Som sagfører søgte jeg en logisk forklaring

I 1964 tog jeg juridisk embedseksamen ved universitetet i Madrid. Jeg var overbevist om at der nu åbnede sig store muligheder for mig for at tjene retfærdigheden og mine medmennesker med de fordele som en vellønnet, indflydelsesrig og respektabel stilling indebar. Af den grund var jeg begyndt at tage eksaminer så jeg kunne blive optaget i det spanske statsadvokatråd.

I årene der fulgte blev jeg imidlertid dybt skuffet og desillusioneret og fik en skeptisk indstilling til politik og religion. Jeg led i perioder af depressioner og begyndte at lege med tanken om selvmord. Alt syntes så tomt. Det var kulminationen af en proces der var begyndt mange år før.

Men hvilke begivenheder i mit liv havde bragt mig så vidt at jeg betragtede selvmord som en mulighed? Hvilken proces havde lidt efter lidt ført mig så langt ud?

I mørke

Jeg blev født kort efter den spanske borgerkrig (1936-39) i Marokko, der dengang var et spansk protektorat. Min fader, der var officer i hæren, var udstationeret der. Jeg var det andet af tre børn og den eneste dreng. Jeg fik en opdragelse der var typisk for middelklassen i denne periode af Spaniens historie hvor militære og katolske værdier blev sat utrolig højt.

På det tidspunkt indgav man så godt som enhver spanier den opfattelse at han skulle være „halvt munk og halvt soldat“ — og opdragelsen var baseret på dette mønster. Denne mentalitet kom til udtryk i alle livets faser der nøje blev kontrolleret af den katolske stat. Fædrelandet, religionen (den katolske, naturligvis), traditionen, den nationalistiske ånd og den spanske races værd var de grundlæggende opfattelser som regeringsmagten indprentede i børnenes sind. Eftersom der dengang ikke fandtes andre muligheder fik jeg min uddannelse i katolske marist- og jesuiterskoler. Man regnede med at jeg med tiden også ville blive officer i hæren.

Spørgsmål og tvivl

Da jeg var tolv år gammel skete der noget der fik stor betydning for mig. Min fader havde gået til nogle katolske kurser i religion og kom hjem med et eksemplar af den spanske Bover-Cantera-bibel. Jeg har den stadig, fuld af understregninger, spørgsmål og notater som jeg har skrevet til i margenen når der var noget jeg ikke forstod.

I løbet af cirka tre måneder havde jeg læst hele Bibelen. Efterhånden som jeg blev ældre forstod jeg at jeg havde gjort noget der var meget usædvanligt for et spansk-katolsk barn på den tid. Ingen havde opmuntret mig til at læse Bibelen. Mine lærere forsøgte tværtimod at tale mig fra det, navnlig da jeg begyndte at stille spørgsmål som de ikke kunne besvare eller når jeg tog til genmæle imod katolske lærepunkter. „Det er ikke noget du skal give dig af med. Du er for ung. Du bør vente indtil du er ældre før du læser i Bibelen,“ var de bemærkninger jeg som oftest hørte. Samme indstilling mødte jeg også hos mine skolekammerater. Jeg kunne aldrig gøre Bibelen til et samtaleemne. De betragtede mig med mistillid, næsten som om jeg var kætter.

Jeg var bekymret over de spørgsmål der opstod i mit sind under min bibellæsning. Som den disciplinerede katolik jeg var, bebrejdede jeg endog mig selv fordi jeg havde sådanne tvivlstanker. Jeg var forfærdet over at opdage at jeg troede noget andet end det „den hellige moderkirke“ lærte.

Jeg vil aldrig glemme hvor dybt foruroliget jeg blev da jeg, i en time om Spaniens historie, lærte om de forfærdelige krige der var blevet udkæmpet mellem arianere (der ikke troede på treenighedslæren) og katolikker, for at skabe enhed i kirken. Jeg forstod pludselig at man ikke altid havde troet på treenighedslæren i Spanien. Den var officielt og ved tvang blevet indført i det 6. århundrede, da goternes konge, Rekkared, havde fornægtet arianismen og antaget den katolske tro med dens nikænske trosbekendelse, som treenighedslæren er en del af. Og alt dette tydeligvis af politiske grunde, nemlig for at forene visigoterne og de spanske romere, de to største befolkningsgrupper på Den iberiske Halvø på den tid.

På grund af mit personlige studium af Bibelen var jeg tilbøjelig til at tro på den arianske opfattelse, nemlig at Kristus ikke var Gud men Guds søn og den første Gud havde skabt. Det var den logiske forståelse jeg i en alder af 12 år havde fået ved at læse i min bibel. Men jeg var foruroliget. Hvordan kunne det være at jeg forstod noget som kirkens eksperter på et langt tidligere tidspunkt og med langt større sikkerhed kunne være nået til forståelse af? Jeg lod derfor sagen hvile og gemte den i mit hjerte.

