Pavens besøg i Canada
Af „Vågn op!“-korrespondent i Canada
I SEPTEMBER 1984 blev Canada føjet til den stadig voksende liste over lande der har modtaget besøg af Johannes Paul II, overhovedet for den katolske kirke.a På en rundrejse der varede 12 dage, var der planlagt cirka 33 taler, og han besøgte 16 større og mindre byer samt nogle religiøse helligdomme — en rejse på 13.500 kilometer. Hans besøg blev omtalt som „det længste Johannes Paul II har aflagt i noget land på de 24 pilgrimsrejser han har foretaget til udlandet siden han blev pave for seks år siden“.
Hvorfor Canada?
„Han begyndte sin rejse i en provins hvor den katolske kirkes magt og åndelige indflydelse har været drastisk aftagende i løbet af de sidste årtier, og der meldes herfra at et flertal i befolkningen drager kirkens læresætninger i tvivl på adskillige punkter,“ skriver redaktøren af det religiøse nyhedsstof i avisen The Toronto Star, Michael McAteer. Denne udtalelse om Quebec peger på en af grundene til pavens besøg. Gennemsnitsalderen for præster ligger på omkring 60 år, og der bliver kun foretaget få nyindsættelser. I Montreal er der 15 sogne der ikke har deres egne præster. „I Trois-Rivières, et betydeligt, overvejende katolsk, stift, blev der kun foretaget en enkelt ordination [i 1984],“ siges der i Montreal-avisen The Gazette. „Sidste år [1983] og forrige år blev der slet ingen foretaget.“ I løbet af de sidste 20 år har dette sogn erfaret et fald i antallet af ordinationer på 90 procent.
Og dette er ikke alt. The Gazette siger videre: „I byområder ligger det gennemsnitlige antal tilstedeværende ved messen på mellem 10 og 16 procent og i landsbykirkerne på omkring 30 procent.“ En repræsentant for de katolske biskoppers konference i Canada er blevet citeret for at have sagt: „Lad os se det i øjnene! Der er mange katolikker her i landet der i mange år ikke har set en kirke indefra.“ Et canadisk tidsskrift der hedder Maclean’s oplyser at en opinionsundersøgelse foretaget af to aviser i Montreal viser at „68 procent af dem der blev spurgt er imod kirkens holdning til fødselskontrol, 72 procent mener at præster bør have lov til at gifte sig, 66 procent er uenige i det officielle forbud mod skilsmisse, og 42 procent gør indvendinger mod forbudet mod abort“. Disse betragtelige tal afspejler kirkens svigtende indflydelse i familielivet og samfundslivet i Quebec.
At der også er problemer andre steder kan udledes af pavens tale i Halifax, Nova Scotia, hvor han talte om „respekt for livet“ (i forbindelse med abort), „troskab inden for ægteskabet samt om ægteskabets uopløselighed“. Han erkender den sørgelige mangel på præster, forlyder det i Toronto-avisen Globe and Mail, som tilføjer at kirkelige embedsmænd åbent erkender at der i store stifter „som for eksempel St. John’s og Halifax“ er forekommet „en betænkelig stor udvandring af præster og nonner“.
Man kan altså sige at Johannes Paul II’s rundrejse i Canada var en hyrdes omsorg for sin sygdomsramte flok. Men hvad medførte besøget? Hvordan reagerede canadierne? Vil den katolske kirke opleve en opblomstring af medlemstallet så den genvinder sin tidligere status i Canada? Hvordan vurderede kirkeledere og andre pavens hyrdearbejde?
Virkninger og kritik
Der er ingen tvivl om at pavens „pilgrimsrejse“ gjorde et stort indtryk på mange i Canada. Medierne omtalte ofte hans „karismatiske udstråling“ og hans „utrolige anlæg for at bevæge og inspirere mennesker“. Beklageligvis lod nogle sig rive med af deres følelser, som for eksempel den kvinde der ved massemødet i Toronto udbrød at „det er det nærmeste vi er kommet Gud i lang tid“. En 14-årig sagde: „Jeg ryster stadig; det var som om jeg kunne røre ved Gud eller noget i den retning.“
Mere afbalancerede enkeltpersoner var imponerede af hans frimodige opfordring til at forbedre familielivet og respektere de ufødte. De var også enige med ham når han indtrængende anmodede de unge om at modstå det bedrag der er forbundet med narkotika, alkohol og sex før ægteskabet.
