En jesuit finder sandheden

FORTALT AF JULIO INIESTA GARCÍA

HVAD tænker du på når du hører ordet „jesuit“? Mange reagerer med det samme når de hører det; nogle bliver fyldt af dyb respekt, mens andre føler sig frastødt. De fleste katolikker forbinder ordet med en orden af veldisciplinerede præster og missionærer. For mange andre har det den betydning som man kan læse i nogle opslagsværker: „En person der er forfalden til at lave intriger eller komme med tvetydigheder [driver dobbeltspil i den hensigt at bedrage].“

Indtil november 1977 var jeg ordineret præst i Jesu Selskab, almindeligt kendt som jesuiterordenen. Så holdt jeg op. Måske har du lyst til at vide hvorfor jeg blev jesuit, og hvad det var der fik mig til at give afkald på mit præsteembede efter 25 år.

Opvokset i det katolske Spanien

Jeg blev født i foråret 1918 og var det tredje barn i en familie der skulle komme til at bestå af 10 børn. Min fader ejede en café der hed Nigeria, og den lå i Murcia, i den sydøstlige del af Spanien. Som de fleste andre spaniere dengang fik jeg en normal katolsk opdragelse, hvilket indebar at jeg blandt andet måtte overvære messen om søndagen og aflægge skriftemål om fredagen.

Som ung var jeg rastløs i åndelig henseende, og havde et stærkt ønske om at tjene Gud og næsten. Derfor besluttede jeg mig til at blive medlem af „den marianske kongregation“ i Murcia. Det var en gruppe unge mennesker, hovedsagelig studenter fra universitetet og elever fra de højere klasser, under ledelse af nogle jesuitter. Efter nogen tid blev jeg valgt til talsmand for grupperne med missionærer og begyndte at få et stærkt ønske om at tjene som katolsk missionær. Kort efter gjorde det jeg oplevede under den spanske borgerkrig mig bitter, og jeg blev endnu mere overbevist om at jeg måtte tjene Gud og mine medmennesker.

Samvittighedsfange

Den spanske borgerkrig udbrød i 1936. I en alder af 18 år blev jeg indkaldt til at forsvare et regime der for mig var ateistisk. Da jeg anså det for umenneskeligt at bruge våben mod mine katolske brødre, nægtede jeg at udføre militærtjeneste. Som følge heraf blev jeg arresteret og senere idømt 20 års tvangsarbejde. Da jeg var 18 år stod jeg altså over for en fængselsstraf der virkede som en evighed. Efter nogle måneder blev jeg overført til en tvangsarbejdslejr i San Pablo de los Montes i provinsen Toledo, der ligger cirka midt i Spanien.

Efter at jeg havde været 18 måneder i denne lejr, hvor jeg levede på sultegrænsen og uafbrudt var i dødsfare, vandt Francos hær sejr, og vi blev løsladt. Med en følelse af stor lettelse vendte jeg tilbage til Murcia.

Jeg havde lidt meget og havde også set andre lide, men jeg havde ikke mistet troen på Gud. Fordi der var så meget ondt i verden, fik jeg et endnu større ønske om at blive missionær. Eftersom jeg havde været i forbindelse med jesuitterne, satte jeg mig som mål at vise mig værdig til at blive optaget i dette selskab. Det var ikke let at blive det. Jesuitternes disciplin kræver at man aflægger løfte om fattigdom, lydighed og kyskhed. Jeg fandt mig i at leve i cølibat, selv om jeg naturligt nok havde de samme ønsker som andre unge mænd. Men fremfor alt ønskede jeg at tjene Gud og at være missionær.

En hård skole for at blive jesuit

I 1947 satte de jesuitiske patere mig på forskellige prøver for at se hvor lydig og ydmyg jeg var, og om jeg var kvalificeret til at blive novice. Til min store glæde blev jeg godkendt og begyndte at leve det disciplinerede liv der kræves af et medlem af Jesu Selskab. Nu, da jeg var i slutningen af tyverne, var jeg omsider på vej til at blive missionær. Jeg havde stadig 12 års studier og prøver på min karakterstyrke foran mig.

