuglede mig ud af barakkerne. Jeg tog toget til den russiske grænse, og en morgen lige før daggry fandt jeg et sted hvor vagtposterne var uopmærksomme. På maven kravlede jeg tværs over ingenmandsland, en afstand på næsten to kilometer. De amerikanske soldater på den anden side så mig komme kravlende hen imod dem. De samlede mig op og sendte mig med et tog til Heidelberg. Lige over for mig sad en mand fra Ukraine som jeg senere giftede mig med.
Forholdene blev uudholdelige idet russerne stadig forsøgte at finde mig. De udsendte endog en meddelelse i radioen om at min fader ledte efter mig. Men jeg var bange for at svare, da jeg havde på fornemmelsen at det kunne være en fælde. Måske var det min fader; alligevel kunne jeg ikke risikere at svare på disse radiomeddelelser. En dag var der to kommunistiske agenter som fulgte efter mig. Jeg gik ind i en forretning og tog elevatoren til øverste etage. Her mødte jeg forretningsbestyreren, og da jeg fortalte ham hvilken fare jeg befandt mig i, skjulte han mig på sit kontor indtil agenterne var forsvundet. Efter dette besluttede min mand og jeg at emigrere til Australien, og hertil ankom vi i april 1949.
Et nyt liv og et fornyet håb
Her begyndte et nyt liv. Vi fik besøg af den lokale præst, men jeg nægtede at gå i kirke på grund af det jeg havde set religiøse mennesker gøre i Europa, og fordi Else havde vist mig at kirkerne ikke havde noget med Gud at gøre. Jeg begyndte at bede til Gud om at jeg måtte finde sandheden, og jeg opsøgte alle de lokale religiøse retninger for at spørge dem hvor de skulle hen når de døde. De sagde alle at de skulle i himmelen. Når jeg hørte det fortsatte jeg straks til det næste trossamfund.
Kort tid efter at jeg var begyndt at bede, bankede en ung mand på døren og tilbød mig Vagttårnet og Vågn op! „Skal du i himmelen?“ spurgte jeg. „Nej,“ svarede han. „Mit håb er at komme til at leve evigt her på jorden når den bliver forvandlet til et paradis.“ Her var omsider en der tilhørte det samme folk som Else! Her var omsider den sandhed jeg havde søgt efter siden opholdet i Dachau. Jeg blev så begejstret at vi vist talte sammen i omkring to timer.
Forkynderen sendte sin tante hen til mig den næste dag, og i løbet af bare to dage slugte jeg faktisk bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis. Derefter begyndte jeg at læse De kristne græske Skrifter, det såkaldte Nye Testamente, og blev færdig på tre dage. Hvor vidunderligt var det ikke med alle disse oplysninger! ’Paradisbogen’ og Bibelen sagde nøjagtig det samme som Else havde fortalt mig. Nu, langt om længe, havde jeg fundet hendes folk — sytten år efter at jeg var blevet udfriet fra Dachau!
Når jeg ser tilbage betragter jeg den tid jeg tilbragte i Dachau sammen med min kære Else, der fortalte mig om Bibelens vidunderlige håb, som den vigtigste i mit liv. På grund af hendes bestræbelser har jeg kunnet ’gå over fra døden til livet’. (Johannes 5:24) Jeg tænker nu med taknemmelighed på de inspirerede ord i Salme 94:17, 18: „Om ikke Jehova havde været min hjælp — snart havde min sjæl taget bolig i det tavse. Når jeg sagde: ’Min fod må vakle,’ var det din loyale hengivenhed, Jehova, der holdt mig oppe.“ — NW.
Og når jeg tænker på fremtiden finder jeg styrke i disse ord i Esajas 41:10: „Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvildt om, for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig. Ja, jeg vil holde dig fast med min retfærdigheds højre hånd.“ (NW) Takket være den kære Elses bestræbelser hjalp Jehova mig med at finde livet i Dachau. — Indsendt.
[Tekstcitat på side 17]
Min moder og jeg blev låst inde i en kreaturvogn i fire dage
[Tekstcitat på side 17]
Man besluttede at jeg skulle bruges til lægevidenskabelige eksperimenter
[Tekstcitat på side 19]
Else hjalp mig til at forstå at Gud ikke var ansvarlig for det disse sadistiske mænd gjorde
[Tekstcitat på side 20]
Langt om længe havde jeg fundet Elses folk
[Illustration på side 18]
Gaskamrene og ovnene i Dachau