Hvor mange liv har du levet?

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Indien

INDEREN trak sin bomuldsklædning op og fremviste et ben der var frygteligt misdannet af en fremskreden elefantiasis. Han pegede på benet og sagde: „Dette er min karma fra mit tidligere liv.“

Med disse ord sigtede manden til den almindelige opfattelse blandt hinduer at deres nuværende liv blot er et led i en lang række af genfødsler. De tror at deres nuværende lod i livet er en høst af det de har sået i deres tidligere liv, og at de nu sår det som de vil høste ved en ny genfødsel.

En udbredt tro

Det er imidlertid ikke blot i Indien at troen på en reinkarnation har vundet stor udbredelse. Den findes „i så godt som alle dele af verden“, skriver hindulederen S. Radhakrishnan. I hele verden — i Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, Europa og på øerne i Stillehavet — findes der mennesker som tror at menneskesjælene lever videre i hajer, alligatorer, tigre, pandaer, væsler, mus og endog insekter som hvepse og skarnbasser! Reinkarnation er imidlertid ikke begrænset til dyreformer. I Afrika anråber barnløse kvinder træer som de tror er beboet af de dødes sjæle. Lignende skikke fandtes også i det gamle Europa.

Men hvordan opstod troen på reinkarnation eller sjælevandring? Hvorfor tror folk på noget sådant? Og hvordan har denne lære påvirket folks liv?

Lærens oprindelse

Hvis menneskesjælen skulle vandre fra den ene livsform til den anden, måtte den nødvendigvis være udødelig. Reinkarnationsteorien er således bygget på læren om sjælens udødelighed, og dens oprindelse kan kun spores tilbage til de folkeslag eller nationer der havde denne opfattelse. Nogle mener derfor at den opstod i det gamle Ægypten. Andre mener imidlertid at den har sin oprindelse i det gamle Babylon, hvor historiens første mysteriereligion begyndte. For at skabe respekt om deres tvivlsomme religion gjorde de babyloniske præster sig til talsmænd for læren om sjælevandring. På denne baggrund kunne de hævde at deres religiøse helteskikkelser var reinkarnationer af berømte, skønt for længst afdøde, forfædre.

Det var imidlertid i Indien at denne tro nåede sin største udbredelse. De hinduiske guruer tumlede med de universelle problemer i forbindelse med det onde og de lidelser der hjemsøger menneskene. ’Hvordan kan dette harmonere med troen på en retfærdig Skaber?’ spurgte de. De forsøgte at finde en forklaring på modsætningsforholdet mellem Guds retfærdighed og den ulighed der eksisterer, og på de uforudsete ulykker der indtræffer i verden. Resultatet var „karma-loven“ — loven om årsag og virkning. De udarbejdede en detaljeret ’tarif’ hvorefter et menneskes fortjeneste og fejltrin i ét liv belønnes eller straffes i det næste.

„Karma“ betyder simpelt hen „gerninger“. Man siger at en hindu har en „god karma“ hvis han følger de sociale og religiøse normer, eller en „dårlig karma“ hvis han ikke gør det. Hans handlinger eller „karma“ bliver afgørende for hans fremtid i de efterfølgende genfødsler. Det endelige mål er imidlertid sjælens frigørelse fra denne uophørlige cyklus og foreningen med den universelle ånd. Dette, mener man, opnås ved at man stræber efter at følge en adfærd der accepteres af samfundet, og tilegner sig en særlig indsigt i hinduismen.

Reinkarnationens frugter

Følgende udtalelse af den indiske filosof S. N. Dasgupta illustrerer den livsanskuelse der gør sig gældende for reinkarnationens tilhængere: „En handling i dette liv kan almindeligvis ikke forventes at afværge nogen af de onder i dette liv som man er forudbestemt til at gennemgå ifølge en tidligere fødsels karma.“ Resultatet er et fatalistisk syn på livet i almindelighed og på sociale onder og uretfærdigheder i særdeleshed.

Karma-loven har også medvirket til at opretholde det hinduiske samfunds kastesystem. Hvordan? Jo, ifølge denne lære er et menneskes nuværende stilling i livet et resultat af dets karma eller handlinger i tidligere liv, og det betragtes derfor som umuligt at ændre denne stilling i det nuværende liv. Men Swami Nikhilananda forklarer: „Ved at opfylde de forpligtelser der hører dets kaste til, bliver et menneske egnet til at fødes ind i en højere kaste i næste liv.“ Af den grund er en der tilhører en lavere kaste bange for at gøre oprør mod de regler og skikke der gælder for hans kaste. Dertil kommer frygten for at blive straffet eller udstødt, idet enhver der bryder eller krænker nogen af de regler og skikke der gælder hans sociale status, kan blive straffet eller endog forstødt af sine slægtninge. På grund af en sådan frygt er millioner låst fast i den forarmede klasse af „urørlige“ eller kasteløse som er uden borgerlige rettigheder eller privilegier. I nyere tid er det ved lovgivning til en vis grad lykkedes at dæmme op for den dårlige behandling af de såkaldt urørlige, men det er meget svært at udrydde dybt rodfæstede religiøse skikke i et så traditionsbundet samfund.