I løbet af de to første år som novice måtte jeg for eksempel udføre simpelt arbejde i 30 dage, såsom at skure gulve og gøre toiletter rene. Jeg husker hvad der skete engang da jeg endelig var blevet færdig med at skure et gulv og en „broder“ kom for at inspicere arbejdet. For at sætte min ydmyghed og lydighed på prøve væltede han med vilje spanden med det snavsede vand, så jeg måtte gøre det hele om.

Jeg brugte andre 30 dage på at besøge landsbyer sammen med en anden novice, og vi levede af de almisser vi fik. Siden arbejdede jeg 30 dage på et sygehus, blandt folk med infektionssygdomme.

I 1949 begyndte jeg at studere på præsteseminarier i San Cugat del Vallés i Barcelona og i Buenos Aires i Argentina. Der var blandt andet kurser i filosofi, psykologi, teologi, moral og præsteskabets opgaver. I løbet af den tid fik jeg min første opgave som missionær. Jeg skulle være lærer ved San Calixtus-skolen i La Paz i Bolivia.

Da jeg var 39 år, oprandt endelig den dag jeg havde ventet på så længe. Den 29. juli 1957 blev jeg viet til jesuitpræst. I nærværelse af biskoppen lagde jeg mig udstrakt på gulvet i det teologiske fakultets kirke i San Cugat del Vallés som et tegn på underkastelse og lydighed.

Jeg vendte tilbage til Bolivia, hvor jeg valgte at arbejde blandt de fattige, og jeg blev udnævnt til sognepræst i Uncía, et minedistrikt højt oppe i Andesbjergene. Senere tjente jeg i Cochabamba som sognepræst i Santa Vera-Cruz. Som præst blev jeg involveret i undervisningsarbejde, og jeg var med til at grundlægge syv folkeskoler og gymnasier for de fattige. I 1972 fik jeg igen et nyt embede, denne gang i sognet San Miguel i byen Sucre.

Jeg begynder at tvivle

Det var mens jeg arbejdede i de fattige sogne i Bolivia at jeg begyndte at tvivle. I begyndelsen gjaldt min tvivl ikke kirken, men dens repræsentanter. Hver måned måtte jeg for eksempel tage til den lokale biskop med en vis procentdel af den kollekt og de penge der kom ind ved specielle messer og ved bryllupper, begravelser og lignende. Eftersom folk i mit sogn var fattige, var denne andel aldrig særlig stor. Det sårede mig dybt når biskoppen åbnede konvolutten og som regel foragteligt sagde: „Er dette det ynkelige bidrag du bringer mig?“ Enkens skærv betød tydeligvis ikke noget særligt for ham. — Lukas 21:1-4.

Jeg havde ikke lyst til at tage betaling af sognebørnene for de kirkelige handlinger, og det blev en kilde til strid. Jeg tænkte meget på det jeg havde læst i evangeliet: „I har fået det for intet, I skal give det for intet!“ (Mattæus 10:8) Men jeg fik at vide at jeg ikke havde lov til at gøre noget så drastisk „for ikke at ødelægge det for præsterne“ i andre sogne.

Noget andet der bekymrede mig, var at hierarkiet anerkendte hedenske tanker og skikke og indlemmede dem i dyrkelsen af Cristo de la Vera-Cruz (Det sande kors’ Kristus), et krucifiks i min sognekirke. I mange tilfælde viste det sig slet og ret at være dæmonisk fanatisme. Folk blev desuden ofte stærkt berusede under disse religiøse højtider, men ingen præster rejste indvendinger mod dette hedenske drikkeri.

