„Mission England“ — de forspildte muligheders korstog
Af „Vågn op!“-korrespondent i England
AT ENGELSKE aviser bruger over 1.250.000 spaltemillimeter på religion er noget af en rekord. „Mission England“, det korstog der i den varme sommer 1984 blev gennemført til støtte for Billy Graham og Luis Palau, kom i sandhed til at præge overskrifterne. Massemøder i seks nøglebyer rundt om i landet blev koordineret med en kampagne i London for at tiltrække titusinder af mennesker. Hvorfor havde man fundet det nødvendigt med et sådant korstog? Hvordan reagerede englænderne på den amerikanske form for evangelisme? Hvad udrettede „Mission England“ egentlig?
I ti år havde man overvejet tanken om at invitere Billy Graham til England, men så sent som i 1980 gjorde fremtrædende kirkeledere ikke nogen hemmelighed af deres modstand. De huskede utvivlsomt Billy Grahams sidste store korstog i 1967. Af et rundspørge der blev foretaget efter dette, fremgik det at kun fem procent af dem der offentligt havde bekendt deres tro og var begyndt at gå i kirke, stadig gjorde det året efter.
I betragtning af at England befinder sig i en slags åndelig krise var der ikke desto mindre andre som uforbeholdent gav deres støtte til planerne. „England trænger til en åndelig vækkelse,“ hævdede metodisten Lord Tonypandy, der var formand for „Mission England“. Liverpools biskop, David Sheppard, udtalte: „Der er en mængde mennesker, både kirkemedlemmer og folk som befinder sig i kirkens periferi . . . der trænger til den udfordring det er at komme ud af busken og overgive sig til Jesus Kristus som hans disciple.“ Så hvad var der at miste? Til sidst blev, som The Times påpegede, „Mission England“ en „bevægelse med vind i sejlene som de fleste kirkeledere var glade for at tilslutte sig“.
Men selv mens missionen stod på, skortede det ikke på kritik fra gejstlige. Ifølge Sunday Telegraph fordømte Richard Jones, lederen af metodistkirken i East Anglia, den „platte lære“ og „grove fremgangsmåde“ både Graham og Palau gik ind for. Metodistlederen Lord Soper tilføjede: „Jeg misbilliger i høj grad deres metoder og måde at propagandere på.“ Hvorfor? Hvad var problemet?
Propagandafremstød og persondyrkelse
For den jævne englænder er religion noget meget personligt som man sjældent drøfter, selv under private former, og offentlige debatter er et særsyn. Organiseringen af et offentligt korstog til fremme af religion er derfor ikke noget der falder i befolkningens smag. En ellers venligt stemt avis, Liverpool Daily Post, skrev således: „Lørdagens aftenforestilling — for det var hvad det var — bestod i den form for uforfærdet amerikansk evangelisme der alle andre steder betragtes som ren og skær showbusiness.“
Andre tog anstød af den store betydning man tillagde personligheder. „Det er dr. Graham der er sat på plakaten som stjernen der skal tiltrække publikum, og ikke indholdet af hans budskab,“ udtalte præsten Jack Burgoyne fra Church of England beklagende, da Graham skulle begynde sine møder i Ipswich. „Hans organisation har gjort ham til en kult.“ Gæstetalere, gospelsangere og besøgende berømtheder blev hilst velkommen for at tiltrække folkemasserne. Men opmærksomheden var i første række koncentreret om Palau og Graham. Bladet Church Times fremsatte følgende forsigtige kritik: „Der er en udtalt betænkelighed ved hele den stil der præger Grahams og Palaus møder — brugen af musik, massepsykologi og personlig veltalenhed for at skabe et pres der får folk til at ’komme frem’ på en bestemt aften.“ Var den bekymring som Church Times gav udtryk for, berettiget?
Hvem „overgav sig“?
Efterhånden som „Mission England“ nærmede sig sin afslutning, viste en optælling at omkring 100.000 var ’kommet frem’ for at ’overgive sig til Kristus’ på Grahams og Palaus opfordring. Det kom imidlertid som en overraskelse at de fleste af dem allerede var tilknyttet en kirke. Ifølge en beregning var kun 15 procent nye medlemmer. „Forkyndte dr. Graham for de omvendte?“ spurgte Church Times. „Man må sige at de der i givet fald blev omvendt . . . udgjorde et absolut mindretal. Det var derfor lige så meget en anledning til at opmuntre tropperne.“ Hvorfor var en sådan opmuntring nødvendig?