Er reinkarnationslæren troværdig?

Men hvorfor må menneskene gennemgå så mange lidelser, og hvorfor findes der så store sociale forskelle? Er reinkarnation den eneste forklaring, og er den troværdig? Tænk på manden med elefantiasis som blev omtalt i begyndelsen af artiklen. Han kendte ikke noget til årsagen til denne sygdom, og derfor mente han at hans lidelser skyldtes hans karma. Men hvis han ikke tilfældigvis havde boet i et område der hærges af myg som kan smitte folk med elefantiasis, eller hvis han havde vidst noget om myggene og havde taget sine forholdsregler, kunne han så ikke have undgået denne frygtelige sygdom? Hans lidelser skyldes altså ikke hans karma, men „tiden og tilfældet“. — Prædikeren 9:11.

I nyere tid har ledere som Mohandas Gandhi og andre forsøgt at afbøde virkningerne af læren om „karma-genfødsel“ ved at erklære: „Diskriminering af kasteløse er en forbrydelse mod Gud og mennesket.“ Gandhis og andre ligesindede personers bestræbelser har medført visse forbedringer for de kasteløse. Viser det ikke at livet som kasteløs ikke skyldes ens karma og at det derfor heller ikke er umuligt at ændre det? Jo, det viser at en sådan undertrykkende livsform skyldes et etableret socialt system der kan forbedres eller ændres. Det er altså ikke Gud men mennesker der har tildelt et lille kasteløst barn dets skæbne.

Hvordan forholder det sig med den begærlighed og korruption der findes i forretningsverdenen? En samvittighedsløs forretningsmand vælger for eksempel at benytte sig af bestikkelse eller pengeafpresning. Men behøver han at gøre det? Er hans lovløse adfærd ikke et resultat af at han bruger sin frie vilje på en forkert måde? Læren om „karma-genfødsel“ er altså ikke nødvendig for at kunne forklare hvorfor menneskene lider. Tænkende mennesker forstår at ulykker, arv og misbrug af den frie vilje er logiske årsager til mange af livets onder og sociale forskelle. — Romerne 5:12; Prædikeren 7:29.

Er reinkarnationslæren sand?

Læren om reinkarnation bygger på troen på sjælens udødelighed. Hvis jordiske sjæle ikke er udødelige, falder genfødselsteorien til jorden. Men hvor kan vi vende os hen for at få nøjagtig kundskab om dette spørgsmål? Næsten alle de større religioners skrifter lærer at sjælen er udødelig i den ene eller den anden form. Men det gør Bibelen ikke.

Med hensyn til hvad menneskesjælen er, siger Bibelen følgende: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mosebog 2:7) Mennesket — den levende, åndende skabning — er altså en sjæl. Det har ikke en sjæl der er adskilt og forskellig fra legemet og som ved døden forlader det.

I forbindelse med det der sker ved døden hedder det i Første Mosebog 3:19: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage!“ Ved døden vender mennesket altså tilbage, ikke til et nyt liv eller en genfødsel, men til „støv“. Bibelen lærer tydeligt at menneskesjælen dør. Den lever ikke videre i et andet legeme. „Den sjæl der synder, den skal dø,“ siger Bibelen udtrykkeligt. — Ezekiel 18:4, 20.

Håb for de døde

Men når sjælen dør, hvilket håb er der da for de døde? Bibelen siger intet om at syndige mennesker kan forme deres egen skæbne ved at gennemgå utallige genfødsler, fyldt med lidelser og smerte, men forklarer: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:15.

I sin uendelige visdom og kærlighed vil Skaberen huske de dødes livsmønster, ikke som et grundlag for at dømme og straffe dem, sådan som karma-loven vil have os til at tro. Nej, han gør det fordi det er hans hensigt at oprejse dem, idet han vil bringe dem tilbage fra døden med den samme personlighed og de samme karaktertræk som de havde før de døde. De der oprejses til liv på jorden vil da blive dømt på grundlag af deres livsførelse efter deres opstandelse. Som mennesker vil de da have udsigt til at leve igen — i et genoprettet paradis på jorden, hvor følgende løfte vil blive indfriet: „Døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

[Tekstcitat på side 20]

Gandhi erklærede: „Diskriminering af kasteløse er en forbrydelse mod Gud og mennesket“

[Illustration på side 19]

Er denne mands lidelser løn som forskyldt?