Efter fem år i Sucre bad jeg om lov til at besøge min syge fader i Spanien. Du kan sikkert forestille dig hvor overrasket jeg blev da jeg kom til Barcelona og fik at vide at mine søstre, Lola (Dolores) og Angelita (Angeles), studerede Bibelen sammen med en gruppe kristne der kaldte sig Jehovas Vidner. Det gjorde indtryk på mig at Lola havde forandret sig så meget, for hun var aldrig gået særlig meget op i åndelige ting, og nu studerede hun Bibelen! Da jeg ikke havde haft nogen kontakt med Vidnerne i Bolivia, besluttede jeg at undersøge det de lærte. Mine søstre gav mig den lille bog „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode“, som jeg læste med det samme. Jeg blev glædeligt overrasket da jeg så at Vidnerne fuldt ud baserer deres tro på Bibelen. Lige fra jeg var ung havde jeg respekteret Bibelen, og jeg brugte den i stedet for kirkefædrenes værker eller „helgenernes liv“ som grundlag for min daglige meditation.

Min katolske teologi udfordres

Nu ville jeg gerne se Vidnerne i virksomhed, for at finde ud af om de praktiserede det de forkyndte. Mine søstre inviterede mig med hen i rigssalen hvor den lokale menighed holdt møder. Jeg overværede mit første møde fuld af nysgerrighed og med ikke ringe skepsis. Men jeg blev glædeligt overrasket. Det gjorde indtryk på mig at se disse ydmyge mænd, kvinder og børn, der fremfor alt søgte at gøre Guds vilje. Det jeg ikke havde formået at frembringe i Bolivia, så jeg nu lige for øjnene af mig — en gruppe ægte kristne. Det måtte da være den hellige ånds værk.

Jeg var enig i meget af det jeg havde læst i deres bog, men der var flere læresætninger jeg ikke kunne acceptere. Jeg blev præsenteret for en af de ældste i menigheden, Enrique Lleida, en mand i begyndelsen af halvtredserne og som dengang arbejdede på en kemisk fabrik. Jeg kan huske at vi havde en lang samtale i hans bil, og jeg kom da med de vigtigste indvendinger jeg havde mod Vidnernes lære. I modsætning til Jehovas Vidner var jeg overbevist om at Kristi legeme var til stede i nadverens hostie (brød), og jeg troede også at min sjæl en dag skulle være sammen med Kristus, og også at han var Gud. Min tvivl blev ikke ryddet bort af blot én samtale. Omkring dette tidspunkt døde min fader imidlertid, og jeg vendte tilbage til Bolivia.

Jeg får besøg af Jehovas vidner i Bolivia

På min egen anmodning fik jeg igen et nyt embede og blev sendt tilbage til Santa Vera-Cruz-sognet i Cochabamba. Der fornyede jeg min beslutning om at søge efter sandheden og at ’forvisse mig om alt’ for ikke at tage et forkert skridt. (1 Tessaloniker 5:21) To jævne bolivianere der var Jehovas vidner, kom for at besøge mig. Det var Ginés Navarro, en spanier fra Catalonien, og Ariel Araoz, en indfødt bolivianer. Deres ydmyghed og overbevisning gjorde indtryk på mig. De prøvede ikke at få mig ind i nogen heftig diskussion, og det var jeg glad for. I stedet udvekslede vi blot meninger.

Til trods for at jeg som sognepræst var meget optaget af menighedsarbejdet, blev det aftalt at jeg skulle begynde et systematisk studium af Bibelen ved hjælp af bogen „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ Efter aftenmessen gik jeg ofte hen i rigssalen, hvor jeg fandt glæde i at høre Guds ord og i at studere Vagttårnet.

Katolske dogmer kontra Bibelens lære

En af de læresætninger som det måske var lettest for mig at fravige, var den om den udødelige sjæl, og alt det der følger med denne lære (pine i helvede, skærsild, limbus og så videre). Et meget enkelt skriftsted gjorde det klart for mig. Det var Første Mosebog 2:7, der ifølge den katolske Douay-oversættelse lyder sådan: „Og Herren Gud dannede mennesket af jordens dynd og åndede livets ånde ind i dets ansigt; og mennesket blev en levende sjæl.“ Beretningen siger ikke at mennesket fik en levende sjæl, som ville leve videre efter at det døde, men at det blev en sjæl. Altså, sluttede jeg, er jeg en sjæl. Dette stemte fint med det den spanske oversættelse af José María Bóver, en af mine lærere ved seminariet i San Cugat, siger i Første Korinterbrev 15:45: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’“ At sjælen kan dø, blev videre bekræftet da jeg slog op i Fjerde Mosebog 23:10 i den spanske Bóver-Cantera-bibel, for dér står: „Måtte min sjæl dø de retfærdiges død!“