Da jeg var 14 år gammel blev mit syn så dårligt at jeg måtte opgive tanken om en karriere inden for militæret. Jeg besluttede så at studere kulturhistorie, og derved kom jeg til at beskæftige mig med litteraturens klassikere og oldtidens filosofi. Det gav mig forståelse af at andre nationer og kulturer havde eksisteret og overlevet med opfattelser der var meget forskellige fra dem jeg var opvokset med. Det gik op for mig at jeg kunne være født i en hvilken som helst af disse kulturer og at jeg i så fald ville være vokset op med helt andre meninger og opfattelser. Så ville jeg også have haft en anden religion, en anden personlighed og et andet syn på livet. Dette fik mig til at tænke på hvor vilkårligt alting er. Vi er alle et bytte for tilfældigheder der afgør hvilken religion — om overhovedet nogen — vi fødes ind i. Det forekom mig uretfærdigt at Gud skulle overlade os til tilfældighedernes luner.

Modstridende opfattelser

På det tidspunkt boede vi i den gamle by Toledo. Dens snoede og snævre stræder, dens lange historie og dens historiske bygninger med tilknytning til den muslimske, jødiske og katolske tro fik mig til at meditere over de tre kulturer, deres tro og livsform. Lige fra begyndelsen forvirrede det mig at de to religioner der var nærmest beslægtet med kristendommen, nemlig den jødiske og den muslimske, så afgjort lærte at Gud kun er én og ingen treenighed. Dette fik mig til at forstå det fjendskab der så længe har bestået mellem katolikker og jøder og mellem kristenheden og islam.

Da jeg var 17 år gammel kom jeg på universitetet i Madrid. I den første tid var det de mange forskellige mennesker der virkede tiltrækkende. Senere blev jeg interesseret i politik og havde forbindelse med venstreorienterede og marxistiske grupper, såvel som med andre der var mere moderate. Men hos ingen af dem fandt jeg den ægte oprigtighed og intellektuelle redelighed som jeg havde håbet på. Jeg kom da til den slutning at den eneste måde jeg kunne tjene andre på, var ved at gøre det på et personligt grundlag og ikke gennem nogen organisation. Jeg var stadig af den opfattelse at det kun var mennesker der kunne skabe en bedre og mere retfærdig verden.

Som jeg tidligere har nævnt fik jeg min juridiske eksamen i 1964. Men jo mere jeg læste, jo større blev min forvirring. Jeg kunne ikke se nogen vej til en bedre verden for menneskeheden. Alting forekom mig så tomt. Så skete der en forandring i mit liv.

Et besøg der forandrede mit liv

Jeg blev ved med at læse i Bibelen med stadig større interesse. Det jeg havde lært som jurist hjalp mig til at forstå den uendelige visdom der afspejles i Moseloven — den forbavsende retfærdighed hvormed den enkeltes og folkets interesser, rettigheder og forpligtelser blev varetaget ligeligt i forhold til hinanden. Den dybe kærlighed der lå bag disse love og som var nødvendig for at håndhæve dem, gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg drømte om hvordan verden ville være dersom disse love virkelig blev overholdt.

En dag da Bibelen lå slået op på mit skrivebord inviterede min fader to af Jehovas vidner, Fernando og Guillermo, indenfor. „Min søn vil være meget interesseret i at tale med jer. Se hvad han studerer,“ sagde han, idet han pegede på Bibelen. Så begyndte jeg at stille spørgsmål. „Hvorfor befalede Gud Abraham at gøre noget som han fordømte at andre der havde en falsk religion, gjorde — nemlig at ofre sin søn?“ „Hvorfor er vi her på jorden hvis det er hans hensigt at vi skal være i himmelen?“ „Hvorfor har han skabt alting så smukt her på jorden at vi ikke ønsker at dø?“

Til hvert spørgsmål gav Fernando og Guillermo mig en forklaring fra Bibelen. Det gjorde indtryk på mig. Efter at vi havde talt sammen i cirka to timer spurgte jeg: „Har I nogle bøger I udgiver?“ „Ok ja, vi har mange! Men lige nu har vi kun denne her med os,“ sagde Fernando, idet han viste mig en 256-siders bog med titlen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis.

Samme eftermiddag læste jeg hele bogen igennem. Dér, alene på mit værelse, græd jeg af glæde. Bibelen var pludselig blevet forståelig. Nu var den ikke blot en mængde usammenhængende brikker. Billedet — komplet hvad alle de store linjer angik — var logisk og fuldt af mening.

Jeg sammenlignede mig selv med den blinde mand Jesus helbredte og som, ude af sig selv af glæde, kunne begynde at skelne tingene omkring sig. (Markus 8:22-25) Jeg havde søgt sandheden og til sidst fundet den. Kristus levede og virkede! Jehova, hans Fader, den eneste Gud i universet, benyttede ham i sin kærlighed til at gennemføre sin vidunderlige hensigt med menneskeheden — genoprettelsen af alt gennem Riget. — Apostelgerninger 3:21.