„Højtstående gejstlige er alvorligt bekymrede,“ hed det i Birmingham-avisen Sunday Mercury, fordi det samlede antal medlemmer af Church of England „falder foruroligende“. Biskop Bill Flagg, der var formand for „Mission England“ i Nordvestengland, indrømmede: „I 1970erne havde kirkerne næsten opgivet at evangelisere.“ Billy Grahams budskab til kirkemedlemmer var ganske enkelt: „I er måske blevet døbt, I er måske blevet konfirmeret, og I går måske i kirke. Men inderst inde har I det ikke godt med Gud.“
Tilbage til kirken
„Alle der reagerer positivt henvises til en kirke,“ forklarede en af dr. Grahams hjælpere. „Hvis en af dem der ’kommer frem’ ikke har nogen religiøs baggrund, forsøger vi at finde en kirke han kan identificere sig med.“ Hvad denne kirke lærte havde øjensynlig ingen betydning. I avisen Catholic Herald stod der: „Katolikker blev sammen med pinsefolk, baptister, anglikanere, folk fra brødremenigheden og andre“ oplært til at hjælpe og råde dem der ’kom frem’. Det forhold at katolikkerne overhovedet var med, fik nogle til at hæve øjenbrynene og vakte vrede i The British Council of Protestant Christian Churches, for hvem en sådan tilnærmelse var intet mindre end et forræderi mod den grundlæggende kristne lære.
Hvor dybtgående denne overgivelse til Kristus var, forbliver et åbent spørgsmål. Af en rapport fremgår det at 500 ’kom frem’ fordi de åbenbart ikke ville „skuffe en besøgende berømthed“. Men hvordan er det gået med at følge interessen op hos dem der således overgav sig? „Kirkerne er ikke indrettet til at tage mod nye troende . . . Nogle kirker er så triste at jeg ikke ville bryde mig om at komme der,“ indrømmer Anthony Bush, lederen af „Mission England“ i Sydvestengland, ifølge The Sunday Telegraph.
At lede folk tilbage til kirkerne er i virkeligheden det samme som at sende en sulten mand hen til et tomt spisekammer for at stille sin sult. Ifølge en gallupundersøgelse der blev foretaget før Merseyside-korstoget ønskede to tredjedele af de udspurgte at kirken ikke blot skulle „give moralsk vejledning“ men også „undervise i Bibelen“. I et lignende rundspørge omkring Sunderland gav folk udtryk for at de havde brug for at lære om sådanne vigtige emner som verdensfred, Gud, Jesus, Bibelen og hvordan man klarer nutidens problemer. Hvad gjorde Palau og Graham for at opfylde disse behov?
Forspildte muligheder
„I skal sige til jer selv: ’Jeg ønsker at vide at jeg ville komme i himmelen hvis jeg døde i nat.’ Dette er måske jeres sidste chance, det nærmeste I nogen sinde vil komme Guds rige.“ Sådan lød Billy Grahams appel om at overgive sig. Men en sådan dødsorienteret livsanskuelse besvarer ikke folks spørgsmål. „Unge søger efter noget at tro på,“ erklærede Graham. Men unge har brug for et håb og for en grund til at leve, for at blive overbevist om at livet har en hensigt og at Gud vil gribe ind for at sikre deres fremtid.
Det som unge — og deres forældre — har så hårdt brug for at høre om er Guds rige. Dette rige er menneskehedens eneste håb, det er en virkelig regering, ved hvis hjælp menneskeheden atter vil opnå fred og evigt liv. (Esajas 9:6, 7; Mattæus 6:9, 10) Jesus profeterede om at kristne i vor tid ville have travlt med at forkynde den gode nyhed om Guds rige for alle nationerne, et arbejde som Jehovas vidner nu i mange årtier har været travlt optaget af. (Mattæus 24:14) Palaus og Grahams felttog tiltrak tusinder, men de svigtede begge med hensyn til at forklare den virkelige betydning af Guds rige for de forsamlede skarer. Hvilke forspildte muligheder!
Sandt at sige kan man heller ikke forvente mange gode resultater af et sådant korstog. De kristne i det første århundrede organiserede ikke sådanne felttog, og de appellerede heller ikke til folk på denne følelsesbetonede måde. I en lederartikel i Church Times hed det at det under et sådant korstog „er umuligt på en rolig og fortrolig måde at drøfte de mange spørgsmål . . . som tilhørerne må have, såfremt forsamlingen da er et repræsentativt udsnit af befolkningen“.
Vismanden Salomon udtalte: „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“ (Ordsprogene 14:15) Når vi søger efter sandheden må vi lægge dømmekraft for dagen. Den allersikreste kurs er at følge det eksempel som de første kristne i Berøa satte da Paulus forkyndte for dem. De blev rost fordi de ’med den største iver undersøgte Skrifterne’, og fordi de benyttede dem som autoritet for deres tro. (Apostelgerninger 17:11) Jehovas vidner har altid fulgt dette eksempel. Sæt dig i forbindelse med dem for „på en rolig og fortrolig måde at drøfte“ dine bibelske spørgsmål. Du har alt at vinde — intet at tabe.
[Illustration på side 20, 21]
De der reagerede positivt blev henvist til de kirker som de oprindelig havde forladt fordi de ikke havde fundet noget håb der