Jeg fik det hårdeste slag da jeg indså at Kristus ikke er og ikke kan være Gud, sådan som treenighedslæren siger. Det jeg havde holdt mig til, var Johannes 1:1, lige til jeg undersøgte den græske tekst grundigt og forstod at Kristus kunne være guddommelig, det vil sige af guddommelig oprindelse, uden at være Gud den Almægtige. Dette og andre skriftsteder hjalp mig til bedre at forstå Jesu rolle, at han står under sin Fader og gør alt til sin Faders pris. — 1 Korinter 15:28; Johannes 14:28; Mattæus 24:36.

Dette klare lys fra Bibelen og flere grundige undersøgelser gjorde at jeg fandt vejen ud af det teologiske mørke der havde forblindet mig i så mange år. Jeg indså at alle mine videregående studier i teologi og filosofi ikke havde ført til de frugter der skulle kendetegne sand kristendom. Jeg kunne ikke se disse frugter i den katolske kirke. — Mattæus 7:16, 17; Galaterne 5:22, 23.

En overraskelse for mine overordnede

Jeg blev overbevist om at den katolske kirke i århundredernes løb var afveget fra Bibelens sandhed, idet den havde holdt sig til menneskers traditioner og filosofi, og at det ikke blot var enkeltpersoner der tog fejl. Jeg indså derfor at jeg ikke længere var katolik i hjertet.

Jeg besluttede at jeg personligt ville meddele Jesu Selskabs provincial min fratræden og bede ham om at løse mig fra de løfter jeg havde aflagt. Hvor blev han overrasket da han hørte hvad jeg bad om! Han spurgte mig om det var fordi jeg ønskede at gifte mig. Jeg sagde at det var det ikke, for noget sådant var ikke i mine tanker på det tidspunkt. (Men da jeg var blevet et døbt vidne, ændrede situationen sig imidlertid, og i oktober 1978 giftede jeg mig med en elskelig kristen enke.) Han sagde blandt andet: „Julio, jeg har altid anset dig for at være et ligevægtigt menneske. Men nu virker det som om du burde gå til en psykiater.“

Vi havde en lang drøftelse, og jeg fremlagde de argumenter jeg havde for at kirken kom til kort. Han svarede: „Jeg indrømmer at meget af det du siger, er rigtigt, men tror du ikke at det netop derfor er din pligt at forblive i kirken, sådan at du, sammen med andre, kan prøve at rette kirkens fejl?“

Jeg svarede: „Hvis alle disse fejl er baseret på læresætninger der betegnes som ufejlbarlige, så er det umuligt at rette disse fejl, for det første der måtte fjernes, måtte jo være ufejlbarligheden.“ Jeg sagde videre: „Jeg har tænkt meget over dette, og jeg har prøvet at leve efter evangeliet. Jeg har erfaret at det har været umuligt, for kirken har bedt mig gøre ting der er i strid med det. Så eftersom jeg ikke kan forandre kirken, ville det da ikke være bedre at skifte kirke? Hvis jeg ikke kan forandre den, da er det bedre at forlade den og søge den sande kirke.“

Senere talte jeg igen med provincialen om at jeg havde til hensigt at træde tilbage. Han bad mig tænke over det endnu en gang. Det var nu umuligt at udsætte sagen længere, og jeg stillede ham et ultimatum: Lad mig rejse tilbage til Spanien, så jeg grundigt kan studere dette spørgsmål der angår mit evige liv; ellers vil jeg give afkald på mit sogn og være sammen med Jehovas vidner her i Bolivia for at studere spørgsmålet.