Det var imidlertid ikke let for mig at praktisere det jeg havde lært. (Mattæus 7:24) Vejen fra mit sind til mit hjerte var fyldt med forhindringer som jeg dog, med Jehovas hjælp, var i stand til at feje til side som „en bunke affald“. Det der nu havde langt større værdi var kundskaben om Kristus. — Filipperne 3:8.

Efter en tid med prøvelser forårsaget af ’fugle, en brændende sol og tornede planter’, symboliserede jeg i 1971 min indvielse til Jehova ved at lade mig døbe. (Mattæus 13:4-7, 19-22) Min kone, Lucía, blev døbt fire måneder senere. Min moder blev døbt i 1973, sammen med mine to svogre, der nu tjener som ældste i Jehovas Vidners menigheder.

Sandheden forsvares i radio og TV

I slutningen af 1974 inviterede en radiostation i Madrid Jehovas Vidner til at medvirke i et program om deres indstilling til blodtransfusion. Selv om vi havde været juridisk anerkendt siden 1970, var pressen og gejstligheden stadig tilbøjelige til at behandle os som om vi var en sekt der levede i forbudets skygge. Forestil jer derfor vor begejstring over at blive indbudt af en kendt kirurg, general Francos svigersøn, til at deltage i dennes radioprogram.

Da jeg, og en sygeplejerske der er et Jehovas vidne, sammen med nogle andre medvirkende trådte ind i studiet, følte vi os omtrent som Daniel må have følt det da han blev kastet i løvekulen. Rundt om et stort bord sad der fem læger og en katolsk præst. Et stort vidnesbyrd blev aflagt, idet programmet blev hørt over hele landet. Det ramte en pæl gennem gejstlighedens løgn om at Jehovas Vidner stadig var forbudt. Isolerede vidner i små byer var især taknemmelige for denne hjælp.

I 1984 havde jeg lejlighed til at forsvare sandheden i et program i det spanske fjernsyn der kaldes La Clave (Nøglen). Blandt diskussionens deltagere var repræsentanter for Hare Krishna-bevægelsen, departementschefen fra Ministeriet for religiøse Anliggender, en professor i religionshistorie og en doktor i psykologi. Skønt jeg blev udsat for angreb var jeg i stand til at aflægge et grundigt vidnesbyrd til gunst for sandheden.

Jeg har også haft den forret at repræsentere Jehovas Vidner i den spanske højesteret. Ved en anden lejlighed fremholdt jeg Bibelens budskab for en tilhørerskare ved Madrids uafhængige universitet. Jeg glemmer ikke udtrykket i de tilstedeværendes ansigter da en anden taler fra Jehovas Vidner stillede spørgsmålet: „Ville De straffe Deres barn ved at holde dets hånd over brændende gløder i bare et eneste minut? En frygtelig tanke, ikke sandt? Men kristenheden vil have Dem til at tro at Gud er i stand til at gøre noget der er langt værre end dette i et frygteligt helvede med evig ild!“

„Far, varer det længe før den nye orden kommer?“

Det er nu næsten 15 år siden Fernando og Guillermo bankede på hos mig. (Mattæus 10:40) Siden da har jeg fået en lykkelig familie — Lucía, min kone og trofaste støtte, og mine fire børn, Rebecca, Jacobo, Abigaíl og Abel. Vi er lykkelige for at tilhøre det storslåede brodersamfund under Jehovas ledelse her på jorden. Som familie føler vi at han bærer os på sine ørnevinger. — 2 Mosebog 19:3, 4.

De to ældste børn deltager sammen med os i forkyndelsen af den gode nyhed. Undertiden spørger de mig: „Far, varer det længe før den nye orden kommer?“ Jeg svarer: „Ikke ret længe. Kun ganske kort tid.“ Jeg ved at Jehovas ord ikke vil slå fejl og at tegnene på at denne ordnings afslutning er nær, er tydeligere end nogen sinde. Disse vanskelige tider er et udtryk for at vi står over for den herlige tid hvor Guds rige vil herske over jorden, som svar på vor inderlige bøn: „Lad dit rige komme.“ — Mattæus 6:9, 10; Habakkuk 2:3. — Fortalt af Julio Ricote Garrido.

[Tekstcitat på side 15]

„Jeg forstod pludselig at man ikke altid havde troet på treenighedslæren i Spanien“

[Illustrationer på side 16 og 17]

’Katolske, muslimske og jødiske bygninger i Toledo fik mig til at meditere over de tre kulturer’

[Kildeangivelse]

Fotografier: Spaniens nationale turistbureau

[Illustration på side 18]

Julio Ricote Garrido med sin kone og sine børn