Fra vore læsere
Misbrug af børn
Tak for bladet der behandlede emnet misbrug af børn. (8. maj 1985) Jeg er sikker på at det vil være en hjælp for mange forældre til at beskytte deres børn. Mine forældre gav aldrig mig råd vedrørende det seksuelle. Ved en bestemt lejlighed blev jeg misbrugt seksuelt af en skolekammerat der var meget ældre end jeg. Selv i dag, 28 år gammel, har jeg stadig psykiske problemer der stammer herfra. Hvor ville jeg dog ønske at jeg dengang havde haft denne artikel.
R. S., Brasilien
Ufølsomme artikler?
I skal vide hvad jeg mener om jeres artikel vedrørende omskærelse af piger samt andre lignende artikler. Jeg vil gerne være fri for at læse sådanne grufulde artikler der ikke lægger skjul på noget. Er det nødvendigt at vi skal læse disse ting, som for eksempel den artikel jeg lige har nævnt, eller beretningen om tortur i koncentrationslejrene? („Fra døden til livet i Dachau,“ 22. maj 1985) Er det ikke i modstrid med rådet i Filipperbrevet 4:8 om at vi fortsat skal have det der er værd at holde af, det der er retfærdigt, rent og rosværdigt, i tanke?
B. D., Canada
Det er ikke vort ønske at støde nogen af vore læsere. Vi erkender at der er nogle artikler der ikke ligefrem er behagelig læsning, men der findes ubehagelige virkeligheder i verden som mange mennesker har stået over for, i øjeblikket står over for eller i fremtiden vil komme til at stå over for. Vi føler at det er vor pligt at komme med oplysninger om sådanne emner til gavn for dem. Vi har ikke i nogen af disse artikler indføjet unødvendige, udpenslende detaljer for at appellere til det sensationelle, makabre eller vellystige. Vi har bestræbt os for at give disse emner en værdig dækning der kan være til hjælp og har altid klart holdt fast ved det rette. Vi stræber også efter at give opmuntrende og opbyggende råd. I vores artikel vedrørende omskærelse af piger gav vi tilstrækkelige oplysninger til at de der har behov for at vide besked, kan forstå hvad det er der er tale om, således at alle vil blive frastødt af en sådan fremgangsmåde.
Vi har eksemplet med Guds inspirerede ord, Bibelen, der er meget åbent og specifikt når det er nødvendigt. Se Første Mosebog, kapitlerne 19, 34, 38, 39; Tredje Mosebog 15:16-33; 18:19-24; Dommerbogen, kapitel 19; Anden Samuelsbog, kapitel 13; Jeremias 5:7-9; Ezekiel, kapitel 23. Ingen af disse beskrivelser har til hensigt at pirre en interesse af vellystig karakter eller at støde nogen. De tjener et nødvendigt og opbyggende formål. — RED.
Jeg skriver til jer for at udtrykke min værdsættelse af jeres artikel „Fra døden til livet i Dachau.“ Jeg har mødt en mand der var meget bitter over sine egne erfaringer fra Dachau og over at der findes mennesker i Canada der hævder at massemyrderierne er et svindelnummer. Han modtog bladet og læste det. Han var enig i at det hun har skrevet er sandt, men sagde at hun undlod at berette om mange rædsler. Han udtrykte megen bitterhed over for bødlerne, og jeg pegede derfor på det råd Else gav: „Had dem ikke. Det vil ikke skade dem. Det vil kun skade dig selv!“ I den senere tid er denne mand blevet mindre bitter. Hendes beretning har hjulpet og opmuntret mange til atter at fatte håb.
D. R., Canada.