Det sidste forslag var helt utænkeligt for ham, eftersom det ville vække stor opsigt i religiøse kredse i Bolivia. Til sidst fik jeg tilladelse til at rejse tilbage til Spanien og bo hos min søster Lola.

Endelig fri!

Jeg kom til Spanien i december 1976, og fra da af holdt jeg op med at følge de katolske skikke og begyndte et nyt liv sammen med Jehovas kristne vidner. Denne drastiske forandring gav visse problemer. Hvem i Spanien ville ansætte en 58-årig mand der tidligere havde været jesuitpræst? Til sidst fik jeg arbejde som privatlærer, og ved siden af driver jeg en lille forretning. Jeg har hver dag det jeg behøver, og jeg har aldrig bedt om mere.

I 1977 kom provincialen fra Boliviamissionen til Spanien på vej til Rom. Han ville gerne vide hvad min endelige afgørelse var. Da jeg fortalte ham at jeg holdt fast ved min beslutning, bad han mig om at skrive til Jesu Selskabs generalkongregation og general i Rom og fortælle hvorfor jeg havde truffet denne afgørelse.

Da han kom tilbage fra Italien, sagde han til mig: „Dette er, ifølge det de har fortalt mig i Rom, første gang i historien at en jesuit har bedt om at måtte forlade Selskabet fordi han har lært ’sandheden’ at kende. Som om jesuitterne ikke skulle vide hvad der er sandheden, de der har studeret så meget!“

Menneskers teologi „en bunke affald“

Når jeg nu ser tilbage på alle de år hvor jeg studerede ved præsteseminarierne, forstår jeg at al den teologi og filosofi jeg lærte, i virkeligheden er en bunke affald sammenlignet med Guds ords sandhed. Den sande visdom, der kommer fra Jehova gennem Kristus, og som bliver videregivet til de ydmyge af hjertet, blev holdt skjult for mig.

Apostelen Paulus siger jo: „Har Gud ikke gjort verdens visdom tåbelig?“ (1 Korinter 1:20) I lighed med Paulus kan jeg nu sige: „Jeg [anser] virkelig også alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har. På grund af ham har jeg lidt tab på alle ting og anser dem for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus.“ — Filipperne 3:8.

Omsider kom mine opsigelsespapirer, dateret den 11. november 1977. Jeg takkede Jehova og underskrev dem.

Den 27. november samme år blev jeg døbt ved nedsænkning i vand. Det skete ved et af Jehovas Vidners kredsstævner. Dermed bekendtgjorde jeg offentligt at jeg havde indviet mig til Jehova, idet jeg fulgte Jesu eksempel og den befaling han gav sine disciple. (Mattæus 28:19, 20) Den dag jeg blev viet til jesuitpræst over 20 år tidligere, kunne ikke måle sig med denne dag hvad angår glæde og tilfredshed. Nu var jeg blevet et kristent vidne for den suveræne Herre, Jehova.

Efter dåben er jeg blevet rigt velsignet. Jeg tager regelmæssigt del i det kristne forkyndelsesarbejde, og jeg har den forret at lede flere hjemmebibelstudier med interesserede mennesker. Jeg er lykkeligere end nogen sinde før, nu hvor jeg følger Kristi eksempel som det beskrives i Guds ord. Jeg har fundet den sande Gud, Jehova, og de mennesker der genspejler hans kærlighed. Min langvarige søgen efter sandheden er endt. Er din?

[Tekstcitat på side 25]

’Du har måske lyst til at vide hvad det var der fik mig til at give afkald på mit præsteembede efter 25 år som missionær’

[Tekstcitat på side 26]

„Jeg blev glædeligt overrasket da jeg så at Vidnerne fuldt ud baserer deres tro på Bibelen“

[Tekstcitat på side 27]

„Eftersom jeg ikke kan forandre kirken, ville det da ikke være bedre at skifte kirke?“

[Illustration på side 28]

Iniesta, der før var jesuit, kommer op af vandet efter at han er blevet døbt