En avisskribent skrev at den opfordring han gav i Edmonton til at foretage en mere ligelig fordeling af verdens rigdomme „uvilkårligt får én til at tænke på hvor ihærdigt han har irettesat de latinamerikanske befrielsesteologer, der angiveligt har ’marxistiske’ tilbøjeligheder“.
Den samme skribent kviede sig ikke ved at komme med nogle ufordelagtige kommentarer om Vatikanbankens investeringer, spekulationer og værdier samt om pavens egen pompøse livsstil. Andre har undret sig over de udgifter på 50 millioner dollars som pavens tur kostede, hvoraf en stor del vil blive betalt af de canadiske skatteydere. Disse penge vil nu ikke være til rådighed som en hjælp til verdens fattige. Ærkebiskoppen af Ottawa gav følgende kommentar: „For mit vedkommende beklager jeg at kirkens overhoved ikke rejser på en mere enkel måde.“
Under sine rejser gennem katolske lande er pave Johannes Paul II blevet kendt for sin ærbødighed for Jomfru Maria og sine hyppige besøg i helligdomme der er viet til hende. Hvordan greb han dette an i Canada, der hovedsagelig er et protestantisk land? Maclean’s beretter at han priste hende de steder hvor Jomfru Maria bliver æret. „Men i byer hvor det at tilbede Maria stort set bliver betragtet som en forældet praksis eller endog en fornærmelse mod visse kvindesagsforkæmpere og en hindring for et katolsk-protestantisk fællesskab, forholdt han sig tavs om dette emne.“
Det samme var tilfældet med andre af de emner der blev drøftet på hans rejse, hvad enten det var cølibat, trossammenslutning, kvinders rolle i kirken, eller forhold omkring indfødte folkeslag. Der var uenighed. For eksempel skrev en skribent ved Toronto Star i forbindelse med de kirkelige enhedsbestræbelser: „I sine seks år i embedet har han endnu ikke taget et eneste afgjort skridt i retning af at gøre enheden mere virkelighedsnær.“ Maclean’s iagttog at pavens taler specielt var tilpasset det publikum han stod over for, og tilføjede derefter: „Johannes Pauls forsætlige flertydighed er præcis den holdning som de canadiske biskopper ønsker at han indtager, i det mindste når det drejer sig om så ømtålelige emner som kvinder eller kønsmoral. I bevidstheden om den kendsgerning at deres menigheder sædvanligvis ignorerer Roms forbud mod skilsmisse og prævention, ønsker biskopperne ikke at risikere at støde endnu flere fra sig.“
Det er tydeligt at der er blandede følelser i forbindelse med pavens første besøg i Canada. Der er også dem der mener at det vil medføre at kirken i dette land nu kan begynde på en frisk. Præsidenten for de katolske biskoppers konference i Canada mener at rundrejsen varslede „et nyt evangelisk moment i Canadas historie“. Men vil katolikkerne reagere? Det er ikke alle der er lige optimistiske. En overskrift erklærede: „Paven efterlod mange foruroligende spørgsmål.“ Ganske vist hævdede en katolsk redaktør at kirken blot befandt sig „midt i en moralsk krise“, men at den i sig selv ikke „led under en katolsk krise“. Alligevel siger den katolske forfatter Anne Roche: „Mange kirker er gledet uden for det område der engang blev kaldt den katolske kirke.“ Derefter bemærkede hun: „Efter min opfattelse har vi en tydelig om end ikke åbenlys splittelse i Canada.“ Tiden vil vise hvilket synspunkt der er rigtigt.
[Fodnote]